Når vi investerer i mennesker, skaber det ikke bare større velstand, men også større lighed mellem befolkningsgrupperne. Det har været ét af mantraerne i dansk uddannelsespolitik gennem mere end et halvt århundrede, og det er en af de væsentligste begrundelser for, at vi som samfund har valgt at prioritere uddannelse højt.
Og uddannelse har haft en lighedsskabende effekt. Men den var stærkest tilbage i 1950’erne og 1960’erne, hvor en stor del af arbejderklassen fik bedre adgang til uddannelse og dermed bedre lønnede jobs.
I dag er billedet mere komplekst: I nogle tilfælde kan uddannelse bidrage til at bryde med den sociale arv – men i andre tilfælde er den med til at fastholde den. Det er budskabet fra to eksperter på området: Sociolog Kristian Bernt Karlson, der forsker i social arv i uddannelse og social mobilitet på Københavns Universitet, og Palle Rasmussen, professor emeritus i uddannelses- og læringsforskning på Aalborg Universitet.
I mange år blev den sociale arvs betydning for unges uddannelse mindre og mindre. Men kurven er vendt. For personer født midt i 1960’erne klingede effekten af. Og de seneste tyve år er den sociale arvs betydning for uddannelse steget kraftigt – trods gratis uddannelser og SU. Det viser et studie om danskernes uddannelse og sociale mobilitet, som Kristian Bernt Karlson og Rockwool Fondens Forskningsenhed udgav i 2021.
De børn og unge, der har forældre uden længere uddannelser, kommer ikke med på uddannelsesbølgen. En hel del af dem indgår i den såkaldte ”restgruppe”: Dem, der står uden en ungdomsuddannelse, når de fylder 25 år. I 2020 gjaldt det 16,6 pct. af de unge – ca. hver sjette. Og andelen har ligget stabilt på dette niveau de seneste 15 år.
Kristian Bernt Karlson siger:
”Det er på tide, at vi revurderer tanken om, at uddannelsessystemet er den helt store løftestang for mere lighed. Vi har gratis uddannelse, et gratis sundhedssystem og en meget stor omfordeling fra rige til fattige – større end i de fleste andre lande. Så det er nok ikke det materielle alene, der forklarer, hvorfor så mange unge ikke får en ungdomsuddannelse.”
Stor omlægning af uddannelsessystemet i gang
Regeringen har store planer på uddannelsesområdet, hvor den har varslet en række reformer, der skal gøre det samlede uddannelsessystem mere erhvervsrettet.
Erhvervsuddannelserne, der konstant er faldet i popularitet i de seneste mange år, skal prioriteres højt, måske på bekostning af gymnasierne. De professions- og erhvervsrettede uddannelser skal styrkes, og hele uddannelsesområdet skal gøres mere fleksibelt, så det bliver lettere at videre- eller efteruddanne sig, samtidig med at man har job.
Som det fremgår i det første regeringsudspil, Forberedt på Fremtiden 1, skal det bl.a. ske på bekostning af universitetsuddannelserne: Op mod halvdelen af kandidatuddannelserne skal beskæres fra to år til et år og tre måneder, særligt på det humanistiske og samfundsvidenskabelige område. Samtidig bliver der indført mere erhvervsrettede kandidatuddannelser på to studieår og nye, højt specialiserede kandidatuddannelser på op til tre år. (Læs også: Uddanner vi os kun for arbejdsmarkedets skyld?)
Ifølge Palle Rasmussen er det for tidligt at konkludere på, hvordan reformen vil påvirke uddannelsernes lighedsskabende effekt – både fordi vi endnu ikke har set udspillene for erhvervsuddannelserne og professionsbacheloruddannelserne, og fordi virkningen af reformer er usikker og ofte kun kan ses på den lange bane.
Til gengæld er han ikke i tvivl, når det gælder planerne om at skære i SU’en:
”Det vil helt sikkert føre til mere ulighed. Nogle unge kan godt undvære lidt af SU’en – men der er også en gruppe, der ikke kan, og som ikke nødvendigvis får økonomisk hjælp hjemmefra,” siger han.
Giver lighed og fastholder forskelle
Da udbygningen af velfærdsstaten tog fart i 1960’erne, var gratis uddannelse til alle en af grundstenene. På landet var det indtil da almindeligt, at skolebørn gik ud efter 7. klasse og fik et arbejde, men i løbet af 1950’erne og 1960’erne fik de fleste 8. og 9. klasse med. I 1972 blev det lovbestemt, at alle børn skulle gå i skole i mindst ni år. Siden er det blevet almindeligt at tage en ungdomsuddannelse, og det gør mere end fire ud af fem.
Uddannelse var med til at løfte den fattigste del af befolkningen og skabe mere lighed i samfundet, og den mekanisme eksisterer stadig, mener de to forskere.
