Der er i Danmark 25.150 tyske krigsgrave med relation til Anden Verdenskrig. Til november er det 60 år siden, at udenrigsminister Per Hækkerup på Danmarks vegne satte pennen til papiret og underskrev en dansk-vesttysk overenskomst, der sikrede de mange tusinde grave indtil 2022 - med mulighed for forlængelse.
I løbet af sensommeren, mens vi alle var optaget af stigende energipriser, tomme hylder og krigen i Ukraine, blev kontrakten forlænget for yderligere 60 år, og fra og med den 3. oktober i år er de tyske krigsgrave derfor fredet helt indtil 2082.
Det er en god nyhed, og den lander i en tid, der har hårdt brug for den. Dels har landets øvrige kirkegårde travlt med at kassere gamle gravsten og dermed deponere brikker af danmarkshistorien i evighedens glemsel sten for sten. Dels er Europa igen i krig, og vi kan alle have godt af at blive mindet om, hvordan krige altid trækker et spor af død og ødelæggelse efter sig.
Derfor er fortællingen om de tusinder af tyske krigsgrave fra Anden Verdenskrig vigtig. Særligt nu. For den handler også om, hvordan nogle blev befriet mens andre blev bevogtet og begravet, om årelange krigstraumer, og om et vedholdende humanistisk ønske om at lære af fortiden og se frem mod en lysere tid i demokratisk fred, frihed og fællesskab.
Flødeskumsfronten
Sådan betegnede tyskerne det besatte Danmark under Anden Verdenskrig. Trods det fredelige navn findes der knap 30.000 grave med relation til Anden Verdenskrig og den tyske besættelse af Danmark i årene 1940-45.
Der er ca. 750 fredede grave for døde modstandsfolk, knapt 1.100 grave for allierede soldater, fortrinsvis flyvere fra det britiske imperium, og et noget mindre antal grave for sovjetiske soldater. Langt størstedelen af de mange krigsgrave, godt 25.000, er grave for faldne tyske statsborgere, ca. 10.250 af dem er døde soldater, de resterende 14.900 civile tyskere.
De tyske krigsgrave fortæller en efter danske forhold usædvanlig historie, og spejler samtidig en vigtig fortælling om de dansk-tyske relationer i efterkrigstiden. Gravene stammer for størstedelens vedkommende fra 1945. Krigen var da gået ind sin afsluttende fase og dødsgrebet om Nazityskland blev strammet fra alle sider.
I øst sendte den sovjetiske offensiv i det tidlige 1945 millioner mod vest. Op mod 240.000 civile tyske flygtninge havnede i den forbindelse i Danmark, fortrinsvis fra Øst- og Vestprøjsen samt Pommern, ofte forhutlede og syge efter flere ugers flugt. Samtidig evakuerede den tyske hærledelse omkring 100.000 sårede tyske soldater fra Østfronten til Danmark. De knapt 350.000 flygtninge og sårede soldater skabte kaos frem til befrielsen - ikke mindst i København, hvor hovedparten af de tyske skibe lagde til.
Mange overlevede ikke strabadserne, og som forfatteren til en artikel i tidsskriftet Vore Kirkegaarde skrev i 1945, medbragte de tætpakkede skibe allerede ved deres ankomst en ubehagelig mængde lig i lasten - og dødeligheden blandt de resterende flygtninge og sårede soldater var af forståelige årsager stor.
Derfor var det en pligt både overfor flygtninge og ’os selv’ at skaffe ’disse døde et hvilested’, og de danske myndigheder påtog sig opgaven. Om ikke for andet, så dog for at sikre det sanitære forsvar, mente forfatteren.
Befrielsen og det, der fulgte
Efter befrielsen forlod besættelsesmagtens soldater landet, og efterhånden som deres tilstand tillod det, fulgte de sårede soldater efter dem. Et år efter befrielsen var det dog endnu uklart, hvornår de tyske flygtninge kunne sendes hjem.
I november 1946 kunne Knud Wiell, sekretær i Flygtningeadministrationen - dén myndighed, der varetog forsorgen for alle landets flygtninge - fortælle pressen, at der aktuelt var begravet ca. 11.500 tyske flygtninge i Danmark.
Han kunne også oplyse, at de 5.000 var døde fra flygtningenes ankomst i februar 1945 og frem til den tyske kapitulation i maj. I perioden fra befrielsen og frem til omkring 1. februar 1946 var et lignende antal flygtninge afgået ved døden. Herefter var dødeligheden faldet og fra februar 1946 og frem til november samme år var antallet reduceret til 1.500. En indsats og en udvikling til det bedre, som Knud Wiell da heller ikke tøvede med at tildele den danske Flygtningeadministration æren for.
