I 2016 advarede formanden for EU-kommissionen Jean-Claude Juncker om, “at han aldrig før havde set nationale regeringer så svækkede af populismens kræfter” og insisterede på, at “Europas store demokratiske nationer ikke må bøje sig for populismens vinde.”
Han forklarede ikke nærmere, hvem disse populister var, men få var i tvivl om, at han henviste til de højreorienterede og nationalkonservative partier, der især havde fået succes i kølvandet på den såkaldte flygtningekrise året forinden.
Juncker brugte ordet populisme i en nedsættende betydning, til at beskrive en trussel mod demokratiske værdier og det europæiske samarbejde, der først og fremmest kom til udtryk i højreorienterede partier og bevægelser.
Men faktisk er denne forståelse af populisme af relativt ny dato. Begrebet kan spores tilbage til en venstreorienteret bondebevægelse i 1800-tallets USA , ja faktisk helt tilbage til antikken, hvor modsætningen mellem eliten og folket – populus – for første gang dukkede op i den politiske tænkning.
Den populistiske bølge
Juncker holdt sin tale på et tidspunkt, hvor højrepopulistiske politikere og partier havde oplevet stor fremgang ved en række nationale valg.
I 2015 vandt det polske Lov og Retfærdighed (PIS) præsidentvalget og fik et historisk flertal i det polske parlament, Det Schweiziske Folkeparti opnåede ligeledes en historisk valgsejr i Schweiz og Gyldent Daggry blev det tredjestørste parti i det græske parlament.
I 2016 stemte 51,9 pct. af briterne for at forlade Den Europæiske Union, Dansk Folkeparti blev det næststørste parti i Danmark med 21,1 pct. af stemmerne (kun overgået af Socialdemokratiets 26,3 pct.), mens det østrigske Frihedsparti (FPÖ) kom tæt på at vinde præsidentposten. Uden for Europa blev Donald Trump valgt som præsident for USA og Rodrigo Duterte for Filippinerne.
Året efter gik Marine Le Pen for første gang gik videre til anden runde af det franske præsidentvalg, Alternative für Deutschland blev valgt ind i den tyske Bundestag, ovenikøbet som det tredjestørste parti, mens Frihedspartiet (PVV) blev det næststørste parti ved det hollandske parlamentsvalg.
Og her seks år senere har stormen endnu ikke lagt sig. I starten af 2022 blev Viktor Orbán og Fidesz genvalgt for fjerde gang i træk i Ungarn, senere blev Sverigesdemokraterne Sveriges næststørste parti ved Rigsdagsvalget med 20,5 pct. af stemmerne, og Giorgia Meloni førte det stærkt højreorienterede Fratelli d’Italia (Italiens Brødre) til en overbevisende valgsejr (26 pct.). Nu sidder Meloni som Italiens første kvindelige premierminister med støtte fra Silvio Berlusconis Forza Italia og Matteo Salvinis Lega.
I april nåede Marine Le Pen endnu en gang til anden runde af det franske præsidentvalg, hvor hun opnåede sit hidtil bedste resultat (41,5 pct.) og i juni mere end tidoblede hendes parti Rassemblement National (”National Samling”, det tidligere Front National) deres mandater i Nationalforsamlingen.
Og ved søndagens valg i Brasilien var Jair Bolsonaro med 49 pct. af stemmerne ekstremt tæt på at genvinde præsidentposten.
Donald Trump spås gode chancer for at gøre et comeback ved det amerikanske præsidentvalg om to år, og i Indien har Narendra Modis Indiske Folkeparti (BJP) i mellemtiden konsolideret sin magt.
Herhjemme er Dansk Folkeparti gået til i interne stridigheder og risikerer i værste fald at ryge helt ud af Folketinget ved valget tirsdag. Men kernen i det politiske program er blevet overtaget af mange af Folketingets andre partier og videreudviklet af nye højreorienterede partier såsom Nye Borgerlige og Danmarksdemokraterne.
Greb om begrebet – hvad er populisme?