Men uddannelse kan samtidig være med til at vedligeholde nogle klasse- og kulturforskelle, påpeger Kristan Bernt Karlson:
”I middelklassen og overklassen har forældrene en frygt for, at deres børn skal klare sig dårligere end dem selv, især hvad angår uddannelse. Forældrene lægger meget større vægt på, at de unge skal have en lang uddannelse, end man gør i et arbejderklassehjem. På den måde reproducerer middelklassen og overklassen sig selv og fastholder nogle privilegier over generationer. Så uddannelse er et tveægget sværd: Det skaber lighed, men det fastholder også nogle klasseforskelle,” forklarer han.
Socialklasse afspejles i børns forventninger
Det er ikke kun forældrene, der har forskellige forventninger til uddannelse, alt efter hvilken socialklasse de tilhører. Det har børnene også selv (Læs også: Forventningsfattigdom bremser unges uddannelsesdrømme).
Et barn fra middelklassen og et barn fra arbejderklassen, som har lige gode karakterer i folkeskolen, har vidt forskellige forventninger til, hvor lang uddannelse de vil have, og hvilke jobs de kunne tænke sig. Kristian Bernt Karlson undersøgte i sin ph.d.-afhandling unges fremtidsudsigter i 2012 og sammenlignede resultaterne med en lignende undersøgelse fra 1968, og de sociale forskelle i forventninger til fremtiden viste sig at være næsten uændrede. ”Der er ikke en velfærdsstat til forskel”, som han siger.
”Snakken rundt om spisebordet og det, der bliver taget for givet dér, har stor betydning for de unges forventninger til deres egen fremtid. Og snakken er anderledes i et arbejderhjem end hos middelklassen eller de højtuddannede. Generelt har børn fra middelklassen lettere ved at lære at læse, skrive og regne end børn fra de lavere socialklasser, og vi kan se forskellene allerede fra 3-4-års alderen. De børn, der er gode til dansk i 2. klasse, er også gode til dansk i 8. klasse. Så forskellene fortsætter op gennem skolegangen,” forklarer han.
Arbejderbevægelsens Erhvervsråd påviste i 2018, at hvis man deler børnene op i socialklasser, er der præcis én karakter til forskel mellem hver socialklasse ved afgangsprøven i matematik:
Børn, hvis forældre står uden for arbejdsmarkedet, får i gennemsnit under 5, arbejderklassens børn får 6, middelklassens børn får 7 og børnene fra de mest velstillede socialklasser får mellem 8 og 9. Klasseforskellen i børnenes karakterer kan aflæses helt fra 2. og 3. klasse.
Ca. 15 pct. af de unge vælger den samme uddannelsesretning som en af forældrene. Men også niveauet går i arv: Blandt faglærte unge har mere end 70 pct. en faglært forælder. Blandt unge med mellemlang videregående uddannelse har 38 pct. en forælder, der også har en mellemlang videregående uddannelse. For dem med lang videregående uddannelse gælder det 28 pct.
En nærliggende årsag er, at forældre med kendskab til livet som studerende bedre kan rådgive børnene om uddannelse, forklarer Kristian Bernt Karlson:
”I hjem, hvor hverken mor eller far har uddannelser, kan junglen af uddannelsesmuligheder være svær at overskue. Det umiddelbare kendskab til, hvordan et universitet eller en professionshøjskole fungerer, og hvad det kræver at tage en uddannelse, er ikke til stede i hjemmet. Resultatet er, at børnene i højere grad står alene med udfordringen og skal finde rundt i en fremmed verden.”
Nye netværk åbner for udsynet
Det er ikke kun på det faglige plan, der sker udvikling, når et ungt menneske begynder på en uddannelse. Hele livet ændres, og det sker på et tidspunkt, hvor man er meget påvirkelig – i overgangen fra ung til voksen.
Palle Rasmussen forklarer:
”Mange unge flytter til en anden by for at studere. De har måske nogle gamle venner derhjemme, men nye venskaber og nye netværk opstår, og det lægger sig oven på det gamle netværk. Både gennem de nye venskaber og gennem selve uddannelsen præsenteres unge for nye måder at se verden på. Det giver et bredere udsyn og styrker evnen til at forbinde sig med samfundet,” siger han.
I løbet af uddannelsen får unge altså ikke blot ny viden, men også nye livsmønstre, nye omgangskreds og flere berøringsflader. Det styrker sammenhængskraften i samfundet, forklarer Palle Rasmussen, og effekten kan gå på tværs af de sociale skel.
En af de store forskelle på de videregående uddannelser og erhvervsuddannelserne handler netop om netværk. På erhvervsuddannelserne fylder skoleophold nemlig typisk ikke så meget, og derfor får de studerende ikke nødvendigvis ad den vej nye venner og et nyt netværk oven på det gamle. Via praktikken kan de få et netværk på en arbejdsplads, men her kan det også være en udfordring at lære at klare sig.
