Læsetid: Ca. 7 min.

Politikere med korte arme og lange fingre

Danske politikere er bekymrede for revolutionære og aktivistiske forskere. Løsningen på deres bekymring må aldrig være politisk indblanding.

Læsetid: Ca. 7 min.

I mandags brugte en gruppe forskere deres ytringsfrihed til at stille sig foran Dan Jørgensens Klimaministerium i København og prøve at råbe de danske politikere op med megafon og bannere: Lyt til videnskaben! Forskere gør oprør!

At dømme efter tv-billederne var der næppe meget mere end 100 personer forsamlet til den ikke-anmeldte demonstration. Ikke meget revolution eller Distortion over dén forsamling.

Men forskerne blev hørt, citeret og filmet af pressen. Og optrinnet var under alle omstændigheder tilpas civil ulydigt til, at politiet dukkede op og noterede de klimabekymrede forskere og deres støtter for at blokere trafikken med deres campingstole.

Mon ikke også dansk politiks domstolskårede mester i kreativ bogføring, Morten Messerschmidt, har gjort noter i sin lommebog?

Og mon ikke også dansk politiks domstolskårede mester i kreativ bogføring, Morten Messerschmidt, har gjort noter i sin lommebog? Her, på åben gade og ved højlys dag, stod minsandten en flok forskere og brugte deres videnskabelige positioner i en utilsløret politisk manifestation.

Den slags er Dansk Folkepartis næstformand ikke glad for.

Tidligere på ugen afslørede Berlingske, at Messerschmidt har søgt aktindsigt i personlige oplysninger om syv mellemøst- og islamforskere på Institut for Tværkulturelle og Regionale Studier ved Københavns Universitet. Bl.a. deres løn, deres rejseaktivitet og deres mobiltelefoni. Hans mål var angiveligt at undersøge, om forskerne samarbejder med fremmede magter – bl.a. om der havde været ”fagligt indhold på udlandsophold”.

Messerschmidt fandt ingen ”rygende pistol”, som han formulerer det til Berlingske. Med andre ord: Han fandt ikke noget som helst. Havde han fundet så meget som en forkert formet nullermand, havde den danske offentlighed nok hørt fra ham.

Messerschmidt fandt ingen ”rygende pistol”. Med andre ord: Han fandt ikke noget som helst.

Men hans nidkære granskning har alligevel haft effekt – og måske netop den effekt, Messerschmidt har ønsket: De forskere, hvis personaleforhold han har stukket sin næse i, oplever sig mistænkeliggjort, miskrediteret og chikaneret. 

Er de bare ”tyndhudede”, de syv mellemøstforskere, sådan som Messerschmidt karakteriserer dem? Krænkelsesparate mimoser? Eller har de noget at have deres bekymringer i?

Forskerne har en sag. Ovenikøbet en vigtig og principiel en af slagsen: Ud fra enhver gængs forestilling om forholdet mellem forskningen og politikerne må Messerschmidts adfærd betragtes som grænseoverskridende. Længere er den sådan set ikke. Han krænker simpelthen et elementært armslængdeprincip, som aldrig kan gradbøjes i et frit samfund.

Folketing og regering lægger de økonomiske og formelle rammer for universiteterne og forskningen, og dér stopper indflydelsen. Universiteternes ledelser bestemmer selv, hvad deres institutioner skal forske i, og hvordan de gør det. Og den akademiske verdens egne faglige bedømmelsessystemer og evige kritiske diskussioner skal selv sikre, at god forskning og gode forskere meriteres, at dårlig forskning ikke bliver publiceret – og at der slås ned på uredelighed. Punktum.

Når politikere stikker nallerne i bestemte forskeres ansættelsesforhold, kan det ikke opleves som andet end en underminering af den armslængde, der skal holde det politiske system på afstand af det åndsliv, som er selve fundamentet for et oplyst samfund: Fri forskning, fri kunst og frie medier.

Ud fra enhver gængs forestilling om forholdet mellem forskningen og politikerne må Messerschmidts adfærd betragtes som grænseoverskridende.

Havde det ikke været, fordi politikernes arme i de senere år er blevet bekymrende korte og deres fingre bekymrende lange, ville det seneste Messerschmidt-optrin sådan set have været komplet ligegyldigt. Ikke værd at bruge krudt og tastaturgymnastik på.

Men aktindsigt-manøvren er blot det seneste eksempel på, at de danske politikere – også i regeringsbærende partier som Socialdemokratiet og Venstre – stadig hyppigere glemmer armslængdeprincippet. Eller blæser det en hatfuld, for nu at sige det, som det er.

Målet har været at få forskerne til at ændre holdning eller holde kæft.