Men hvad er det egentlig, der forener de kræfter, som Juncker så som en trussel mod de europæiske demokratier? Ifølge Den Danske Ordbog er begrebet “populisme” kendt på dansk fra 1971 og henviser til en “bestræbelse på at vinde den brede befolknings gunst ved at forenkle fremstillingen af vanskeligt forståelige (samfunds)forhold og ved at forholde sig kritisk til samfundets etablerede autoriteter.” Derudover fremhæver ordbogen at begrebet hovedsageligt bruges “nedsættende.”
Vi kommer ikke til at forstå populisme udelukkende på baggrund af ordbogsdefinitioner, men det kan alligevel give et godt indblik i, hvordan ordet bruges i daglig tale og viser hvorfor der er så få selv-erklærede populister. Populisme bruges primært i en negativ forstand og om andre end en selv. Det er ikke en klart og positivt defineret ideologi, som folk orienterer sig efter på samme måde som liberalisme eller socialisme.
Derudover er det værd at bemærke, at brugen af begrebet “populisme” i denne (nedsættende) forstand insinuerer, at den “brede befolkning” er ude af stand til at forstå komplekse problemstillinger eller handle på dem. Den insinuerer desuden, at befolkningen mere eller mindre instinktivt og irrationelt modsætter sig etablerede autoriteter. Derved afskriver man implicit den udbredte politikerlede og populære protestbevægelser som irrationelle og illegitime. På den måde udtrykker denne brug af begrebet “populisme” noget af den elitære ringeagt over for folket, som dem, der beskrives som populister, ofte tager udgangspunkt i.
Men populisme er mere end bare et skældsord. Populisme er også et analytisk begreb, som bruges i en relativt præcis forstand inden for politologien. Der var i mange år stor debat om begrebets præcise brug og betydning, men der er efterhånden opstået bredere enighed og de fleste forskere orienterer sig i dag efter den hollandske politolog Cas Muddes definition.
Mudde definerer populisme som en såkaldt “tynd ideologi”. Det står i kontrast til traditionelle “tykke” ideologier såsom konservatisme, liberalisme eller socialisme med et klart defineret ideologisk indhold – som populismen imidlertid kan kombineres med. Populismen er defineret ud fra forestillingen om et homogent og moralsk rent folk med en entydig fællesvilje (repræsenteret af populisterne) i opposition til en korrumperet politisk eller økonomisk elite. Det er typisk regeringen, overklassen, bureaukratiet eller de kulturradikale. Derudover stiller populister ofte også folket op i opposition til andre grupper uden for eliten, f.eks. migranter, muslimer, arbejdsløse, homoseksuelle, transkønnede eller andre minoriteter.
Det klassiske eksempel herhjemme er Dansk Folkepartis ensidige angreb på både “cafe latte-segmentet” og muslimske parallelsamfund på vegne af de “rigtige” danskere. Sidenhen har Inger Støjberg på lignende måde angrebet en vagt defineret hovedstadselite koncentreret i ”de fine Københavnske saloner” på vegne af en parallel forestilling om “folk, som vi er flest.”
I USA har vi hørt Donald Trump tordne mod den indspiste politiske og økonomiske elite på vegne af den “glemte” amerikanske middelklasse. Han lovede i 2016 at “dræne sumpen” i Washington, hvis han blev valgt, (hvilket Støjberg siden har repeteret i en dansk kontekst), samt genetablere USA's politiske og økonomiske dominans (“Make America Great Again”) og holde indvandrere fra såkaldte “lortelande” ude ved at bygge en stor mur på grænsen til Mexico.
Populisme på tværs af det politiske spektrum
Når vi taler om populister, taler vi oftest om nationalkonservative og højreradikale politikere og partier, der angriber det nationale politiske etablissement og EU i spørgsmål om f.eks. migration og LGBTQ-rettigheder. Kort sagt: højre-populisme.
Men populismens karakter af tynd ideologi betyder, at den ikke har noget entydigt ideologisk indhold eller én bestemt politisk orientering.
