I en New York Times-anmeldelse af zambiske Namwali Serpells The Old Drift (2019), skrev Salman Rushdie for få år siden, at der sker noget på den afrikanske litteraturscene: Kvinderne kommer, og de skriver originale og vigtige bøger.
Mange har nok hørt om nigerianske Chimamanda Ngozi Adichie, der med prisvindende værker som Purple Hibiscus (2003), Americanah (2013) og We Should All Be Feminists (2014) har taget litterære livtag med fortællinger om politisk og social uro, besværlige familieforhold, køn, feminisme og racisme.
Men trods Rushdies lovprisende ord, stopper manges kendskab til de kvindelige, afrikanske forfattere nok alligevel ved netop Adichie. Og det er en skam, for der er mange flere, vi bør kende til, og som har noget på hjerte.
For i disse år blomstrer en ny generation af kvindelige, afrikanske forfattere, der ikke er bange for at sætte traumer og tabuer til debat. De behandler det personlige, det politiske og det poetiske på originale og opsigtsvækkende nye måder.
Der gives dog ikke ved dørene, og læseren må forberede sig på at blive udfordret, når det gælder tema, sprog og genrenormer - men også gøre sig klar til at være i et virkelig godt, underholdende og berigende selskab.
Ægteskabsdramaer
Den 35-årige nigerianske forfatter Ayòbámi Adébáyòs er en af dem, der fortjener mere anerkendelse og omtale.
Hendes to romaner, Stay with Me fra 2017 og A Spell of Good Things fra 2023, er socialrealistiske narrativer tydeligt inspireret af Adichies forfatterskab. Handlingen i bøgerne er henlagt til et Nigeria plaget af korruption og patriarkatets privilegier.
Fokus er på det personlige og det private. Adébáyò har udtalt i et interview, at hun vil have sig frabedt at blive læst fra en antropologisk synsvinkel – en kommentar, der minder om nigerianske Chinua Achebes kamp om at få læsere af Things Fall Apart fra 1958 til at møde bogen som en roman og ikke et antropologisk skriv. Afrikanere er mennesker på samme måde som amerikanere eller europæere, ikke mærkværdige skabninger med navne man ikke kan udtale og sind man ikke kan trænge ind i, understreger Achebe.
Adébáyòs Stay with Me og A Spell of Good Things minder os om netop dét; at afrikanere er mennesker, slet og ret.
Stay With Me introducerer os for Yejide, som er ufrivilligt barnløs, og som derfor håber på et mirakel. Hun ved, at hvis hun ikke snart kan undfange et barn, vil hendes mand finde sig en kone nummer to. Polygami er stadig et aspekt af den patriarkalske orden i mange afrikanske lande.
Ægteskabet er på bristepunktet, og Yejide er desperat. Så desperat, at hun er villig til at prøve alt, herunder at amme en ged på toppen af et fjeld i den tro, at det kan hjælpe hende med at undfange et barn. Da hun endelig bliver gravid, viser det sig, at hendes nyfødte lider af en medfødt sygdom, seglcelleanæmi. Ægteskabet bliver derfor udsat for endnu flere prøvelser.
Typisk for feministiske, afrikanske bøger som Adébáyòs er, at de beskriver, hvordan kvindelige hovedpersoner manøvrerer indenfor patriarkatet, snarere end hvordan de prøver at bryde det ned indefra. Den slags manøvrering ser vi også i A Spell of Good Things.
Her følger vi to familiers ageren i Nigeria gennem to vidt forskellige hovedpersoner, den privilegerede kvindelige læge Wúràola og den fattige dreng Eniolá.
Wúràola må kæmpe mod storfamiliens forventning om at blive godt gift, hurtigst muligt. Hendes veninde føler det samme pres, men kan artikulere det bedre end vores hovedperson; er et ægteskab egentlig, hvad jeg ønsker, eller hvad det er meningen, jeg bør ønske. Det er jo så let at blande de to sammen, siger veninden.
Scenen er sat for et ægteskabsdrama, der sprænger den private sfære – og som på mange måder kan læses som en national allegori.
