Elsker du serier som Klovn, The Office og Curb Your Enthusiasm? Eller slukker du samme sekund, du opdager, at en af dem viser sig på din skærm?
Serie-genren Cringe Comedy har siden årtusindskiftet levet af at pirre folk med ekstrem pinlighed, og serierne har været så store succeser, at de er blevet forskningsobjekter. For hvorfor virker det at få seernes tæer til at klistre sig op under foden?
Marc Hye-Knudsen er en af de humorforskere, der har studeret cringe comedy og den specielle masochisme, det kræver af seerne at nyde alle pinlighederne.
”Den amerikanske psykolog Paul Rozin taler om, at de fleste mennesker har en grad af godartet masochisme – at vi frivilligt opsøger negative følelser. Det sker for eksempel, når vi spiser meget stærk mad, prøver en vild rutsjebane i tivoli og lignende. Men det skal være i kontrollérbare doser, ligesom i cringe comedy. Der er flere psykologer, der mener, at vi bruger de oplevelser til at træne vores sind mod negative følelser, så vi er bedre rustet til den dag, hvor livet går ad helvede til,” fortæller Marc Hye-Knudsen, der er lab manager ved Cognition and Behavior Lab på Aarhus Universitet.
Lang tradition for pinlighed
Cringe comedy er en del af en større genre, der har eksisteret meget længe; pinlighedshumor. Et klassisk eksempel er den engelske kæmpesucces Fawlty Towers, som på dansk hed Halløj På Badehotellet, fra 1970’erne.
”Omdrejningspunktet i Fawlty Towers er, at hotelejeren gerne vil være respektabel, men han kommer i stedet altid til at bryde med sociale normer. Der er et afsnit, hvor der kommer tyske gæster til hotellet, og han siger hele tiden til personalet, at de ikke må nævne 2. Verdenskrig, men i hans desperation for at undgå det, kommer han selv til at nævne krigen hele tiden.”
”Men det er ikke cringe comedy, fordi det er langt mindre pinligt end eksempelvis Klovn, hvor hovedpersonerne er så ekstremt pinlige, at det er meget sværere at se på. I Fawlty Towers griner vi af hovedfiguren, men vi har hele tiden en afstand til ham,” understreger Marc Hye-Knudsen.
Han forklarer, at det skyldes fænomenet psykologisk distance, og det er den distance, der afgør, hvor hårdt, vi bliver ramt i hjerte og hjerne af de pinligheder, vi bliver udsat for.
Der er fire faktorer, der kan bruges til at opbygge psykologisk distance af filmskabere:
- Temporal distance. Hvornår er episoden sket?
- Social distance. Rammer episoden mig selv eller andre, og hvor godt kender jeg dem, der rammes, eller kan spejle mig selv i dem?
- Hypotetisk distance. Sker det i virkeligheden, eller er episoden så urealistisk, at det må være fantasi?
- Rumlig distance. Hvor langt fra os sker episoden?
”I forhold til Fawlty Towers er plots så urealistiske og hele scenografien så kunstig, at det skaber en hypotetisk distance. Men der er også en social distance, for hotelejeren er så snobbet, usympatisk og karikeret, at vi ikke kan holde af ham. Og så er der en rumlig distance, fordi det hele er filmet på afstand. Der er ingen close ups af de medvirkendes ansigter, når der sker noget pinligt, så vi kan ikke rigtigt føle med dem og kommer aldrig tæt på.”
Hyperrealisme rammer hårdt
Som en modsætning og et godt eksempel på pinlighedshumor, der rammer os meget hårdere, så det bliver til cringe comedy, nævner humorforskeren den engelske serie The Office fra 2001-2003.
”The Office fjerner alle distancerne. Den er hyperrealistisk og skabt som en mockumentary – en fiktionskomedie – hvor hovedpersonerne lader som om, at de er med i en dokumentar i det, der ligner et virkeligt kontor. Plotsene er meget organiske og kunne lige så godt være taget ud af en rigtig dokumentar.”
”Hovedpersonen David Brent minder lidt om Basil Fawlty i Fawlty Towers og er lidt overdrevet, men menneskerne omkring ham opfører sig som rigtige personer. Og hver gang David Brent gør noget pinligt, ser vi folks reaktioner helt tæt på, og bliver forlegne sammen med dem. Vi spejler simpelthen deres følelser, når vi kommer så tæt på dem.”
The Office blev så stor en succes, at den også blevet lavet i en amerikansk udgave, og der var for et par år siden også tale om at lave en dansk version, men der har været stille om de planer siden.
Et spørgsmål om empati
Når serie-skaberne forsøger at ramme vores ubehag med pinlighed, handler det også om pirke ved vores empatiske sans.
”Man taler om to typer af empati: Den kognitive empati, som er evnen til at forstå andres følelser, og den affektive empati, der er evnen til at spejle andres følelser. Cringe comedy forsøger at fjerne alle distancerne og ramme vores affektive empati.”
Det er formentligt også grunden til, at nogen ikke kan fordrage at se de pinlige cringe comedy-serier.
”Nogle personer er easily empathetically embarrassed – altså har en større grad af affektiv empati. Så når cringe comedy forsøger at gå til grænsen for vores indvendige græmmelse, bliver der altså for meget for nogle, fordi vi ikke har den samme grænse,” understreger Marc Hye-Knudsen.
Cringe comedy har været med os i mere end 20 år, og der kommer stadig serier, der forsøger at ramme os på pinligheden. Men hvor længe det bliver ved, tør humorforskeren ikke spå om. Det bliver spændende at se, hvilke vinkler pinlighedshumoren får i fremtiden, mener han.
Marc Hye-Knudsen var fornyligt i radioprogrammet Kraniebrud på Radio4, hvor han talte om Når humoren gør ondt i maven.
