Jeg har en svag erindring om et lille kvadratisk fotografi med hvid kant af min farmor i en solbeskinnet stolelift et sted i det sydvestlige Tyskland. Heidelberg var det vist. Det må have været først i 1950’erne.
Hun og en veninde svæver over frodiggrønne vinmarker med Moselfloden et sted i baggrunden. Måske digter jeg. Jeg har ikke set fotografiet, siden jeg var barn. Det var vist nok i farver, men falmet som sagt på den der farverige måde, som kun et foto fra 1950’erne kan være det.
Det var her, den begyndte, den nye danske turisme. Vores bedsteforældre drog sydpå til Vesttyskland, som det var kommet til at hedde, med en blandet følelse af beundring for det tyske Wirtschaftswunder og et endnu levende had til nazismen.
Eller måske tænkte min farmor slet ikke så langt. Hun skulle bare ud at rejse, denne ene sjældne gang i sit liv, og Tysklands floder og bjerge besad stadig noget af den mytiske kraft, de romantiske digtere, malere og komponister havde drysset over dem siden 1800-tallets begyndelse.
Dengang verden lå åben
I 1962 lettede det første Sterling Airways-fly med kurs mod Palma de Mallorca med glade og forventningsfulde (som man sagde) charterturister fra selskabet Tjæreborg om bord. Det skete, samtidig med at balancen mellem by og land tippede, og Danmark med rumraketfart strøg ud af landbrugssamfundet.
De fly blev ved at lette og lande langt ind i 1970’erne. Der havde mine forældre købt ikke bare parcelhus, men også sommerhus ved Vestkysten, og vi var begyndt at tage på skiferie til Norge.
Imens alt det foregik, var hippierne taget østpå til Indien og Nepal i skramlede busser, imens andre blaffede rundt på Europas landeveje. Deres måde at rejse på blev mainstream i 80’erne, hvor min generation tog på interrail på kryds og tværs af kontinentet med rygsæk og ikke ret mange penge.
Vi blev væk en måned og ikke bare i charterturisternes ene uge. Måske sendte vi et postkort hjem, men det var så også, hvad vi havde af kontakt med vores forældre, som sad i vekslende skydække i sommerlandet uden at ane, hvor vi var, eller hvad vi foretog os.
USA var for os som for vores forældre og bedsteforældre et forjættet land, som kun få rejste til. Vores børn derimod, de gjorde med verden, hvad vi havde gjort med Europa, men nu med fly, og nu i kvarte, halve eller hele år med hyppige besøg på internetcafeer og siden på sociale medier, hvorfra de rapporterede hjem. Great Barrier Reef og Inkastien til Machu Picchu blev selvfølgelige stop på jordomrejsen. Derfra røg de direkte ind på cv’et.
Så langt kom vi, inden gardinet gik ned, døren smækkede i, verden lukkede, og vi blev slået tilbage til start som i et luset spil Ludo. Selvisolation, udgangsforbud, mundbind, flokke af fly som strandede hvaler på landingsbaner verden over, køer af maskerede borgere med to meters afstand mellem sig foran vindblæste testcentre. Rejsen ud var aflyst, og man sad tilbage med en snigende fornemmelse af, at det aldrig ville blive det samme igen.
Et dueblåt flow af stewardesser
Turismens historie er også modernitetens historie. Moderniteten er forestillingen om ekspansion, om at verden stod åben og ny, at tid og rum ville blive overvundet af teknologi og velstand, at der ingen forhindringer fandtes.
Den er forestillingen om, at livet ville være som at glide igennem en lufthavn fra før terrorismen og lavprisselskaberne, fra dengang paradis var at være i transit med gratis sekt og sporadisk bagagetjek. Ingenting som stod i vejen, kun et dueblåt flow af velduftende stewardesser. Den forestilling ligger i respirator.
Netop terrorismen, men også klimaforandringerne havde længe truet med nedlukning. Pandemien gjorde det blot endnu mere klart, at noget var ravruskende galt.
Moderniteten handler om fremskridt. Men fremskridtet, bundet som det er til kolonialismens og kapitalismens umættelige behov for ekspansion, viste sig at gå hånd i hånd med rovdrift på mennesker og på Jordens resurser. Moderniteten handler også om oplysning og humanisme. Men oplysning og humanisme viste sig at være europæiske og ikke, som vi havde gået og bildt os selv ind, universelle værdier.
Da kloden blev ét sted
Ved overgangen til det tredje årtusind talte alle om globalisering. Globaliseringen handler om, at kloden er ét sted, sådan som man kunne se den fra rummet. Globaliseringen består af kraftigt accelererende globale strømme af varer, penge, informationer, billeder, mennesker. Af alt muligt på tværs af stadig mere overflødige landegrænser og faldefærdige toldbygninger.
I stedet for at se vores steder som dybe steder, der var groet frem af historien og gav os en selvfølgelig identitet, begyndte vi at opfatte dem som knudepunkter og gennemfartssteder for de nævnte strømme. Som transitsteder. Ikke-steder var der nogle der kaldte dem.
Et steds identitet bestod af, hvad der ræsede igennem det. Globaliseringsteorierne talte om pladspolygami, det at vi levede vores liv mellem mange steder, at vi arbejdede et andet sted, end vi boede, at vi boede mange steder i løbet af et liv og så videre.
Men begejstringen kølnedes efterhånden, som man opdagede, at sammentrækningen af tid og rum – et andet af globaliseringsteoriernes begreber – var fyldt med konflikter. Aldrig før i verdenshistorien havde vi levet så tæt på så mange, som var så forskellige fra os selv.
