Magi, overtro, udklædning og masser af kød på fadene – tidligere var fastelavn en af de store folkefester. Faktisk mente man, at ham, der ikke spiste godt med flæsk på flæskesøndag (dagen inden fastelavnsmandag, flæskemandag), ja, han fik ondt i ryggen i hele det kommende år. Suppe ville give forkølelser, så det skulle man holde sig fra, men mælk var godt: Det ville afværge solskoldninger ved sommertide.
Siden er fastelavn blegnet en del og er blevet til en småbørnsfest med tøndeslagning og fastelavnsboller.
Vi har dog stadig brug for magi, overtro og ritualer i tilværelsen, fortæller Jesper Frøkjær Sørensen, der er lektor i religionsvidenskab ved Aarhus Universitet og har forsket i magi og ritualer.
”De ritualer og den magi, der var forbundet med fastelavn i bondesamfundet, giver ikke rigtig mening i vores liv længere. I dag er vi ikke så afhængige af hinanden i små fællesskaber. Vi har nogle andre ritualer og overtroiske handlinger, - de er en integreret del af vores liv, selv om de fleste ikke helt tror på det. De gør det bare,” siger han.
For eksempel banker vi tre gange under bordet som en afværgebesværgelse, hvis vi er kommet til at sige noget, vi ikke ønsker skal ske. Går vi hen mod en stige, slår vi et slag udenom, i stedet for at gå ind under den. Vi sætter ikke sko på bordpladen, heller ikke selv om de er nye og helt rene – og vi vil nødig bo på hotelværelse nr. 13 eller være 13 til bords.
Masser af overtro omkring fastelavn
Fastelavn markerer traditionelt indgangen til fasten, og der var mange ritualer knyttet til overgangstiden. Nu var vinteren ved at være slut, forrådet ved at være brugt, og forude lå – hvis man var katolik – 40 dages faste. Nedtællingen begyndte med flæskesøndag og flæskemandag, og på hvidetirsdag spiste man fin, hvid mad, f.eks. hvedebrød – der stammer fastelavnsbollerne fra.
Askeonsdag var sidste dag i fastelavnstiden og første dag i fasten, og den fejres stadig i katolske lande. Det var en bods- og andagtsdag, hvor man kunne få et sort kors af aske malet i panden, når man angrende mødte op i kirke.
Men fastelavn har, som mange andre kristne højtider, et hedensk ophav: Det var en frugtbarhedsfest, hvor det handlede om at sikre fertilitet og god høst i det kommende år.
Derfor var der en skønsom blanding af ritualer omkring fastelavn. Med masker og tøndeslagning blev det onde jaget på flugt, og fastelavnsrisene kunne både jage det onde ud af kroppene og stimulere frugtbarheden hos kvinderne.
Mændene måtte ikke arbejde med sten under fastelavn, for så kunne taget flyve af huset ved sommertide… og i stedet legede man. Karlene gik fra hus til hus forklædt som dyr for at få boller og æbleskiver, og der udspillede sig en rituel kamp mellem en sommerklædt og en vinterklædt karl, som sommerkarlen naturligvis skulle vinde.
”Ritualerne bandt landsbysamfundet sammen. Man var afhængige af god vækst, og man var afhængige af hinanden. Om lidt kom fasten, og så måtte man klemme ballerne sammen og komme igennem den hårde tid inden påske. Man festede for at fremme fertilitet og overflod i de kommende år – på den måde koordinerede man forståelsen af mål. Sommer vandt over vinter. Fertilitet vandt over død,” forklarer Jesper Frøkjær Sørensen.
I løbet af 1900-tallet blev fastelavn til en børnefest, og i dag er højtiden mest kendetegnet ved, at børnene mødes til tøndeslagning og fastelavnsboller, og måske går de fra hus til hus for at få godter.
Overtro eller tro?
Selve det at skelne mellem tro og ’over-tro’, altså forkert tro, er problematisk, mener Jesper Frøkjær Sørensen. Det er svært at definere overtro, hvis ikke man har en klar ide om, hvad ’rigtig’ tro er – og dét er institutionelt besluttet, altså af kirken og samfundsinstitutionerne.
