Nu hvor covid-pandemien er ved at slippe sit tag, kan vi endelig rejse ud og få opfrisket vores forhold til verden. Det betyder, at vi skal vælge, hvor vi vil hen – og vi kan vælge, hvor vi gerne vil være ’på’. Så vi kigger efter interessante, spektakulære, velkendte eller eksotiske steder, hvor vi kan dokumentere vores tilstedeværelse.
En del af det senmoderne menneskes selvforståelse er nemlig knyttet tæt til, hvordan vi kan performe, interagere med eller deltage i begivenheder, der ud over deres oplevelsesværdi også tilbyder muligheden for dokumentation, som vi kan udkomme med til dem, der følger os på de sociale medier.
Det er den slags posts med fotos fra fx kulturhistoriske sites, vi har savnet i de seneste indelukkede år. De udgør en vigtig komponent i opbygningen af vores selvforståelse, måske endda af vores identitet, i en tid, hvor iscenesættelsen har en afgørende betydning for, hvordan vi forstår os selv og verden omkring os.
Det spejler sig også i, at man på nettet kan finde udførlige guides til hvordan man får lavet de bedste fotos og selfies i f.eks. Rom, der betegnes som ”the world’s most instagrammable city”. Den slags billeder har mange lyst til at lave og lægge på deres profiler, fordi de fungerer som en forankring af os selv og vores selvforståelse i en verden, som mange opfatter som alt for flygtig, omskiftelig og ustabil.
Vi bremser op og iscenesætter os i situationer eller begivenheder, som skaber et pusterum i en hæsblæsende tid. Vi placerer os i en kulturhistorisk ’setting’ som Rom, et sted, vi gerne vil forbindes med, og ved at dele fotos med andre bygger vi en fortælling op om os selv som personer, der låner af fortidens stabilitet. Det stiver selvfølelsen lidt af.
Vi skal til stadighed forbedre os
Hvis man skal give en mere nuanceret forklaring på, hvorfor vi er så begejstrede for at skabe disse (selv-)iscenesættelser, må vi kigge på en lidt mere overordnet samfundsudvikling. Den beskrives af blandt andet den polsk-engelske sociolog Zygmunt Bauman: I bogen Liquid Modernity fra 2000 peger han på, at oplevelsen af, at der ikke er mange fast holdepunkter, er en af de mest udbredte hos det moderne, vestlige menneske.
Zygmunt Bauman konstaterer, at der er sket et skred: Tidligere var ’det moderne’ en tilstand, vi stræbte mod, et slutpunkt for en udvikling, som – når vi nåede frem – markerede fuldbyrdelsen af projektet. I stedet er det nu ’modernisering’, der er blevet den fremherskende tanke, altså at vi til stadighed skal forbedre og forandre samfundet og os selv i en proces, der ikke har nogen udløbsdato. Dét gør os efter Baumans opfattelse utrygge og skaber en uro, en følelse af, at alt er flydende, uden fast form og uden egentlig afgrænsning.
En del af de iscenesættelser, vi producerer i det 21. århundrede, har en relation til denne oplevelse. Vi trænger til at finde måder at skabe forskelle på. Forskelle er det, der skaber struktur, og som sikrer orientering. Vi forstår fx ugens forløb på forskellen mellem hverdage og weekend. Vi ønsker altså at etablere en slags pejlemærker i den stadigt flydende strøm af tilbud og muligheder.
Vi iscenesætter med andre ord begivenheder af forskellige typer for at skabe ’øer’ at stå på i den evigt strømmende flod, som moderniseringsprocessen udgør.
I samme moment kan vi også, når vi organiserer oplevelser i begivenheder, bremse tidstyranniet. Begivenheder er karakteriseret ved at være afgrænsede og afsluttede og har dermed deres egen tidsregning, hvor den brutalt frembrusende tid, som vi normalt er underlagt, suspenderes. Det kan være forklaringen på, at der har været en eksplosion i mængden af live-begivenheder i den vestlige verden i det sidst par årtier - bortset fra i coronaperioden.
Savnede oplevelser, men nød roen
Nu hvor pandemien er klart i aftagende, kommer to aspekter af den og af det liv, vi lever, til syne. For på den ene side har vi savnet alt det, man kan, alle de oplevelser, rejser, restaurantbesøg osv., som man kan berige sit liv med.
På den anden side opdagede mange under nedlukningen, hvordan roen faldt på dem. Fraværet af tidspres i den kendte form gjorde, at verden blev et mindre opslidende sted at være – dog blev tidspresset til dels afløst af zoom-stress og andre nye plager.
Vi har vænnet os til, at vi delvist definerer os selv og vores tilknytning til verden gennem den måde, vi iscenesætter os i den. Så dét manglede vi faktisk, da vi var isolerede i hjemmet eller sommerhuset.
Vi bygger med andre ord det, som sociologen Anthony Giddens kalder for selv-identitet i sin bog Modernity and Self-Identity fra 1991, delvist gennem at skabe selvbilleder eller selviscenesættelser, hvor vi placerer os i settings, der harmonerer med det menneske, vi oplever os selv som.
Når man, som en stor del af den vestlige verdens befolkninger, i de sidste 30-40 år har vænnet sig til at opfatte sig selv som borger i verden, og det er en væsentlig del af manges identitet at være international, så er det nødvendigt med jævne mellemrum at bekræfte dette. Det sker lettest ved at dokumentere sin tilstedeværelse på passende locations, og dermed forbinde sig direkte med det internationale.
Dermed opnår vi samtidig en fornemmelse af kontrol, og dét er absolut også en mangelvare ifølge både Bauman og Giddens. Iscenesættelse kommer dermed til at være et greb, vi anvender, som en måde til at opnå en vis kontrol med os selv og styre andres opfattelse af os.
Rom – perfekt til selviscenesættelse
Når Rom er verdens mest ’instagrammable’ by, så er det måske fordi den både tilbyder klassiske, stilfulde omgivelser med velkendte historiske bygningsværker som Colosseum eller Trevi-fontænen, og et charmerende, og i hvert fald i det historiske centrum, ret fredeligt og næsten pittoresk byliv. Dét er en baggrund, der fungerer utrolig godt som setting for den selviscenesættelse, vi sætter i gang, når vi poster fotos på sociale medier.
Mellem historiske bygninger og pittoresk byliv kan man vise, at man er et internationalt menneske, der bruger sin ferie i en kulturhovedstad uden for Danmarks grænser, og dermed forankre sit selvbillede ved at lade sig forbinde til fortiden - både den antikke og den lidt nærmere. Og så alligevel være del af en moderne storby med alle dens tilbud og muligheder.
Sidst er man ganske vist ikke hjemme, men fordi de moderne masse- og billedmedier har gjort Rom til et så velkendt sted, så er der alligevel genkendelse og noget næsten hjemligt ved at optræde i dén setting. Derfor opfylder Rom alle de ønsker man kan have til både at være ude og hjemme, i fortid og nutid – og dermed skabe en forestilling om at være forankret, selvom verden flyder.
