Arvet rigdom er ideelt stof til litteratur.
Tænk bare på det utal af detektivhistorier, som handler om forsmåede arvinger, der forfalsker testamenter for at tiltuske sig formuer. På Charles Dickens’ forældreløse Pip, der i Great Expectations løftes ud af fattigdom og bliver en gentleman, da han modtager en arv fra en hemmelig donor. Eller Wilkie Collins’ roman The Woman in White, hvor den smukke og naive Laura Fairlie franarres sin arv af sin forbryderiske mand.
Historien om arv er historien om os selv, om vores relationer til hinanden, vores familie og den virkelighed, der omgiver os.
Arv er også igen blevet et centralt tema i den økonomiske debat. Bl.a. har den franske økonom Thomas Piketty påpeget, hvordan arv i de senere år igen er blevet en vigtig faktor i vores økonomiske virkelighed – som et modbillede på den liberale grundfortælling om, at vi er vores egen lykkes smed, og at rigdom udspringer af virkelyst og hårdt arbejde.
Men hvad enten det drejer sig om kolde kontanter eller den sociale arvs tyngende forventningspres, er vi alle formet af det, vi overtager fra foregående generationer. Det er en prisme og et spejl for den menneskelige erfaring.
En evig kilde til konflikt
Arvens litterære tiltrækningskraft hænger uden tvivl sammen med dens potentiale som konfliktstof. Videregivelse af penge, magt og status fra én generation til den næste er en evig kilde til spændinger og komplikationer, både narrativt, moralsk og ideologisk.
Allerede i Bibelen møder vi lignelsen om den fortabte søn, der forlader sin fars hus og ødsler sin arv væk for derefter at vende hjem og blive tilgivet. Og i William Shakespeares tragedie Kong Lear splitter kongen sit kongerige op og giver sine døtre deres arv, før han er gået bort, for derefter at blive udstødt af sin egen familie og ende som tigger.
Arv som litterært motiv cementerer sig for alvor i 1800-tallets England, hvor et samfund med stigende industrialisering, kolonisering og demokratisering danner bagtæppe for nogle af litteraturhistoriens største klassikere.
Det gælder ikke mindst, når man ser på kvindelige forfattere og karakterer.
I starten af 1800-tallet var kvindens rolle i samfundet først og fremmest at sikre arvefølgen. Det var kvindens pligt at sætte børn i verden og helst drengebørn, der kunne sikre, at familiens navn og linje ikke uddøde. Men før kvinden kunne sætte børn i verden, skulle hun giftes.
Derfor kan de kvindelige karakterer i periodens romaner groft set skitseres ud fra to typer: Den unge kvinde, der er på udkig efter en ægtemand og den gifte kvinde, der passer hjem og børn. Det lugter ikke ligefrem af eventyr og spændende plots, men alligevel formåede især to kvindelige forfattere at skabe kvindelige karakterer, som på én gang udfordrer normen og indordner sig under samfundets regler.
Jane Austen blev aldrig selv gift, men hendes romaner kredser alle om unge giftemodne kvinder, der forsøger at finde deres plads på datidens regelbundne ægteskabsmarked. Det unikke for Austens heltinder er imidlertid, at de er individualister, der sætter spørgsmålstegn ved samfundets snærende bånd. Selvom de alle ender med at blive gift (med passende rige arvinger) og derved opfylder deres rolle i samfundet, insisterer de alle på at indtræde i ægteskaber, der bygger på kærlighed og ikke regler.
Noget lignende gør sig gældende for Charlotte Bröntes heltinde Jane Eyre, der som forældreløs kvinde uden midler kan se frem til et liv som guvernante, men som mod alle odds forelsker sig i den rige Rochester, der holder sin ”sindssyge” kone indespærret i et tårnværelse.
Kærligheden er gengældt, men da Jane finder ud af, at Rochester allerede er gift, forlader hun ham. Efter at have modtaget en uventet arv fra en ukendt onkel vender Jane imidlertid tilbage til Rochester, og de bliver gift, da Rochesters’ første kone i mellemtiden er død.
Selvom Austen og Bröntes heltinder er individualister, der stikker ud fra tidens feminine ideal, ender de alligevel med følge samfundets konventioner og blive gift. Ægteskab er i sidste ende kvindens ideal i 1800-tallet – selv for individualister som Jane Eyre og Elizabeth Bennet.
Arv signalerer social status
Den victorianske tidsalder byder på et hav af romaner, der handler om arv, og stort set alt, hvad to af periodens store forfattere, Charles Dickens og Anthony Trollope, skrev, handler om arv i en eller anden forstand.
Dickens’ romaner er befolket af forældreløse børn, krumryggede skurke og smukke (om end ofte ret intetsigende) giftemodne kvinder, der bevæger sig rundt i Londons tågede gader og interagerer med hinanden i en labyrint af historier.
Men helten er gerne en underdog, hvad enten det er en forældreløs dreng eller en arving forklædt som beskeden sekretær, der skal bevise over for sig selv og sine omgivelser, at han er et kompetent og ordentligt menneske. Når dette er bevist, belønnes han med rigdom i form af en arv, så han kan leve lykkeligt til sine dages ende.
Perspektivet er noget anderledes i Trollopes romaner, der i højere grad beskæftiger sig med aristokratiet og landadelens arvetraditioner. Hos Trollope udfordres Englands traditioner måske nok, men når sidste side af romanen er vendt, opretholdes status quo, og arvefølgen er sikret.
Fælles for de to herrers bidrag til verdenslitteraturen er, at arv primært præsenteres som et økonomisk fænomen, hvor arven bruges som et redskab til at signalere social status.
