Hele verden fulgte med via livestreaming, da en ekspertgruppe ved tidsskriftet Bulletin of the Atomic Scientists den 20. januar 2022 offentliggjorde viserindstillingen på Dommedagsuret for det kommende år. Gruppen vurderede denne gang, at menneskeheden stadig befinder sig i en yderst farlig situation, og at uret fortsat skal vise 100 sekunder i midnat – det samme tidspunkt som i 2020 og 2021. Og den tætteste indstilling, uret har været midnat og dermed apokalypsen i de 75 år, det har eksisteret.
Ekspertgruppen begrunder sin dystre vurdering med, at der i disse år foregår gennemgribende moderniseringer af de to ældste atommagters – USA’s og Ruslands – våbenarsenaler med nye avancerede kernevåben og fremføringsmidler. Gruppen vurderer desuden, at der er udsigt til yderligere spredning af kernevåben til andre lande i verdens geopolitiske brændpunkter som for eksempel Mellemøsten. Eksperterne fremhæver endelig den manglende indsats for at adressere klimakrisen samt en øget spredning af misinformation, der forhindrer effektiv handling både i forhold til kernevåbenstruslen og klimakrisen.
Ifølge ekspertgruppen begyndte året 2021 ellers med flere lovende udviklinger, herunder ikke mindst skiftet fra den uforudsigelige præsident Donald Trump til den mere driftssikre Joe Biden. Den nye Biden-administration genindmeldte straks USA i Parisaftalen fra 2015, som forpligter medlemslandene til bindende klimamål, der skal forhindre, at Jordens temperatur stiger med mere end 1,5 grader celcius. Derudover fik Biden-administrationen i sidste øjeblik forlænget den ti år gamle New START-aftale mellem USA og Rusland, som blandt andet forpligter hvert af de to lande til at have mindre end 1.550 klargjorte kernevåben installeret i raketter og fly.
Men andre udviklinger trak i negativ retning. Det gælder de fortsatte gigantiske investeringer i nye nukleare våbensystemer blandt verdens atommagter, de uafsluttede forhandlinger om Irans fremskredne atomprogram, den allerede på det tidspunkt anspændte situation ved den russisk-ukrainske grænse og det magre udbytte af det nyligt afholdte Glasgow-klimatopmøde.
Ifølge Bulletin befinder verden sig derfor i en meget usikker strategisk situation. En situation, der er præget af stærke konflikter, hvorimod de institutioner – såsom De Forenede Nationer, FN og Det Internationale Atomenergiagentur, IAEA – der er sat i verden for at inddæmme internationale stridigheder og spredning af kernevåben, er svage og tandløse.
Dommedagsurets oprindelse
Dommedagsuret så første gang dagens lys i 1947. Bag uret stod en gruppe videnskabsfolk, anført af kernefysikeren James Franck og biofysikeren Eugene Rabinowitch, der i 1942-45 havde været med til at udvikle verdens første atombomber.
I modsætning til de to karismatiske ledere af det enorme Manhattan-projekt, general Leslie Groves og professor Robert Oppenheimer, var Franck og Rabinowitchs gruppe indædt modstander af at bruge atombomber mod japanske byer. Men forgæves. Den 6. og 9. august 1945 blev Hiroskima og Nagasaki næsten totalt udslettede, da amerikanske fly kastede én atombombe over hver af de to japanske byer.
Gruppen med Franck og Rabinowitch i spidsen gav dog ikke op. Efter krigen gik mange af dens medlemmer ind i kampen for at advare offentligheden om den nye, dødsensalvorlige atomtrussel. Et nyt tidsskrift, Bulletin of the Atomic Scientists, hvis hovedredaktør netop var Rabinowitch, og hvis første nummer udkom i december 1945, blev gruppens foretrukne platform.
I juni 1947 kom Dommedagsuret så på forsiden af tidsskiftet. Det var tegnet af kunstneren Martyl Langdorf, gift med en af fysikerne i Manhattan-projektet. Med uret ville hun understrege, at menneskeheden kun havde kort tid til at få de stadig kraftigere atomvåben under kontrol.
Uret blev stillet til at vise syv minutter i midnat. Der blev ikke givet nogen nærmere begrundelse for netop dette valg, men urets startposition måtte naturligvis både indikere, at atomtruslen var meget alvorlig, og at der var mulighed for senere at flytte uret frem eller tilbage. To år senere, efter at Sovjetunionen havde sprængt sin første atombombe i 1949, flyttede Rabinowitch da også den store viser frem til tre minutter i midnat for at angive, at kernevåbentruslen var blevet endnu alvorligere, end den var i 1947.
