Når Danmark siger undskyld

Morten Østergaard, Paven og DR har gjort det. Din kæreste gjorde det i går - og TV2 gør det lige nu: Siger undskyld. En undskyldning kan være høflig eller provokerende, personlig eller officiel. Men den er langtfra uskyldig.

”Rundstyk’, det var ikke med vanilje”. Sådan afsluttede en brødebetynget Hitler i skikkelse af Peter Frödin hvert afsnit af halvfemser-hitshowet Lex og Klatten. Udklædt som en forknyt spejderdreng med masseudryddelse på samvittigheden leverede Frödin sin forlorne undskyldning for den foregående halve times udskejelser.

Det bidende ironiske ved, at det 20. århundredes største skyldner beder om tilgivelse for verdenshistoriens værste folkemord på vrøvlesprog, forekom hylemorsomt i senhalvfemserne, hvor intet var så alvorligt, at det ikke kunne gøres til fredagsunderholdning. Frödin gav stemme til en generation, der havde lagt fattigfirserne bag sig og nu fejrede historiens afslutning ved at tage skamløst pis på alt.

I dag er situationen en helt anden. Med den identitetspolitiske dagsorden og krænkelseskulturens fremmarch er gravalvorlige, offentlige undskyldninger blevet hverdagskost. De seneste år har offentligheden således måttet lægge øre til en bred vifte af offentlige undskyldninger, der spænder fra Frank Jensens og Jes Dorph Petersens halvkvalte beklagelser for mere eller mindre frivol opførsel til statsminister Mette Frederiksens højstemte officielle undskyldninger på vegne af nationen.

Den skærpede sans for krænkelser har medført en øget politisk og samfundsmæssig indsats for at forhindre nye overgreb, hvilket for nyligt udmøntede sig i samtykkeloven, der gør det strafbart at dyrke sex med en person, som ikke udtrykkeligt har takket ja. Derudover har den skærpede bevidsthed medført et ønske om gennem offentlige undskyldninger at sone for ældre krænkelser begået af enkeltindivider eller af institutioner.

Forleden undskyldte TV2’s administrerende direktør, Anne Engdal Stig Christensen, på stationens vegne, at ledelsen ikke havde skredet ind over for en sexistisk kultur. Undskyldningen faldt, fordi 11 nuværende og tidligere ansatte i en tv-dokumentar havde berettet om grænseoverskridende adfærd på nyhedsredaktionen, hvor chefer angiveligt lovede forfremmelser og fastansættelser til gengæld for seksuelle ydelser. Den kommer desuden i kølvandet på TV2’s interne advokatundersøgelse, der tilbage i januar førte til afskedigelsen af den kendte tv-vært Jes Dorph Petersen efter anklager om seksuelle krænkelser.

Også konkurrenten DR er i færd med et opgør med sexisme, der kalder på undskyldninger. For nogle uger siden undskyldte DR’s generaldirektør, Maria Rørbye Rønn, for de forulempelser, som fem mænd, herunder to af korets ledere, har begået mod mindst 64 medlemmer af DR Pigekoret fra 1970’erne og frem til 2010.

Over mere end fire årtier kunne fem mænd uantastet fysisk og psykisk krænke mindst 64 medlemmer af DR Pigekoret. Med sin undskyldning forsøgte DR’s generaldirektør, Maria Rørbye Rønn, at løfte ansvaret for ugerningerne væk fra de uskyldige piger og over på Danmarks Radio som institution. (Foto: Scanpix)

Senest er den danske stat blevet bedt om en undskyldning med tilhørende erstatning fra de 21 såkaldte ’eksperimentbørn’, som blev bortført fra Grønland i 1951 for i Danmark at blive omskabt til mønsterborgere. I 2009 afviste statsminister Lars Løkke Rasmussen at give en sådan undskyldning, men nu er vinden vendt.

Spørgsmålet er så, hvorfor det giver mening, at tv-direktører og statsministre undskylder for overgreb begået af andre i en fjern fortid? Skal vi forstå den radikale ændring, må vi først begribe, hvad der overhovedet sker, når vi undskylder.

Selvforsvar eller selverkendelse?

’At undskylde’ betyder at fritage fra skyld og kommer etymologisk set af det tyske ’ent-schulden’. Ordet svarer til det engelske ’excuse’, der har latinske rødder i ’ex-cusare’, der betyder ’ud af (’ex’) anklage’ (’causa’). Når man undskylder, beklager man sin adfærd med det mål at opnå tilgivelse fra den krænkede og anklagende part for dermed at genvinde sin truede værdighed.

