Da Silicon Valley Bank i Californien kollapsede for to uger siden, var det starten på en bølge. To dage efter kollapsede den New York-baserede Signature Bank. Og så kom krisen til Credit Suisse, en schweizisk finansgigant med 167 år på bagen. Den er nu opkøbt af konkurrenten USB. På ti dage forsvandt tre banker, der ligger tusindvis af kilometer fra hinanden.
Det har fået nogle til at frygte en ny finanskrise som den i 2007-2008, hvor kreditmarkederne brød sammen og hundredvis af banker verden over krakkede. Men ifølge Philipp Schröder, professor i økonomi ved Aarhus Universitet, er situationen i dag en helt anden.
”Det vi ser nu, er ikke ligesom i 2008, hvor bankerne væltede som dominobrikker. Det er ikke fordi de krakkede banker har store udeståender med hinanden. Men det er de samme grundlæggende problemer, der har bragt dem til fald,” siger han.
Han påpeger, at bankerne er altafhængige af én ting: Tillid. Det er den, der er hele grundlaget for deres forretning – og når den smuldrer, skal der ikke meget til, før korthuset vælter.
Ét trick i ærmet
Bølgen startede i Silicon Valley syd for San Francisco. Det er en af de rigeste regioner i verden, hvor nogle af verdens største tech-virksomheder som Google, Facebook og Apple har deres hovedsæder. Der er naturligt nok mange milliarder i omløb, og Silicon Valley Bank har haft stor succes med at formidle kapital til og fra tech-virksomhederne.
Beliggenheden har været grundlaget for bankens forretningsmæssige succes, men også for de problemer, der nu er opstået.
”Ligesom enhver anden bank i verden har Silicon Valley Bank indlån og udlån: de indestående midler fra iværksættere og entreprenører er lånt videre til andre med behov for kapital,” fortæller Philipp Schröder.
Men i takt med at inflationen steg, fik flere bankkunder brug for at trække deres likvide midler ud, og det tærede voldsomt på bankens i forvejen lave beholdning. Da banken havde investeret stort i amerikanske statsobligationer, og fordi renten stiger, falder prisen på obligationerne, og altså den værdi, som skulle sikre kunderne.
Derfor kunne den ikke umiddelbart omsætte sine investeringer og selv skaffe flere penge her og nu. Samtidig satte Centralbanken renten i vejret, netop for at lægge låg på inflationen, og så rullede lavinen.
”Silicon Valley Bank er en meget specialiseret bank, og den havde ikke diversificeret sin portefølje, men fokuseret snævert på tech-branchen. Det ville svare til, at man baserede hele sin bankforretning på f.eks. landbruget. Alle ved, at det går op og ned i landbruget, og man ville derfor være utrolig sårbar for svingninger. Veldrevne banker har ofte flere forretningsområder: en investeringsbank, en privatbank, og måske også realkreditter. På den måde er de ikke så sårbare for udsving.” uddyber Philipp Schröder.
”Hvis du så at sige kun har ét trick i ærmet, bliver du ramt hårdt, når markedet dykker. Hvis bare en lille procentdel af dem, der har penge i banken, ønsker at trække dem ud, bliver det hurtigt alvorligt.”
En bølge af mistillid
Og det var netop dét, der startede bølgen. Først trak nogle pengene ud, fordi de skulle bruge dem. Grundet den faldende værdi af obligationer opstod bekymringerne om bankens evne til at aflevere pengene til kunderne, og det førte til stor mistillid til banken.
”Der kræver ikke særlig mange, der tænker, at de hellere vil hente deres penge ud af den her bank, før den får problemer. Der er ingen bank i verden, som vil kunne tåle, at alle kunder kommer og kræver deres kontanter. Bankerne lever af, at vi kollektivt stoler på dem og ikke hiver penge ud på samme tid,” siger Philip Schröder.
Og bølgen ruller videre. For da først Silicon Valley Bank bliver ramt af mistillid, begynder investorerne at kigge andre banker efter i sømmene. Og få dage efter krakker Signature Bank, og Credit Suisse kom i alvorlige problemer.
”Mistillid er den afgørende mekanisme, og det eneste, der gør de tre bankers sammenbrud beslægtet. Credit Suisse har f.eks. ikke finansielle forpligtelser over for Silicon Valley Bank. Under finanskrisen i 2008 trak bankerne hinanden med ned, fordi de var delvist direkte forbundne. Men her er der et indirekte link, hvor investorerne bliver opmærksomme på lignende forretningsmodeller i andre banker. Og så forsvinder tilliden til dem også,” siger Philipp Schröder.
