Alle frygter at sulte og fryse. Det er et naturligt grundvilkår. Og netop ønsket om at beskytte os mod den ubehagelige situation har drevet hele menneskehedens udvikling, fra grotten og den åbne ild, til termoruder og færdigretter på frost. For selvom vi er sårbare væsener, er vi heldigvis tilpasningsdygtige. Ellers havde vi ikke været her i dag.
Men nu banker krisen igen på døren og genopliver vores urfrygt. Priserne eksploderer og ingen ved, hvornår og om de falder. Vi skruer ned for varmen, finder skiundertøjet frem, hamstrer paller til brændsel og tørkost til lagret.
Usikkerheden gør os utrygge. Og det gør den bl.a., fordi vi har mistet vores katastrofe-mindset.
Det mener katastrofeforsker Rasmus Dahlberg, lektor ved Institut for Strategi og Krigsstudier ved Forsvarsakademiet, der bl.a. forsker i katastrofehåndtering og civilt-militært samarbejde.
”I katastrofesociologi betegner man en katastrofe som et kollaps af kulturel beskyttelse. Og når alt det, vi har skabt, holder op med at fungere, bliver vi skræmte. Når kulde og sult pludselig rykker tættere på, falder vores tillid til myndighederne. Vi har nemlig vænnet os til, at de garanterer vores sikkerhed,” forklarer Rasmus Dahlberg.
Når forsyningskæden knækker, krakelerer den kulturelle beskyttelse. For hverken den almindelige dansker eller myndighederne er i dag gearet til en større krisehåndtering. Vi har simpelthen vænnet os til et fredeligt og stabilt overflodssamfund.
”Men netop nu bør vi bruge situationen til at opbygge et kriseberedskab, der kan forberede os på den dag, hvor krisen erstattes af en decideret katastrofe. For dén dag – og den vil komme – vil samfundet for alvor blive udfordret. Og så duer det altså ikke, at både menigmand og myndigheder ikke er godt nok forberedte,” siger han.
Vendepunktet
Rasmus Dahlberg understreger, der er stor forskel på en krise og en katastrofe.
”Krisen er reelt en lægefaglig term, der betegner den fase, hvor du svæver mellem liv og død. Katastrofe, derimod, betyder ’vendepunkt’ på græsk, og henviser til den situation, hvor alt vil ændre sig.”
”Vi plejer at sige, at katastrofe er krise uden håb. Men der er håb, og selvom forsyningskrisen kradser, befinder vi os altså ’kun’ i en krise lige nu. Og det betyder, at der er tid til lægge en mere fremsynet plan,” forklarer han.
Allerede nu ser vi da også, hvordan mange isolerer deres bolig, skruer ned for varmen, undgår madspild og tænker mere bæredygtigt og langsigtet.
For menneskeheden er tilpasningsdygtigt, og kan, hvis nødvendigt, hurtigt ændre forbrugsmønstre og tankesæt. Markedet er det samme, for det udnytter altid kriser til innovation, fortæller han.
”Allerede til næste år vil husstandens el-apparater måske vide, hvornår strømmen er billigst. Og nu, hvor elregningen er steget med 400 pct., hamstrer alle familiefædre pludselig solceller. Krisen fremtvinger handling og teknologisk udvikling,” siger Rasmus Dahlberg.
Modstand gør stærk
På samme måde ser vi flere og flere, der forbedrer sig på en længerevarende nødsituation. De prepper, som det hedder med et engelsk udtryk.
”Prepping er en skala, fra teenageren, der går i panik ved synet af et tomt køleskab, til jægeren, der står klar med bunker og beskyttelsesdragt. Under Corona så vi en voldsom stigning i antallet af prepper-grupper på Facebook – og det samme sker faktisk lige nu,” forklarer Rasmus Dahlberg.
For folk køber konserves, gasblus og tørkost som aldrig før og deler råd om alt fra partering til teltopsætning og selvforsyning. Jo mere vi taler om krisen, jo stærkere bliver den nemlig i vores bevidsthed, forklarer han.
Det er ikke kun skidt, for kriser og knaphed lærer os at spare og gør os bedre til at håndtere uventede situationer.
”Vi bliver mere resiliente, altså modstandsdygtige, når vi møder kriser. Og det er sundt, både for individer og samfund. Hvis et system beskyttes for meget, bliver det nemlig svagt. Ligesom muskler, der aldrig bruges. Vi har brug for de små stød for at holde os på tæerne,” forklarer han.
Og ifølge ham bør myndighederne nu udvise samme grad af omhu og benytte situationen til at gentænke landets kriseberedskab. Det er nemlig langt fra fordums fine form.
Det overstatslige beredskab
Under den kolde krig oprettede staten Civilforsvaret, der havde ansvaret for både varsling, sikring, nødhjælp, forsyning og evakuering i tilfælde af krig, krise eller katastrofe.