Populisme findes også på venstrefløjen. Det selverklærede populistiske parti PODEMOS i Spanien og det tidligere græske regeringsparti SYRIZA har også gjort brug af populistisk retorik, der tegnede et homogent folk med en klar fællesvilje op over for en national og en europæisk elite blindt dedikeret til ødelæggende neoliberale doktriner i kølvandet på finanskrisen.
Herhjemme har dele af venstrefløjen mobiliseret nationalromantiske fortællinger om det danske folk, der til forveksling ligner højrefløjens.
Andre dele af venstrefløjen har formuleret forestillinger om de folk, “der hver morgen står op og smører leverpostejsmadder, afleverer ungerne og tager på arbejde,” som den tidligere skatteminister fra SF Thor Möger Pedersen beskrev “de hårdtarbejdende lønmodtagere.” Dette ”folk” kan forstås som et modbillede til borgerlige politikere, arbejdsgivere osv. såvel som arbejdsløse eller muslimer, alt efter behov.
Hvad er problemet med populisme så?
Er populismen lige så farlig for Europas demokratier, som Juncker lægger op til? Cas Mudde identificerer populismen som et illiberalt, men grundlæggende demokratisk modsvar på udemokratiske liberale institutioner og eliter, der i stigende grad afstår magten til markedskræfterne og transnationale organisationer.
Han mener derfor, at populisme kan komme til at udfordre liberale demokratier i deres nuværende form, men ikke nødvendigvis udgør en trussel mod demokratiet. Andre forskere, såsom den belgiske politiske teoretiker Chantal Mouffe, går endnu længere og hævder at (venstre-)populisme faktisk kan bidrage til at udvide og styrke demokratiet.
Den indflydelsesrige tyske idéhistoriker Jan-Werner Müller identificerer derimod populismen som en direkte trussel mod demokratiet i hans indflydelsesrige bog Hvad er populisme fra 2016. Müller definerer populisme som en særlig moralsk forestilling om politik, der er bygget op omkring et autentisk folk, f.eks. “danskerne,” “det tavse flertal,” etc., som eksklusivt repræsenteres af populisterne.
Der er derfor ikke meget plads til uenighed. Alle, der er uenige med populisterne, står uden for og i opposition til folket. Müller konkluderer derfor, at populisme underminerer politisk pluralisme og, i yderste konsekvens, også demokratiet.
Kritiske stemmer har påpeget det relativt aparte i at udstille og kritisere politikere og partier for at ville repræsentere folket og deres fælles vilje inden for et demokratisk system, hvis institutioner slår sig op på at kunne lige præcis det og derved holde politiske eliter ansvarlige.
For at forstå, hvorfor der eksisterer så mange forskellige fortolkninger af populisme og dens implikationer for demokrati, er det relevant at se nærmere på begrebets historiske oprindelse og udvikling.
Alle veje fører til Rom
Begrebet populisme er afledt af det latinske “populus,” der slet og ret betyder folk. Romerne brugte det oprindelig til at beskrive et hvilket som helst sammenhængende politisk fællesskab defineret ud fra fælles love, institutioner og interesser.
Populus Romanus henviste til helheden af Roms borgere dvs. alle voksne, indfødte og selvstændige mænd (altså ingen kvinder, børn, slaver eller fremmede). Derudover eksisterede der også en tæt sproglig forbindelse mellem populus og underklassen, plebejerne, der udgjorde det store flertal af befolkningen, og de blev ofte brugt synonymt.
Derved opstod der en grundlæggende dobbelthed i folkebegrebet, der stadig kan spores den dag i dag i forskellige forståelser af folket som henholdsvis det demokratiske subjekt og en irrationel pøbel (der også er afledt af populus).
I republikkens sidste tid blev de senatorer, der appellerede til plebejerne og deres interesser frem for eliten (bl.a. senatorernes egne kolleger i senatet), kaldt for “populares,” hvilket nok er det nærmeste vi kommer populisme-begrebet før det nittende århundrede.
Populares blev differentieret fra “optimates,” som blev brugt til at beskrive de gode senatorer, der forsvarede elitens interesser overfor pøblen, som det forventedes af dem.