Siden er Dommedagsurets store viser blevet flyttet 23 gange. Hver gang er skiftet sket i takt med vægtige forandringer i den politiske og nuklearteknologiske situation, som den ansvarshavende redaktion har fundet positive eller negative i forhold til verdensfreden.
Hvordan skal uret aflæses?
Redaktionen besluttede tidligt, at den ikke ville lade uret reagere på en enkeltbegivenhed, medmindre en sådan begivenhed med stor sandsynlighed ville få længerevarende konsekvenser for hele verden.
Rabinowitch undlod eksempelvis at flytte viserne i forbindelse med Cubakrisen i oktober 1962, der af mange historikere ellers betragtes som det øjeblik, hvor verden har været tættest på en atomkrig mellem USA og Sovjetunionen. USA krævede dengang, at Sovjetunionen fjernede de atombevæbnede mellemdistanceraketter, landet i al hemmelighed havde installeret på Cuba. Men da Sovjetunionen accepterede kravet, var krisen overstået på tre uger, og den blev i stedet afløst af et forsigtigt tøbrud mellem de to supermagter.
Til gengæld blev viserne i 1953 flyttet fra tre minutter i 12 og helt frem til to minutter i 12, da det stod klart, at både USA og Sovjetunionen nu rådede over brintbomber, der var flere hundrede gange kraftigere end Hiroshimabomben. Hvilket betød, at bare én brintbombe kunne udslette storbyer som New York og Moskva.
Frem for enkeltbegivenheder sigter Dommedagsuret på at måle verdens strategiske sikkerhedssituation, dvs. hvilke våben lande og organisationer kan bringe i spil i aktuelle konflikter, og hvilke institutioner der er til rådighed for at forhindre konflikterne i at eskalere.
Et tydeligt eksempel på en situation med stærke konflikter og svage institutioner opstod i 2003, da Nordkorea trådte ud af NPT-traktaten fra 1970, der forpligter underskriverne på at undlade at udvikle atomvåben. Efterfølgende kunne eller ville ingen af verdens øvrige atommagter tvinge det fattige, isolerede land til at omgøre beslutningen om at træde ud af traktaten, og resultatet lod ikke vente længe på sig: I 2006 foretog Nordkorea sit første succesfulde atombombeforsøg.
Selvom situationen i Nordkorea er unik, så indikerer denne udvikling en generel svaghed i det internationale ikke-spredningssystem, hvor IAEA og FN udgør hjørnestenene. Systemet har blandt andet den indbyggede svaghed, at verdens eksisterende atommagter skal forhindre andre lande i at opnå samme status. Dette forhold bliver ikke mindre paradoksalt af, at de nuværende atommagter fortsat investerer store summer i at modernisere deres egne atomarsenaler.
Når uret i skrivende stund står på 100 sekunder i midnat, skyldes det blandt andet Bulletins kritiske vurdering af verdens overordnede strategiske sikkerhedssituation, herunder hvor svagt ikke-spredningssystemet for indeværende er.
Kernevåben er stadig årsag til bekymring
Ved at studere Dommedagsurets 24 viserflytninger over 75 år kan vi registrere tre overordnede tidsfaser:
I årtierne under Den Kolde Krig var der en tendens til, at den store viser rykkede stadig tættere på Dommedag.
Under Den Kolde Krigs afsluttende fase og i det følgende årti blev den store viser flyttet længere væk fra midnatstimen med en maksimal afstand på 17 minutter i årene 1991-96. Mange oplevede det dengang, som om truslen fra kernevåben helt var forsvundet. Men i det nye årtusinde har Dommedagsuret igen bevæget sig uhyggelig tæt på midnat, indtil det i 2020 nåede det nuværende absolutte lavpunkt: kun 100 sekunder i midnat.
Begrundelserne i Bulletins årlige risikovurderinger i det nye årtusinde har især været, at USA og Rusland ikke har fastholdt den nedrustningskurs, de slog ind på under Den Kolde Krigs afslutning. Men måske er det endnu vigtigere, at verden i dag står med en række brændpunkter, hvor atommagter er faretruede tæt på en konfrontation.
Det gælder blandt andet i stridighederne mellem atommagterne Indien og Pakistan, mellem Nordkorea og USA, og i situationer, hvor lande er tæt på at krydse grænsen til at blive atommagter. Det er for eksempel tilfældet i Mellemøsten, hvor opmærksomheden i øjeblikket er koncentreret om Iran, der er på vej til at blive regionens anden atommagt – Israel var den første. Og hvis Iran får kernevåben, vil Saudi-Arabien formentlig også skaffe sig sådanne masseødelæggelsesvåben for ikke at tabe våbenkapløbet til den rivaliserende magt i regionen.
