Fjenden er den, der hindrer, at der kan være andet end fjendskab. Som det amerikanske marinekorps’ riffelkompagni siger i deres trosbekendelse: ”Så lad der være krig, indtil der ikke er flere fjender, men fred! Amen.” Fjendskab i dets rene form er den relation, der kun kan ophøre ved, at den anden part forsvinder.
Fjender opstår således kun, når vi begynder at opfatte de andre som fundamentalt forskellig fra os selv. Dvs. hvis forskellen imellem os selv og de andre forstås som en kamp mellem godt og ondt, rigtigt og forkert, gud og djævel. Og når vi først har fået gjort de andre til fjender, forsvarer vi os med, at vi repræsenterer det gode i akut kamp imod det onde.
Derfor opfatter de fleste af os øget fjendskab, som en skidt udvikling – og drømmer om at komme vores fjender til livs engang for alle. Men fra et idéhistorisk synspunkt er heller ikke fjendskabet faktisk så sort og hvidt.
Det faktum, at vi altid ser vores fjender som modstandere af det gode, betyder nemlig også, at fjenderne hjælper os med at opdage det gode, vi er villige til at kæmpe for. Ja måske opdager og opmuntrer vi faktisk kun det gode, når vi møder og bekæmper dets modsætning. Set i det lys er marinekorpsets længsel efter freden hinsides fjenderne et farligt ønske. Og vores bekymring over verdens stigende polarisering mindre akut. Måske er fjendskabets ophør det sidste, vi skal ønske os. I stedet bør vi lære vores fjende at kende for at kende os selv.
Min fjendtlige broder
Men hvem han så, ham fjenden? Lige meget om du frygter Trump eller Biden, Putin eller Zelenskij, er der en række ting, der kendetegner alle fjender til alle tider.
For det første er fjenden ikke bare en hvilken som helst modstander eller forhindring - der findes ikke små, svage eller passive fjender. Nej fjenden er defineret ved, at vi føler os under angreb fra ham. Han er frygtelig, grusom og ødelæggende. Et miniportræt af fjenden i sin mest ekstreme udgave kan skrives således: fjenden er den, der i eksistentiel forstand truer min væren i verden; fjenden er negationen af min eksistens, modsætningen til alt jeg er og vil. Fjenden skal bekæmpes, for at jeg kan leve og lykkes.
For det andet er fjenden fundamentalt forskellig fra mig selv uden at være uforståelig. Fjenden udgør et fravær af fællesskab, men ikke en total mangel på genkendelighed. Den helt ukendte er ikke en fjende, for fjendskab kræver nærvær og viden. Det er ofte falsk eller fordrejet viden, men hvis vi skal genkende den anden som truende, farlig og ond, kræver det, at vi er tæt på ham eller hende. Én, der ikke kan ramme eller skade os, kan ikke være vores fjende.
Den tyske jurist Carl Schmitt kendte om nogen til fjendskab. Han var soldat i anden verdenskrig, og efter krigens afslutning sad han i russisk krigsfangelejr i flere år. Den situation gav Schmitt rigelig tid til at relatere over hans eget forhold til den fjende, der holdt ham fanget:
”Hvem kan jeg overhovedet anerkende som min fjende? Åbenlyst kun den, der kan stille spørgsmål ved mig. Idet jeg anerkender ham som fjende, erkender jeg, at han kan stille spørgsmål ved mig. Og hvem kan virkelig stille spørgsmål ved mig? Kun mig selv. Eller min broder. Det er det. Den anden er min broder. Den anden viser sig som min broder, og broderen viser sig som min fjende.”
Ifølge Schmitt er det kun vores fjender, der har evnen til at stille den slags spørgsmål til mig, som jeg er nødt til at besvare. Mine egne spørgsmål til mig selv kan jeg ignorere og mine venner vover kun høflige spørgsmål. Fjenden er den eneste, der faktisk formår at stille eksistentielle spørgsmål til mig, som jeg bliver tvunget til at svare på – spørgsmål, der angår, hvem jeg er, dybest nede. Derfor er fjenden tættere på mig end vennen. Fjenden er min fjendtlige bror.
