Hans værker er tykke, tunge og mange. De fylder godt op i en bogreol – og han fylder også selv i verdenslitteraturen.
Mange har et billede af den kanoniserede forfatter som svær, tung og utilgængelig. Men i virkeligheden er Fjodor Dostojevskij ingen af delene. Torsdag den 11. november er det 200 år siden Dostojevskij blev født, men vi træder stadig rundt i sporene efter ham – i litteraturen, i vores forståelse af det moderne menneske og i vores begreber om sygdom og galskab.
Dostojevskij ændrede litteraturen
For at forstå Dostojevskij må man først og fremmest anskue ham som forfatter. Mange har haft travlt med at italesætte ham som teolog, filosof eller psykolog, men han er skønlitterær forfatter.
Med sin måde at skrive figurer frem, der taler direkte til os som læsere i deres eget sprog – og får lov at tale virkelig meget – var Dostojevskij en af litteraturens store fornyere.
Han skabte reelt et nyt romanbegreb, som i første omgang slet ikke blev anerkendt. De førende kritikere i Vesteuropa så hans værker som spændende og fulde af liv, men mente ikke at de kunne kaldes romaner. De var for rodede og lignede ikke noget, man havde set før.
Et eksempel er romanen Idioten, om den hjertensgode unge mand Lev Mysjkin, som lider af alvorlig epilepsi. Efter et sanatorieophold i Schweiz drager han til den russiske hovedstad Sankt Petersborg for at opsøge sine eneste slægtninge og havner i et virvar af intriger og kyniske vennetjenester, hvor mænd udnytter og nærmest handler med kvinder, og hvor de rige hundser med de mindre privilegerede.
Mysjkin ser dem alle som sine medmennesker og forsøger næstekærligt at være der for både høj og lav, mand og kvinde, forbryder og offer. Det går dog helt galt, og Mysjkin sendes til sidst tilbage til sanatoriet som klinisk ”idiot”. Og fordi romanen loyalt følger sin hovedperson, krakelerer de begge undervejs.
Dostojevskijs nye romanform begyndte først at blive anerkendt et halvt århundrede senere, efter Første Verdenskrig, hvis store ødelæggelser og menneskelige tab var så traumatiske, at litteraturen søgte nye udtryk. Og her fik man øje på Dostojevskij som en foregangsmand for det moderne.
Det moderne menneskes udfordringer
1800-tallet kan virke som en fjern fortid, når vi ser tilbage her fra 2021. Men de udfordringer, mennesket stod med for over 100 år siden, er i høj grad beslægtet med dem, vi står over for i dag. Hvem skal jeg være? Hvad kan jeg tro på? Hvad er meningen med menneskelivet, hvis vi egentlig bare er dyr, sådan som naturvidenskaben fortæller os? Den slags spørgsmål fylder meget hos Dostojevskij og lige så meget i dag.
Af alle Dostojevskijs hovedpersoner er det Kældermennesket, der mest ekstremt udtrykker menneskets desperation, hvis der ikke er frihed og fri vilje til at agere meningsfuldt i verden, og hvis det er umuligt at tro på Gud.
I sine optegnelser fra den ”undergrund” hvor han har isoleret sig fra andre mennesker, fordi det sociale jo heller ikke egentlig giver mening, tordner han mod naturvidenskabernes reducering af mennesket. Han insisterer på at gå imod dens ”sandheder” ved at mene, at 2 plus 2 nogle gange kan give 5, og ved at forbeholde sig ret til at spytte på det perfekte, moderne ”krystalpalads”, hvor alle angiveligt skal leve rationelt og harmonisk.
Set fra vores nordiske velfærdsstat er det ikke bare genkendeligt, men også underholdende at læse Kældermenneskets foragt for den såkaldt rationelle stats frihedsberøvende omsorg. Han holder stædigt fast i sin leversyge og tandpine og vil hellere være syg end umyndiggjort.
