To uger efter det amerikanske midtvejsvalg er de fleste enige om at udlægge resultatet som en sejr for den siddende præsident, Joe Biden.
I fire valgkredse er valget så tæt, at der endnu ikke er kåret en vinder, og i Georgia skal vælgerne stemme igen til december, da ingen af kandidaterne til senatsvalget opnåede de nødvendige 50 pct. af stemmerne.
Men i skrivende stund står Demokraterne til at miste ca. 9 pladser i Repræsentanternes Hus og erobre en enkelt i Senatet.
Dét ville man normalt kalde et (lille) valgnederlag – Demokraterne mister flertallet i det ene af Kongressens to kamre og fastholder kun det andet med den lavest tænkelige margen. Men det amerikanske midtvejsvalg er ikke normalt.
Uanset hvilket parti, der sidder på præsidentposten, er der en overvældende tradition for, at vælgerne straffer det ved midtvejsvalget. Tendensen kan spores helt tilbage til 1820’erne, hvor de første egentlige partier opstod.
I tiden siden 1854, hvor det er Demokrater og Republikanere, der har kæmpet om magten, har kun to præsidenter formået at høste fremgang i begge kamre: Franklin D. Roosevelt i 1934, året efter han havde præsenteret sin New Deal, der skulle bringe USA ud af depressionen. Og George W. Bush i 2002, året efter terrorangrebet på New York.
Ser man på det samlede antal kongresmedlemmer, er Bidens valgresultat forrige weekend det syvendebedste i nyere tid. Ud over de to ovennævnte præsidenter er det overgået af Clinton i 1998 (+4), Kennedy i 1962 (0), Theodore Roosevelt i 1866 (+9) og Andrew Johnson i 1866 (+9). Ved de resterende 36 valg har den siddende præsident indkasseret et nederlag – og Bidens er det mindste.
Årsagerne til, at de amerikanske vælgere stort set altid straffer det parti, som de har stemt til magten to år forinden, er noget, der har optaget adskillige generationer af politiske forskere.
Men flere har hæftet sig ved, at ”midtvejsforbandelsen” er en stabiliserende faktor, der er med til at opretholde balancen i det amerikanske topartisystem.
Det amerikanske præsidentembede er potentielt meget magtfuldt, men oppositionspartiets traditionelle midtvejssejr betyder, at Kongressen ofte kan levere mere slagkraftigt modspil til den siddende præsident.
En sejr ved midtvejsvalget kan give oppositionspartiet nyt momentum og blive katalysator for forandring på de indre linjer.
For Republikanerne er midtvejsvalget en vigtig strømpil for, hvad der rører sig i vælgerkorpset, og hvad det vil kræve at generobre præsidentposten.
Ved dette valg havde mange forudset en ”rød bølge”, der ville give Republikanerne et solidt flertal i Kongressen – og Donald Trump en perfekt affyringsrampe for at annoncere sit kandidatur til det kommende præsidentvalg.
Men bølgen udeblev. Og de kommende måneder vil der blandt Republikanerne være højrøstede diskussioner og indædte magtkampe om den politiske linje – og hvorvidt det er Trump der skal satses på i 2024.