”Når Dronningen siger: ’Gud bevare Danmark’, så er det ikke overtro. Det er naturligt i en religiøs sammenhæng, og det har institutionel opbakning. Men i lavereliggende sfærer finder vi det overtroisk, hvis en spiller slår korsets tegn foran sig, inden han løber ind på fodboldbanen. For en forsker kan det være vanskeligt at se forskel på de forskellige praksisser, ud over at nogle handlinger har institutionel opbakning, og andre ikke har,” påpeger han.
Hjernen spiller os et puds
Når vi, på trods af fornuften, stadig er overtroiske i dag, hænger det sammen med hjernens evne til at skabe mønstre og sammenhænge. Hjernen er konstrueret til at forudsige, hvad vores egne og andres handlinger vil resultere i, så vi kan beskytte os mod potentielle ulykker.
Men hjernen kan spille os et puds: Hvis vi vinder i Lotto en dag, hvor vi har røde sokker på, så prøver vi at få mønstre bekræftet næste gang, vi spiller Lotto, og tager røde sokker på – for en sikkerheds skyld. Vinder vi igen – ja, så er mønstret bekræftet, uagtet at røde sokker vitterligt ikke har indflydelse på vinderchancerne. Og det ved vi godt.
”Handlingen får os til at føle, at vi puffer til heldet. Andre handlinger får os til at føle, at vi beskytter os. Vi har f.eks. lært, at hvis vi banker under bordet, kan det sagte tilbagekaldes, og det giver en følelse af kontrol – uagtet at det ikke har bund i noget rationelt,” forklarer Jesper Frøkjær Sørensen.
”Mange ritualer er knyttet til situationer, hvor der er usikkerhed. Vores hjerner er ikke gode til at håndtere tilfældigheder. Vi prøver at afværge noget, vi ikke har kontrol over. Når vi udfører et ritual, føler vi, at vi får en form for kontrol – vi har gjort, hvad vi kunne,” fortæller han.
Fælles handlinger styrker gruppen
Ritualer, hvor vi i en gruppe udfører de samme handlinger i den samme, tillærte rækkefølge, er også i nutiden effektive til at ryste flokken sammen. Til jul, påske eller bisættelser går vi f.eks. til gudstjeneste, hvor vi rejser os, sætter os, synger og folder hænderne på fastlagte tidspunkter. Bagefter spiser vi sammen.
”Ritualerne får os til at tilpasse vores modeller af verden sammen, og det styrker gruppen. Derefter lægger vi festen oven i, altså det fælles måltid – og fordobler virkningen. Ovenpå ritualets synkroniserede adfærd forbindes vi yderligere med gruppen gennem festens løssluppenhed,” fortæller Jesper Frøkjær Sørensen.
Det er også fællesskabet og den fælles tillid, der er på spil, når vi f.eks. tager hver vores ret med til en fælles buffet. I stedet for at nøjes med at spise vores egen mad spiser vi hinandens, og vi viser dermed, at vi stoler på hinanden.
”Der er lige meget mad til den, der kun kom med lidt, og den, der kom med meget – for det er i fællesskabets interesse, at der ikke er for stor forskel på deltagerne i fællesskabet. På den måde kan det fælles ritual være med til at overkomme forskelle i gruppen og skabe tillid på tværs,” forklarer han.
Magien virker
Selv om vi (måske) godt ved, at det ikke nødvendigvis hjælper heldet på vej at krydse fingre, sige 7-9-13 eller at gå en bestemt vej til stadion for at se favoritholdet spille kamp, så kan overtro faktisk godt puffe lidt til virkeligheden, siger Jesper Frøkjær Sørensen:
”Mange musikere, sportsfolk, skuespillere osv. har ritualer, som de gennemfører, inden de skal præstere. En fodboldspiller, der altid binder snørebåndene om fem gange, inden han løber på banen, har faktisk noget at beskæftige hjernen med – og det sænker nervøsiteten. Tidligere oplevelser, hvor han bandt snørebåndene fem gange og spillede godt, giver selvtillid. Det kan formentlig i sig selv føre til en bedre præstation. Så ja, magien virker,” smiler han og tilføjer, at nogle sportspsykologer ligefrem anbefaler ritualer mod nervøsitet.
”Overtro og ritualer kan ses som en slags selv-adfærdsterapi; et mønster med en psykologisk effekt. Gennem ritualer påkalder vi os heldet, afværger ulykker og signalerer, at vi indgår i gruppen og er til at stole på. Så selv om ritualer kan virke meningsløse på overfladen, så har de betydning for os.”
