Smalle film, kunstfilm, indiefilm – kært barn med mange navne, men ikke mange seere. Selv om kulturnørder elsker de smalle film, er filmene pressede. De bliver ikke vist i særlig mange biografer og sælger ikke så mange billetter - men det er biografpublikummet, der er deres målgruppe. Manglen på interesse fra et større publikum presser filmene økonomisk og distributionsmæssigt.
Streamingmarkedet marcherer fremad, og mange biografejere føler sig truet af denne udvikling. Så vil vi kunne blive ved med at se smalle film i biograferne? Eller flytter kunstfilm, dokumentarer, indiefilm og andre smalle formater i stigende grad over på streamingtjenester, hvor de potentielt kan nå et bredere publikum?
Smalle film skal have international appel
Smalle film har aldrig været de mest sete i biografen. Der er en tendens til, at kunstfilmene og deres mere poetiske udtryksform ikke har den samme brede appel som større produktioner. Mainstreamfilmene sælger sig selv på underholdningen, mens de smalle film prioriterer kunst, groft sagt.
Et eksempel er den aktuelle film ”Holy Spider”, instrueret af den dansk-iranske filmskaber Ali Abbasi, der handler om Irans undertrykkelse af kvinder. Filmen er aktuel og relevant, og man skulle tro, at flere ville flokkes om biografen for at se den.
Men Ali Abbasis film, der havde premiere i Danmark midt i oktober, havde efter en måned solgt ca. 19.800 billetter ifølge Det Danske Filminstitut. Dermed lå den langt under for eksempel Paprika Steens ”Fædre og mødre,” der debuterede med et billetsalg på 61.000 i den første weekend. Det er altså tydeligt, at en film som ”Holy Spider,” der arbejder med aktuelle og samfundskritiske emner, ikke har lige så meget kommerciel succes som en underholdningsfilm.
Et andet eksempel er filmene ”Flugt” og ”The Lost Leonardo.” Begge film blev mødt med varme anmeldelser og international anerkendelse, men deres billetsalg var ikke noget at prale af. Det kan måske skyldes, at begge er dokumentarfilm, eller måske har disse smalle film bare ikke et særlig stort biografpublikum i Danmark.
Ifølge Mathias Bonde Korsgaard, som er lektor og forsker i medievidenskab på Aarhus Universitet, gælder det om at ramme det internationale marked for kunstfilm:
”Lars Von Triers film tjener for eksempel ikke først og fremmest pengene hjem i de danske biografer. Herhjemme er det nogle helt andre film, som står for billetsalget. Hele forretningsmodellen for smalle kunstfilm er bundet op på, at man kan sælge filmene internationalt. Filmene skal have et potentiale for at blive vist internationalt, for at de bliver økonomisk rentable,” siger Mathias Bonde Korsgaard.
For smalle til streaming?
Gennem filmhistorien har både de tekniske muligheder og distributionsplatformene ændret sig, og filminstruktørerne har hele tiden tilpasset og udviklet deres udtryk i forhold til de nye muligheder.
Nu er en ny bølge i gang, streaming, og den påvirker tilskuerens oplevelse af en film markant. Når vi streamer, har vi selv styringen over, hvordan vi vil se filmen. Vi kan f.eks. stoppe op undervejs og gå ud og lave kaffe. Men i biografen er vi tvunget til at se filmen uden afbrydelser, som i en helt anden verden.
”En gammel talemåde lyder, at film skal ses i biografen. Når film er skabt til lærredet, som kunst eller med særlige æstetiske kvaliteter, så giver det en anden oplevelse at se filmen på et stort lærred med et avanceret lydsystem end at se den på sin iPhone eller sit tv hjemme i stuen,” siger Mathias Bonde Korsgaard.
Han tilføjer, at filmbranchen fremhæver forskellene på biograffilm og streaming, fordi man kan se, hvordan Netflix’ forretningsmodel, som lancerer film direkte til streaming, kan være en bombe under nogle af de finansielle strukturer i filmbranchen, nemlig salget af biografbilletter.