Dine fjender kender dig bedre end dine venner
Ideen om den fjendtlige broder kan vi spore helt tilbage til den græsk-romerske historiker og essayist Plutarch, der levede i hundredeåret efter Jesu fødsel. I hans værk Moralia er der et meget nyttigt essay med titlen ”Hvordan få udbytte af sine fjender?”.
”Fjolser,” siger Plutarch, ”spolerer selv deres venskaber, men den viise er i stand til at drage nytte af sine fjendskaber”
Ifølge Plutarch er fjenden derfor på en måde den mest sande ven, den nyttigste hjælper, du nogensinde får i dit liv. Og det er der fire forskellige grunde til.
For det første kræver din fjende langt mere af dig, end de venner, der godt kan lide dig. Som Plutarch siger:
”Din fjende er altid årvågen, ligger konstant på lur for at drage fordel af dine handlinger og søger at vinde over dig. Så du er derfor nødt til altid at holde et vågent øje med dit eget liv.”
Vores venner ved i virkeligheden meget lidt om os, fordi de ikke hele tiden studerer os for at udnytte vores svagheder til egen fordel. Fjenden derimod ved alt om os og udnytter enhver mulighed. Nytten ved et godt fjendskab er derfor, at vi, for at kunne forsvare os imod fjenden, hele tiden er nødt til at være opmærksomme på os selv, anstrenge os, udspørge os selv og holde os selv under det Plutarch kalder et ”eksakt regime”.
Vennen tilgiver os vores svagheder. Fjenden bruger dem til at knuse os. Vennen sløver os. Fjenden skærper os. Fjenden gør, at vi lever dadelfrie og aktive liv. Den amerikanske opfinder og forfatter Benjamin Franklin (der igen og igen stjal fra Plutarch i sine tekster) sagde det således:
”Elsk din fjende, for han påpeger dine fejl.”
En brutal udgave af det ser vi udfoldet i Ukraine lige nu, hvor ukrainerne dygtigt har lært af deres fjende. De har tydeligvis studeret den russiske militærmaskine, de har lært af deres indledende fejl. Samtidig er russerne mislykkedes med deres krigsindsats, måske fordi de ikke rigtig anså ukrainerne for en virkelig modstander. De regnede ikke med at finde en grusom, aktiv og ødelæggende fjende, som ville udnytte deres egne svagheder. De regnede med at vandre lynhurtigt til Kiev og afslutte krigen på et par uger, så hvorfor bekymre sig om, hvem og hvad fjenden er. Det virker sandsynligt, at Putin ved krigens indledning vidste langt mere om, hvem hans fjender internt i Kreml var, end han gjorde om Ukraine. Men man må sige, at ukrainerne har lært ham en del om egen svaghed.
Du besejrer din fjendes ondskab ved at finde godheden
”Hvis du kalder din fjende dum, stræb da efter lærdom. Hvis du kalder ham kujon, styrk da din selvtillid og mandighed. Hvis du kalder ham lysten og ærekrænkende, fjern da alle lystfulde impulser fra dit eget hjerte.”
Sådan svarer Plutarch på, hvordan vi bedst bekæmper vores fjender. Og det er hans anden grund til, at fjendskabet er en nyttig relation at have: Vi bruger kampen imod fjenden som et kald til at selv at blive bedre mennesker.
Hvis nogen er din fjende, er du nok også hans. Og du kan ikke gøre noget værre imod fjenden end at undlade at leve op til hans beskrivelser af dig som ugudelig, amoralsk, voldelig etc. At være god er at gøre fjenden ondt, fordi det undergraver hans eget selvbillede. Hvis han er din fjende og fjender altid er modsætninger kan han ikke holde til, at du er god.
I den offentlige debat, særligt som den finder sted på sociale medier, ser vi ofte den modsatte dynamik udspille sig. Diskussionens parter råber op om, at de andre råber og bliver fornærmede over kritikker, som de selv kaster over på den anden. Men hvis du vil være en ægte skarp debattør, så svarer du pænt igen og lader dig ikke provokere, sviner ikke tilbage. Vær den, der viser sig at kunne hæve sig over debattens følelser og koncentrere sig om sagens substans. Den, der kan det, viser både sit eget engagement og sin tolerance, mens den andens intolerance og manglende selvindsigt udstilles.