Det er nemlig meningen, at læseren kan anskue ægteskabskonflikten som et slags symbol på den nationskonflikt, som de unge nigerianske forfattere tematiserer. På samme måde som de kvindelige karakterer kæmper med det patriarkalske system i privatlivet, prøver de også at finde fodfæste i en offentlig, eller national, sfære præget af magtmisbrug, korruption og generel usikkerhed.
Politisk satire
NoViolet Bulawayo har boet i USA siden hun var 18 år gammel. Hun er født i 1981 og tilhører dermed den generation, man i Zimbabwe kalder ’født fri’, dvs. dem, der er født efter uafhængigheden i 1980.
Født fri-generationen betragtes generelt som særligt kritiske individer. De benytter ofte satiren som genre, som vi ser det hos Brian Chikwava eller Tendai Huchu, men den skeptiske holdning til idéen om 'hjemlandet' kommer måske tydeligst til udtryk i Bulawayos satiriskpolitiske We Need New Names fra 2013 og Glory, der udkom sidste år. Bulawayos dybt originale humor gør bare satiren endnu mere bidende.
I We Need New Names er den første del af handlingen henlagt til en nation uden navn, mens den sidste del foregår et sted, som hovedpersonen, barnet Darling, kalder for Destroyedmichygen, altså Detroit, Michigan.
Bogen er en nationsroman og en diasporaroman, og Darlings observationer forbinder de to dele.
Hendes barnligt-uskyldige blik penetrerer al slags dobbeltmoralsk voksen-retorik på en måde, der er øm, sjov og chokerende. Hun reflekterer tit over begrebet ’hjem’. Det gør alle diasporaromaner i sagens natur, men Bulawayo gør det på en ny og befriende måde.
Når mennesker taler om hjem, må du følge nøje med, mener Darling, for der kan sagtens være flere hjem på spil hos den samme person på samme tid. For folk fra Zimbabwe kan der være et hjem før og efter friheden i 1980, et hjem før og efter tingene krakelerede, før og efter folk flygtede, før og efter de hvide kom og stjal landet fra de sorte.
Bulawayo er en emininet skildrer af diasporaens smerte. Darlings barndomsven siger f.eks. til Darling, at da Darling forlod Zimbabwe, mistede hun samtidig retten til at udtale sig om sit hjemland. Hvis det er dit land, må du elske det og leve i det, påpeger veninden.
Bulawayo er uenig. Hun insisterer på retten til at kritisere det land, hun forlod. Og dét kommer endnu tydeligere frem i værket Glory.
Den smertefulde hjemkomst
NoViolet Bulawayos Glory fra 2022 handler om det, man nu kalder reaspora – eller hjemkomst.
Inspireret af George Orwells Animal Farm fra 1945, beskriver Bulawayo landet Jidada og fantasilandets mange undertrykte dyr.
Scenen er sat til dengang, hvor ”tingene begyndte at falde fra hinanden”. Gamle Hest, landets leder, bliver afsat efter 40 år. Den lidt yngre hest bliver landets nye leder, godt hjulpet på vej af aggressive hunde og papegøjer, der plaprer nye slogans.
Bogen er ikke blot en flængende kritik af den gamle præsident Robert Mugabes Zimbabwe, men også en bidende kommentar til en vestlig verden, der stadig lever i skyggen af magtmisbrugende tyranniske ledere. Ingen nævnt, ingen glemt.
Glorys vigtigste dyr er geden Destiny, som efter 10 år i udlandet vender tilbage til Jidada. Beskrivelsen af hjemkomsten er rørende.
Dyrene lægger straks mærke til Destinys måde at gå på. Den kendetegner nemlig de nyligt hjemvendte dyr, der går som om de vil bevise, at de tilhører landet og altså ikke er fremmede. Hvad dyrene ikke ser, er Destinys tårer og hendes følelse af at være sprængt itu.
Destinys skæbne bliver at formidle halv-glemte minder og håb til den traumatiserede flok, og derigennem bane en mulig vej ud af over 40 års magtmisbrug og mørke.
