Siden den første atomprøvesprængning har jordens beboere levet med bevidstheden om, at mennesket er i stand til at frigøre de enorme energier, der gemmer sig i atomkerner, og dermed til at udslette den menneskeskabte civilisation.
Kernevåbnene forandrede verden for bestandigt. Der er ikke udsigt til en verden fri for atomvåben, - tvært imod har der været en markant oprustning siden år 2000, og hele ni stater råder over atomvåben. Men uden den kraftige videnskabelige og folkelige atommodstand havde verden været et andet og sandsynligvis endnu farligere sted, end det er tilfældet nu.
Verdens første atombombe blev bragt til sprængning den 16. juli 1945 kl. 05.29 cirka 100 kilometer nordvest for byen Alamogordo i New Mexicos ørken. Dens kraft gjorde dybt indtryk på en række forskere og militærfolk, der overvågede atomsprængningen fra shelters på en afstand af 10 til 30 kilometer.
Bomben var blevet udviklet under Anden Verdenskrig som resultat af det hemmelige, amerikansk-ledede Manhattan-projekt, der havde til formål at fremstille en atombombe på rekordtid.
Efterfølgende fortalte tilskuerne, hvordan de oplevede den verdenshistoriske begivenhed. Nogle beskriver, hvordan et kraftigt lysglimt forvandlede den grå morgen til lys dag, hvorefter en enorm ildkugle steg op fra sprængningsstedet og glimtede i gule, røde og grønlige farver. Andre har forklaret, hvordan lufttrykket slog dem omkuld, eller at de kortvarigt mistede synet.
Fælles for alle var deres umiddelbare fysiske fornemmelse af atombombens overvældende kraft, noget, som de aldrig kunne glemme.
200.000 døde i Hiroshima
Få uger efter prøvesprængningen i New Mexico blev Anden Verdenskrig bragt til sin afslutning, da der fra amerikanske fly blev kastet én atombombe over hver af de japanske byer Hiroshima og Nagasaki.
Ødelæggelserne var enorme og øjeblikkelige. Senere vurderinger er nået frem til, at alene Hiroshimabomben dræbte 70.000-80.000 mennesker og sårede et tilsvarende antal ved selve detonationen. Mange af de sårede døde i løbet af de næste dage og uger som følge af radioaktiv bestråling eller skader forårsaget af sammenstyrtede bygninger.
Efter fem års forløb blev det samlede tabstal i Hiroshima vurderet til at være omkring 200.000 menneskeliv. Med en sprængkraft svarende til 12.000 tons almindeligt sprængstof var Hiroshimabomben cirka 2.000 gange kraftigere end nogen anden bombe, der på dette tidspunkt i historien var blevet detoneret.
Efterhånden som ødelæggelsernes omfang blev klarlagt, steg frygten for atomvåben. Det krævede ikke megen refleksion at indse, at de forfærdelige lidelser, der havde ramt mennesker i Hiroshima og Nagasaki, også kunne indtræffe andre steder.
Selvransagelse hos videnskabsfolk
Modstanden mod kernevåben blev født nærmest i samme øjeblik, de blev taget i brug, ja faktisk inden det skete. En gruppe videnskabsfolk, der var tilknyttet Manhattan-projektet, havde nemlig allerede i juni 1945 udarbejdet den såkaldte Franck-rapport, hvori de advarede de amerikanske beslutningstagere mod at bruge det nye våben mod japanske byer.
Selvransagelse var der også hos nogle af de videnskabsfolk, der havde anbefalet at atombombe byerne. En af dem var Robert Oppenheimer, amerikansk fysiker og videnskabelig leder af Manhattan-projektet. Nogle måneder efter krigens afslutning fik han foretræde for den amerikanske præsident Truman, hvem han betroede, at han følte det, som om han havde blod på hænderne.
Men ikke kun det personlige ansvar nagede Oppenheimer. Kort efter bombningerne udtrykte han i en tale til sine nære kolleger i Manhattan-projektet dyb bekymring for, at de nye destruktive våben ville forskyde balancen mellem angreb og forsvar i konfliktsituationer. Det var blevet meget lettere at angribe med atomvåben, end det var at forsvare sig imod dem, for det krævede nu blot et enkelt fly med én last at udslette et bycentrum.
Oppenheimer vidste også, at USA i det lange løb ikke kunne fastholde et monopol på kernevåben, for de kernefysiske principper, der lå til grund for teknologien, var kendt af mange videnskabsfolk, også i Sovjetunionen. Menneskeheden befandt sig på ukendt og farlig grund.
Ønskede international kontrol med atomvåben
Mange videnskabsfolk kastede sig ind i kampen for at undgå atomkrig. I Danmark fremhæver vi med god grund Niels Bohr, der i et åbent brev til FN i juni 1950 argumenterede for, at der var behov for international åbenhed om atomteknologi, og at USA måtte gå forrest i den udvikling.