Civilforsvaret udarbejdede minutiøse planer for ethvert tænkeligt scenarie, etablerede bunkere og opsatte tørkostlagre. Rundt omkring i landet stod i massevis af tetris-pakkede bokse i et sindrig nummeret system, der på rekordtid kunne udfoldes til en børnehave, plejehjem eller lazaret. Selv parker og fodboldbaner var indtænkt i tilfælde af krig og krise som midlertidige teltlejre eller begravelsespladser, fortæller Rasmus Dahlberg.
Men i 1993, i et optimistisk kølvand på murens fald og Sovjetunionens sammenbrud, blev Civilforsvaret beskåret kraftigt og splittet op i en række mindre beredskab, styrelser og korps.
Dermed nedlagde man reelt landets eneste overstatslige sikkerhedsmyndighed og fordelte den civile beskyttelse på en række forskellige myndigheder. Og det har gjort os sårbare, når krisen rammer.
”Corona-krisen omtales gerne som prologen på eftersynet af det moderne kriseberedskab, for her fik vi for alvor testet sundhedsvæsenet og sikkerhedsstrukturen. Vi så, hvor komplekst det er at koordinere en uventet situation på tværs af myndigheder, og hvor mange begrænsninger vi har i vores nuværende krisestyringsapparat,” forklarer Rasmus Dahlberg.
Supermarkedet er en samfundskritisk funktion
Ifølge katastrofeforskeren skal vi måske vænne os til tanken om at leve i et samfund, hvor den ene krise bider den anden i halen. Derfor behøver vi en mere holistisk tilgang til den indre sikkerhed i både stat og samfund, så myndighederne taler samme sprog og kan garantere både energi, fødevarer og sikkerhed.
Og det kræver, at vi inkluderer private aktører i langt højere grad end i dag, f.eks. supermarkedskæder, elværker og fødevareleverandører. For hvis al strøm ryger på én gang, lukker produktionen og supermarkederne, og så er vi altså på den.
Da vi nedlagde Civilforsvaret, nedlagde vi nemlig også alle landets tørkostlagre. Disse private aktører, der varetager en væsentlig komponent i samfundet, bør derfor betragtes og beskyttes som samfundskritiske funktioner, mener Rasmus Dahlberg.
Samtidig bør Styrelsen for Forsyningssikkerhed, der netop blev oprettet som et led i Corona-håndteringen, få et bredere ressortområde. Det bør bl.a. udvides til reelt at stå for fødevare- og forsyningssikkerhed, og ikke ’kun’ vacciner og værnemidler, og dermed i højere grad gå på tværs af sektormyndighedsansvaret.
Men vi behøver faktisk slet ikke at opfinde den dybe tallerken. Vi kan lære meget ved at trække på vores erfaringen fra det hedengangne Civilforsvar – og ved at kigge mod vores skandinaviske naboer.
Samfundssikkerhed
I 1990’erne valgte Sverige og Norge nemlig en anden strategi end Danmark. De bibeholdt deres versioner af Civilforsvaret, og det gør dem i dag langt bedre rustet end os, når krisen rammer, fortæller Rasmus Dahlberg. Og det kan vi lære noget af.
Vores nabolande har i årevis baseret deres kriseberedskab på idéen om samfundssikkerhed. Samfundssikkerhed betegner ganske enkelt et samfunds evne til at opretholde basale funktioner, opfylde basale behov og sikre sundhed og menneskeliv, når kriser truer indefra.
Det handler også om et samfunds mulighed for at opbygge resiliens over for terror, kriser og katastrofer. Og forsyningssikkerhed er naturligvis en væsentlig del af samfundssikkerheden, forklarer Rasmus Dahlberg.
”Netop i disse måneder er vi faktisk ved at tage ved lære af Sverige og Norge. Zilmer-Johns rapporten, som udkom tidligere på året, anskuede netop robusthed ud fra idéen om samfundssikkerhed. Og dén rapport danner baggrund for det kommende forsvarsforlig og fremtidens krisehåndtering i kongeriget Danmark,” siger han.
Op gennem 00’erne og 10’erne blev den slags sikkerhedsforanstaltninger ellers betragtet som gammeldags koldkrigstænkning i de skiftende danske regeringer, men verden har ændret sig og det samme har vores opfattelse af behovet for et beredskab.
Det er dog også af afgørende betydning for samfundets sammenhængskraft, at vi faktisk tror på statens evne til at beskytte os når krisen rammer. For har vi ikke tillid til, at myndighederne kan holde sulten og kulden fra døren, destabiliseres hele samfundet.
”Siden den kolde krigs afslutning, har vi vænnet os til en unaturlig lang fred og stabilitet. Men alene de sidste tre år er vi blevet kastet ud i tre forskellige kriser, og det har gradvist gjort os mere resiliente. Vi har mobiliseret vores indre beredskab, vænnet os til foranderlighed og dét er i sig selv en vigtig erkendelse,” forklarer han.
”Men staten bør igen oparbejde et handlekraftigt og effektivt kriseberedskab, hvis tilliden skal forblive intakt – ellers risikerer vi at ende som i USA, hvor samfundet er ved at knække midt over i frustration og mistillid til staten,” siger Rasmus Dahlberg.
