Samfund & Individ
Foto: Ritzau/Scanpix. Illustration: Ruth-Anne Degn Dausell
Læsetid: Ca. 6 min.

Skal et medie gøre ondt for at kunne kalde sig kritisk?

Der er brug for medier, der kan andet end at ruske magthaverne i kravetøjet. Ikke mindst ruske op i vores forståelse af verden. Det er Vid&Sans’ definition af kritik.

Samfund & Individ
Foto: Ritzau/Scanpix. Illustration: Ruth-Anne Degn Dausell
Læsetid: Ca. 6 min.

Skal man gøre ondt på nogen for at kunne kalde sig kritisk? Skal et medie ruske magthaverne i kravetøjet for at kunne kalde sig magtkritisk?

Jeg spørger, fordi der i den seneste tid har været en vigtig debat om medierne og magten. Om nye og gamle måder at bedrive journalistik på. Om mediernes rolle i demokratiet.

Anledningen har været statsminister Mette Frederiksens kritik af pressen, at Zetlands chefredaktør, Lea Korsgaard, er blevet udnævnt til bestyrelsesformand for Danmarks Medie- og Journalisthøjskole – og såmænd også at Vid&Sans er kommet på gaden.

De tre ting har fået dele af den gamle mediebranche til at se dybt i blækhuset og hvæsse fjerpennen. Det kalder på en reaktion. Og lad mig begynde med at bekende kulør i debatten – og levere det enkle svar, jeg er selv er nået frem til:

Nej. Det skal ikke gøre ondt, før noget kan kaldes kritisk. Det var det simple svar. Her kommer nuancerne.

Zetland er en torn i øjet på en stor del af den gamle avisbranche.

Zetland er en torn i øjet på en stor del af den gamle avisbranche. Ikke bare har det kun fem år gamle medie med kæk branding og en selvtillid på størrelse med Rundetårn promoveret sig selv som et tænksomt alternativ – ja, en decideret modsætning – til den larmende del af pressen.

Minsandten om det ikke også er lykkedes Zetland at skabe det, som for mange gamle nyhedsmedier stadig er et fatamorgana i en stenørken: En bæredygtig digital medieforretning, båret af mere end 28.000 – unge, begejstrede og betalende – medlemmer. Av. Og oven i succesen har regeringen så udnævnt Lea Korsgaard til bestyrelsesformand for journalisternes gamle uddannelsesinstitution. Øv.

Udnævnelsen provokerede især hovedstadsavisen Berlingske. Over en hel bagside begik avisens chefredaktør Tom Jensen i søndags, hvad der bedst kan beskrives som et karaktermord på Korsgaard og hendes medie. Det var ikke kønt. Det er karaktermord aldrig.

Men karaktermord siger gerne mere om gerningsmanden end om offeret. I dette tilfælde afsløredes en pinagtigt enøjet forståelse af, hvad det vil sige at være kritisk.

Jensens simple ligning er denne: Det er ikke Zetland, ”der får kaffekopperne til at klirre på Slotsholmen ... Zetlands journalistik gør ikke ondt på nogen.” Derfor er Zetland hverken kritisk eller magtkritisk, må vi forstå. Og derfor bliver Zetland og Korsgaard ”omklamret”, ja ”ganske enkelt brugt” af en regering, som er ude på at stække og så mistillid til de ægte kritiske medier.

Man må forstå det sådan, at Tom Jensens svar på mit indledende spørgsmål er ja – og kun ja. Det skal gøre ondt, før det er kritisk.

Man må forstå det sådan, at Tom Jensens svar på mit indledende spørgsmål er ja – og kun ja. Det skal gøre ondt, før det er kritisk. Og så er vi tilbage ved nuancerne. Eller den sørgelige mangel på samme. Der findes kun ét svar.

Den nuancerede og fair beskrivelse af Zetland er, at mediet bedriver kritisk journalistik så det basker. Det er bare en anden slags kritisk journalistik end den, som de traditionelle dele af mediebranchen gjorde til deres varemærke i forrige århundrede.

