Det er ikke nok, at virksomhederne kipper med regnbueflaget under Pride-paraden. Hvis de vil støtte LGBT+ personers rettigheder, kræver det handling - hele året.
Der er nemlig kommet større forventninger til de virksomheder, der deltager i Pride, påpeger Jannick Friis Christensen, der er postdoc ved Institut for Ledelse, Politik og Filosofi ved Copenhagen Business School. Han forsker i samarbejdet mellem virksomheder og Pride i Danmark.
Hvis virksomhederne kun støtter ved at lave deres logo regnbuefarvet eller sælge regnbuefarvede produkter i deres butikker, kan de blive anklaget for pinkwashing. Begrebet har flere forskellige betydninger, men grundlæggende henviser det til, når virksomhederne støtter LGBT+ organisationer for egen vindings skyld. Det kan f.eks. være økonomisk, for at styrke deres brand, eller for at kaste et røgslør over en skandalesag.
Hvordan kan virksomhederne undgå at lave, eller blive anklaget for, pinkwashing? Og hvilken rolle spiller virksomhederne i kampen for flere rettigheder for LGBT+ personer? Det er nogle af de spørgsmål, Jannick Friis Christensen svarer på i dette afsnit af Tænketanken.