Se på kunsten langsomt – det åbner for en stærkere oplevelse

I år var der Slow Art Day den 2. april. Et verdensomspændende initiativ – og en ny tendens på museerne: Kunstoplevelse med langsomme betragtninger. Det handler om at bremse op, tage sig tid, og f.eks. bruge meditationsteknikker fra mindfulness til at gøre kunstoplevelsen til et frirum, hvor tempoet skrues helt ned.

Der er nemlig meget at vinde, hvis man stopper op, og mærke efter, hvad kunsten åbner for på de indre linjer, når den får tid og lov til det. Og tendensen breder sig også herhjemme, bl.a. på Frederiksbergmuseerne.

Ideen stammer især fra England, hvor de store institutioner med blandt andet Manchester Art Gallery i front i en årrække har arbejdet med at kombinere kunstoplevelsen med en opmærksomhed på publikums mentale sundhed. Dér prøver man blandt andet at skabe kontakt til et publikum, der har mentale udfordringer, med skolebørn, langtidsledige – og med personer fra det nærliggende forretningskvarter.

Omdrejningspunktet er kunstoplevelsen. At være i rum med kunstværker og skabe den ro, der skal til, for at sindet kan åbne sig for kunsten. Men det er også en ro, som skal hjælpes frem, hvis tankerne myldrer, eller stresshormonerne skaber konstant uro.

Derfor har man udviklet konceptet om ’mindful museum’, hvor gæsterne ved hjælp af guidede sessioner og mindfulness-teknikker får hjælp til at skabe den koncentration og eftertænksomhed, som gør det muligt at komme nærmere både på kunstværket, og på, hvad der egentlig sker i én selv, når man oplever det.

Den sanselige oplevelse er i centrum

Kernen er det, der betegnes som ’slow looking’. Det går ganske enkelt ud på, at man bruger lang tid på at observere alt, hvad man kan få øje på i værket. Man lader blikket dvæle og lader være med at bruge for mange kræfter på at vurdere oplevelsen eller tænke over, hvad billedet betyder, og hvordan det passer ind i en kunsthistorisk sammenhæng. I stedet er det den umiddelbare og sanselige oplevelse, der er i centrum.

Den britiske kunstformidler Claire Brown, der bl.a. har samarbejdet med Tate Gallery i London, og som står bag websitet Thinking Museum, forklarer slow looking som at se på noget langsomt og omhyggeligt. Processen lønner sig, mener hun - objektet eller kunstværket bliver simpelthen mere interessant, jo længere man ser på det.

Men det kræver en særlig teknik og en særlig indsats at nå dertil, hvor man ikke blot affærdiger kunstværker, der ikke umiddelbart siger én noget, men i stedet giver dem en chance og bruger tid og opmærksomhed på dem.

Stor opmærksomhed på nye oplevelsesformer

I det seneste årti har der været et stærkt fokus på publikumsdimensionen i kulturinstitutionerne, særligt i museumsverdenen. Flere større projekter, blandt andet forsknings- og udviklingsprogrammet Vores Museum, der havde deltagelse af fem universiteter og otte museer, og forskningsnetværket Take Part, har haft stort fokus på, hvordan museumsgæster kunne gå fra at være passive besøgende til aktive deltagere.

Selve rollen som publikum er et forskningsområde, der er i vækst. Dobbeltheden i både at være den, der oplever, og samtidig være deltager i en iscenesat begivenhed, er interessant i forhold til ideen om et ’mindful museum’, hvor man både er opmærksom på sig selv og på værket på væggen. Der er planer om et samarbejde mellem Københavns Universitet og Frederiksbergmuseerne om netop at undersøge disse kombinationsmuligheder for kunstoplevelsen.

Mindfulness kan bremse tempoet

Et af de velkendte problemer i nutiden, som også rammer kulturinstitutionerne, er det opskruede tempo. Store undersøgelser fra bl.a. Museum of Modern Art i New York viser, at den gennemsnitlige besøgende bruger under 20 sekunder pr. kunstværk. Forbrugsmønstre fra andre områder af oplevelsesøkonomien trænger sig altså også på i kunstoplevelsen.

Samtidig er der en tendens til, at der skal være meget af alting – også af antallet af billeder på en udstilling. Det skubber til en overfladiskhed og en svag opmærksomhed både på det, kunstoplevelsen tilbyder, og på, hvad der egentlig sker i én selv i mødet med det enkelte værk.

Det er her, museerne mener, at mindfulness kan komme ind som en hjælp til at bremse tempoet i os selv og give redskaber til at styrke opmærksomheden og koncentrationen om noget, der ligger uden for os selv.

Ved hjælp af mindfulness-teknikker kan vi øve os i at ’se nysgerrigt’ – og forsøge at undgå forudfattede meninger om, hvad det egentlig var, vi så. Vi kan træne det at være opmærksom på opmærksomheden: Hvor går den hen, hvad optager mig, hvilke tanker kommer der? Uden at tage det videre, blot registrere tankerne og give dem fordomsfri opmærksomhed.

En langsom tilgang til et kunstværk kan på en gang forøge kunstoplevelsen og være med til at hjælpe på den mentale sundhed. Ved at fokusere på værket uden at (be-)dømme sig selv eller kvaliteten af ens oplevelse og forståelse af kunsten, kan man både styrke glæden ved kunst og accepten af en selv.

Det langsomme museum

På Frederiksbergmuseerne har museumsinspektør Cecilie Monrad i dette forår stået bag forskellige arrangementer med afsæt i mindful museum og slow looking. Pandemien blev startskuddet, for på museet bemærkede man, hvordan nedlukningen fik folk til at opsøge langsommere aktiviteter som traditionelt håndarbejde, lange gåture med samtaler osv. Derfor var det oplagt at videreføre denne interesse hos gæsterne i nye formater.

Inspirationen kommer fra Manchester Art Galleri, hvor de har afsat et helt rum til mindful museum med ganske få værker på væggene. Der er ikke skilte med tekster og værktitler – i stedet er der sat lænestole frem til gæsterne. Museet ligger i Manchesters mest travle businessområde, og ideen er, at man kan gå derop i sin frokostpause eller efter fyraften og få en ’mindful’ kunstoplevelse.

På Frederiksbergmuseerne eksperimenterer man med at byde gæsterne indenfor i grupper på otte personer, placere dem på stole i en halvcirkel om et bestemt billede, og over ca. 45 minutter skal de alene koncentrere sig om kunstværket.

Der bliver lavet en guidet groundingøvelse, hvor deltagerne kan sidde med lukkede øjne, hvis de vil. Der er vejrtrækningsøvelser og øvelser med opmærksomhed på sanserne; temperaturen i rummet, lyde osv. Herefter guides deltagernes opmærksomhed rundt i værket. Efter seancen er der en dialog om de tanker og oplevelser, deltagerne har haft med værket.

Først til sidst får deltagerne de klassiske informationer om kunstneren, værket, dets årstal og kontekst, og afhængigt af gruppen kommer der så en kunstsamtale ud af det.

På den måde bliver den langsomme kunstoplevelse en vej ind i et mere frit forhold til kunstværket, hvor traditionelle kunsthistoriske eller museumsmæssige overvejelser fylder mindre til fordel for den umiddelbare opmærksomhed og en sanselig erfaring. Dermed foldes et andet perspektiv ud for gæsten end det, der skabes, når man går på museum på almindelig vis.