Dostojevskij var helt inde i mennesket
Sygdomme og lidelse fylder meget i Fjodor Dostojevskijs værker. Det er ikke til at komme udenom. I sin samtid blev han beskyldt for at dyrke det syge og perverse. Hans svar var, at han bare var mere realistisk end sine forfatterkolleger, når han undersøgte ”mennesket i mennesket”.
Også her har eftertiden og den nye psykologiske videnskab givet ham ret. Allerede i de tidligste værker, skrevet da Dostojevskij var i tyverne, ser vi hans store psykologiske sans. Fra Goljadkins sociale angst og paranoia i Dobbeltgængeren, over Vasja Sjumkovs præstationsangst i Et svagt hjerte, til den refleksionssyge drømmers forsøg på at nå virkeligheden i Hvide nætter. Ikke bare forstod Dostojevskij, hvor følelsesmæssigt hårdt det er at være menneske i den moderne verden. Han så også det sociale som individets helt store udfordring.
De frygtelige familier
Ligesom den personlige lidelse fylder også de ulykkelige familiemønstre meget Dostojevskijs værker. Han viser, hvordan man søger sammen i familiestrukturer, selvom de grundlæggende er præget af splittelse.
Hvad stiller man op med sin identitet, når man er familieløs? Altså hvad er et menneske uden en familie at spejle sig i? Han viser, hvor meget vi har brug for familie, og hvor vanskeligt det er at leve sammen som familie.
Et centralt værk er her En grønskolling, som Dostojevskij skrev parallelt med og op imod Tolstojs Anna Karenina. I Dostojevskijs øjne skrev Tolstoj en slags ”godsejerromaner”, hvor personerne alle var solidt forankrede i slægter og familier. Han så det som urealistisk, når samtiden nu bød på så mange splittede familier, forældreløshed og endda børnemishandling.
Så det var dén slags familier, Dostojevskij tog på sig at skildre. Det gjorde han også i sin sidste og største roman, Brødrene Karamazov, hvor Dmitrij, Ivan og Aljosja er vokset op med en afskyelig og sadistisk far, som har pint deres mødre til døde og overladt sønnerne til andres tilfældige omsorg. Da faren bliver myrdet, er spørgsmålet, hvem af sønnerne der står bag. Kun den yngste Aljosja mistænker vi ikke, da han søger at gøre det gode og endda er gået i kloster.
Dostojevskijs tag på troen
Dostojevskijs trosskildringer er centrale i hans værker. De er ofte blevet mystificeret som særligt russisk ortodokse og derfor lettere uforståelige for os fra Vesten, der kender en anden gren af kristendommen. I Danmark har der dog også været visse tendenser til nærmest at gøre ham til protestant.
Og grundlæggende problematiserer han kristendommens hovedudfordringer, så vi faktisk alle kan være med. Han viser med sin litteratur, hvordan næstekærligheden er vanskelig for os basalt set egoistiske mennesker, og hvordan den har svært ved at komme til sin ret i et moderne samfund præget af nyttetænkning.
Han demonstrerer meget konkret, hvad kristendommens kærlighedsudfordring består i, og selv om der optræder munke i hans værker, er løsningen ikke at gå i kloster. Det er ikke tilfældigt, at munken Zosima sender Aljosja Karamazov ud for at virke blandt andre mennesker.
Dostojevskijs Rusland, Ruslands Dostojevskij
I Rusland har man i århundreder reflekteret over, hvad Ruslands plads i verden er og skal være. Dostojevskij deltog selv i debatten, både i og uden for sine romaner, hvilket også giver dem et særligt præg.
Dostojevskij er ikke en nøgle til at forstå nutidens russere eller blive klogere på Putin. Men det fortæller os en hel del om Rusland i dag, at han kan bruges af både Putin og menigmand, når man gerne vil tage afstand fra Europa og argumentere for en særlig mission for Rusland. På samme måde kunne man også i sovjettiden bruge udvalgte dele af de klassiske russiske forfattere til egne formål.