Tallene kan i øvrigt bekræftes, og her kan flygtningekirkegården i Oksbøl, landets næststørste, tjene til eksempel. Et nærmere eftersyn viser nemlig, at de 0- og 1-årige er klart overrepræsenterede i dødsstatistikkerne i den første tid. Det viser også, at overdødeligheden blandt disse allermindste falder i perioden august til november 1945 for at stige igen hen over vinteren 1945-1946. Derefter var det altovervejende ældre flygtninge, der døde og blev begravet i Danmark.
Historien om disse svære tider for de tyske flygtninge, men bestemt også de danske myndigheder, er en side af befrielsen, vi ofte glemmer.
”Her maa vi være haarde og handle i national Selvforsvar”
Vi mindes krigens konsekvenser, de enorme flygtningestrømme, sygdom og elendighed, når vi besøger en af de 34 kirkegårde, der findes over det meste af landet, og som i dag huser de synligste minder om de tyske flygtninge. At gravene stadig er her, lå dog ikke i kortene fra begyndelsen.
I den første tid efter befrielsen blev de døde tyske flygtninge som oftest begravet i nærheden af den flygtningeforlægning, hvor de opholdt sig, dvs. på den lokale kirkegård. Og da de tyske flygtninge var spredt ud over hele landet, betød det, at der i 1950’erne var flygtningebegravelser hele 475 forskellige steder i Danmark.
Allerede i slutningen af 1940’erne overvejede myndighederne derfor, hvad der på længere sigt skulle ske med de tyske krigsgrave.
Forfatteren til den førnævnte artikel i Vore Kirkegaarde kom med et indspark til debatten i 1945. Han advarede bl.a. om, at nazisterne havde arrangeret ungdomsrejser til Første Verdenskrigs slagmarker for at ”sætte tyske Grave i Stand” – for blot få år senere at kaste disse unge mænd ned som faldskærmssoldater i de egne de nu var blevet fortrolige med.
Derfor lød hans forslag, at de tyske flygtningegravene skulle gøres til ukendte grave, og blev kirkegårdsområdet sået til med græs og buske ville vedligeholdelsesarbejdet desuden lettes. Samtidig burde man forhindre, at folk kunne anbringe gravmæler på enkeltgravene. Den dystre fortid måtte vi lægge bag os.
”Her maa vi være haarde og handle i national Selvforsvar,” lød det i 1945. Den sædvanlige danske naivitet måtte få ende, mente skribenten.
De simple trækors
I efteråret 1946 kendte stadig ingen fremtiden, hverken med henblik på hvornår flygtningene kunne vende hjem, eller hvad der skulle ske med de mere end 11.000 grave.
I januar 1949 var det dog omsider lykkedes de danske myndigheder at ’slippe af’ med de sidste flygtninge. I den anledning besøgte en journalist Oksbøl og resterne af det, der blot et par år forinden havde været landets største tyske flygtningelejr - og tilmed Danmarks sjettestørste by. Nu stod den vældige lejr tom og afventede sin skæbne. Under besøget blev journalisten grebet af de efterladte skæbner ved flygtningekirkegården:
”I Lejrens ene Side finder vi Kirkegaarden. 1200 simple Trækors gemmer hver paa sin Menneskeskæbne. Nu er de efterladte borte, hjemme blandt Tysklands Ruiner, og deres sidste Hilsen til de Kæres Grave ses endnu i Form af en Blomsterkrans, et signeret Baand med et »Farvel« eller et andet lille Afskedstegn, som smykker de spinkle Trækors. Planen er, at hele Kirkegaarden skal sløjfes og tilsaas med Græs. De Døde glemmes og forsvinder med Lejren.”
En dansk-vesttysk overenskomst
Det gik dog ikke som journalisten havde forudset. Fra midten af 1950’erne tog de danske myndigheder og den unge vesttyske stat tilløb til en overenskomst om gravenes fremtid. Samtidig fremkom den tyske stat med et ønske om at reducere de 475 tyske begravelsessteder i Danmark til blot 10-20 steder.
På samme tid, i 1954, havde udenrigsminister H. C. Hansen på landets vegne underskrevet en overenskomst vedrørende det britiske statssamfunds krigsgrave i Danmark. En aftale, der skulle løbe over 60 år, dvs. frem til 2014 - hvorefter den i øvrigt helt udramatisk blev fornyet for yderligere 60 år.