Er du faktisk bedre end din fjende?
Alle har brug for gode venner og bedre fjender. Vennen gør os gode ved råd og eksempel. Fjenden gør os gode ved udskældning og fordømmelse. Men, siger Plutarch: ”Vennens stemme er i dag svag, så når det kommer til ærlig tale, da må vi forlade os på vores fjender for at lære sandheden.”
Den tredje grund til, det er sundt at have fjender, er altså at de kan vise os de dele af os selv, der har brug for forbedring – rent moralsk. Fjenden stiller vores egne eksistens- og moralspørgsmål til os: er jeg et godt menneske eller er jeg faktisk, som min fjende beskriver mig? Selv det usande, fjenden siger, er en bedre vej til selvindsigt, end vennens ros, hans tilgivelse og forståelse. For fjenden går nådesløst efter enhver fejl, mens vennen søger at glatte ud, trøste og bagatellisere. Fjenden ser os i vores værste lys, og det er ofte skarpere end de rosenrøde briller.
Når vigtige ting skulle diskuteres, brugte Vatikanet i tidligere tider det, de kaldte djævlens advokater. Det var munke, som blev sat til at stille alle de kritiske og pinlige spørgsmål, som et belevent og høfligt menneske aldrig ville kunne finde på.
I dag har mange større virksomheder folk ansat til samme rolle: at spille konkurrenten, hvis rolle det er at udnytte alle ens svagheder. Og det mest banale nutidige eksempel er måske psykologen, der godt nok ikke er ens fjende, men heller ikke ens ven, og hvis rolle det netop er at prikke til det smertefulde og tvinge os til at sige det højt, der ellers ikke bliver sagt.
Fjender hædrer os mere end venner
Plutarchs fjerde og sidste grund til at dyrke sine fjendskaber er særligt værd at notere sig, hvis du er typen, der godt kan lide at vinde – og få ros for det.
Overfor venner forventes gode gerninger, men den slags forventer vi ikke af vores fjender. Derfor er der ingen hæder og ære vundet ved at gøre som forventet overfor vennen. Men at handle nobelt og tilgivende overfor fjenden giver berømmelse, da alle, også fjenden, forventer det modsatte.
Det er altså lettere at vinde hæder ved stor gestus overfor fjenden end vennen. Overfor vennen kan man kun skuffe og tabe ansigt, når man ikke gør som forventet.
Plutarch citerer den romerske politiker Cato: ”Hvis vi lærer at handle nobelt overfor fjenden, da vil vi ikke finde det vanskeligt også at være god overfor vennen.”
Vennen lærer os ikke virkelig, hvad godhed betyder. Det er fjenden, der tester vores moral og godheds styrke, der hvor det er svært. Fjendskabet er derfor rummet for moralsk selvforbedring, mens venskabet kun er stedet for moralsk selvros.
Tænk på forskellen mellem at vinde en fodboldkamp over din ven, der mest er med for at hygge sig. Og så at vinde over klubbens største rival. Storsnuderne fra AGF, der tror, de er så meget bedre end Aarhus Fremad. De snobbede hvidklædte københavnere, der så ofte har stået i vejen for de blå-gule arbejderdrenge fra Vestegnen. Hvilken sejr føles sødest? Hvilken er du stoltest af?
Dét er forskellen mellem at vinde over vennen og over fjenden. Som den tyske filosof Friedrich Nietzsche engang sagde: ”Først må snogen gøres til en slange, for at man kan blive helt ved at nedkæmpe den.” Man må have frygtelige fjender for at kunne vinde stor hæder.
Ikke alle fjender er lige
Fjendskabet findes i utallige former fra det banale i sportskonkurrencer til det drabelige i dødsfjendskaber.
