Inden for de seneste år er den danske forfatterinde Tove Ditlevsen blevet en litterær verdenssensation.
Det er mere end 80 år siden, at den københavnske arbejderdatter debuterede i ”Vild Hvede”. Men nu har hendes forfatterskab, særligt erindringsbøgerne fra 1960’erne, lagt den engelsksprogede litterære verden ned.
Hendes bøger er for nylig blevet genudgivet på engelsk som et dørstoppende kompendium, der har taget kritikerne med storm. The New York Times har kåret hendes Copenhagen Trilogy (erindringsbøgerne Barndom, Ungdom og Gift) til en af årets ti bedste bøger. Og hendes roman Ansigterne (Faces) har været udpeget til ”Dagens bog” i den engelske avis The Guardian.
Ditlevsens værker er blevet taget op på teaterscenen, skærmen og endda pophitlisterne. Toneangivende kritikere har sammenlignet Ditlevsens forfatterskab med Elena Ferrantes Napoli-romaner og store engelsksprogede forfattere som Jean Rhys, Virginia Woolf og Sylvia Plath.
Men hvorfor optager den begavede digter amerikanerne netop nu?
En klassisk underdog
Det er godt 45 år siden, at Vesterbros bedst begavede digter og det dysfunktionelle ægteskabs skarpeste fortæller tog sit eget liv. Men spørger man Rita Goldberg, litteraturforsker på Harvard University, har hun intet mistet af sin aktualitet. Tværtimod.
Rita Goldberg, der har forsket i Tove Ditlevsens liv og forfatterskab, tilskriver hendes massive popularitet i USA, at hun behandler almengyldige og universelle temaer i kvindelivet – temaer, som de amerikanske læsere er særligt lydhøre over for netop nu.
Hun kalder Tove Ditlevsen for en klassisk underdog: Hun kom aldrig ind i varmen hos de fine litterære selskaber, og så turde hun at skrive om misbrug og psykisk sygdom på en måde, som også amerikanerne kan spejle sig i.
Ifølge Goldberg er den danske forfatterinde ”autentisk, nyskabende og aldrig bange for at udstille sin egen mangel på perfektion.”
Danmark havde sin egen Tove Ditlevsen-feber for et par år siden, bl.a. med teaterforestillingen ”Tove, Tove, Tove!”. Nu har begejstringen bredt sig til den anden side af Atlanten.
De udenlandske anmeldere lægger ikke fingrene imellem, når de skal beskrive Ditlevsens stil. Én kalder Ditlevsens stemme ”skarp som en skalpel”. En anden skriver, at hendes erindringsbøger er mere end bekendelseslitteratur – at det er takket være bøgernes ”tætte tåger og dunkelhed”, at erindringerne lever og folder sig ud.
”Ditlevsens affektløse prosa afbrydes af herlige poetiske opblomstringer, og disse udbrud af lyrik er mere end blot dekorative,” mener Rita Goldberg.
”Bøgerne udfordrer konceptet om tid ved at træde ned mellem nutid og fortid, så vi, ligesom i den norske forfatter Karl Ove Knausgaards værker, bevæger os kalejdoskopisk fra minutiøst iagttagende personlige øjeblikke til de universelle og brede spænd i et liv: ’Tiden gik, og min barndom blev tynd og flad som et papir,’ skriver hun et sted.”
Erfaringens mørkeste afkroge
For Rita Goldberg er Tove Ditlevsens trilogi bemærkelsesværdig, ikke kun for sin ærlighed og lyriske tone, men fordi forfatteren rejser dybt ind i de mørkeste kroge af den menneskelige erfaring og vender tilbage, ”dødeligt såret”, men stadig veltalende.
”At skrive om stofmisbrug og psykisk sygdom er svært, fordi begge dele udfordrer vores evne til at omforme erfaringer til sprog,” mener Rita Goldberg.
