Hvad mon disse tre ting har til fælles: Ukraines kamp for at bestå som en selvstændig nation. Den iranske islamistiske regerings insisteren på, at Guds lov står over menneskets. Og en frustreret forælders svar til sit barn: ”fordi jeg siger det!”? Det er alle sammen magtkampe, der udspiller sig lige nu i vores moderne verden. På overfladen er de meget forskellige og involverer tre meget forskellige aktører; et land, en Gud og et enkelt menneske. Men alle er de fælles om én meget gammel idé. En idé, der har dybe rødder i vestlig historie og som på tværs af årtusinderne og på trods af forandringer i sine ydre udtryk forbliver grundlæggende den samme – og evigt aktuel.
Den idé er suverænitet: forestillingen om, at noget eller nogen er det højeste princip, den sidste instans, det uangribelige punkt, der bestemmer selv – og som ikke kan underkastes anden vilje end sin egen. Svaret på spørgsmålet om, hvem og hvorfor vi skal adlyde.
Selvom suverænitetstanken har årtusinder af år på bagen, er den stadig så aktuel, at vi går i krig for den den dag i dag. Men en gennemgang af på suverænitetens idéhistorie viser, at det ikke er helt ligegyldigt, hvilke argumenter vi bruger til at hævde vores egen eller andres suverænitet med. Suverænitet kan nemlig tage endog meget forskellige former, alt efter hvilken figur vi udnævner til suveræn: faderen, guden, kongen, staten eller folket.
De fem suveræner
Europæisk politisk idéhistorie kan i vid udstrækning fortælles gennem de fem suverænitetsfigurer: Gud, fader, konge, stat og folk.
Alle er de måder, hvorpå vi til forskellige tider har fortalt forskellige historier om, hvad der giver legitim magt – og alle har de ligeledes været fokuspunkter for vores magtkritik. De er fortællinger om retten til at herske, hvor den ret kommer fra, og hvor absolut eller naturlig dens kilde er.
De fem suveræner har hver især domineret forskellige tider op igennem historien, men de afløser ikke hinanden, sådan at den ene bare forsvinder, når den anden begynder at blive dominerende. De lægger sig snarere oven på hinanden, flytter lidt rundt på magtfordelingen eller bliver genbrugt i nye former til nye tider.
Nogle mister lidt magt og selvfølgelighed, når andre vinder styrke. Som når Gud og konge viger pladsen for stat og folk i overgangen til det moderne. Nogle bliver til tider mere metaforer eller billeder på magt end egentlig sæde for magtens udøvelse. Som når Dronning Margrethe og andre regenter i nutidens konstitutionelle monarkier stadig er iført magtens tøj, selv efter de har sluppet den direkte politiske suverænitet. Og nogle suveræner trumfer altid andre i en given historisk periode – også når de alle optræder samtidig. Som da staten i 1990’erne afskaffede revselsesretten og satte grænser for den magt, faderen (og moderen) må udøve over for sine børn – selv om vi stadig oplever det som legitimt, at forældre må bestemme meget som en slags mini-suveræner i eget hjem.
Men selv om alle fem suveræner lever i bedste velgående i dag, er det alligevel tydeligt, at nogle af figurerne slæber mere før-moderne arvegods med sig ind i vores nutidssamfund end andre.
Fader, gud og konge – de oprindelige suveræner
De ældste suveræner, vi kender, er de tre, der også ofte bruges som synonymer for hinanden: Fader, Gud og konge. Alle er de udtryk for en personlig suveræn, absolut magt samlet i ét væsen.
Intetsteds er denne suverænitet i sin reneste form blevet mere direkte udtrykt end hos den assyriske konge Esarhaddon, der regerede cirka fra 680-69 fvt., og som om sig selv skrev: ”Jeg er magtfuld. Jeg er almægtig. Jeg er en helt. Jeg er gigantisk. Jeg er kolossal.” Hvis vi ser bort fra den mulighed, at Esarhaddon i virkeligheden kompenserer for en slet skjult selvtvivl med ekstrem overdrivelse, handler den beskrivelse af ham selv om at proklamere sin absolutte, uindskrænkede ret til at herske.
