Lad os være ærlige: Der er fortsat meget, vi ikke ved om protesterne i Kasakhstan, de interne magtkampe i regimet og Putins indblanding. Mens urolighederne udspillede sig, blev internettet og mobilnettet lukket ned af magthaverne. Og da informationer om den politiske situation i landet i forvejen er sparsomme, må vi være forsigtige i vores vurdering af begivenhederne.
Men selv om vi sjældent hører meget til Kasakhstan, så er det på ingen måder et ligegyldigt land. Til trods for sine små 20 millioner indbyggere er landet det niendestørste i verden, og i kraft af sin størrelse og enorme mængder af primært olie, men også gas, er Kasakhstan en afgørende geopolitisk aktør i Centralasien.
Ydermere har vi at gøre med en stat i det postsovjetiske område, som Vesten længe har haft gode forbindelser til. Nu tegner der sig dog efterhånden et meningsfuldt billede af begivenhederne i Kasakhstan. Forsimplet kan vi optegne følgende hovedlinjer.
Da folket fik nok
Demonstrationerne mod stigende energi- og fødevarepriser, korruption, arbejdsløshed og generelt dårlig levestandard begyndte den 2. januar i byen Sjanaosen, men spredte sig i løbet af en uge til store dele af landet. Over de seneste ti år har vi flere gange set strejker og protestaktioner i Kasakhstan, uden at landets magthavere har givet sig en tomme.
Men denne gang var protesterne anderledes. Der var tusindvis af mennesker på gaden, og opstandene var ikke isoleret til en enkelt by eller region, men udspillede sig over store dele af det enorme land. Utilfredsheden stikker tydeligvis dybt i det kasakhiske folk, hvor halvdelen af indbyggerne er under 30 år, men ikke ser nogen bedring af deres levevilkår i sigte. Og de har altså en stigende beredvillighed til også at udtrykke denne utilfredshed.
Præsidenten, der ikke kunne svare igen
Kasakhstans præsident, Kassym-Jomart Tokajev, havde i begyndelsen af forløbet svært ved at svare igen. Borgmesterkontoret og hovedbygningen for det altdominerende parti Nur Otan – på dansk Det strålende fædreland – i landets største og rigeste by, Almaty, blev hærget og brændt. Politi og sikkerhedsstyrker lod stå til.
I et autoritært styre som Kasakhstans, der altid har været kendetegnet ved stabilitet og orden – i hvert fald på overfladen – er det et tegn på, at der er magtstrukturer, der ikke fungerer, som de skal. Problemet var ikke mangel på sikkerhedsopbud, men derimod manglende loyalitet.
I et diktatur som Kasakhstans er sikkerhedsstyrkernes loyalitet ikke nødvendigvis knyttet til den person, der har størst lovformelig magt.
I et diktatur som Kasakhstans er sikkerhedsstyrkernes loyalitet ikke nødvendigvis knyttet til den person, der har størst lovformelig magt. Personlige relationer og vurderinger af, hvem der sidder med den reelle magt, er langt vigtigere.
Siden Tokajev blev præsident i 2019, har han været en svag figur. For Nursultan Naserbajev – den stærke mand i kasakhisk politik siden slutningen af 1980’erne og landets præsident i næsten 30 år – blev ved med at spøge i kulissen.
Naserbajev havde opbygget et stærkt personalistisk diktatur med ham selv i den altdominerende hovedrolle. Siden 1990’erne vandt han alle ”præsidentvalgene” med stemmetal på den gode side af 95 pct., statskontrollerede medier lovpriste alle hans gerninger, og overalt i landet skød statuer af lederen frem, og byer, gader, pladser og bygninger bar hans navn.
Kampen om kontrollen
Inden Naserbajev overleverede præsidentposten til Tokajev placerede han sine mest loyale støtter i nøglepositioner – og i særdeleshed i sikkerhedsapparatet. Alle diktatorer frygter nemlig pensionisttilværelsen, hvor de naturligt bliver sårbare over for, hvad den næste leder kan finde på.
Så Naserbajev ville sikre sig selv og sin indflydelsesrige familie (og deres lyssky økonomiske aktiviteter) og balancere Tokajev. Siden har Tokajev forsøgt at gøre sig fri af sin forgængers lænker – dog uden held.
Det var sandsynligvis derfor, sikkerhedsstyrkerne indledningsvist tøvede. De refererede jo primært til Naserbajev eller til de folk, som han havde udpeget. Folk som nu også selv var blevet toneangivende aktører i spillet om magten.
Der er endda forlydender om, at Naserbajevs folk måske pønsede på at udnytte urolighederne til at sætte dolken i Tokajevs ryg og selv tage kontrollen. Det var sandsynligvis derfor, Tokajev så sig nødsaget til at søge hjælp fra den regionale sikkerhedsorganisation CSTO og Rusland i særdeleshed.
