Findes der noget mere irriterende, når du skal køles ned i havet en varm julidag, end at spotte en brandmand i vandkanten?
I perioder er det som om brandmænd, vandmænd og andre gopler overtager de danske kyster totalt, når de i sommermånederne bosætter sig i det lune danske vand, og fralandsvind fører dem ind til kysterne.
Men det kan blive meget værre i fremtiden. For med stigende havtemperaturer og færre rovfisk i havene er det sandsynligt, at flere og flere gopler overlever, formerer sig og fylder de danske farvande.
Brandmænd og vandmænd
De to mest velkendte gopler ved de danske kyster er vandmanden og brandmanden. Er man ude at bade en sommerdag, vil man nødigt møde sidstnævnte. Den kan forårsage sviende stik med sine meterlange fangtråde.
Modsat anses vandmanden for komplet ufarlig, og børn leger ubekymret med dem sommeren lang. Man kan sågar spise vandmænd, som i tusind år har været en delikatesse i Asien.
Men trods deres harmløse omdømme, har vandmænd faktisk også giftige fangtråde. Giften er så svag, at den kun kan mærkes af mennesker, hvis den påføres på et følsomt (tyndhudet) område over længere tid. Det er for eksempel en dårlig idé at kysse en vandmand, hvis man skulle have den slags tilbøjeligheder.
Det gælder dog i endnu højere grad brandmanden. Dens gift indeholder neurotoksiner, som den bruger til at lamme byttedyr såsom små krebsdyr og fiskeyngel med. For mennesker medfører giften heldigvis kun lokale effekter såsom smerte, hævelse og rødmen. Den hyppigste årsag til mere smertefulde forløb er allergiske reaktioner over for brandmandens gift, og i få tilfælde har panik efter at blive brændt af en brandmand på dybere vand været årsag til druknedød.
Brandmanden og vandmanden hører begge til dyrerækken cnidaria. Navnet stammer fra det græske cnidos, der betyder “brændende nål”, hvilket er en meget præcis beskrivelse af mekanismen bag injiceringen af giften samt den resulterende følelse i den angrebne.
Brandmænd har op til 250.000 såkaldte nældeceller, der sidder på deres over 1.000 fangtråde. Hver nældecelle indeholder en affyringsmekanisme: Når fangtrådene bliver mekanisk stimuleret, eksempelvis ved berøring af et dyr eller menneske, affyres nældecellen som en harpun og laver et mikroskopisk hul i huden, som giften sendes ind igennem.
Denne affyringsmekanisme virker stadig, hvis brandmanden er død, eller hvis fangtrådene ikke længere er i kontakt med resten af brandmanden. Derfor kan man også blive brændt, hvis man uheldigvis træder på en død brandmand på stranden eller svømmer ind i afrevne fangtråde i havet.
Et af verdens giftigste dyr
En tredje gople i samme biologiske række som vandmanden og brandmanden er havhvepsen, som foretrækker varmere havtemperaturer. Den holder til i Det Indiske Ocean og de varmere dele af det vestlige Stillehav og er ikke en trussel mod danske badegæster – endnu.
Havhvepsen anses for et af verdens giftigste dyr, og den dræber hvert år omkring 100 mennesker.
I almindelighed er giften dødelig ved blot 0,04 mg pr. kg legemsvægt – dvs. 2,4 mg for en person, der vejer 60 kg. Dermed er giften mere end 20 gange så dødelig som kongekobraens. Kontakt med blot 20 cm af havhvepsens 3 meter lange fangtråde kan dræbe en voksen mand.
Giften består bl.a. af toksiner, som påvirker ionkanaler og medfører hjertekramper, samt cytotoksiner (celledræbende toksiner), som nedbryder røde blodlegemer. Blot få minutter efter kontakt med havhvepsen vil man potentielt opleve lammelse, hjertestop og døden.
Havhvepsen foretrækker dog vandtemperaturer over 26°C, så det er ikke noget, vi skal frygte i danske farvande på kort sigt.
Gopler i hobetal
Men en række markante ændringer i de marine økosystemer er i disse år ved at ændre goplernes livsbetingelser til det bedre – for goplerne selv, men ikke nødvendigvis for os mennesker.
Først og fremmest stiger den gennemsnitlige overfladetemperatur i verdenshavene. Det betyder, at dyr der befinder sig godt i varmere vande, har mulighed for at sprede sig til større områder – og det gælder i særdeleshed goplerne.
Dertil kommer, at moderne fiskeri giver dem bedre muligheder for at formere sig. Fiskeriet tynder ikke bare ud i naturlige fjender som tun og stillehavslaks, men også i bestanden af ansjoser, som kæmper med goplerne om de samme fødekilder.
Det risikerer at tippe den delikate balance i økosystemet, med store potentielle konsekvenser for havmiljøet og menneskers levevis.
Det vil ikke kun være et irritationsmoment for badeglade turister. Stigende goplebestande kan også ramme fiskeriet hårdt. De kan reducere kommercielle fiskebestande, ødelægge fiskenet og overrende fiskefarme og dræbe de fisk, der opdrættes her.
Der er også eksempler på kystnære elværker og kraftværker, som har måttet stoppe midlertidigt, fordi deres kølerør blev blokeret af gopler.
Gopler kan også være bærere af forskellige fiskeparasitter. WHO estimerede i 1995, at antallet af mennesker inficeret med en bestemt gruppe parasitter fra fisk var over 18 millioner, mens mere en halv milliard mennesker i udviklingslandene levede med øget risiko for at blive inficerede. ()
Evigt liv
Der er mange grunde til at bekymre sig over goplerne, og et selvstændigt problem er deres levetid.
Både brandmænds og vandmænds normale levetid er på omtrent et år, men under optimale forhold kan de leve i helt op til 20 år.
Ifølge forskerne findes der sågar en gople, som principielt kan leve for evigt, fordi den er i stand til at ”ældes baglæns”: Den kan regenerere sine celler til deres originale stadie og på den måde blive til en polyp (et tidligt livsstadie), og derved starte hele livet forfra igen.
Goplers formering varierer fra art til art, men fælles for dem er, at de kan reproducere sig ved både kønnet og ukønnet formering.
Ved kønnet formering reproducerer voksne gopler sig ved gydning: De lægger æg, som efter befrugtning sætter sig på faste overflader såsom sten. De udvikler sig til polypper, som gennem ukønnet formering kan dele sig selv i to eller flere dele og dermed opformere antallet af afkom.
Under de rette betingelser kan én enkelt gople blive til rigtig mange.
Vandmand på menuen
Med andre ord kan en stigende goplebestand hurtigt løbe løbsk. Men hvad er løsningen?
Da en stor del af problemet skyldes overfiskeri, kunne et af svarene måske være at omlægge dele af fiskeriet fra fisk til gopler.
Gopler har faktisk mange anvendelsesmuligheder. De kan blandt andet bruges som foder på fiskefarme, og deres slim har vist sig egnet til at binde mikroplast. Forskere rundt om i verden arbejder på forskellige projekter, der udnytter slim fra vandmænd i filtre og lignende til at fange mikroplast og dermed fjerne det fra verdenshavene.
De er faktisk også velegnet som fødekilde. I Asien har man spist vandmænd gennem tusindvis af år, og de indgår både i salater, sushi, nudelretter og meget mere. Det globale kulinariske gennembrud lader endnu vente på sig, men det kan nå at komme. Tang og insekter har allerede gjort deres indtog på stjerne-restauranterne – måske bliver vandmand det næste.