Lad os tage et par eksempler for at genopfriske hukommelsen:

Sidste år blev det afsløret, at fremtrædende partisoldater i Socialdemokratiet har udviklet den temmelig dårlige vane at henvende sig kammeratligt til forskere, som har vurderinger eller analyser, der går imod partiets politik. Målet har været at få forskerne til at ændre holdning eller holde kæft. Det er både sket, mens partiet har været i opposition og, som nu, i regering.

Men også Venstre har svært ved at holde arme og fingre i ro: Da Venstre-regeringen i 2016 skulle have sin landbrugspakke igennem, kom det frem, at den daværende miljø- og fødevareminister, Eva Kjer Hansen, og hendes ministerium havde fiflet lidt rigeligt med data, som ministeriet selv havde rekvireret fra vandmiljøforskere på bl.a. Aarhus Universitet. Sagen rejste en storm blandt miljøforskere og kostede Kjer Hansen ministertaburetten.

Og i sommer slog et stort flertal i Folketinget så hovedet på sømmet, da det vedtog en erklæring om, at universitetsledelserne skal sikre, at ”selvreguleringen af den videnskabelige praksis fungerer”, og at ”politik ikke forklædes som videnskab”.

En vedtagelse så absurd, at det kan sammenlignes med, at landets politikere følte sig kaldet til at minde politiet om, at det skal fange banditter, og erindre vuggestuepædagogerne om, at de skal huske at skifte ble på de små.

Sådan en vedtagelse er affødt af én ting og skaber kun én ting: Mistilid til landets universiteter og forskere.

Sådan en vedtagelse er affødt af én ting og skaber kun én ting: Mistilid til landets universiteter og forskere.

Vedtagelsen var foranlediget af Morten Messerschmidt og Liberal Alliances Henrik Dahl, der fra Folketingets talerstol fik karakteriseret den meriterede mellemøstforsker og professor Jakob Skovgaard-Petersen som ”notorisk enøjet”. Skovgaard-Petersen er én af de syv, hvis personaleforhold Messerschmidt siden følt sig kaldet til at bore i.

Eksemplerne er vidt forskellige, men de vidner om en bekymrende tendens: At landets politikere har stadig sværere ved at opføre sig ordentligt over for forskere og forskning, de ikke kan lide.

Forskningens resultater og metoder, dens redelighed og upartiskhed skal kritiseres og diskuteres. Intenst og uophørligt. Videnskaben har bygget på kritik lige siden Platon og Aristoteles. Det er stridigheder, der bringer os videre og gør os klogere. Kritik er den videnskabelige institutions hjerteblod.

Så der er intet i vejen med politikeres – og alle mulige andres – kritik af bestemte strømninger inden for videnskaben. Tværtimod. Der er god grund til at være på vagt over for den dogmatiske cancel cultures fremmarch inden for f.eks. køns-, kultur- og klimaforskningen.

Men hvis de danske politikere ellers forstår og anerkender den frie forsknings betydning, skal de overlade problemløsningen til universiteterne. Politisk lederskab er også ikke at handle dér, hvor man har lyst til det, men hvor det vil være principielt forkert at gøre det.

Der er overhovedet ingen grund til at ønske sig, at forskerne – på grund af politikernes grænseoverskridende adfærd – trækker følehorn og megafoner til sig.

Der er intet belæg for at tro, at de akademiske systemer i Danmark ikke selv kan håndtere de nye strømninger i forskningen. Og der er overhovedet ingen grund til at ønske sig, at forskerne – på grund af politikernes grænseoverskridende adfærd – trækker følehorn og megafoner til sig.

Samfundet har brug for intellektuelle, der bruger deres viden og indsigt til at udtale sig kritisk og engagere sig i samfundet omkring dem. Præcis som de klima-revolutionære forskere i campingstolene gjorde det foran Dan Jørgensens ministerium i mandags.

I sidste ende: Hvis valget står mellem forskere, der kæfter for usagligt, for aktivistisk og for meget op, og politikere, der forsøger at dirigere den frie forskning, burde det ikke være svært at vælge side:

Den første mulighed er forvrængende og fordummende.

Den anden er autoritær.

BIOGRAFIER

Søren Schultz Jørgensen
Vid&Sans
Ansvarshavende chefredaktør på Vid&Sans. Ph.d. i mediesociologi. Dækker medier, samfund og kultur.

ANBEFALET TIL DIG

Når Danmark siger undskyld

Morten Østergaard, Paven og DR har gjort det. Din kæreste gjorde det i går – og TV2 gør det lige nu: Siger undskyld. En undskyldning kan være høflig eller provokerende, personlig eller officiel. Men den er langtfra uskyldig.

Menu