Det var først og fremmest som lyriker, at Ditlevsen fik sit gennembrud herhjemme– hendes debutsamling, Pigesind, udkom i 1939, da hun var 22. Men det er hendes erindringer og romaner fra slutningen af tresserne, der har banet vejen for den internationale hype.
”At skrive om stofmisbrug og psykisk sygdom er svært, fordi begge dele udfordrer vores evne til at omforme erfaringer til sprog”
Rita Goldberg, Harvard University
Selv om ”københavnertrilogien” er bygget op omkring Tove Ditlevsens egne erindringer, kan den dog ikke betragtes som Ditlevsens biografi, påpeger Rita Goldberg
”Ditlevsen legede konstant med grænsen mellem biografi og fiktion,” siger hun og henviser til en passage i Barndom: "Der findes visse fakta. De er stive og ubevægelige, som lygtepælene på gaden, men de skifter i hvert fald om aftenen, når lygtetænderen har rørt ved dem med sin tryllestav.”
Omvendt har romanen Ansigterne klare biografiske træk. Fortælleren og hovedkarakteren Lise er en forfatter, for hvem "berømmelsen brutalt havde revet det slør til side, der altid havde adskilt hende fra virkeligheden”. Hendes børnebøger "var blevet pænt anmeldt på damesiderne, pænt solgt, og beroligende overset af den verden, der beskæftigede sig med litteratur for voksne."
Og sådan var det også med forfatteren selv. Hendes litterære samtid var præget af, hvad Rita Goldberg beskriver som "denne meget mandlige, meget europæiske tradition for modernisme". Mændene i Danmarks litterære kredse fra midten af århundredet – ikke ulig dem, der frekventerer romanens svimlende fester – accepterede aldrig rigtig Tove Ditlevsen i deres rækker.
Med nutidens briller vil man mene at Tove Ditlevsen blev snydt for flere store litterære priser, netop fordi hun var kvinde, mener Goldberg.
Poesiens Billie Holiday
"Hun er elsket af generationer af kvinder og slået ned af generationer af mænd," skrev den danske forfatter Dorthe Nors til litteraturkritikeren Lucy Scholes i 2018, hvor feministiske akademikere har begyndt at interessere sig for Ditlevsens værker.
Ditlevsens prosa ”vender vrangen ud på drømmene og skuffelserne ved livet som kvinde", skrev Dorte Nors, der også beskrev Ditlevsen som "poesiens Billie Holiday ”.
Kønsforventninger filtreres gennem hele trilogien – Tove Ditlevsen oplever sig selv i en uendelig konkurrence, både som mor og som elsker, med sin fastboende barnepige.
Den unge Tove trodser sin fars tro på, at "en pige ikke kan være digter", hun sender sine værker til litterære tidsskrifter, og oplever samtidigt at blive gravid i en meget tidlig alder. Til tider synes Ditlevsens arbejde stadig at nærmest at være defineret af disse opgør med tidens kønsforventninger.
Men, siger Rita Goldberg: ”Det smukke ved, at Ditlevsen nu ankommer til USA som en fremmed, er at vi kan præsentere hende på en ren tavle.”
Slår man op på første side af ”The Copenhagen Trilogy” finder man et rids af Tove Ditlevsens livshistorie, kogt ned til udvalgte fakta: Hendes personlige liv var kaotisk, hun kæmpede med et misbrug af alkohol og piller, og hun blev flere gange indlagt på psykiatriske hospitaler.
Men mens sådanne personlige tragedier ofte overskygger kvindelige forfatteres arbejde – Sylvia Plath og Virginia Woolf er gode eksempler på netop dette – befrier oversættelsen Tove Ditlevsen fra sine personlige tragedier og lader hende træde frem som forfatter i stedet, mener Rita Goldberg.
Hun præsenteres ikke som en omdiskuteret outsider fra det danske litterære etablissement, men anerkendes som digter for sine egne litterære bedrifter.
