Et flertal af danskerne vil gerne ændre deres adfærd og handle mere klimavenligt. Men vores hverdagsrutiner, vores magelighed og ønsket om ”det gode liv” gør det svært at rykke den måde, vi lever vores liv på. Det er først og fremmest vores vaner, der stiller sig i vejen for, at vi som enkeltindivider handler mere bæredygtigt.
Det er budskabet fra Bente Halkier, der er professor i sociologi ved Københavns Universitet og forsker i folks adfærd i forhold til klimakrisen.
Ifølge hende er der især brug for adfærdsændringer på tre områder: Transport, fødevarer og bolig. Det er her, det største aftryk ligger.
”Dér, hvor vi hver især belaster klimaet mest, er gennem de tre B’er: Bilen, bøffen og boligen. Men også ’ting og sager’-kategorien er stor: Vores elektronik, indretning og tøj har et væsentligt klimaaftryk,” forklarer Bente Halkier, der også er medlem af Klimarådet.
Ifølge Halkiers forskning er det helt afgørende med politiske rammer, der hjælper borgernes adfærd i den rigtige retning.
”Hvis vi for alvor skal ændre vores vaner, så det gavner klimaet, skal det ske i tæt samspil med klimafremmende politiske regelsæt, der giver et større og billigere udbud af klimarigtige produkter og ydelser,” siger hun.
Hvorfor er adfærdsændringer så svære?
FN’s klimapanel IPCC for længst har slået fast, at borgernes livsstil og adfærd spiller en enorm rolle for at afbøde klimaforandringerne. Den såkaldte Club of Rome anslår, at de rige lande skal reducere klimabelastningen fra privatforbrug med 91-95 pct. i 2050 for at indfri Parisaftalens målsætninger. Den gennemsnitlige dansker belaster klimaet med 17 tons CO2 om året, mens f.eks. en inder blot udleder 2 tons.
En række undersøgelser viser, at langt de fleste faktisk ønsker at gøre en positiv forskel i forhold til klimaet. Men det er ikke altid, at ønskerne bliver omsat til praktiske ændringer i hverdagslivet.
Ifølge Bente Halkier hænger det sammen med, at vores idealer om at leve mere bæredygtigt ofte vil støde sammen med både vores selvopfattelse og opfattelsen af ”det gode liv”.
”Hverdagslivet er svært at ændre. I en organisation eller virksomhed kan man lave strategier og handlingsplaner. Privat er vi mere styret af ’tavse selvfølgeligheder’ – vaner, som vi sjældent tænker nærmere over,” forklarer Bente Halkier.
Folk tænker ikke over, hvorfor de gør, som de gør – at de f.eks. ofte skifter tøj ud i garderoben, tager bilen på arbejde eller spiser kød hver dag. De gør bare, som de plejer. Vanerne er også bundet op på en masse praktiske aktiviteter, der er svære at ændre, hvis dagligdagen skal glide nemt – f.eks. hvis man skifter bilen ud med kollektiv transport.
Der skal meget til, før vi som enkeltindivider ændrer vores måde at leve livet på – og det tager lang tid.
Bente Halkier, Københavns Universitet
Hvad der måske er allervigtigst, er, at vores forbrugsvaner er med til at understøtte vores sociale relationer – til familie, kolleger og venner. Det gør det svært at ændre dem uden at ændre de relationer, de knytter sig til. Hvis man f.eks. forestiller sig en klimavenlig jul med rødbedefrikadeller i stedet for gås og brugte julegaver i stedet for nye, har man en ide om, hvor vanskeligt dét kan være.
Vi udvikler forklaringer over for os selv på, hvorfor vi gør, som vi gør. Og at det er helt ok. F.eks. at man skal have en bil, når man får børn. Eller har ret til på ferie sydpå, når man har arbejdet hårdt hele året.
”Vi lytter til viden og rationelle argumenter for, at vi burde gøre noget andet, end vi gør. Men det støder sammen med nogle meget basale forhold, som vi mennesker bygger vores liv op omkring. Der skal meget til, før vi som enkeltindivider ændrer vores måde at leve livet på – og det tager lang tid,” forklarer Halkier.
De fleste er pragmatikere
Borgeradfærd i forhold til klimaforandringerne er et relativt nyt forskningsfelt. Så når Bente Halkier udtaler sig om borgernes klimaadfærd, er det ikke kun på baggrund af aktuelle studier i borgeres klimaadfærd, men også andre adfærdsstudier på tilsvarende områder – f.eks. i forhold til sundhed, sikkerhed eller miljø.