På dansk tager man med en undskyldning sin skyld på sig, hvorimod man med det mere formelle engelske ’apology’ snarere forsvarer sig. Det græske ’apologia’ betegnede oprindeligt den forsvarstale, som en anklaget gav i retten for at blive frikendt.

På dansk tager man med en undskyldning sin skyld på sig, hvorimod man med det mere formelle engelske ’apology’ snarere forsvarer sig.

Den mest berømte græske ’apologet’ var Sokrates, der i 399 f. kr. holdt en meget berømt tale til forsvar for sin uskyld imod anklager om fordærvelse af ungdommen og gudsbespottelse. Talen var forgæves, for retssagen endte med, at Sokrates blev dømt til at slå sig selv ihjel med skarntydesaft. Sokrates’ elev Platon skrev det primære vidnesbyrd om retssagen, og teksten kom til at danne mønster for en række tekster fra de første århundreder e.Kr. Her undskylder såkaldte apologeter for en mærkelig ny religion, hvis korsfæstede frontløber var en frelser, som man mente med sin død kunne undskylde for verdens synd over for Gud.

Det gjorde for eksempel napolitaneren Justin Martyr i sine to apologier udgivet i løbet af 150’erne e.Kr. og kartaginienseren Tertullian i Apologeticum fra 197 e.Kr. Teksterne havde de udformet som henvendelser til den romerske administration, der fra år 100 og frem sporadisk forfulgte kristne, men de var først og fremmest rettet indad mod egne rækker til styrkelse af sammenholdet blandt de kristne.

Både apologeter og de, der siger undskyld, føler sig anklaget og ønsker at blive fritaget for skyld for at generobre tabt ære. Men hvor apologeten vægrer sig ved at erkende sin skyld og forsvarer sig, indrømmer den undskyldende part at have begået en fejl, der med en eller anden form for bodsgang må sones.

Tungen i øret eller hånden på låret?

To udskammede mænd fra dengang i efteråret 2020, da metoo-bølgen toppede, personificerer forskellen på apologi og undskyldning. Overborgmester Frank Jensen reagerede i første omgang på anklager om upassende opførsel – herunder en tunge i øret på tv-personligheden Annette Heick –  med en forsvarstale, hvor han beskrev sig selv som offer for en ”metoo-jagt”. Stik modsat Jensen gik formanden for det Radikale Venstre Morten Østergaard offentlig bodsgang og påtog sig ansvaret for at have udsat kvinder for ”uønsket seksuel kontakt”.

Med sin apologi kæmper Frank Jensen for at bevare sin værdighed og blive frikendt for skyld ved at så tvivl om processen.

Med sin apologi kæmper Jensen for at bevare sin værdighed og blive frikendt for skyld ved at så tvivl om processen, hvorimod Østergaard ved at indrømme at være et fejlbarligt menneske sætter sin værdighed yderligere på spil i håbet om at opnå tilgivelse. Processen med offentligt at undskylde beskrev Østergaard selv i et opslag på Facebook som en bodsgang. Før i tiden var den kristne bod netop et ritual, hvor man ved offentligt at erkende sin synd og opnå tilgivelse af præsten kunne genvinde sin sociale status på jorden og, forhåbentlig, i himmelen.

Hvis den krænkede part – og i Østergaards tilfælde også den brede befolkning – accepterer undskyldningen, er der mulighed for oprejsning. Men hvordan fungerer offentlige undskyldninger, når krænkeren er død eller handlede på andres ordre, og undskyldningen derfor må gives på anden hånd?

Paven kan undskylde vidt og bredt

Når Rørbye Rønn undskylder til krænkede medlemmer af Pigekoret, er det selvsagt ikke en personlig affære, men en beklagelse hun kan give som repræsentant for institutionen: ”Undskyld, at DR svigtede jer. Det var ikke jeres skyld, det var DR’s ansvar.” Med sin undskyldning understreger Rørbye Rønn, at ofrene var uden ansvar, og dermed fritager hun dem fra den skyld, som ofre for seksuelle krænkelser ofte pålægger sig selv og historisk set også er blevet pålagt af samfundet.

Den katolske kirke er førende i disciplinen officielle undskyldninger på institutionens vegne, fordi paveembedet gør det muligt at undskylde vidt og bredt i både historisk og geografisk forstand. Selvom personen inden i paven skiftes ud, sikrer forestillingen om apostolisk succession, at selve embedet er kontinuerligt, og derfor er det muligt for den regerende pave at undskylde for begivenheder, der har fundet sted for tusinder af år siden.