Globaliseringen viste sig at være fyldt med kriser. De kom i bølger: finanskrisen, klimakrisen, flygtningekrisen og nu altså pandemien, alle kriser, som var affødt af, at vi levede tæt og ureguleret sammen. Pandemien blev et stærkt symbol på alt det. Den var Pesten, sorte rotter sejlet ind i bugen på skibe fra de syv have, undergang og straf, end game.
Hvad gør man så? Man hytter sig. Højrefløjen rejser grænsebomme, venstrefløjen spiser lokale råvarer og tager cyklen rundt i landet. Man genopdager det nære, lærer at sætte pris på blæsevejr, glemte kålsorter og Ribe Domkirke. Men selv efter at have set en ræv i Thy Nationalpark og nydt en whiskysmagning ved Jammerbugt, sidder man stadig tilbage med den her fornemmelse af, at verden aldrig bliver den samme igen.
Den sidste turist
Min sommerferie i pandemiåret 2020 gik med tog til Dresden. Jeg var tilbage på det tyske spor, som min farmor og hendes veninde (gad vidst hvem hun var?) havde fulgt en menneskealder tidligere.
Imens nationen sloges om de få tilbageværende udlejningssommerhuse, følte jeg mig som den sidste turist i Europa. Undervejs med Deutsche Bahn kunne jeg, ikke uden sentimentalitet, nynne med på Lulu Zieglers efterkrigshit:
“Jeg har drømt i Dresdens små rokokogader/ og det gamle Lübecks brogede gotik, / og et sted i Leipzigs nærhed vil jeg høre/ fra en landsbyskole Beethovens musik.”
Kort før jeg rejste, havde poporkestret TV-2 udsendt en video med en gendigtning af ”Den sidste turist i Europa”. Sangen, altså Lulu Zieglers, er skrevet af Henrik Blichmann og Mogens Dam. De sort-hvide billeder i orkestrets video fortæller den samme turisthistorie, som jeg lige har fortalt. Steffen Brandt rister til og med denne rune over interrail-generationen:
”Jeg har brækket mig i Amsterdams kanaler/ slået telt op midt i Bois de Vincennes/ trukket vod i Seinen under Pont Neuf/ i jagten på en mening jeg ikke kunne finde.”
Ord, toner og billeder i videoen emmer af undergang og nostalgi akkurat som forgængeren. Det første, Brandt synger, eller tale-synger med hæs stemme, er de her ord:
”Jeg er kommet for at møde mit Europa / og den vide verden som engang var min / Jeg er kommet for at se sandheden i øjnene / at vi nu må smage vores egen medicin.”
Brandts tekst gentager modernitetens revolutionsråb, ”frihed, lighed og broderskab”, men gør det i den nedbrændte Notre-Dame-katedral – det måske mest potente symbol på europæisk civilisation. Sangen tager kolonialismens vej til Mandalay, ”kapitalens brutale logik” og det kommunistiske spøgelse, som Marx og Engels fremkaldte over Europa, med i købet. Eller skulle jeg sige faldet?
Både Lulu Zieglers og TV-2’s udgave raver rundt i et Europa anno dazumal. Sangeren bevæger sig ængsteligt ud fra sit skjul, usikker på benene og ikke i stand til at præstere andet end et spagt fremtidshåb i de sidste linjer, hvor ”den sidste turist i Europa” i begge versioner pligtskyldigst byttes ud med ”den første turist i Europa”.
Skummets tid
Men går det nu så galt? Nøgterne ånder vil mene, at både fly- og containertrafikken så småt er ved at komme i omdrejninger, at verdensøkonomien og den frie bevægelse af personer og varer med mere nok skal komme på fode igen.
Men de globale krisers tid er først lige begyndt. Klimakrisen er en accelererende realitet. Det, pandemien satte på spidsen, var et større kollaps end en tilfældig mutation på en kinesisk markedsplads. Moderniteten ligger stadig på intensiv.
Et af mange spørgsmål i den forbindelse er om vores oplevelse af sted, rum og bevægelse, og med dem vores rejsevaner, sådan bare lige vender tilbage til normalen. Svaret er mere kompliceret end et valg mellem flere og billigere flyrejser til fjerne afkroge eller genopdagelsen af Danmark. Vi lever i stadig mere sammensatte rum.
Den tyske filosof Peter Sloterdijk har foreslået, at disse nye rum – eller sfærer, som han kalder dem – ikke kun består af de nære relationers lukkede boble og den altomspændende åbne klode, men også af skum.
Skum er små porøse bobler, som hele tiden etableres og forsvinder igen, og som griber ind i hinanden. Det er lokale midlertidige rum, som flyder ud i og opstår fra alle de andre små foreløbige rumdannelser omkring dem. Skummet er både hver for sig og sammen.
Det landskab, den første turist efter pandemien træder ud i, er ikke bare et af nedsunket europæisk kulturgods som i sangen fra 1948. Det er det godt nok også. Men det er først og fremmest en hel planet, en uendelig kompleks bio- og teknosfære, som hun står i en konkret og lokal forbindelse med. En planet, som er overmenneskelig stor og fjern og samtidig hjemlig, helt tæt på og lige under hendes fødder.
Dårligt eller godt nyt for turistbranchen? Det vil vise sig. Men vaner ændres. Betingelserne er nogle andre. Mine foreløbige rejseplaner for 2022 går til Skagen, Oslo, Helsinki, Trondheim, Sønderborg, Sundsvall og Kiel. De er alle sammen i medfør af mit arbejde. Ferierne er endnu ikke planlagte. Måske går de lidt længere væk fra nærområdet. Trods alt. Men foreløbig har jeg ikke tænkt mig at forlade mit Europa.