Men Bohr var kun én blandt mange videnskabsfolk og intellektuelle, der engagerede sig i modstanden mod atomvåben. Mange mente, at den eneste holdbare løsning var en verdensregering, der kunne sikre international kontrol med kernevåben. Det var One world or none, som det hed i en storsælgende udgivelse fra 1946 med bidrag fra Einstein, Bohr, Oppenheimer og flere andre videnskabsfolk.
Frygt var en vigtig drivkraft, og advarslen om, at en atomkrig kunne være nært forestående og ville være altødelæggende, blev gjort anskuelig ved hjælp af det såkaldte Dommedagsur, der blev lanceret i tidsskriftet Bulletin of the Atomic Scientists i juni 1947. Lige siden er dette ikoniske ur blevet brugt til at gøre offentligheden opmærksom på den altid nærværende atomtrussel.
Et vigtigt udkomme af den samlede indsats var at bevidstgøre offentligheden og politikere om, at atomvåben er så ødelæggende, at der ikke kan gives legitime grunde til at tage dem i brug. Ingen stat har anvendt kernevåben siden bombningerne af Hiroshima og Nagasaki, så ”atomtabuet” har altså holdt i nu 76 år.
Det er ikke kommet af sig selv, men blandt andet i kraft af den indsats, der blevet gjort for at advare om våbnenes ødelæggelseskraft og om umuligheden af et effektivt forsvar imod dem.
Manifest appellerede om samarbejde
I 1955 kom en anden nøgletekst i atommodstandens historie, det berømte Einstein-Russell Manifest. Filosoffen Bertrand Russell tog initiativet og fik støtte af den aldrende Albert Einstein, der døde senere samme år.
Manifestet var underskrevet af otte fremtrædende fysikere fra seks forskellige lande. De henvendte sig til offentligheden med en appel om, at mennesker i lyset af atomtruslen måtte forstå sig selv som en samlet biologisk art, for evnede man ikke at se ud over indbyrdes fjendtligheder og mistro, ville det formentlig betyde menneskehedens universelle død inden for en overskuelig fremtid.
Det så da også dystert ud, for både Sovjetunionen og USA havde året forinden demonstreret, at de nu havde termonukleare våben – også kendt som brintbomber – der var flere hundrede gange kraftigere end de bomber, der var blevet kastet over Hiroshima og Nagasaki.
Einstein-Russell Manifestet blev startskuddet til de såkaldte Pugwash-konferencer for videnskab og verdensanliggender, der samlede videnskabsfolk på begge sider af jerntæppet i modstanden mod kernevåbnene. Den første konference fandt sted i den lille canadiske by Pugwash i 1957, og de er blevet afholdt forskellige steder i verden lige siden.
Radioaktivt nedfald skabte bekymring
Einstein-Russell Manifestet advarede også mod radioaktivt nedfald fra atomprøvesprængninger, et problem, som videnskabsfolk var blevet opmærksom på efter de første termonukleare sprængninger. En amerikansk prøvesprængning i 1954 havde således gjort besætningen på en japansk fiskerbåd, der befandt sig 130 km fra sprængningsstedet, alvorligt syge af den radioaktive aske, der uden varsel regnede ned over deres skib.
Den fysiske baggrund for radioaktivt nedfald er, at ethvert forsøg med kernevåben på eller over jordoverfladen fremkalder en paddehattesky af radioaktivt støv, der på grund af varmeudviklingen løftes højt op i stratosfæren, og via de her fremherskende vinde kan føres vidt omkring.
I takt med, at den ene serie efter den anden af atmosfæriske atomforsøg fandt sted både øst og vest for jerntæppet, kunne forskere konstatere, at nedfaldet af radioaktive isotoper fra forsøgene – især strontium-90, cæsium-137 og jod-131, der ved indånding har tendens til at sætte sig i henholdsvis knogler, muskler og skjoldbruskkirtel – bare voksede og voksede.
Kendskabet til konsekvenserne af disse processer forårsagede øget utryghed i befolkninger, der i forvejen havde lært at frygte konsekvenserne af atomkrig. Historikeren Toshihiro Higuchi har påvist, hvordan modstanden mod atomforsøgene bidrog afgørende til, at verdens daværende atommagter i 1963 indgik aftalen Partial Nuclear Test Ban Treaty (PTBT), der forbød atmosfæriske forsøg med kernevåben.
Slut med atmosfæriske forsøg
Den vedholdende modstand, ikke mindst gennem atommarcher og demonstrationer, gjorde det for omkostningsfuldt for USA, Sovjetunionen og Storbritannien at genoptage de atmosfæriske forsøg. Når vi ser billeder af de karakteristiske paddehatteskyer, er de altid gamle, for der er ikke blevet foretaget atmosfæriske forsøg med kernevåben siden 1980.