Undskyldningerne sad særligt løst på Pave Johannes Paul II. I sine 27 år som overhoved for den katolske kirke fra 1978 til 2005 undskyldte han ekstensivt: over for muslimer dræbt i middelalderens korstog og mennesker dømt under inkvisitionen, over for jøder på grund af kirkens mangelfulde indsats for at stoppe holocaust, over for kvinder på baggrund af deres marginaliserede stilling i samfundet og over for børn for seksuelle overgreb begået af katolske gejstlige.

Hen over en periode på 2.000 år begår alle fejl. Også menneskekærlige kristne. Det indså den i øvrigt ufejlbarlige pave Johannes Paul 2. og undskyldte i sin 27 år lange embedsperiode for sine mange sognebørns grusomme gerninger over for Gud og hvermand samt jøder, muslimer, kvinder og børn. (Foto: Scanpix)

Desuden gør opfattelsen af paven som stedfortræder for Kristus på Jorden det muligt for ham at undskylde på vegne af alle kristne. Johannes Paul undskyldte således også for de kristne, der solgte afrikanske slaver. Paven benyttede undskyldningerne til at iværksætte en værdipolitisk udvikling mod en mere liberal katolsk kirke, som den efterfølgende pave, Benedikt 16., gjorde sit for at bremse.

Fogh Rasmussens belejlige undskyldning

Officielle undskyldninger er altid også værdipolitiske manifestationer. Statsminister Anders Fogh Rasmussen fremsatte i 2005 den første danske mundtlige officielle undskyldning. Den blev givet til tyske flygtninge, herunder kommunister og jøder, der under Anden Verdenskrig havde søgt tilflugt i Danmark, men endte med at blive udleveret til deres hjemland.

Frem for at henvende sig til de tyske flygtninge, som af gode grunde ikke var til stede, benyttede Fogh Rasmussen undskyldningen til at fremme sin egen dagsorden. Nemlig ved at gøre sig til talsmand for, at man som regering må have mod til at træffe vanskelige moralske valg.

Forsvarstalen – forklædt som undskyldning – faldt i en situation, hvor Fogh Rasmussens regering netop havde indrulleret Danmark i krigene i Afghanistan og Irak. Selvsamme Fogh Rasmussen blev i øvrigt senere i 2005 herostratisk berømt for at nægte at give en officiel undskyldning til muslimer i forbindelse med den diplomatiske krise, som 12 satiriske tegninger af profeten Muhammed havde udløst.

Når statsminister Mette Frederiksen i 2019 indledte sin embedsperiode med officielt at undskylde over for de såkaldte Godhavn-drenge, som var blevet nægtet en undskyldning af hendes forgænger Lars Løkke Rasmussen, er det derfor næppe kun et spørgsmål om medfølelse. 

Frederiksen undskylder på Danmarks vegne

I august 2019 gav en grådkvalt Frederiksen som nyslået statsminister en officiel undskyldning for de overgreb i form af blandt andet vold, mobning og seksuelle krænkelser, der skete på børnehjemmet Godhavn samt på andre danske børnehjem i efterkrigstiden.

I en video på regeringen.dk, der ”formidler regeringens politik med regeringens egne ord”, forklarer Frederiksen baggrunden for undskyldningen. Dels skal den løfte skylden for overgrebene af skuldrene på børnehjemsdrengene, der fik at vide, at de selv var skyld i overgrebene, dels skal den vise, at det aldrig er for sent at gøre det rigtige.

Frederiksen iscenesætter sig dermed som den statsminister, der gør netop det, og som formår at rette op på velfærdssamfundets svigt: ”Det var ikke det Danmark, vi skulle have været dengang, og det er ikke det Danmark, vi vil være.”

Selvom Frederiksen indrømmer at stå med store følelser, undskylder hun ligesom Rørbye Rønn ikke personligt, men gør det i kraft af sit embede: ”Jeg kan ikke påtage mig skylden. Men jeg kan på Danmarks vegne påtage mig ansvaret for, at I får den oprejsning, I fortjener.”

Med undskyldningen genopretter Frederiksen den værdighed, som de nu granvoksne mænd fik så grundigt nedbrudt på børnehjem rundt om i landet. Processen bliver dermed en anledning til at forlige sig med fortidens synder og markere, at dagens Danmark – med Frederiksen ved roret, vel at mærke – er et helt andet samfund end bare et par måneder tidligere, da Løkke Rasmussen stadig var kaptajn.

Tørre tårer? Mette Frederiksen undskyldte i august 2019 til Godhavnsdrengene og andre børnehjemsbørn for den danske stats overgreb, men brugte også den umiddelbart uskyldige anledning til at køre sig selv i stilling som en mere moralsk politisk leder end sine forgængere. (Foto: Scanpix)

Frederiksen cementerer allerede ved arrangementets begyndelse, at dagens undskyldning skal markere en forandring til et nyt og bedre samfundsfællesskab, da hun byder velkommen ”på den dag, der står i retfærdighedens tegn, i fællesskabets tegn, i Danmarks tegn”. Den offentlige undskyldning er langtfra uskyldig.