Poetiske nationsromaner
Kenyanske Yvonne Adhiambo Owuor, født i 1968, befinder sig en smule under radaren, måske fordi hendes poetiske skrivestil kræver en lidt mere tålmodig læser.
Med Dust fra 2014 og The Dragonfly Sea fra 2019 tager Owuor den klassiske nationsroman til nye højder. I de to værker vælger Owuor at se nationen fra to forskellige perspektiver; fra en nylig hjemvendt unge kvinde i Dust, og fra en pige, der bor på øen Pate ved den kenyanske kyst, i The Dragonfly Sea.
Romanerne er episke og dybt poetiske, idet de bevæger sig både tilbage og frem i tid og langt ud over landets grænser, bl.a. til Tyrkiet og Kina. De minder læseren om, at Afrika også er filtreret godt og grundigt ind i den globale verdensånd.
Rent tematisk er Dust en mere traditionel roman. Bogen beskriver Ajanys hjemkomst og rejse ind i det støvede landskab, hvor hun begynder at folde sin familiehistorie ud, en historie som samtidig er Kenyas – om vold og mord, om ulovlig kærlighed, om at blive forrådt og forført, og om at genfinde kærligheden både til landet og mennesker. Det hele er fortalt i et usædvanligt smukt sprog, som læseren kun kan fortabe sig i.
Det episke perspektiv er endnu mere udpræget i The Dragonfly Sea, der fortæller historier om Kenya, som de færreste kender til.
Øen Pate er bogens omdrejningspunkt, og igennem århundreder har den set alle slags mennesker komme og gå. Den kvindelige hovedperson Ayaana er resultatet af denne globale og multikulturelle historie. Skæbnen sender den unge pige ud på en rejse for at finde sig selv og udrede sin komplekse, næsten verdensomspændende familiehistorie.
Men mentalt kan Ayaana aldrig forlade Pate. Dér er hendes elskede mor, og det er dér, hun føler sig hjemme. På vej tilbage fra Kina aner Ayaana øen i det fjerne, og i hendes hoved summer det løs: Ord, sprog, hjem. Ord, en å i regnbuens farver, tænker hun.
Hun husker tankens farver, smagen af ord, lugten af billeder. Owuors måde at beskrive hjemkomsten på er højst mærkværdig og dybt original - og meget svær at oversætte til dansk!
Sproglig leg og genrebrud
Rushdies kommentar om, at kvinderne er i gang med at forny den afrikanske litteratur, er et nyttigt pejlemærke.
Men vi må samtidig forholde os til zimbabwiske Tsitsi Dangarembgas ord fra hendes værk Black and Female (2022) om at blive kategoriseret som sort og kvinde: når jeg skriver, bliver jeg forsikret om, at jeg er mere end sort og kvinde. Jeg bliver forsikret om, at jeg eksisterer – ’writing assures me I am’, som hun siger det ret præcist. Det dybt eksistentielle i afrikansk litteratur må ikke undervurderes.
Achebes selverklærede ret til at skrive på koloniherrens sprog, altså engelsk, bliver nu taget for givet. Men vi bør huske på, at Achebe dengang i 1950’erne i samme åndedrag også insisterede på, at hans intention som forfatter var at gøre uhørte ting med det engelske sprog. Han ville skabe et nyt engelsk, intet mindre.
Selv om afrikanske forfattere ikke længere er bundet til 1980’ernes post-koloniale sprogdebat, er et kendetegn ved deres litteratur netop den sproglige leg og de mange uhørte måder at bruge det engelske sprog på.
Forfatterne gør også mange forbavsende ting ved den gamle romangenre og er ikke bange for at udfordre læseres forventninger. Adébáyò, Bulawayo og Uwour sætter læseren på arbejde i deres vigtige og originale bøger – de forventer noget af os, og vi kan ikke bare læne os tilbage og nyde romanerne indimellem en morfar eller to på vores daybed.
Når vi læser A Spell of Good Things, Glory eller The Dragonfly Sea må vi være til stede, stoppe op, tænke efter og følge med. Og det er lige præcis dén udfordring, der gør det så enormt spændende at følge udviklingen i ny afrikansk litteratur.