Når man spørger til folks adfærd og adfærdsændringer, kan man groft sagt inddele deres svar i tre typer.
Den første er dem, der allerede har klima på dagsordenen. De har omlagt deres liv i en mere klimavenlig retning. De spiser kun lidt eller slet ikke kød, bruger hovedsagelig offentlig transport, bor småt og går i genbrugt tøj. De har valgt selv og gør allerede noget.
Den anden type er dem, der ikke mener, at nogen eller noget skal bestemme over dem. De reagerer med instinktiv modvilje, hvis de får at vide, hvad der er korrekt at gøre. Det er samme form for modstand, man har set i forhold til Corona-vacciner: Man vil ikke dikteres noget udefra eller oppefra.
Men det store flertal tilhører den tredje type: Pragmatikerne. De er opmærksomme på behovet for grønne adfærdsændringer og overvejer måske, hvordan de kan flettes ind i dagligdagen, uden at det får for store konsekvenser for deres liv. De går ikke til yderligheder, men gør lidt – når det passer dem.
”Mange i denne gruppe slår en form for handel af med sig selv,” siger Bente Halkier. ”Det kan f.eks. være: ’Når jeg ikke har fløjet sidste år, må jeg tage gerne tage på en flyrejse næste år.’ Det er også en måde at kompensere for, at det ikke er klart, hvad man egentlig bør gøre, og hvornår noget er tilstrækkeligt.”
Den enkeltes adfærd skal hjælpes på vej
Fra adfærdsforskningen på andre områder ved man, at pragmatikergruppen typisk er den største. Men med den store bevågenhed om klimadagsordenen, kan det godt være muligt at få flere over i den første gruppe, vurderer Bente Halkier.
”Et flertal er bekymrede over klimaforandringerne, og det øger sandsynligheden for, at det bliver omsat i handling,” siger hun.
Men virksomheder og politikere kan også være med til at hjælpe omstillingen på vej.
”Adfærdsændringer kommer kun, hvis vi som enkeltindivider får hjælp fra politikere eller fra virksomheder, hvis produkter og services vi forbruger. Den enkelte husholdning kan ikke løse de store udfordringer alene. Det viser forskningen entydigt,” forklarer Bente Halkier.
Hun fremhæver tre typer af instrumenter:
Den første retter sig direkte mod den enkeltes vaner gennem økonomiske incitamenter og oplysning. Det kan f.eks. være afgifter på varer, der ikke er klimavenlige, eller kampagner, der fortæller os, hvad vi bør gøre.
Den anden omfatter regler og infrastruktur, der gør det lettere at være klimavenlig: el-standere til elbiler, offentlig transport, cykelstier eller mærkningsordninger. Det danske Ø-mærke er et godt eksempel. Det blev udviklet i 90’erne i samspil mellem Landbrugsrådet, staten og FDB (det nuværende COOP). Med Ø-mærket definerede de, hvad økologi var, og COOP gjorde økologiske fødevarer tilgængelige for forbrugerne ved at sænke priserne det første halve år af mærkets liv.
Den enkelte husholdning kan ikke løse de store udfordringer alene. Det viser forskningen entydigt.
Bente Halkier, Københavns Universitet
Den sidste – og ofte oversete – gruppe af incitamenter handler om at normalisere adfærdsændringer. Fordi barriererne handler så meget om vaner, er det afgørende at gøre klimarigtige handlinger normale. Som kommune kan f.eks. købe elbiler til hjemmeplejen, indføre kødfrie dage i daginstitutionerne eller udlægger arealer til fælles lokal dyrkning i by-haver. Ved at gå forrest og vise, at man kan handle på en ny måde, er man med til at normalisere handlingen for den enkelte.
”Det giver folk mulighed for at afprøve nye klimavenlige handlinger uden selv at skulle tage stilling i første omgang. Det skaber en spill over-effekt – det, der er nyt i dag, er normalt i morgen. Vi ved fra forskningen, at det har en stor effekt på den enkeltes adfærd,” påpeger Halkier.
Men for at få dette potentiale forløst er det helt afgørende, at politikerne sætter præcise rammer og understøtter de borgerne i at handle klimarigtigt. ”Der ligger et enormt potentiale i at ændre folks vaner i en klimarigtig retning. Eksemplerne viser, at politikere og virksomheder kan hjælpe det på vej på mange måder,” siger Bente Halkier.