Samme år blev organisationen International Physicians for the Prevention of Nuclear War grundlagt af læger og medicinske forskere fra begge sider af jerntæppet. Organisationens mission var dels at advare om, at der ikke gives noget meningsfuldt medicinsk modsvar på en atomkrig, og dels at rådgive sundhedsprofessionelle, politiske ledere og offentligheden om de medicinske og miljømæssige konsekvenser af atomkrig, stråling og nedfald. Organisationen modtog Nobels Fredspris i 1985.
Mellemdistanceraketter blev destrueret
Den folkelige og videnskabelige modstand mod atomvåben gjorde sig også gældende under Den Kolde Krigs afslutning i 1980’erne. I Europa rettede modstanden sig blandt andet mod opstillingen af stadig flere atombevæbnede mellemdistanceraketter på begge sider af jerntæppet.
Et kompliceret forhandlingsforløb resulterede i, at den sovjetiske leder Mikhail Gorbatjov og den amerikanske præsident Ronald Reagan den 8. december 1987 kunne underskrive den såkaldte Intermediate-Range Nuclear Forces Treaty (INF-traktaten), der blandt andet indebar destruktion af 842 amerikanske mellemdistanceraketter og 1.842 sovjetiske inden for en fireårig periode.
Dette blev gennemført under gensidig kontrol, og det var den største og vel i realiteten eneste reelle reduktion af kernevåben i historien.
Benhårde geopolitiske forhold og ikke mindst Sovjetunionens økonomiske kollaps lå til grund for denne unikke nedrustningsfase i kernevåbnenes historie. Men der er ikke tvivl om, at uden et effektivt videnskabsdiplomati og den stærke internationale bevægelse mod kernevåben, havde de amerikanske og sovjetiske ledere ikke været i stand til at rive sig løs fra gammel vanetænkning, der dikterede stadig flere og mere effektive kernevåben.
Et konkret vidnesbyrd om modstandens betydning finder man i et brev, som Gorbatjov efter underskrivelsen af INF-traktaten sendte til Bernard Lown, lederen af International Physicians for the Prevention of Nuclear War, hvori han takkede Lown for dennes ”enorme bidrag til at forhindre en kernevåbenkrig”.
Markant oprustning siden år 2000
Siden afslutningen på Den Kolde Krig har atommodstanden fyldt mindre i det offentlige rum og dermed også i den kollektive bevidsthed mange steder i verden. Det er tilfældet til trods for, at verden har været vidne til en markant oprustning med kernevåben siden årtusindskiftet.
Men selvom modstanden har været mindre synlig, så har den langt fra været fraværende. Et toneangivende tiltag er den såkaldte Forbudstraktat (Ban Treaty), der forbyder lande, der tilslutter sig denne traktat, at besidde atomvåben. I 2017 modtog organisationen bag traktaten, International Campaign to Abolish Nuclear Weapons, Nobels Fredspris.
Forbudstraktaten trådte i kraft i 2021, da den havde opnået tilslutning fra de påkrævede 50 FN-lande. Den har flere svagheder, blandt andet at ingen af verdens nuværende ni atommagter har tilsluttet sig den, og at den savner effektive mekanismer til at kontrollere, at lande, der tilslutter sig, faktisk undlader at udvikle kernevåben.
Men traktaten har alligevel haft den effekt, at verdens ”gamle” atommagter – dvs. USA, Rusland, Frankrig, Storbritannien og Kina – i januar 2022 udsendte en fælleserklæring, der bekræfter deres forpligtelse på at arbejde for en verden uden kernevåben. De er folkeretligt forpligtet på denne kurs i henhold til den nukleare ikke-spredningsaftale, Non-proliferation Treaty (NPT), fra 1968, som disse atommagter har tilsluttet sig.
Forbudstraktaten er således med til at lægge pres verdens på stærkeste magter, der alle har anerkendt, at en verden med kernevåben er for risikabel for den samlede menneskehed.
I dag mangler vi atomhukommelse
Modstanden mod kernevåben har altså haft stor betydning. Konkrete fremskridt som forbuddet mod atmosfæriske test af kernevåben og tilskyndelse til nedrustningsaftaler som INF-traktaten har været vigtige landvindinger. Selve advarslerne mod de forfærdende konsekvenser af en atomkrig har også været vigtige for at etablere og opretholde atomtabuet, der nu har holdt siden 1945.
Disse advarsler er også vigtige i dag, for som historikeren Daniel Immerwahr har skrevet, så lever vi i dag i en verden med atomvåben men uden atomhukommelse, fordi generationen, der kan huske Hiroshima, er ved at være væk.
I en verden med kernevåben er indsatsen for at nedbringe arsenalerne, styrke traktaterne og understøtte normen om, at kernevåben aldrig må blive brugt i konflikter, altså mindst lige så presserende som tidligere.