Otte år senere, den 3. oktober 1962, blev så en tilsvarende aftale mellem Danmark og Forbundsrepublikken Tyskland underskrevet, og aftalen fredede de tyske krigsgrave i Danmark ligeledes for 60 år - med mulighed for forlængelse.
Den 17. august 2022 blev muligheden for forlængelse taget i brug, og fra og med den 3. oktober er fredningen af de tyske krigsgrave altså nu forlænget helt frem til 2082.
Den tyske organisation Volksbund Deutsche Kriegsgräberfürsorge har i alle årene stået for pasningen af de tyske grave her i landet. Det betyder, at det er denne organisation, der betaler for de tyske kirkegrave i Danmark.
Dobbeltstandarder
Langt mere dramatisk var det, da den tyske stat i slutningen af 1950’erne fremsatte ønsket om at flytte op mod 5.000 tyske grave og ligrester - et forslag som en hel del danskere fandt både makabert og som en krænkelse af gravfreden.
Ønsket fik i 1958 en jysk præst til at udtale sig imod de tyske gravflytninger. Efter hans mening skulle man lade de døde hvile i fred, og de skulle ikke benyttes til et propagandistisk formål, for mange af de døde havde været uskyldige i det, der foregik under krigen.
Præsten og sikkert også andre var utvivlsomt bekymrede for de bagvedliggende tyske hensigter med gravflytningerne. Ikke alle var enige dengang og under overskriften ”Døde tyske og kristne danskere” spurgte en kronikør i dagbladet Vestkysten, om det var mere krænkende, usømmeligt og stridende mod dansk kristen tankegang at grave tyskere op end amerikanere, canadiere, englændere og danskere?
Dermed rettede han sit skyts mod kritikkens dobbeltstandard. Ingen havde nemlig protesteret ti år forinden, da de jordiske rester af 46 amerikanske flyvere på Svinø var blevet flyttet til USA.
Daværende kirkeminister Bodil Koch fra Socialdemokratiet gik ind for gravflytningerne, og i oktober 1963 gjorde hun opmærksom på, at Danmark ville det være det eneste vesteuropæiske land, der på den måde modsatte sig tyskernes ønske om at samle de tyske grave.
Gravflytningerne gik i gang, og i løbet af 1966 flyttede man ca. 5.000 tyske grave i Danmark for tyske penge, og antallet af kirkegårde blev reduceret fra 475 kirkegårde til de nuværende 34.
Få år senere renoverede man de tyske flygtningekirkegårde. De gamle trækors blev udskiftet med stenkors, og kirkegårdene fik deres nuværende udseende.
Volksbund Deutsche Kriegsgräberfürsorge har gennem årene sikret, at frygten for, at flygtningegravene blev misvedligeholdt og i løbet af kort tid ville komme til at ligge ”som et misprydende ar”, grundigt blev gjort til skamme. Det samme gjorde forestillingerne om, at kirkegårdene skulle ende som samlingssteder for neo-nazister og revanchister.
Flødeskumsfronten er en myte med modifikationer. Danmark gik ganske vist ram forbi katastrofale krigshandlinger, men for de 25.000 tyske skæbner, der aldrig vendte hjem, endte krigen ofte tragisk i et fremmed land, fjernt fra hjemstavn.
Vi har brug for at huske på freden, når krigen raser
De tusindvis af tyske flygtningegrave fortæller nutidens (og fremtidens) generationer om krigens evige gru og rædsler og fredens skrøbelighed. Vi har haft fred her i landet i mere end 75 år, men nogen selvfølge er det ikke.
Alene gravenes tilstedeværelse rundt om i landet, kan få folk til at stoppe op og undre sig. Hvorfor står der en gravsten over en tysker lige her? Og forhåbentlig kan dét åbne fortællingen om, hvordan et yderst anstrengt naboskab, der i ganske mange år var præget af uforsonlighed og dyb mistro, gennem årene er blevet afløst af et fredeligt samarbejde og en rolig sameksistens.
Gravene minder os også om, hvordan vores opfattelser langsomt ændrer sig, og i dette tilfælde har det absolut været til det bedre. Overenskomsten mellem Danmark og det daværende Tyskland var netop et pant på, at et ungt demokrati, som det vesttyske, havde brug for naboer, der turde lægge afstand til en dyster fortid for i stedet at gå ind i fremtiden sammen.
Og det er faktisk en fin og opbyggelig historie. Derfor – blandt andet - er det en god nyhed, at de tyske krigsgrave i Danmark nu er sikret frem til 2082.