Det fortaber sig formodentlig i historiens tåger, hvilken af de tre første suveræner, der er den oprindelige. Og det er heller ikke det vigtige her. Afgørende er det derimod, at vi i de europæiske skriftkulturer klart kan se dem alle tre optegnet – og at de og deres samspil har haft betydelig indflydelse på vestens historie. Lad os tage dem en ad gangen og derefter kort se på, hvordan de udspillede sig som magtens legitimitet og udøvelse i det førmoderne Europa.
Gud (eller guderne) har givet os liv. De hersker over alt levende og sidder til doms over såvel levende som døde. De har givet alt, der er, men er ikke selv afhængige eller skabt af noget. De er det, filosofien kalder den ubevægede bevæger – den, der sætter alt i bevægelse, men som ikke selv er sat i bevægelse af noget.
Guden eller guderne er altså suverænitet som absolut magt. Man kan anråbe Gud, men man kan ikke forlange at blive hørt. Hvor intimt man end føler sit gudsforhold, er gude-suverænitet udtryk for en ekstrem afstand og ubalance mellem suverænen og mennesket. Jesus, Maria-figuren og kirken selv bliver således bl.a. udviklet som medierende led mellem den omnipotente, fjerne gud og det impotente enkeltmenneske.
Faderen (eller i matriarkater: moderen) er derimod den nære forudsætning for det konkrete liv. Det er ikke bare faderen i direkte biologisk forstand men også ægtemanden, herremanden, mesteren, den aristokratiske storfamilie – de konkrete personer, der er udgangspunktet og rammesætteren for vores liv. Han kommanderer på basis af en autoritet knyttet til den konkrete person og relation. Det er fordi, man står i intim relation til faderen, at man forventes at adlyde ham. Faderens suverænitet er privat kommandomagt. Han er suverænen i det private livs anliggender.
Kongen er derimod den offentlige kommandomagt, suverænen i det offentlige liv. Historien taler godt nok om ’landsfaderen’, om kongen som hele nationens fader. Og arvefølge-tanken antyder, at der er en biologisk dimension til også kongemagten. Men den slags beskrivelser handler i virkeligheden om at låne metaforisk kraft fra fader-suverænen.
Det afgørende for kongens egen suverænitet er nemlig, at man ikke først og fremmest adlyder ham, fordi han er et konkret menneske, man står i en bestemt personlig relation til. Man adlyder ikke den konkrete konge, men institutionen bag ham: kongetronen, kronen. Den rituelle sætning: ’Kongen er død, længe leve kongen’ signalerer netop, at lydighed ikke afkræves fra intimrelationen til dette faktiske, konkrete menneske, men til kongen som abstrakt figur. Kongen består, selvom det konkrete menneske, der for en tid bar kronen, forgår. Og du er ikke mere eller mindre forpligtet til at adlyde en konge, du har kendt længe og måske endda mødt end hans nye afløser. Der kommanderes på basis af autoritet knyttet til embedet.
Hvordan tjener man tre herrer samtidig?
Flere politikere og tænkere op gennem idéhistorien har forsøgt sig med at forene de tre suveræner ved at beskrive dem som indbyrdes forbundne og afhængige kilder til magt. Martin Luther skrev i sit værk Om verdslig øvrighed fra 1523, at kongen regerer ”ligesom en husfar”, mens Thomas Aquinas i Om kongedømme fra 1267 modellerede kongen og vores lydighedspligt over for ham efter den lydighedsforpligtelse, vi har over for Gud. Men førmoderne europæisk historie viser os, at de tre suveræner mindst lige så ofte har været i konflikt med hinanden. De store aristokratiske familier med faderen i spidsen konfliktede konstant med kongen om den politiske magt. Og kongen var ofte i strid med Guds stedfortræder på jord, paven, om hvem der skulle bestemme.
De store europæiske religionskrige, der var med til at definere det før-moderne Europa, handlede således i ikke ringe grad om, hvem man skulle være lydig over for: sin konge eller paven? Sin fader, der ønsker en hjemme på gården for at gøre sin pligt over for familien? Eller sin konge, der kommanderer en i krig mod troens fjender?
Suverænitet er i sidste ende et krav om eksklusiv magt: ’Jeg hersker, du adlyder. Du skal adlyde mig og kun mig’. Når et samfund har flere suveræner, der alle gør krav på at blive adlydt, garanterer det derfor konflikt. Den vil ikke nødvendigvis være synlig hele tiden, og den vil ikke altid være voldelig. Men når flere kræver lydighed, er konflikten altid en mulighed.
