Der er de ting, vi nok alle kommer til at huske 2022 for. At der blev krig i Europa, slut på coronanedlukningerne og den første SV-regering i 40 år. Og så er der de ting, som fylder for hver af os, alt efter hvilken stol, vi sidder på, og hvilke oplevelser vi selv har haft i løbet af året.
Det gælder også for forskere, som har deres mikroskoper indstillet knivskarpt på netop deres områder af den verden, vi alle lever i. Nogle af de ting, de ser, har vi alle allerede hørt om – men andre er måske gået under de flestes radar, selvom de kan betyde meget i fremtiden.
Derfor har Vid&Sans bedt ni forskere fra vidt forskellige fag fortælle os, hvad man ser, hvis man kigger på 2022 med netop deres briller. Vi giver dig her de første tre bud – fra en politikforsker, en biolog og en teaterekspert.
Thorsten Borring Olesen
Professor i historie
Rasmus Ejrnæs
Seniorforsker i biodiversitet
Peter Teilmann
Direktør for Teatermuseet
Thorsten Borring Olesen
Professor i historie ved Aarhus Universitet
”2022 var et usædvanligt år i dansk politik. Det mindede lidt om eventyret om Snehvide og de 7 små dværge. Mindede om, for Mette Frederiksen kan næppe indtage rollen som en pletfri Snehvide med både en minkskandale og FE-skandale hængende på ryggen gennem hele året. Men hun og hendes parti var i det mindste med 27,5% af stemmerne ikke en politisk dværg efter valget afholdt første november.
Der var i øvrigt heller ikke bare 7 dværge, som i eventyret, men hele 11 efter folketingsvalget. I gamle dage kunne fire af de små – blå, vel at mærke - dværge have været en del af Venstre, som så heller ikke ville have været en dværg med kun 13,3% af stemmerne, men snarere en kæmpe med næsten 40%.
Som Snehvide bød Mette Frederiksen imidlertid dværgene op til dans efter valget. Som i eventyret er det ikke nogen enkelt sag at danse med dværge. En efter en forlod de dansen, indtil Snehvide til sidst forlod ballet med hele to udkårne. Det er under alle omstændigheder et rigtigt politisk eventyr, men uden garanti for happy ending.”
Rasmus Ejrnæs
Seniorforsker i biodiversitet ved Aarhus Universitet og vært på Radio4-programmet Vildspor
”Det, jeg især vil huske fra 2022, er at vildere natur er blevet til virkelighed i Danmark. Og dette til trods for højlydt modstand fra ryttere til hest og på mountainbike, jægere, skovdyrkere og andre interessenter, som på andre måder har bygget en selvforståelse op om at passe tamdyr eller dyrke og pleje naturen.
Udviklingen mod vildere natur ser vi i udrulningen af regeringens naturnationalparker, men ikke kun med dem. Også privatpersoner og fonde har i løbet af 2022 med stor appetit kastet sig over genforvildning af arealer på 100, 500 eller mere end 1000 hektar. Der er stadig mange andre, der er rasende over udsigten til hegn og vildtlevende dyr, som ikke skal fodres om vinteren. Men det er som om, udviklingen ikke længere er til at stoppe.
Når det gælder vild natur er dansk forskning og naturpolitik faktisk frontløber i verden. I 2022 var jeg inviteret til Italiens botaniske selskabs konference i Bologna for at tale om rewilding. Foredrag og posters handlede om at bekæmpe de onde arter og dyrke de sjældne, og jeg var det fremmedartede indslag. I det hele taget taler mine europæiske forskerkolleger ofte om økosystemtjenester, om jordens frugtbarhed, om klimarobuste økosystemer og om nature-based solutions – men sjældent om vild og selvforvaltende natur.
Det befriende ved den danske dagsorden lige nu er, at den faktisk handler om vild natur, og at politikere og forskere tør tale om vildhed som et mål i sig selv. Det er som om, der med naturens selvbefrielse også går et frisk pust gennem forskningsverden. Et pust fra lille Danmark. Naturen er ikke en maskine, vi forskere skal programmere.”
Peter Teilmann
Direktør for Teatermuseet i København
”I et år, hvor det var 300 år siden, at Holberg satte dansk – og norsk – teaters første scenekunstneriske samtidsaktivist op på scenen i hovedrollen som Den politiske kandestøber, er det slående, hvor frygtløs, frontal og farverig ny dansk dramatik har udtrykt sig i 2022. Det er jo ikke nyt, at teatret tager temaer i tiden op og vækker forundring og debat.
Det nye - eller den stigende tendens - synes at være to ting, når man ser på scenekunsten i fugleperspektiv. Den nye dramatik er ikke bange for at gå i struben på tidens hævdvundne temaer – som f.eks. klima, racisme, køn og social udsathed – og i samme greb gå i kødet på offentlighedens politisk korrekte meninger om selvsamme temaer. Samtidigt synes den nye dramatik at have et kunstnerisk gehør for det i tiden, der lever skrøbeligt og i det stille og ikke har opnået status som tabu, men som præger vores tilværelse bag om ryggen på os.
Det bliver spændende at se, hvad scenekunsten bringer os i 2023. F.eks. fra en af det seneste årtis absolut mest markante dramatikere, Christian Lollike, der nu har sagt sin stilling op som kunstnerisk leder af Vesterbroteatret Sort/Hvid. Det formentlig første vi kommer til at se fra ham, er hans nye iscenesættelse af det mest spillede drama ever i dansk teater, nemlig Jeppe på bjerget.
Det er jo ikke den tidsbundne og socialhistoriske kontekst i det 300 år gamle drama, der forklarer dets levedygtighed. Nej, det er netop dens komplekse dramatiske vækstlag af udtrykte temaer og skjulte tabuer om køn, magt, sex, melankoli, svaghed og sociale relationer og eksklusioner, som generation efter generation dyrker på nye måder. Og vil man se, hvad Lollike får ud af dét, skal man tage en tur til Norge, til Nationaltheatret i Oslo, hvor der er premiere den 15. februar.”
