Folketingsvalget 1. november bød på en håndfuld gedigne overraskelser, som kommer til at beskæftige valgforskere, historikere og iagttagere i mange år fremover.
Det politiske landskab undergik flere markante forandringer – ikke mindst på grund af de voldsomme stemme- og mandatforskydninger internt i blå blok.
Valget mundede ud i et broget folketing med 12 partier, langt de fleste små og mellemstore, med Socialdemokratiet som det eneste tilbageværende store parti.
Det betød også, at valgmatematikken kom til at se noget anderledes ud end sædvanligt.
§ 77, stk. 4
Med en valgforskers øjne var den allerstørste overraskelse ved folketingsvalget, at en ellers helt overset paragraf i valgloven pludselig blev aktuel.
Det danske valgsystem er proportionalt og forsøger tilnærmelsesvis at sikre, at et partis andel af folketingsmandaterne svarer til andelen af stemmerne – med visse begrænsninger, hvoraf spærregrænsen på 2 pct. er den mest kendte.
Det vigtigste instrument til at opnå en ligelig mandatfordeling er de 40 såkaldte tillægsmandater. Hvor de 135 kredsmandater fordeles efter stemmetallene i de 10 enkelte storkredse, er tillægsmandaterne beregnet til at udjævne mandatfordelingen, så den svarer til stemmeandelen på landsplan.
Det usædvanlige ved dette valg var, at Socialdemokratiets kredsmandater alene gav partiet en større del af mandaterne, end dets stemmeandel ville tilsige. S stod til 49 mandater – men havde erobret 50 kredsmandater i storkredsene.
Og kredsmandaterne er endelige – valgloven opererer ikke med negative tillægsmandater, så hvis et parti har vundet et kredsmandat på Bornholm eller i Nordjylland, kan det ikke miste det igen.
Det er sket en del gange, at et parti har opnået det ”korrekte” mandattal allerede i kraft af kredsmandaterne. I så fald er de naturligvis ikke berettiget til yderligere tillægsmandater.
Men det er ikke siden 1947 forekommet, at et parti opnåede flere kredsmandater end dette.
Dermed er det ikke så mærkeligt, at de færreste har skænket denne hypotetiske situation en tanke.
Hvordan den skal håndteres, fremgår af valglovens § 77, stk. 4: Der foretages en ny beregning af tillægsmandaterne, hvor der ”ses bort fra partier, som har opnået et antal kredsmandater lig med eller større end det samlede mandattal, som de er berettiget til i forhold til deres stemmetal.”
Paragraffen er pligtskyldigt medtaget i lærebøger om det danske valgsystem, men tilsyneladende ikke i den software, DR brugte til at beregne mandatfordelingen, hvilket skabte en vis forvirring på valgaftenen, også blandt politikerne. Nogle græd overflødige tårer, mens andre glædede sig for tidligt.
Mandatet, der kom ind fra højre
Valglovens bestemmelser havde ved dette valg den konsekvens, at Socialdemokratiet fik ét mandat mere, end stemmeandelen berettigede til.
Det har fået nogle iagttagere og politikere til at drage sammenligninger med det amerikanske præsidentvalg i 2016, hvor Trump fik færre stemmer end Hillary Clinton, men på grund af det ikke-proportionale valgsystem endte med flere valgmænd.
Men ser man på stemme- og mandatfordelingen mellem de to blokke (i denne del af riget), passer pengene faktisk nogenlunde. Blå blok (inkl. Moderaterne) fik flest stemmer (1.799.745) og flest mandater (88), mens rød blok fik 1.729.918 stemmer og 87 mandater.
Når rød blok alligevel endte på de berømte 90 mandater, skyldes det valgresultaterne i Grønland og på Færøerne, der tilsammen gav rød blok tre af de fire nordatlantiske mandater.
Så ser man på hele Rigsfællesskabet er det korrekt, at de røde mandater har været billigere – opgjort som stemmer pr. mandat. Men det virker en smule søgt, da de grønlandske og færøske valg afholdes efter regler, der er fastsat i særskilt lovgivning, og slet ikke indgår i valglovens mandat-matematik.
Men hvem har egentlig ansvaret for, at Socialdemokratiet fik sit 50. mandat? Dét er et godt spørgsmål – og svaret omfatter mindst tre forskellige delforklaringer.
Venstres smuthul
En del af svaret kræver, at man går et godt stykke tilbage i den politiske historie.