Høflighedskulturens deroute

Alt imens statsministre, generaldirektører og andre autoritetsfigurer har fået stadig mere travlt med at undskylde på vegne af deres respektive institutioner, lader det til, at ’undskyld’ som høflighedsfrase er på retræte. Den forsvundne undskyldning er ikke det højtidelige officielle brøl, der markerer et værdipolitisk skifte, men det lille daglige pip fra ham, der møver forbi dig i bussen eller hende, der kommer for sent til dit møde.

I hverdagssproget fungerer undskyldningen nemlig som den smørelse, der får det sociale liv til at rulle.

I hverdagssproget fungerer undskyldningen nemlig som den smørelse, der får det sociale liv til at rulle. En undskyldning er den minimale beklagelse, der gør vores fælles liv med hinanden mere behageligt.

Ved at benytte fraser som ”undskyld forsinkelsen”, ”undskyld ulejligheden” eller simpelthen bare ”undskyld mig” viser vi os som hensynsfulde borgere i et samfund, hvor man kommer til tiden og gør sig umage for at passe ind i fællesskabet.

Vejen til helvede er brolagt med dårlige undskyldninger i et samfund præget af luthersk arbejdsetik, hvor saligheden opnås ved, at man passer sit arbejde og yder, før man nyder. Er man overdrevent hensynsfuld, risikerer man dog at ende som en undskyldning for sig selv. Undskyldningen indebærer nemlig et element af underkastelse.

Undskyld mig!

I 1965 sang Lone Hertz i filmen Landmandsliv det berømte refræn: ”Undskyld hr., må jeg byde Dem et kirsebær?” Som kæk og kysk stuepige forsøgte Hertz med sin høflige henvendelse at forføre den ældre godsforvalter, der angiveligt havde vakt ”splid” i hendes ”jomfrubarm”. Med sin kokette undskyldning skildrer Hertz sig som underdanig og benytter dernæst sin seksualiserede underkastelse som springbræt til at bestige den sociale rangstige og genvinde sin værdighed i ægtestanden.

Efter 1968 har rødstrømperne forsøgt at bekæmpe den form for underlegenhedsmanøvre. I stedet for som Hertz’ stuepige at forsøge at undskylde sig til en plads i det patriarkalske samfund, blev det en mærkesag for den moderne kvinde ikke længere at optræde som en passiv undskyldning for sig selv. Det underdanige ”undskyld, hr.” har transformeret sig til et forurettet ”undskyld mig!” sagt af en kønsneutral person, der vil frem i verden frigjort fra den handlingslammende skam, der traditionelt har klæbet til kvindekønnet.

Kvinder og andre marginaliserede grupper som eksempelvis tidligere børnehjemsbørn og tvangsfjernede grønlændere kræver en offentlig undskyldning for at opnå æresoprejsning ved at blive fritaget for skyld. Men det er ikke den eneste grund. De gør det også for at ændre samfundets grundlæggende magtstrukturer. Hierarkiet vendes nemlig på hovedet, når Morten Østergaard offentligt undskylder sin hånd på Lotte Rods lår.

I kølvandet på metoo risikerer den tidligere så magtfulde mand at ende som en magtesløs undskyldning for sig selv, altimens den kvindelige statsminister, der undskylder på fortidens vegne, fremstår mægtigt skyldfri. Fælles for dem begge er den alvorsfulde og humorforladte mine, der kendetegner vores tid.

I slutningen af de skamløse halvfemsere sang Peter Frödin, at han ville ”i seng med de fleste. To på 30 og 1.g på Øregård.” I dag ville 1.g’erne sandsynligvis have bedt om en undskyldning.

BIOGRAFIER

Postdoc, Aarhus Universitet
Sasja Emilie Mathiasen Stopa er postdoc ved afdeling for teologi, Aarhus Universitet, og forsker blandt andet i Martin Luthers teologi og indflydelsen fra luthersk teologi på dansk samfundsudvikling med fokus på tillidskultur. Hun er forfatter til bogen Ære  i Aarhus Universitetsforlags bogserie Tænkepauser.

ANBEFALET TIL DIG

Autoritet er nødvendig i børneopdragelsen

Engang, hvor opdragelsen var autoritær, havde børn brug for, at deres forældre lyttede og forstod. I dag har de brug for, at forældre forener det at lytte og forstå med også at være autoriteter. Her kan en model med tre videnspositioner være en hjælp.

Menu