Den moderne stat – et uelskeligt monster, der holder os trygge
Det problem blev udgangspunktet for den hidtil vigtigste europæiske enkelttraktat om suverænitet nogensinde: Thomas Hobbes’ Leviathan fra 1651.
Hobbes var en skotsk politisk tænker, der selv fik suverænitetskampen tæt ind på livet, da han i perioden 1640-1651 måtte gå eksil i Frankrig for at undslippe den engelske borgerkrig. Her skrev han Leviathan som sit svar på, hvordan man kunne undslippe de evindelige suverænitetskrige, der plagede Europa og gjorde livet usikkert for ikke bare de kæmpende suveræner selv, men i særdeleshed også deres undersåtter.
Teksten er et markant nybrud i suveræniteternes histore. For selvom Hobbes som et ægte barn af sin tid fyldte Leviathan med subtil brug af fader, gud og konge som suverænitetsfigurer, skrev han sig også frem til at præsentere de to nye suverænitetsfigurer, der skulle komme til at dominere det moderne Europa, som vi kender det i dag: Staten og folket.
Hobbes ønskede at reducere samfundets konfliktpotentiale ved at løse det, politisk teori kalder ’pluralismeproblemet’. Dvs. problemet om hvem man skal adlyde i en verden med flere herskere. Hans løsning var at slå de to personalistiske suveræner, gud og fader, sammen med den abstrakte suveræn, kongen, og gøre dem alle til én, samlet oversuveræn: staten.
Hobbes giver den nye statssuveræn navnet Leviathan, en figur hentet fra Bibelen. Som Jobs bog siger, er Leviathan ”kongen over alle stolte vilddyr”. Det vil sige, den er suveræn over alle dem, der ellers tror, de selv skal herske.
Leviathan er et uelskeligt monster, der regerer på den simple baggrund, at alle folk som udgangspunkt frygter (og har god grund til at frygte) hinanden. Ifølge Hobbes vil alle mennesker nemlig helst selv være suveræner og bestemme over de andre – hvad end vi så gør det i Guds, kongens eller faderens navn. Men derfor er vi også altid alle sammen i risiko for at blive undertvunget de andre – eller dræbt i forsøget.
Derfor er samfundets grundtilstand usikkerhed og anarki, hvor selv den stærkeste ikke kan føle sig tryg, når han går til ro om aftenen. For i alles kamp mod alle er det tilfældet, der bestemmer, hvem der lever og dør.
For at sikre os selv må vi derfor vælge én person, som er den eneste, der får lov at forblive suveræn. Det behøver ikke nødvendigvis en god eller særligt dygtig eller klog person – modsat de tre tidlige suveræner gør Hobbes’ statssuveræn ikke krav på at have nogen guddommelige eller naturlige krav på magten i sig selv. Det vigtige er simpelthen selve beslutningen om at lægge al suverænitet hos Leviathan til gengæld for et sikkert, konfliktfri samfund.
Ved at koncentrere såvel sværdet (kongemagtens klassiske voldsmonopol) som ordet (Gudens klassiske magt til at udstikke bud) i én figur, som er den legemliggjorte suveræn (faderens klassiske personlige magt) skaber Hobbes en ny supersuveræn, der indeholder alle de tre oprindelige suveræner: den moderne statsmagt.
Stater er afhængige af andre stater for at være uafhængige
Det, Hobbes gør, er at afpersonalisere den personlige suveræn og give den guds og kongens prærogativer af magt og frygtelighed. Det er nu udelukkende den omnipotente stat, som enkeltindividet står over for som hersker. Ved at underkaste sig staten fuldstændigt bliver det frigjort fra alle andre magter, der måtte ville det noget – hvad end det er guder, fædre, laug eller herremænd.
Det er en bevægelse hen imod at hæve statssuveræniteten over alle tidligere former for suverænitet: Det er staten, ikke faderen, ikke gud, ikke kongen, man skylder sin lydighed, sine skatteindtægter og sit liv i krig. I den moderne danske stat tillader vi altså ikke, at du rejser til Syrien og går i krig for din gud, så længe den danske stat ikke først har erklæret den syriske stat krig. Og vi tillader ikke, at fædre med magt inddriver skat fra deres sønner og døtre.