Putins afgørende rygstød
Vi ved, at Tokajev talte i telefon med Vladimir Putin og den belarussiske præsident, Aleksandr Lukasjenko, den 5. januar. Morgenen efter blev de russiske styrker med stor mediebevågenhed sendt mod Kasakhstan.
Putin lagde altså med al tydelighed sit lod i Tokajevs skål og gav ham et afgørende psykologisk rygstød i et afgørende øjeblik. Sandsynligvis et fornuftigt valg, når Naserbajevs høje alder (81 år) og angiveligt meget svage helbred tages i betragtning. Kampen om magten efter Naserbajev kunne meget vel udvikle sig til lidt af et rivegilde, hvilket Putin ikke har nogen interesse i.
Med Putins støtte turde Tokajev sætte alt på et bræt. Kort efter telefonsamtalen fyrede han Naserbajev som leder af landets magtfulde sikkerhedsråd – en post, som han ellers ifølge forfatningen havde for livet – og satte i stedet sig selv for bordenden.
Tokajev udnyttede også straks lejligheden til at skille sig af med og sågar fængsle den mangeårige Naserbajev-kumpan og leder af den Nationale Sikkerhedskomité (det tidligere KGB) Karim Massimov. Massimov har siden 2007 – og blandt andet som den længst siddende indenrigsminister – stået for at slå hårdt ned på al modstand mod Naserbajevs styre.
Herefter synes der ikke at have været tvivl om loyalitetsbåndene. De kasakhiske sikkerhedsstyrker parerede nu ordrer, og i løbet af få dage lykkedes Tokajev med at kvæle oprøret på brutal vis. ”Skyd for at dræbe,” lød ordren.
Føniks-fuglen kommer på hårdt arbejde
Tokajev står derfor pludselig som den stærkeste mand tilbage. Som en fugl Føniks rejste han sig af asken fra den fejlslagne revolution. Naserbajev er derimod en slagen mand, og hans mest potente støtter og dermed også potentielle udfordrere til Tokajev falder en for en.
Efter udrensningerne i sikkerhedstjenesten har Tokajev nu vendt sig mod andre grene af det kasakhiske magtapparat. Senest er spillet om kontrollen med landets økonomiske ressourcer gået i gang. Naserbajevs stenrige svigersønner – nogle af landets rigeste og dermed også mest magtfulde personer – er således blevet presset til at forlade deres poster.
Og der er sandsynligvis flere rokader på vej. Tokajev har vist, at han er villig til at bruge rå vold for at fastholde og udbygge sin magt. I den kommende tid vil han formentlig placere personer, der først og fremmest er loyale over for ham, på andre betydningsfulde poster i sikkerhedsapparatet og øvrige grene af det politiske og økonomiske system.
Der er sandsynligvis flere rokader på vej. Tokajev har vist, at han er villig til at bruge rå vold for at fastholde og udbygge sin magt.
Tokajev vil også have mere frirum til at sammensætte en ny regering, efter at den forrige gik af i de første dage efter nytår. Og lykkes han med det, så kan vi forvente, at han også ruller resterne af Naserbajevs personlighedskult tilbage. Men det er altså på den lidt længere bane.
Lige nu har Tokajev tydeligvis overtaget, men om paladsstridighederne ender med hans fuldgyldige konsolidering af magten, eller hans modstandere blandt den kasakhiske elite igen kan samle sig og eventuelt forsøge at vippe ham af pinden vil tiden vise. At konsolidere magten i et diktatur er bestemt ikke ufarligt – ej heller er det dømt til at lykkes. Ja, faktisk tvinges langt hovedparten af autoritære ledere fra tronen inden for de første par år.
Men Tokajev ligner nu for første gang det bedste bud på Kasakhstans næste reelle leder – og han lader ikke til at være en mand, som sætter hverken menneskerettigheder, velfærd eller demokrati højt.
Putin trak igen det længste strå
Putin får sandsynligvis det, han ønskede: et stabilt og autoritært Kasakhstan med en hård, men Rusland-venlig mand ved rorpinden. Samtidig har han igen vist, at Rusland står klar til at komme enhver diktator i området til hjælp – og særligt hvis der er tale om, at folket formaster sig til at demonstrere.
I Kasakhstans nabolande Tadsjikistan og Turkmenistan sidder også aldrende autokrater på magten. Når rorpinden her skal gives videre, kan vi derfor forvente, at Rusland igen vil blande sig og hjælpe med at facilitere så gnidningsløs en overgang som muligt fra en diktator til en anden. Konsekvensen er, at Centralasien forbliver en højborg for autoritære og dybt korrupte regimer. Mange analytikere pegede i de tidlige januardage på, at Putin med konflikten i Kasakhstan stod svækket i det højdramatiske spil om Ukraine. Men konklusionen må være, at Putin satsede alt på et bræt og gik sejrrigt ud af det kasakhiske intermezzo. Om noget er han blot blevet bestyrket i, at han kan få det, som han vil have det.
