Børn bruger ikke altid deres ytringsfrihed

Pædagogen i Merles børnehave spørger, om hun vil med på tur. Merle svarer ikke. Pædagogen spørger igen, men Merle svarer heller ikke denne gang. Hun benytter ikke sin ytringsfrihed.

”Når du ikke svarer, kan jeg jo ikke vide, hvad du vil! Vil du med eller vil du ikke med?” siger pædagogen. Merle svarer stadig ikke.

Opdragelsens paradoks

I et demokrati skal barnet ville ytre sig. Friheden til at ytre sig er en pligt. Ikke noget, barnet frit kan vælge og vælge fra. Men barnet skal ikke ville friheden, fordi det er en pligt, for så er det netop ikke frit. Det skal selv ville den. Det er den demokratiske opdragelses paradoks: At barnet selv skal ville, hvad det har pligt til.

Paradokset er sjældent et problem i praksis, for de fleste børn er spontant og med glæde frie. De vil gerne ytre sig.

Udfordringen for mange børn er snarere, at der er grænser for friheden. At der er så meget, man skal, men ikke selv ville have valgt. For eksempel at vente på tur ved rutsjebanen og at lytte til de andre i legen. Og der er så meget, man vil have, men ikke må få. For eksempel mere skærmtid, senere sengetid og noget bedre mad.

Hvad gør vi, når et barn ikke vil benytte sig af sin frihed til at ytre sig, eller når et barn siger noget, der tydeligvis er påvirket af hensynet til andre og dermed ikke er en ’ægte’ ytring? Hvordan gør vi ytringsfriheden, som er fastlagt i Børnekonventionen, mulig for alle børn? Der findes forskellige metoder, som kan hjælpe processen på vej. Men først tilbage til Merle i børnehaven:

Da pædagogen trods gentagne forsøg ikke får et svar ud af Merle, spørger hun i stedet Franciska, som straks siger ja til at tage med på tur. Så råber Merle højt og klart: ”Jeg vil også med!”

”Men det skulle du jo have sagt før, da jeg spurgte dig! Nu er det for sent. Vi er de fem, vi skal være,” svarer pædagogen.

Undervejs på turen falder det pædagogen ind, at Merle for øjeblikket vil være sammen med Franciska hele tiden, nærmest som om hun er forelsket i hende. Franciska lader ikke til at være tilsvarende draget mod Merle, selv om hun da gerne vil være sammen med hende ind imellem. Måske vil Merle det samme som Franciska for at være sammen med hende, tænker pædagogen.

Den følgende dag spørger pædagogen Merle: ”I går, da du ikke sagde, om du ville med på tur – ville du det samme som Franciska, fordi du ville være sammen med hende?”

”Ja,” svarer Merle.

Pædagogen: ”Så du svarede måske ikke på, om du ville med på turen, fordi du ikke vidste, om Franciska skulle med?”

Merle: ”Ja, jeg vidste det ikke.”

Pædagogen: ”Hvorfor sagde du ikke, at du ville med, hvis Franciska skulle med?”

Merle: ”Vi må jo ikke abe efter.”

Pædagogen: ”Det er også rigtigt. Man skal ikke abe efter.”

Merle følte sig ikke fri

Merle følte sig ikke fri til at sige, at hun gerne ville med, hvis Franciska skulle med. Hun frygtede, at pædagogen ville reagere, som gode demokrater ofte gør, og sige: ”Du skal gøre det, du selv vil! Ikke abe efter”.

Men Merle ville ikke abe efter. Hun ville sit eget. Hun ville være sammen med Franciska og var parat til at gå på kompromis, hvad aktiviteten angår. Hvem kender ikke det fra sine egne forelskelser – i børnehaven eller senere?

Merle var fri i sit indre, men oplevede ikke frihed til at ytre sig, og dermed var hun ufri. Hun var fanget i frihedens pligt til at vise individualitet – vel at mærke en individualitet, som den voksne anerkender som individualitet.

Ytringsfriheden sikres således ikke ved, at den voksne erklærer den. Barnet må derudover vise sig som det er, det må turde være ægte.

Ytringsfriheden sikres heller ikke ved, at den voksne kritiserer barnet, der ikke svarer, for ikke gøre brug af den. Den sikres ikke ved at forpligte barnet.

Den voksne kan skabe en vej gennem paradokset ved at tænke over, hvad der kan ligge bagved, når et barn tilsyneladende ikke benytter sin ytringsfrihed, og fortælle sine tanker til barnet, som Merles pædagog gjorde.