Territorialstaten har således siden i hvert fald starten på det 20. århundrede med succes opretholdt monopolet på både legitim voldsudøvelse og legitim juridisk magtudøvelse.
Staten vinder suverænitet ved indadtil at erklære, at religion er dens anliggende, og gøre religionen til del af staten ved at lave statskirker. Tænk for eksempel på den danske grundlovs bestemmelser om, hvad religion må og ikke må inden for vores stats grænser.
Og staten vinder suverænitet udadtil ved at få alle de andre stater til at acceptere sin territoriale integritet. Som når EU bekræfter staten Ukraines fortsatte integritet ved at nægte at anerkende Ruslands annektering af territorier, Ukraine gør krav på som sine.
Sagt på en anden måde garanteres statssuverænitet reelt af evnen til at hævde sin magt indadtil og formelt af det internationale statssystems gensidige anerkendelse af stater og kun stater som den øverste suveræn. Statens uafhængighed, dens suverænitet, er altså afhængig af statssystemet, af de andre staters anerkendelse. Selv om vi ikke selv går i krig for Ukraines grænser, er vi med til at sikre dem ved at anerkende Ukraine som stat.
Diplomati, internationale konventioner og hele ceremonien med militærparade, nationalsange og håndtryk foran pressen etc., når statsoverhoveder besøger hinanden, er simpelthen stater, der siger til hinanden: jeg anerkender dig, hvis du anerkender mig. Statssuverænitet afhænger i sidste ende af noget så skrøbeligt som andres accept.
Folket – den statslige oversuverænitet får sin egen hersker
I den første tid efter, at Hobbes var med til at introducerede den moderne statssuveræn, blev staten i praksis stadig regeret af konger, der aktiverede såvel Gud og faderfigurer som hjælpemidler i deres selvlegitimering. Men snart måtte kongerne i stigende grad se sig reduceret til glorificerede ministre, udskiftelige embedsmænd i et moderne statsapparat, der voksede frem på bekostning af deres personlige hof.
Et interessant aspekt ved statssuverænitet er nemlig, at den ikke er bundet til styreform. Således anerkender den danske stat både andre konstitutionelle monarkier, republikker og deciderede kongedømmer som legitime stater. Det er nemlig suverænitet som statens vedvarende magt uafhængig af skiftende herskere eller styreformer, der er selve kernen i dens oversuverænitet. Derfor bestod Rusland som selvstændig nation, da Sovjetunionen kollapsede, og ligeledes Sydafrika, da landet gik fra apartheid til demokrati.
Det fører os til den femte og sidste, mest moderne suveræn, folket.
Idéen om folket som kilden til legitim magt er ellers ganske gammel. Vi finder den udtrykt i den græske antiks demokratiforestillinger, i den romerske republiks begreb om Populus Romanus og i diverse middelalderlige forestillinger om, at kongens magt udøves på vegne af folket (der dog selv skal forblive passivt).
’Folk’ betyder dog i alle disse tidsaldre kun én del af befolkningen: den nedre. Men i revolutionernes tidsalder, cirka 1750-1850, begynder folkesuverænitetsprincippet for alvor at blive omtalt som en selvstændig form for suverænitet. ’Folk’ begynder nu at betegne den hele befolkning, alle de undersåtter, der hører under staten. Begrebet skifter altså fra at betegne en partikulær del af samfundet til at beskrive samfundet som universel helhed. Og dermed bliver ’folket’ også gradvist til det subjekt, der legitimt kan tale og handle på samfundets vegne – der kan indrette staten.
Dette princip om folkesuverænitet er fint opsummeret af den amerikanske forfatningsfader John Adams, der i 1778 skrev, at ”al intelligens, al magt, al kraft, al autoritet, oprindeligt iboende, nødvendigvis udeleligt og uafhændeligt bor hos folket”. Ti år senere, i 1788, ratificeres den amerikanske forfatning, der starter med ordene: ”Vi De forenede Staters folk, for at danne en mere perfekt union, skabe retfærdighed, sikre indre ro, sikre fælles forsvar, fremme den generelle velfærd, og sikre velsignelserne ved frihed for os selv og vores fremtid, fastsætter og etablerer denne forfatning for Amerikas forenede Stater.” Det er folket selv, der føder USA – ikke en enkelt landsfader, gud, konge eller udefrakommende stat.