Da vores nuværende valgsystem blev implementeret i 1920, indførte man samtidig den regel, at hvis et parti fik for mange kredsmandater, skulle de ikke afleveres igen.
Dengang var valgkredsene noget mindre (primært de gamle amter), og antallet af mandater i den enkelte kreds blev ikke ændret i takt med befolkningsudviklingen.
Det var hovedsagelig Venstre der profiterede af begge dele, og det var ikke unormalt, at Venstre fik 1, 2 eller 3 ekstra mandater på den konto, især i Jylland. Det betød, at Venstre naturligvis ikke skulle have tillægsmandater, og det betød igen, at Venstre snart sagt aldrig fik valgt kandidater i Hovedstaden.
Det fik i 1947 Hovedstadens Venstre til at stille op som et selvstændigt parti. Moderpartiet klarede sig som altid fint i Jylland og på øerne og fik sine sædvanlige ekstra kredsmandater. Men derudover kunne Hovedstadens Venstre nu bidrage med tre tillægsmandater.
De andre partier reagerede prompte: Valgloven blev ændret i 1948, så overskydende kredsmandater skulle afleveres igen, kredsinddelingen og mandatfordelingen mellem kredsene blev opdateret for første gang siden 1920.
Dette blev effektueret allerede ved næste folketingsvalg, i 1950, hvor alle partier fik det ”rigtige” antal mandater i forhold til deres andel af stemmerne. Så langt, så godt.
Men sideløbende hermed var partierne optaget af diskussionerne om, hvordan en ny grundlov kunne skrues sammen – og vedtages. Ved folkeafstemningen i 1939 havde der været flertal for en grundlovsændring, men flertallet udgjorde ikke de 45 pct. af de stemmeberettigede, som dengang var påkrævet.
De centrale politikere var kommet til den konklusion, at hvis man ville op på denne andel, var det nødvendigt, at alle de store partier i Rigsdagen anbefalede et ja.
En ny grundlov ville også automatisk medføre en ændring af valgloven, så Venstre kunne glæde sig over, at der pludselig var enighed om at genindføre bestemmelsen om, at kredsmandaterne var endelige – også fordi det kunne ses som en markering af, at de andre partiers ”straffeekspedition” i 1948 havde været urimelig.
De bestemmelser, der i dag optræder som valglovens § 77, stk. 3 og 4, var altså den pris, de andre partier betalte for Venstres støtte til gennemførelsen af 1953-grundloven.
Man indførte samtidig en regel om periodiske justeringer af kredsmandaternes fordeling mellem valgkredsene, så denne fulgte den demografiske udvikling. Den d’Hondtske metode til fordeling af kredsmandaterne blev ved samme lejlighed udskiftet med den modificerede Sainte-Laguë-metode, som skulle sikre en større matematisk retfærdighed allerede på kredsniveau.
Alt virkede faktisk efter hensigten og til alles tilfredshed. Venstre kunne glæde sig over, at kredsmandaterne igen var umistelige, mens de øvrige partier var tilfredse med, at dette ikke i praksis udløste ekstra mandater til Venstre i den samlede mandatfordeling.
Grundloven gik igennem i 1953 til alles tilfredshed, og kompromiset omkring kredsmandaterne fik ingen praktisk betydning før 1. november 2022.
Nye streger på Danmarkskortet
En anden del af forklaring er også af historisk karakter, men dog nyere historie.
Uden for hovedstadsområdet var det frem til 2005 amterne, der fungerede som valgkredse. Da de blev nedlagt ved Strukturreformen, måtte man finde en måde at få etableret nogle nye kredse på, og de nye, meget store regioner egnede sig ikke rigtig til formålet. Efter en del diskussion i en af Folketinget nedsat ”parlamentarisk arbejdsgruppe” endte man med at beslutte sig for de ti storkredse, vi nu har.
Bornholm bevarede sin status, men de ni øvrige storkredse var virkelig nyskabelser. Man ændrede også på opstillingskredsene, så de i videst muligt omfang var tilpasset den nye kommunale struktur. Samlet set blev hele valggeografien gennemgående omkalfatret op til folketingsvalget i 2007.
De færre og større valgkredse (9 uden for Bornholm i modsætning til tidligere 16) ville med det dengang eksisterende mandatfordelingssystem, den modificerede Sainte-Laguë-metode, gøre det nemmere for små og mindre partier at vinde et kredsmandat. I så fald ville de potentielt kunne få andel i tillægsmandaterne uden at have klaret spærregrænsens krav om 2 pct. af stemmerne.