Et sted derimellem findes fx den økonomiske konkurrence, der ofte fremstilles i krigens termer. Lad os kalde det for det økonomiske fjendskab. Det ligner legen eller sportskonkurrencen derved, at det ikke rigtig betyder noget. I morgen er der en ny kamp, en ny leg, et nyt produkt, et nyt firma. Evindelig gentagelse dag ud og dag ind.
Men selvom både politikere og forretningsfolk ynder at beskrive deres arenaer som en kamp på liv og død, er der en vigtig adskillelse mellem krig og konkurrence, Putin versus Zelenskij og Trump versus Biden.
Når fjendskab mest er leg eller konkurrence er alle gevinster foreløbelige. Vi får lov at lære af slaget og kæmpe igen en anden dag. Ingen vinder for evigt. Fjendskabet er der for at holde os i gang med legen hele tiden. Ingen er verdensmester i 100 meter løb for evigt. Ingen virksomhed er nr. 1 for evigt, ingen præsident har magten for evigt. Og fjendskab som leg eller konkurrence har regler og normer. Alle skal være lidt lige i starten for at nogen kan vinde – vi skal spille på nogenlunde samme bane. Og så starter vi igen forfra.
Når fjendskab er decideret krig, kæmpes der modsat kun én gang. Målet er ødelæggelse af fjenden. Alle gevinster er endelige. Kun sejrherren består. Hvis Ukraine taber krigen mod Rusland, er der ikke længere noget Ukraine. Hvis Putin taber, er hans dage som Ruslands leder nok talte. Og som man siger, ’i krig og kærlighed gælder alle regler’.
Mange kan lide at se økonomisk og politisk konkurrence som en slags krig. Bare tænk på Trump, der vil knuse sine modstandere og på hans beskrivelse af forretningslivet som en jungle, hvor kun den stærkeste overlever. Hans begejstring for wrestling og hans evindelige forhånelse og forfølgelse af modstandere er Trump, der leger krig.
Og der er ingen tvivl om, at det giver eksistentiel mening og heroisme at tænke over sine forretningsbeslutninger som taktiske angreb på slagmarken. Men det skygger for det forhold, at det økonomiske fjendskab er uden det allervigtigste enkeltelement i det virkelige fjendskab, nemlig at ingen sameksistens er mulig. At det er enten mig eller dig – til døden os skiller. Det økonomiske fjendskab og konkurrencedemokratiet kan ikke leve uden en ny modstander at lære af. Det ægte fjendskab kan ikke leve med, at modstanderen fortsat eksisterer.
Dér er fjendskab død og ødelæggelse og moralsk forfald. I alle andre fjendskaber – og i den økonomiske konkurrence – er der mulighed for moralsk selvudvikling. Selv hvis vi ofte kun bruger det til at forelske os i os selv og vores egne allierede.
Fjendskabets forbedrende muligheder
Allerede tilbage i den græske antik, formulerer Plutarch altså fire gode grunde til at holde af sit fjendskab, som det kan give god mening at holde sig in mente i en stadig mere fjendtligt indstillet nutid:
- Modsat venner kræver fjender noget af os – og presser os derfor til at kende os selv bedre
- Fjenders ondskab tvinger os til at prioritere det gode i os selv
- Fjenders ondskab er det spejl, der kan vise os vores egne moralske mangler
- Stærke fjender er de eneste modstandere, det er værd at vinde over
Selvom en verden fuld af fjender kan være hård at leve i, er det altså muligt at få noget positivt ud af en på overfladen negativ situation. Som Plutarch konkluderer:
”Hverken vores sorg eller fjenders sejre eller vores glæde ved deres nederlag bør gå forbi os uden at blive anvendt til et eller andet nyttigt formål.”
Vores fjender er moralsk nyttige. Fjenden er en mulig kilde til selvforbedring, som ikke kun gælder individets moralske forbedring men også samfundenes, staternes og virksomhedernes forbedring.
Det minder lidt om Orson Welles, der i filmen Den Tredje Mand siger:
”De 30 år under Borgianernes styre i Italien var præget af krig, terror, mord og blodsudgydelse, men de skabte også Michelangelo, Leonardo da Vinci og Renæssancen. I Schweiz havde de 500 år med demokrati og fred, og hvad skabte de? Kukuret”