Distinktionen mellem populares og optimates illustrerer en grundlæggende elitær forståelse af og tilgang til politik.
Denne forståelse dominerede indtil de amerikanske og franske revolutionære i slutningen af 1700-tallet udfordrede enevældige monarker på vegne af folket og etablerede folkesuverænitet som alle regeringers grundlag.
Derved blev folket – i hvert fald i teorien – ophøjet til at være den øverste politiske autoritet i ethvert samfund, og politiske ledere og partier måtte appellere til folket for at legitimere deres magt, hvorved grundlaget for populismen blev etableret.
Historiske misforståelser og modsætninger
Selve begrebet “populist” blev faktisk først opfundet i det nittende århundredes USA, som betegnelse for tilhængerne af The People’s Party. Partiet var en venstreorienteret bondebevægelse, der tog udgangspunkt i en forestilling om “folket,” som de identificerede med bønderne og de fattige landarbejdere, som de forsøgte at mobilisere og organisere mod det, de anså for at være den korrupte politiske og økonomiske elite, der kontrollerede landet.
The People’s Party blev generelt opfattet som en progressiv og grundlæggende demokratisk bevægelse i USA’s historieskrivning. Det var først i midten af det tyvende århundrede, da historikeren Richard Hofstadter og en række af hans kolleger påbegyndte en revisionistisk tolkning af partiets historie, at ordets konnotationer begyndte at ændre sig.
Hofstadter og hans kolleger tegnede et dybt karikeret billede af populisterne som en samling reaktionære og xenofobiske bønder og identificerede dem ovenikøbet som forløbere for McCarthyismen.
Denne fortolkning af “The People’s Party” er sidenhen blevet undermineret af mere grundige historikere, men begrebet og dets nye (negative) konnotationer har løsrevet sig fra den oprindelige historiske kontekst og fået sit eget liv inden for politologien og den offentlige debat.
Fra 1960’erne og fremefter er “populisme” blevet brugt til at beskrive et mere generelt politisk fænomen med udgangspunkt i Hofstadters karikatur af “The People’s Party” snarere end den oprindelige historiske reference.
Dette nye populisme-begreb er særlig blevet brugt til at beskrive og analysere højreradikale partier og bevægelser i Europa, og dette har været med til at forme begrebets videre udvikling og anvendelse, både i forskningslitteraturen og den offentlige debat. Her forstås populisme i dag hovedsagelig som et ekstremistisk politisk fænomen og et potentielt demokratisk problem.
Hvem taler på folkets vegne?
Populismebegrebets historiske oprindelse og progressive konnotationer kan dog stadig spores i den offentlige debat i USA. I 2016 insisterede præsident Barack Obama f.eks. på, at han og Bernie Sanders var de sande populister: “Jeg er ikke parat til at medgive, at den retorik, der er dukket op på det seneste, er populistisk,” sagde han med slet skjult henvisning til Trump. “Man er ikke populist, fordi man siger noget kontroversielt for at vinde stemmer. Det er ikke populisme. Det er nationalisme [nativism, red.] eller xenofobi eller, endnu værre, kynisme.”
Obama identificerede i stedet populisme med arbejderes og ganske almindelige menneskers progressive kamp for rettigheder og en mere ligelig fordeling af samfundets ressourcer.
Ligegyldigt hvordan vi forstår populisme - om vi identificerer den med arbejderkampe, nationalisme eller noget helt tredje - vil vi kunne finde tilhængere der henviser til folket og dets vilje når de udfordrer magthaverne og eliten.
Så længe vi lever i et politisk system/demokrati, hvor folket formelt er den allerhøjeste autoritet, vil forskellige politikere, partier og bevægelser identificere sig selv og deres sag med folket og hævde at repræsentere det over for andre.
Som sådan er populisme svær at komme uden om i et demokratisk samfund. Derfor fortsætter kampen om at definere populismen og dens forhold til demokratiet også. Det er en grundlæggende politisk kamp, der handler om at definere hvem og hvad der udgør det sande folk, der retmæssigt bør styre – modsat den irrationelle og farlige pøbel.