Dette ville teoretisk kunne ændre det politiske landskab, hvilket ikke var meningen, idet partierne var enige om, at reformen af valgkredsene skulle være partipolitisk neutral.
En nem og overskuelig måde at sikre det på kunne være at genindføre den d’Hondtske metode til fordeling af kredsmandaterne. Den er tendentielt til fordel for større partier – og tilsvarende til ulempe for de små – og derfor kunne man på den måde gøre det lidt sværere for de små partier at vinde et kredsmandat. Man ville altså lukke det, der ellers kunne være blevet en kattelem til Folketinget for de mindste partier.
For en sikkerheds skyld blev der gennemført en uafhængig analyse af, om en sådan løsning nu også ville sikre, at ingen partier blev bedre stillet end før.
Den pågældende analyse konkluderede på grundlag af tidligere valgresultater – og forsøg på at skønne over den fremtidige udvikling – at de planlagte ændringer ikke gav anledning til bekymring for den partipolitiske neutralitet.
Fokus i disse overvejelser rettede sig primært mod konsekvenserne for de små partier og den mulige kattelem. Vurderingen var, at der kun var en yderst beskeden risiko for, at store partier ville kunne profitere af genindførelsen af den d’Hondtske fordelingsmåde. Dengang var af der to tilnærmelsesvis lige store partier samt en række andre i spændet 10-15 pct.
Det er først i år, at dette mønster har ændret sig så markant, at det tilbageværende store parti fik en uventet fordel af den d’Hondtske fordelingsmetode, der har tendens til at give lidt ”for meget” til det største parti. At partistrukturen ville udvikle sig på den måde kunne ingen dog have forudset i 2006-07.
S plukkede de lavthængende frugter
Den tredje del af forklaringen er til gengæld blot en uge gammel: De dramatiske ændringer i partiernes tilslutning ved dette valg var til syvende og sidst det, der gjorde det nødvendigt at finde § 77, stk. 4 frem fra glemslens mørke.
Nedsmeltningen for tre etablerede partier, Venstre, Dansk Folkeparti og de Radikale, samt en mere beskeden tilbagegang for de Konservative bidrog afgørende til en valgsejr for to helt nye partier, Moderaterne og Danmarksdemokraterne, og en bemærkelsesværdig fremgang for Liberal Alliance og Nye Borgerlige.
Den udveksling af stemmer mellem disse partier, som kommende analyser af vælgervandringerne vil afdække, bidrog til en udfladning af det politiske landskab, hvor flertallet af partierne endte med at ligge relativt tæt på hinanden størrelsesmæssigt – med en markant undtagelse.
Som det eneste store parti kunne Socialdemokratiet storkreds for storkreds plukke de lavthængende frugter, og altså ovenikøbet ét kredsmandat mere, end partiets stemmetal egentlig rakte til.
Det politiske landskab er blevet fladere
Noget af det allermest bemærkelsesværdige ved dette folketingsvalg var, at partierne blev mere ensartede af størrelse end nogensinde tidligere.
Hvis vi et øjeblik ser bort fra de to partier, der ikke klarede spærregrænsen, så lå 10 af de 12 partier, der kom i Folketinget, med en vælgertilslutning mellem 2,6 pct. og 9,3 pct. – i gennemsnit beskedne 5,7 pct., hvilket absolut ikke er prangende.
Kun to partier lå markant over dette niveau. Det næststørste parti, Venstre, fik en tilslutning på 13,3 pct., men altså stadig mindre end halvdelen af Socialdemokratiets 27,5 pct. Det er vist første gang, at ét parti er så dominerende.
Inden for statskundskab bruger man nogle gange udtrykket ”det effektive antal partier”. Det er et teoretisk og lidt teknisk begreb, der beskriver, hvor mange partier, der ville være, hvis de alle var lige store, men hvis fraktionaliseringen (altså opsplitningen) af vælgerkorpset var den samme.
I mange år var det effektive antal partier i Danmark omkring 4. I 1973 steg det brat til ca. 7, men siden har det stabiliseret sig til omkring en 5-6 stykker, i perioder endnu lavere.
Men også på dette område gav folketingsvalget i år en overraskelse, idet antallet af effektive partier steg til 7,6. Det er højere end nogensinde, hvilket perfekt illustrerer valgresultatet 1. november, hvor stemmerne relativt set fordelte sig ud på langt flere små og mellemstore partier end tidligere.