Siden 2017 har der ligefrem været en konflikt mellem Cannes Film Festival og Netflix. Filmfestivalen vil ikke tillade Netflix-film at konkurrere på festivalen, medmindre filmene har en bred biografpremiere og biografvisninger. Derudover forlanger festivalen, at Netflix-filmene har et fast tidsinterval i biograferne, inden de kommer på streamingplatformen. Og ifølge Cannes Film Festival, så er definitionen på en film forstået ud fra, at den skal vises og ses i biograferne.
Med utallige streamingtjenester, så er der et nyt marked for film. Streamingudbydere såsom Netflix, HBO Max, Viaplay, TV2 Play og Disney+ giver streamingforbrugeren muligheden for ikke at træde ud af joggingbukserne for at se den nyeste Marvel-film. For Marvel-filmene er penge ikke et problem, da filmene kan trække et bredt publikum gennem biografvisninger og streaming, men det samme er ikke gældende for kunstfilm, som ikke har den samme mainstream appel.
”Kunstfilmene og arven af klassiske kunstfilm har svært ved at finde sig til rette i streaminglandskabet og finde en god forretningsmodel. Der er platformen MUBI, som er en atypisk streaming-tjeneste, hvor der månedligt er et roterende udvalg af film og så et mindre bagkatalog. MUBI har også deres egne produktioner, som er endnu smallere end traditionelle kunstfilm. Men mange historiske værker kan man f.eks. ikke finde på MUBI,” siger Mathias Bonde Korsgaard.
Samarbejde giver nye muligheder
Sean Baker, Noah Baumbach, Jane Campion, Alfonso Cuaron og David Fincher er bare nogle af de store instruktører, som har lavet et samarbejde med Netflix. Og hvad der kendetegner disse instruktører, er deres særlige kunstneriske og unikke udtryk i deres film.
”Flere af de instruktører, der arbejder sammen med streamingtjenesterne, oplever faktisk, at de får relativt frie beføjelser til at gøre, som de gerne vil, og realisere projekterne på den måde, de ønsker. Nogle instruktører nyder godt af, at der er nogle finansielle muligheder i at samarbejde med streamingtjenesterne,” nævner Mathias Bonde Korsgaard.
Film, der ikke har mainstream-appel, får altså nogle nye finansielle muligheder gennem et samarbejde med en streamingtjeneste som Netflix. Omvendt får Netflix også et bredere udvalg af film – til fordel for deres kunder. Nogle filminstruktører finder sig altså til rette i det nye streaminglandskab, og deres film får en chance, som de måske ikke ville have fået på biografmarkedet.
Smalle film skal nok overleve
De franske filminstruktører fra 1960’erne, som blandt andet den nyligt afdøde mesterinstruktør Jean-Luc Godard, mente, at film altid vil komme igennem de forhindringer, der opstår – og det gælder fortsat, mener Mathias Bonde Korsgaard:
”I det franske filmmiljø var der en ide om, at mesterinstruktørerne og auteuren nok skulle få sat deres præg på deres film, uanset hvor urimelige produktionsvilkår de arbejdede under. De fremhævede blandt andet, hvordan amerikanske instruktører godt kunne lade deres æstetiske vision og særpræg trænge igennem i deres film, selvom produktionssystemet i Hollywood var rigidt,” siger han og fortsætter:
”Nu, hvor film bevæger sig over mod streaming, er forholdene i princippet hverken værre eller bedre i forhold til tidligere. Før var man også underlagt en industri, der altid var opsat på, at en film skal være økonomisk rentabel. Der skal være et kommercielt potentiale – og det har til alle tider været et vilkår for filmskabere.”
Film har gennem tiden flyttet sig markant rent teknisk, og mediet er konstant under forandring. Fra stumfilm til lyd, fra sort-hvid til farve. Streaming er bare en af de udfordringer, som smalle film er i fuld gang med at omstille sig til.
Skal instruktørerne af smalle film så satse på biografer eller streamingtjenester? Det er der ikke et entydigt svar på, mener Mathias Bonde Korsgaard, men han mener ikke, der er grund til bekymring for, at filmmediet som udtryksform vil dø ud.
”Film er lige nu under konstant genforhandling, men der vil til enhver tid være nogen, som vil fortælle deres historier og har lyst til at udtrykke sig i det her format. De skal nok finde nye måder at gøre det på, uanset hvordan arbejdsbetingelserne ser ud,” tilføjer han.