Disse og flere andre nukleare spændinger foregår i en mere uforudsigelig geopolitisk situation end under Den Kolde Krig, hvor de to ubestridte supermagter, USA og Sovjetunionen, helt dominerede verdensscenen.
Den dystre vurdering af sikkerhedssituationen, som vi kan registrere på Dommedagsuret i disse år, står i skærende kontrast til den beskedne plads, kernevåbentruslen har i den offentlige og politiske debat i et land som Danmark. Det hænger formentlig sammen med det nuværende stærke fokus på klimatruslen, men der er – desværre – fortsat grund til også at være meget bekymret for udviklingen på kernevåbenområdet.
Er Dommedagsuret et godt ur?
Dommedagsuret har over tid udviklet sig til at være et stærkt kulturelt og politisk symbol. Kun paddehatteskyen kommer i nærheden af Dommedagsuret som symbol på den ultimative atomkatastrofe.
Uret har derfor også både højlydte kritikere og fortalere. Kritikerne påpeger især, at uret er alarmistisk – hjælp, dommedag kommer! – og deterministisk – vi kan ikke gøre noget for at undgå undergangen!
Fortalerne understreger derimod, at uret minder os om, hvor meget det haster at gøre noget ved problemerne, før nervøse ledere udløser ragnarok. De fremhæver desuden, at uret ikke blot signalerer frygt for undergang, men også håb om, at menneskeheden kan afværge sin egen dommedag. For ved forenede anstrengelser kan viserne flyttes tilbage, så klokken ikke når at falde i slag klokken 12:00:00.
For urets skabere indbefattede det en vigtig advarsel om, at kernevåbnenes ødelæggelsesevne har skabt en helt ny situation for menneskeheden. Siden Niels Bohr, Albert Einstein og andre kernefysikere i slutningen af 1930’erne indså, at det sandsynligvis ville være muligt at frigøre den enorme energi, der er bundet i atomkerners indre, har mennesket måtte se i øjnene, at denne energi kan bruges til krigeriske såvel som fredelige formål.
Engang kunne man forvente, at krige kommer og går, men Bulletins Dommedagsur har været med til at bevidstgøre os om, at i atomalderen kan en krig udkæmpet med kernevåben betyde den definitive afslutning på alle menneskehedens samfund.
Kernevåben og klimakrise er forbundne trusler
I dag er truslen fra kernevåben trådt noget i baggrunden i folks bevidsthed, mens der er kommet stigende opmærksomhed på den alvorlige globale klimakrise, vi også står med. Megen nyere forskning viser dog, at klimakrisen og kernevåbentruslen må forstås som to forbundne kriser.
De avancerede computermodeller for Jordens klimamæssige udvikling bygger for eksempel i høj grad på resultaterne fra store studier af atmosfæriske kernevåbenforsøg i perioden 1946-1963. Eller mere præcist: De bygger på, at disse studier viste, at radioaktive isotoper fra sprængningsstedet hurtigt blev spredt til et netværk af målestationer rundt om på Jorden via fremherskende vinde i atmosfæren og stratosfæren.
De nævnte studier øgede kendskabet til og dermed også frygten for radioaktivt nedfald fra atomprøvesprængninger, uanset hvor på Jorden de fandt sted. Det var afgørende for opkomsten af de internationale miljøbevægelser, for etableringen af FN’s miljøagenturer og for udbredelsen af en kollektiv bevidsthed om, at vi lever på en sårbar planet, der er truet af menneskets aktiviteter.
Kernevåben og klimakrise ligner også hinanden, da de begge truer menneskeheden i sin helhed og dermed os alle. Det betyder ikke, at alle samfund har lige stor skyld i krisernes omfang, eller at de har samme muligheder for at afbøde de værste effekter af eksempelvis klimaforandringerne. Men når ingen kan sige sig fri for at være udsat, må vi ufrivilligt affinde os med at leve i, hvad vi kan kalde et globalt ulige skæbnefællesskab.
Derfor giver det også god mening, at Bulletins ekspertkomité i 2007 vedtog at tage både kernevåben og klimakrise i betragtning, når de skal vurdere menneskehedens strategiske sikkerhedssituation. Kun ved at bekæmpe begge kriser kan vi gøre os forhåbning om, at vi i fremtiden vil se viseren på Dommedagsuret flytte sig længere væk fra midnat.