”Der er dog ingen garanti mod, at også mere veldrevne banker kan komme i knibe, hvis mistilliden vokser og folk begynder at trække deres penge ud over en bred kam. Men det, der indtil videre er sket, er at større banker har opkøbt dele af de krakkede banker, og det viser i hvert fald, at de er polstrede til at modstå rentestigninger, og derfor skal man nok se de her bankkrak som enkelte hændelser,” fortsætter Philipp Schröder.
Trump skabte forudsætningerne for bankkrak
Siden finanskrisen i 2008 har der været øget regulering af bankerne. Et af de væsentligste krav handler om robusthed, herunder en vis egenkapital i forhold til de samlede udlån og en vis likviditet – altså penge, som de hurtigt kan trække på.
Derudover må de ikke eksponere sig selv for meget for enkelte faktorer på ind- og udlån siden. Det vil sige, at banker for eksempel ikke må bygge 50 pct. af deres forretning op på lån til landbruget. Desuden bliver banker i dag stresstestet af den Europæiske Centralbank og Nationalbanken, for at se, hvor meget de kan holde til.
Disse reguleringstiltag gør, at bankerne i dag er langt bedre rustet til finansielle udsving end i 2008.
Når Silicon Valley Bank og de andre banker alligevel kunne blive ramt, hænger det netop sammen med, at der er slækket på reguleringen, påpeger Philipp Schröder.
”Trump-administrationen lempede reglerne for regulering til de mindste banker i 2018. Og hvis ikke de havde gjort det, så havde Silicon Valley Bank forretningsmodel nok udløst et par røde lamper. Og det viser, at regulering er nødvendigt i bankverdenen, som også har vist sig at virke utroligt godt. Hvis vi i 2023 blev ramt af den samme type chok som i 2007, ville konsekvenserne være langt mindre voldsomme,” siger han.
Credit Suisse, der er schweizisk, og derfor delvist har stået udenfor den europæiske centralbanks hårde regulering. Og behovet for regulering af bankerne er nødvendigt, mener Philipp Schröder:
”Man kan sammenligne bankverdenen med sejlsport. Det er en sportsgren med store risici – f.eks. for at masten knækker, eller at dit skib bliver ødelagt under en sejlads. Man kan sagtens bygge en båd, som helt sikkert ikke går i stykker. Men så kan også være sikker på, at den aldrig vinder sejladsen. Den vil være for tung, langsom og overdimensioneret. Det samme gælder bankerne. Hvis ikke der var regulering, ville de banker, der opererede med højest risiko, udkonkurrere de ansvarlige banker. Derfor er der lavet regulering, som sikrer en fair kamp og ikke belønner de mest hasarderede.”
Centralbankerne viser vejen frem
Bankerne reguleres af centralbankerne, heriblandt Nationalbanken, som i praksis læner sig op ad Den Europæiske Centralbank, fordi Danmark har en fastkurspolitik over for euroen.
”Centralbankerne holder ikke bare øje med, om bankerne overholder deres reguleringer, men fastsætter også renten, og lige nu hæver de renten for at bekæmpe inflationen,” forklarer Philipp Schröder.
Det mærker bankerne, og rentestigningerne har været medvirkende til at bringe de usikre banker i knæ.
”Man skal huske på, at meningen med rentestigninger er at dæmpe tempoet i økonomien, og derfor vil der være virksomheder, som ikke overlever. Der er ikke noget som et bankkrak, der kan sænke købelyst og investeringslyst. Kynisk kan man sige, at det modvirker inflationen ret godt.”
Bankkrakkene er både en god og dårlig ting for centralbankerne, der nu står i et alvorligt dilemma, mener Philipp Schröder:
”Hvis urolighederne på de finansielle markeder virker så godt, så behøver vi måske ikke hæve renten yderligere, for nu køles økonomien alligevel. Men her opstår der et dilemma, for hvis centralbankerne ikke sætter renten op som annonceret, så vil markedet måske afkode, at der er nogle skeletter i skabet, som vi ikke kender til. Det vil fodre mistilliden i markedet yderligere – og så er det svært, at gennemskue konsekvenserne. For hvor meget mistillid kan vores finanser egentlig holde til?”