De gamle partier blev svækket yderligere
Socialdemokratiet, Venstre, Konservative og Det Radikale Venstre kaldes under ét de fire ”gamle” partier. De var der, før nogen af os blev født, og gennem størstedelen af det 20. århundrede var det de helt dominerende partier i Folketinget og de regeringsbærende konstanter i det politiske liv. I perioder stemte væsentligt mere end 80 pct. på ét af disse fire partier – og de havde lige så mange pct. af mandaterne i Folketinget.
Ved 2022-valget fik de kun lige akkurat et flertal af de gyldige stemmer tilsammen (50,1 pct.) og i alt 90 mandater, svarende til 51,4 pct. af de 175 mandater, der fordeles i denne del af dronningeriget. Og så tegner ét parti, Socialdemokratiet, sig endda for løvens part af både stemmer og mandater.
Det er virkelig nye tider – også på det punkt.
10 partier krydsede spærregrænsen
Før valget skrev jeg for Vid&Sans en artikel om spærregrænsen og dens forventede betydning ved valget – bl.a. i lyset af de mange partier på stemmesedlen. Baseret på de daværende meningsmålinger – og heldigvis med forbehold for udviklingen i løbet af valgkampen – forudså jeg, at fire af de opstillingsberettigede partier ville risikere at falde for alle de tre kriterier, der hver især kan sikre repræsentation i Folketinget.
Helt sådan gik det jo ikke. Hvad der måske er mere overraskende er, at alle de 12 partier, der blev valgt ind, faktisk opfyldte samtlige tre kriterier.
- Som de fleste forventede, klarede hverken Kristendemokraterne eller Frie Grønne spærregrænsen, altså de 2 pct. af stemmerne, som giver andel i tillægsmandaterne. Det gjorde derimod Dansk Folkeparti og Alternativet, selv om udsigterne i første omgang ikke var for gode.
- Selv de tre mindste partier, der opnåede valg, Nye Borgerlige, Alternativet og Dansk Folkeparti, fik faktisk et kredsmandat, og Alternativet fik ovenikøbet to, begge i Københavns Storkreds.
- Samtlige 12 partier opfldte også den tredje betingelse, nemlig et stemmetal svarende til antallet af stemmer pr. kredsmandat i mindst to ud af tre landsdele. 10 af partierne levede op til dette krav i alle tre landsdele. Alternativet klarede ikke cuttet i Sjælland-Syddanmark. Dansk Folkeparti klarede det lige akkurat i Hovedstaden med en margen på 600 stemmer, men ikke i Midtjylland-Nordjylland.
Flere kvinder, lavere valgdeltagelse
En af de mere positive overraskelser ved valget er, atandelen af valgte kvinder steg markant.
Inden valget lå den lavere end i sammenlignelige landes parlamenter, men det var ikke noget, der fyldte i valgkampen. Eventuelle opfordringer til at stemme på kvinder druknede vist i den almindelige valgtummel.
Så meget mere overraskende og glædeligt var det, at glasloftet på 40 pct. for første gang blev sprængt, idet der blev valgt 79 kvinder ind i Folketinget – 44,1 pct. af medlemmerne. Det begynder at ligne noget, vi kan være bekendt, og var vel også på tide?
Der er mange forklaringer på dette spring i kvinderepræsentation. En af de vigtigste er andelen af kvindelige kandidater i flere af de nyere og nyeste partier.
Derimod faldt valgdeltagelsen for tredje valg i træk, fra 84,6 til 84,2 pct. Normalt siger valgforskere, at hvis der er spænding om udfaldet ved et valg, eller hvis der er meget på spil, er der en naturlig tendens til højere valgdeltagelse.
Faldet er dog beskedent, og deltagelsen er stadig relativt høj sammenlignet med andre lande. Faldet ville måske være faldet yderligere, hvis valget ikke havde været så spændende – men det får vi jo af gode grunde aldrig at vide.
Som ved tidligere valg var der betydelige forskelle i valgdeltagelsen på tværs af valgkredse og afstemningssteder.
Kommende analyser må vise, hvordan valgdeltagelsen har været i forskellige vælgergrupper – fordelt på køn, indkomst, uddannelse, etnicitet osv.
Men ser man på listerne over valgdeltagelsen, tegner der sig allerede en form for mønster, som ligner det fra tidligere valg. Valgdeltagelsen var højest i Rudersdal (90 pct.), Gentofte, Falkonerkredsen på Frederiksberg, Skanderborg og Egedal – og lavest i Brøndby (77 pct.), på Lolland, i Bispebjerg, Odense Øst og Taastrup.