Den bærende idé i folkesuverænitetsprincippet er, at al lovgivning skal have sit ophav og udgangspunkt i folket, enten direkte ved folkeafstemninger eller indirekte via folkets repræsentanter i parlamentet. Som den danske politiker Viggo Hørup berømt udtalte i 1878: ”Folketinget er den højeste Myndighed, der har ingen over sig og ingen ved siden af sig.” Det var sagt i klar opposition til den gamle suveræn, kongen, og til Landstinget, et levn fra fader-suverænitetsmodellen.
I dag fremstår folkesuverænitet som et uantasteligt princip og ideal, og det er svært at forestille sig, at vores statsminister kan blive valgt af andre end folket. Hvem end der bliver statsleder, er det samlede folk hans eller hendes overordnede.
Men som ovenstående har vist, er der intet givet eller naturligt ved det. For ikke særligt længe siden var det anderledes, og også folkesuverænitet bliver til stadighed udfordret og begrænset af andre suverænitetsformer.
I Danmark har vi således stadig en levende arv med fra fadersuveræniteten, som vi bruger til at hævde, at der er visse dele af børneopdragelse og privatliv, staten simpelthen ikke må blande sig i. Både kirke og kongefamilie har stadig særstatus og privilegier, som ikke nydes af nogen andre i samfundet. Samtidig sætter statssuverænitetens krav til mindretalsbeskyttelse, valgalder og statsborgerskab klare begrænsninger for udøvelsen af folkets suveræne ret til at herske. Og i helt andre dele af verden har vi stadig religiøse, monarkiske og patriarkalske suverænitetsmodeller, hvor det er Gud, kongen eller landsfaderen, der oppebærer den øverste magt.
I dag står suverænitetskampen mellem staten og folket
Suverænitet er formodentlig en uadskillelig del af et samfund, i den forstand at vi har brug for svar på, hvem eller hvad vi skal adlyde hvornår – om det så er en guddom, en fader, en konge, en stat, os selv eller noget helt sjette eller syvende. Men samtidig kan vi også se, at suverænitet – svaret på spørgsmålet om magtens kilde – har en historisk dimension. Vi har til alle tider forsvaret og kritiseret tidens svar på netop det spørgsmål.
Aktuelt er det statssuverænitet og folkesuverænitet, der mere end noget andet strukturerer magtens spørgsmål. Tænk på kritikken af Rusland for at krænke Ukraines suverænitet, men tænk også på alle de krumspring, næsten alle lande laver for ikke at anerkende Taiwans suverænitet i forsøget på ikke at fornærme Kina. Eller på de afstemninger om løsrivelse og selvstændighed, vi de sidste år har set i både Catalonien og Skotland, hvor spørgsmålet om, hvad der skal til for at kunne blive anerkendt som stat, har været dramatisk på dagsordenen.
Folkesuverænitet er også et brændpunkt for flere af debatterne hos allerede anerkendte stater. I Danmark handler de nationalpopulistiske partiers projekter i ikke ringe grad om, at give folket absolut ret til at bestemme sit eget lands skæbne - uanset internationale traktater, retsstats- og menneskeretsprincipper. Og samtidig underminerer globalisering og markedskræfter dagligt idéen om, at det er befolkningen, der bestemmer på dets eget territorium – bemærk f.eks., hvor hurtigt markedet ’væltede’ den britiske premierminister Liz Truss.
Hvis den afgørende førmoderne konfliktlinje i Europa stod mellem gud, konge og fader, og den moderne konfliktlinje stod mellem de tre gamle suverænitetsformer og staten, er den mest betydningsfulde suverænitetskonflikt i dag måske netop den, der udspiller sig mellem den statslige og den folkelige suverænitet. Mellem den varige statssuverænitet, der rummer både bureaukrati, nødvendighedens politik, det internationale statssystem, alle traktaterne og konventionerne, og den kontingente folkesuverænitet, der rummer folketingsflertallet, den offentlige mening og folkedybet.
Historien viser, at suveræn magt ynder at præsentere sig som et stabilt monopol – et ubetvivleligt ’jeg hersker her’. Enhver suveræn vil gerne herske alene. Men lige meget hvor højt, suverænen råber, og hvor magtfuldkommen den gerne vil være, er det værd at huske på, at den altid eksisterer en plural konflikt mellem konkurrerende krav om lydighed.