”Allerede som 16-17-årige er de i et arbejdsliv, hvor de skal se sig selv som en del af en arbejdsplads. De skal vælge retning meget tidligt. Jeg tror, det er en af forklaringerne på det store frafald på erhvervsuddannelserne,” siger han.
Uddannelse løfter også den udefinerbare humane kapital, der handler om at udvikle de egenskaber, man har med sig fra fødslen, og som gør det nemmere for et menneske at begå sig i livet og på arbejdsmarkedet: Evnen til hurtigt at sætte sig ind i, hvad andre taler om og hvordan andre har det, evnen til at tilpasse sig i en gruppe, og evnen til at ”stive sig af” og forsøge at deltage på lige fod med andre, selv om man måske er lidt bagud på nogle områder.
Netop de videregående uddannelser er særligt gode til at give human kapital – men her er bare ikke så mange fra de udsatte grupper til stede.
Vigtigt at lære at være vedholdende
Det sker, at børn fra ressourcesvage familier tager en uddannelse og løfter sig op i en anden socialklasse. Men de fleste gør ikke. Ofte er der en ophobning af de såkaldte ”sociale faktorer” i familierne, f.eks. sygdom, arbejdsløshed og/eller offentlige forsørgelse. Det spiller negativt ind på den unge. Dertil kommer, at tre ud af fire af de unge, der ikke har fået en ungdomsuddannelse som 25-årige, har diagnoser, sociale problemer og (måske derfor) får lave karakterer, viser en undersøgelse fra Momentum, Kommunernes Landsforening.
Human og kulturel kapital er forskelligt fordelt mellem socialklasserne, forklarer Kristian Bernt Karlson:
”En del af den humane kapital er bløde færdigheder som vedholdenhed og samvittighedsfuldhed. At man har en tro på, at man godt kan gennemføre det at gå på en uddannelse, også selv om stoffet er svært. Det er enormt vigtigt at have den tiltro til sig selv og klø på, selv om situationen kan virke uoverskuelig,” siger han.
Kristian Bernt Karlson peger på, at der sker en polarisering i disse år. Toppen, altså børn fra velstillede og velfungerende familier, ræser derudaf, mens bunden sakker bagud.
”Tidligere talte vi om de unge uden ungdomsuddannelse som ’intelligensreserven’ – i dag kalder vi dem ’restgruppen’. Vi må se på, hvad det er for en ’reserve’, vi har i denne gruppe af unge mennesker, og hvordan vi kan hjælpe dem til at få et liv, de selv definerer som godt, og hvor de også yder en indsats for samfundet på en eller anden vis. Selv om vi har et udbygget velfærdssystem, er rekrutteringen til restgruppen stadig helt vildt skæv,” påpeger han.
Blandt de unge, der har ufaglærte forældre, har ca. 45 pct. ikke fået sig en ungdomsuddannelse som 25-årige. Den tilsvarende andel blandt unge fra veluddannede familier er ca. 9 pct., viser tal fra Danmarks Statistik.
Skolen kan ikke løse problemet
”Vi ved en del om, hvad uligheden handler om: Sociale forhold, human og kulturel kapital, viden om uddannelsessystemet hos hele familien, forventninger til livet. Men spørgsmålet er, om mere uddannelse er svaret. Jeg tror det ikke,” siger han og fortsætter:
”Vores tro på, at uddannelse er vejen til jobs og gode liv, er stærk og meget institutionelt funderet. Men for udsatte grupper er det nok ikke uddannelse, der virker. Mange mangler nogle brede færdigheder, der gør, at de vil kunne varetage et job bagefter. Dem skal vi sikre stabile forhold, så deres børn får bedre muligheder.”
Det kunne ske gennem familietræningsprogrammer, forklarer han – noget, andre lande har eksperimenteret med på forskellige måder, blandt andet USA. På den vis kan man prøve at sikre, at børnene i højere grad opnår nogle af de bløde færdigheder, der skal til for at vælge en uddannelse, gennemføre den og senere varetage et arbejde.
Men mange udsatte familier er så økonomisk pressede, at der ikke er energi til at skabe stabile rammer om børnene og tænke fremad på deres uddannelse.
”Vi tror, at folkeskolen kan løse alle problemerne. Det kan den ikke! Vi er meget tilbageholdende med at sætte ind over for familierne, men jeg tror, det er det, der skal til,” siger Kristian Bernt Karlson.
”Når først unge er i gang med en uddannelse, så er uddannelse med til at øge ligheden i samfundet. Men der er stadig stor forskel på, hvem der kommer ind.”