Individet i fokus
Dette ændrer sig ved århundredeskiftet, hvor dronning Victoria afløses af sin søn Edward VII. Arv bliver i litteraturen i begyndelsen af det 20. århundrede primært brugt til at udtrykke stridigheder mellem individualitet og sociale og familiære forventninger.
I romaner af Samuel Butler, E. M. Forster, Arnold Bennett og John Galsworthy kommer individet i fokus, og vi møder et brud med det materialistiske fokus fra 1800-tallet.
I Bennetts trilogi om Clayhanger-familien præsenteres vi for eksempel for den unge Edwin Clayhanger, der drømmer om at blive arkitekt, men som tvinges af sin tyranniske far til at overtage familiens trykkeri. Fokus ligger ikke på den økonomiske gevinst ved foretagendet, men ved Edwins pligt som familiens arving i en social kontekst.
Hvor subjektet Edwin længes efter at skabe sin egen arv, undertrykkes han i sidste ende af familiens forventninger og krav. Lignende magtkampe mellem generationer finder vi i større eller mindre grad hos mange andre edwardianske forfattere.
Motor for mordmysterier
Det materialistiske aspekt af arv forsvinder dog ikke ud af litteraturen for bestandig, men dukker i høj grad op igen i Agatha Christies mordmysterier, der har rødder i Arthur Conan Doyles detektivromaner om Sherlock Holmes.
I Agatha Christies romaner om mesterdetektiven Hercule Poirot og den ualmindeligt skarpe amatørdetektiv Miss Marple præsenteres vi for et utal af arvekonflikter i form af ægte og forfalskede testamenter, forsmåede arvinger og uventede alliancer.
Arv bruges i disse mordmysterier som plotmotor og viser, hvordan arv er et fantastisk litterært greb, der kan drive fortællinger fremad og skabe både suspense og forløsning, f.eks. i en af hendes mest berømte mordgåder, Døden på Nilen.
Omdrejningspunktet i Christies romaner er ofte en undersøgelse af retfærdighed og moral. I Christies univers er det således ikke altid den juridiske arving, der er den retmæssige arving. Derimod skal den sande arving ofte findes blandt en mere de mere stilfærdige, men dydige karakterer.
Det meritokratiske samfund
Efter to verdenskrige ændrer samfundsstrukturerne sig, og arv synes herefter at spille en mindre rolle. Nu handler litteraturen ikke så meget om, hvad man får med hjemmefra, men tværtimod om hvad man selv bidrager med og kan drive det til.
Fokus ligger på meritokratiske idealer og ideen om, at man er sin egen lykkes smed, bliver derfor fremherskende i romanen.
I dystopiske romaner fra midten af det 20. århundrede glimrer arv nærmest med sit fravær. I George Orwells 1984 og Anthony Burgess’ A Clockwork Orange er der er ikke plads til arv i samfundet. Det handler om ren overlevelse.
Men arv forsvinder ikke fuldstændig fra litteraturen. Den finder sig i stedet godt tilpas i historiske romaner og særligt én genre dyrker igen og igen motivet: Romancen.
Rosamunde Pilcher, Lucinda Riley, Santa Montefiore og flere arbejder med plots, der sat på spidsen kan skrives ud fra skabelonen: Pige får knust sit hjerte, pige rejser hjem til sin hjemstavn og udforsker sin forhistorie og arv, pige møder derigennem ægte kærlighed og slår sig til ro.
Fortællingen krydsklipper ofte mellem fortid og nutid i en patchwork-stil, som fremhæver, hvordan karakterernes skæbner på tværs af historien minder om hinanden. Oplevelsen af kærlighed, synes romanerne at fortælle, er tidløs, og vi kan derfor lære meget om os selv ved at kigge nærmere på vores ophav.
Arvens genkomst
Økonomen Thomas Piketty har som sagt påpeget, at arvet rigdom ikke kun er et historisk fænomen, men i meget høj grad er med til at præge vores moderne økonomiske virkelighed.
På samme måde er arven genopstået som motiv i litteraturen.
Flere og flere forfattere har kastet sig over temaet og bruger det som katalysator for en undersøgelse af mennesket og samfundet.
Hos forfattere som Edward St. Aubyn og Nicolas Shakespeare er arv ikke kun et litterært redskab, der kan drive plottet fremad, men en anledning til at se vores samfund efter i sømmene og undersøge, hvordan vores arv påvirker os på et dybere menneskeligt plan.
Edward St. Aubyns romanserie om Patrick Melrose tegner for eksempel et dystert billede af aristokratisk arv i det 21. århundrede, som under overfladen er præget af seksuelle overgreb, stofmisbrug og vanrøgt.
Romanerne er en stærk undersøgelse af, hvordan den arv, vi bærer rundt på, er med til at forme os som mennesker.
Retten til at skænke og arve er uundgåeligt knyttet til den kapitalistiske ejendomsret, men arv handler ikke kun om penge. Tværtimod er arv et komplekst fænomen, der dækker over et utal af erfaringer på både individuelt, familiært og samfundsmæssigt niveau.
Arv kan derfor også defineres på forskellige måder: arv er genetiske træk, der er overført fra forældre til børn. Arv er personlig ejendom, der overdrages til en arving ved ejerens død. Arv er det, en kultur har overtaget fra fortiden. Arv er med andre ord uundgåeligt og en helt central del af den menneskelige oplevelse.
Men i sidste ende hænger arv sammen med døden og kan samle og splitte familier. Derfor er arvetemaet en fantastisk litterær kraft, der ændrer skæbner og starter historier. Historier, som vi kan læse for at blive klogere på fortiden, nutiden og os selv.