I Zetland er kritik lig med kritisk tænkning. Det vil sige en nidkær, analyserende, metodisk, nysgerrig og åben granskning af verden omkring os. Og et konstant selvkritisk og evaluerende blik på det arbejde man laver, de metoder og kilder man bruger – og de konklusioner man når frem til.

Zetlands måde at være kritisk på er ikke mere eller mindre kritisk end Berlingskes, Aarhus Stiftstidendes eller Ekstra Bladets for den sags skyld. Men den er anderledes. Den rusker ikke magthaverne i kravetøjet, den rusker op i deres – og vores andres – forståelse af verden.

At placere Vid&Sans på scenen i denne debat om de store, etablerede medier, virker nok lidt selvovervurderende. Vi er jo kun en uge gamle. Men jeg gør det alligevel – ydmygt – fordi vi på visse punkter deler verdens- og mediesyn med Zetland. Og fordi vi på Vid&Sans selv blev mødt med forudsigelige, enøjede vinkler i dagene omkring vores lancering. I DR2’s Deadline og P1 Morgen. Tjek det ud. Det er tankevækkende og pinligt. Både for os og for dem, der interviewer os.

Vid&Sans vil gerne drive den kritiske tænkning – også kritikken af journalistikkens arbejdsmetoder – et skridt videre

Vid&Sans bliver mødt med skepsis i den klassiske del af mediebranchen, fordi vi vil gerne drive den kritiske tænkning – også kritikken af journalistikkens arbejdsmetoder – et skridt videre.

Medier er nemlig også magthavere. Berlingske har magt, TV 2 har magt, Zetland har magt. Og måske får Vid&Sans også magt. Vi har magt til at udvælge, vinkle, producere og udgive det stof, vi arbejder med. Selv om mediernes artikler og indslag er fyldt med alle mulige slags kilder – bl.a. en masse mennesker – er det os som journalister, der suverænt bestemmer hvad vi publicerer, og hvordan det præsenteres.

Denne mediemagt har ikke mindst mange forskere problemer med. For den betyder, at de mister føling med, indsigt i og indflydelse på, hvordan deres viden præsenteres.

Denne mediemagt har ikke mindst mange forskere problemer med.

Derfor vil Vid&Sans hellere end gerne dele sin magt – med læserne og med de forskere, vi samarbejder med om vores artikler. Vores mål er sådan set at give forskerne størst mulig indflydelse på de artikler, de optræder i, så vi gengiver deres viden, pointer og ræsonnementer bedst muligt.

Vi fraskriver os ikke det, man i mediekredse kalder redigerings- og publiceringsretten. Selvfølgelig ikke. Så havde vi ikke været et uafhængigt medie. Vi bestemmer, hvad vi publicerer. Vores kilder bestemmer, hvad de stiller op til, og hvilke sammenhænge de vil optræde i. Derfor får de hele artiklen til gennemsyn, inden vi trykker publicér.

Vi fraskriver os heller ikke vores pligt til at stille kritiske spørgsmål til forskerne. Udfordre dem, bede dem underbygge deres udsagn, konkretisere deres abstrakte ord og deklarere deres eventuelle interesser i et område. Selvfølgelig ikke.

Ligesom vi selvfølgelig altid henter en såkaldt second opinion – en uafhængig forskers vurdering – af vigtige forskningsresultater, så vi ikke nøjes med ophavsmandens beskrivelse af deres betydning.

Mest af alt bestræber vi os på at tænke kritisk – over de emner, den forskning, de kilder, de vinkler, de overskrifter, de spørgsmål og de svar, vi hver dag præsenterer vores læsere for. Det er Vid&Sans’ variant af den kritiske journalistik. Den er der brug for, synes vi. Ligesom der er brug for Zetlands, DR’s og alle de andre gode mediers. Også Berlingskes.

BIOGRAFIER

Søren Schultz Jørgensen
Vid&Sans
Ansvarshavende chefredaktør på Vid&Sans. Ph.d. i mediesociologi. Dækker medier, samfund og kultur.

ANBEFALET TIL DIG

Menu