Da pædagogen fortalte sine tanker, talte hun for barnet. Egentlig hører det ikke hjemme, hvor der er ytringsfrihed; dér taler barnet for sig selv. Men som det fremgår, så førte pædagogens talen for Merle til, at hun begyndte at tale for sig selv.

Pædagogen anerkendte imidlertid ikke Merles ytring som fri, idet hun sagde: ”Det er også rigtigt. Man skal ikke abe efter”. Men Merle fik udtrykt, hvad det var, hun ville, og dermed gav dialogen med pædagogen måske alligevel sit lille bidrag til, at hun i fremtiden tør ytre sig frit.

Når et barn overtilpasser sig 

Som nævnt ytrer et barn sig ofte spontant og med glæde uden mindste anelse om, at det er en pligt i et demokrati. Men det er ikke altid tilfældet. De fleste børn mærker, ligesom Merle, at der findes ytringer, som de voksne ikke anerkender som frie.

Fraværet af anerkendelse kan få et barn til at føle trods, gå imod den voksne og ytre sig frit. Men andre gange holder barnet sig tilbage, det overtilpasser sig, for at undgå at få problemer med den voksne – som Merle, da pædagogen spurgte, om hun ville med på tur.

Om et barn går imod den voksne eller overtilpasser sig, det anslår et grundlæggende, menneskeligt dilemma. På den ene side vil vi gerne være os selv, forskellige fra gruppen. På den anden side vil vi gerne være ligesom gruppen, være accepteret og høre til. Trangen til at være ligesom gruppen kan få os til at overtilpasse os, som da Merle undlod at sige, at hun gerne ville det samme som Franciska.

Ved slet intet at sige viste Merle, at prisen for at være ligesom gruppen er, at man må holde noget tilbage. Tilbageholdenheden beskyttede hende imidlertid ikke fuldstændigt mod problemer, for hun fik kritik for ikke at ytre sig. Men den kritik lød måske mildere i hendes ører end en kritik for at abe efter ville have gjort.

Man kan forestille sig, at Merle syntes, det var dumt, at man ikke måtte abe efter, når hun nu så gerne ville være sammen med Franciska, men at hun holdt det tilbage for at beskytte sig mod kritik fra pædagogen.

Pædagogen kom ikke ind på det. Måske havde det støttet Merles ytringsfrihed, hvis hun havde spurgt hende: ”Hvad synes du om, at du ikke må abe efter?” eller forsøgsvis havde talt for hende og sagt: ”Det kunne da nok være, du syntes, det var dumt, at du ikke måtte abe efter.”

Uægte ytringer

Da Anton var 10 år, skulle hans forældre skilles. ”Det gør ikke noget. Jeg kommer jo stadig til at se dem begge to”, sagde han. Det svarer til, hvordan Allan reagerer i animationsfilmen Lille Allan – den menneskelige antenne af Amalie Næsby Fick, der havde premiere tidligere i år.

Der er god grund til at tvivle på ægtheden af den ytring, for skilsmisse gør næsten altid noget dårligt for et barn, også i de tilfælde, hvor den måske især gør noget godt. Som når den medfører, at konflikter og giftig stemning mellem forældrene får en ende.

Jeg kendte Anton og hans familie, og det var nærliggende at formode, at han undlod at sige sådan noget som ”Bare min far holdt op med at slå min mor, for så var de blevet sammen” for ikke at sige ’noget dårligt’ om sin far.

Jeg overvejede at spørge Anton: ”Mener du virkelig, at det ikke gør noget – eller er der noget, du ikke fortæller?” Men barnet, der ikke tør ytre sig ægte, vil jo svare: ”Ja, jeg mener det”.

Risikoen ved at stille spørgsmålet ville altså være, at jeg understøttede Anton i at tale uægte. Men jeg kunne måske afklare det ved at spørge: ”Kunne det være, at det faktisk gør noget, men at du ikke siger det, fordi ikke vil sige noget dårligt om din far?”

Hvis Anton nu svarede: ”Ja”, ville han alligevel have sagt ’noget dårligt’ om sin far. Jeg anså det for mest sandsynligt, at det afklarende spørgsmål ikke ville føre til afklaring, men blot få ham til at fortsætte med at ytre sig uægte. Spørgsmålet ville dermed være endnu en støtte til uægte tale.

En vedholdende udspørgen får desuden let karakter af at forsøge at forpligte barnet på ytringsfriheden, og så er den, som allerede omtalt, ikke længere fri. 

Spejling: Den voksne tager ansvar

Som en anden mulighed kunne jeg spejle Anton, og se, om det støttede ægte tale. Rent sprogligt kan en spejling beskrives som et spørgsmål, der er omformuleret til et udsagn, for eksempel: ”Din mor har sagt, at hun vil skilles, fordi din far slår hende. Måske vil du gerne have, at din far holder op med at slå. Men du siger det måske ikke til mig, fordi du synes, det ville være at sige noget dårligt om ham.”.

Hvor spørgsmål kræver svar, kræver spejlingen ikke noget af barnet. Den er blot en tanke og kan stå ukommenteret. I spejlingen tager den voksne desuden ansvaret for barnets mulige tanker og følelser, hvorimod man ved spørgsmål lægger op til, at barnet vedkender sig sine tanker og følelser og derved selv tager ansvar for dem.

Der er imidlertid den alvorlige begrænsning ved metoden, at den kun har mulighed for at opløse frygt for konflikt med den, der fremsætter spejlingen, her: mig. Men det var en konflikt med sin far, som Anton ifølge min formodning frygtede. Det skulle altså være hans far, der fremsatte spejlingen, og han skulle være i stand til at bære det, hvis den faktisk viste sig at beskrive, hvad hans søn mente. 

Risiko for konflikt kan gøre det umuligt for et barn at benytte sig af sin ytringsfrihed. Den eneste vej igennem er at fjerne risikoen, hvis det ellers er muligt.

Jeg havde en række samtaler med Antons far. De handlede om hans egen opvækst med en voldelig far, og de førte til, at han kunne stå ved sig selv over for sin søn og spejle ham. Anton reagerede ved at græde og udtrykke sorg over at miste familien og vrede mod sin far, som han syntes skulle holde op med at slå.

Faderens voldelige tilbøjeligheder over for moderen var uforandrede, og skilsmissen var fortsat en realitet. Men faderen var i stand til at bære, at det gjorde Anton ked af det og vred, og Anton fik derved ytringsfrihed. Det samme sker for Allan i den nævnte film, Lille Allan: Han møder Maiken, som kommer fra en planet, hvor man kan læse de tanker, som andre mennesker ikke siger højt.

Der er altid et magtforhold

Merles pædagog talte for Merle, og jeg gav forslag til, hvad pædagogen forsøgsvist også kunne have sagt for hende.

Jeg undlod at invitere Anton til at ytre sig, da jeg vurderede, at betingelserne for frie ytringer ikke var opfyldt. I stedet havde jeg samtaler med hans far med henblik på at skabe bedre betingelser for, at Anton kunne ytre sig.

Kan det forsvares, for begge dele er i strid med, at ytringsfrihed ellers indebærer, at man taler for sig selv?

Når man taler for et barn, lægger man det ord i munden - med risiko for, at de ikke er barnets, men ens egne. Og når man vurderer ægtheden af ytringer, bedømmer eller censurerer man barnet - med risiko for på tilsvarende måde at fordreje dets synspunkter.

Men hvis vi undlader at tale forsøgsvist for det tavse barn, kan konsekvensen være en begrænsning af ytringsfriheden, som vist med Merle. Og undlader vi at vurdere ytringers ægthed, risikerer vi, som vist med Anton, at tage barnet til indtægt for synspunkter, som det i virkeligheden ikke har.

Når Merle forholdt sig tavs, og Antons ytringer ikke var ægte, skyldtes det frygten for konflikt, og at barnet mærker, at det vil være den svage part.

Magtforholdet ophæves ikke af, at den voksne efterspørger frie ytringer. For ytringsfriheden er altid indlejret i et magtforhold. Det kan, som vist, stække eller helt ophæve den, hvis den voksne ikke gør sig overvejelser som dem, der er beskrevet her.

Den tidstypiske bestræbelse på at inddrage barnet ved at ’lytte til dets stemme’, fordi ’det ved bedst’, er således ikke altid opfyldt, hvis vi stiller os tilfredse med det, som et barn umiddelbart giver til kende.

En styrkelse af børns og unges demokratiske rettigheder fordrer, at vi er opmærksomme på, hvad der skal til, for at de oplever, at de kan ytre sig frit og søge indflydelse. Det samme gælder i øvrigt også os voksne.