I sommeren 1997 udkom Harry Potter and the Philosopher’s Stone, første del af J.K. Rowlings romanserie, der plantede en magisk, skjult parallelverden befolket af troldmænd, hekse og magiske skabninger i vores kollektive fantasi.
”Han bliver berømt en dag – en levende legende,” siger professor McGonagall allerede i første kapitel. ”Man vil skrive bøger om Harry. Alle børn i hele verden vil lære hans navn at kende!”
Det er en profeti, der mildest talt er gået i opfyldelse – og mere til.
Både i litteraturen, i populærkulturen og på bogmarkedet er der et før og efter Harry Potter: Serien har løftet fantasygenren frem i lyset, sparket til popkulturens (alders)grænser, boostet omsætningen i en trængt forlagsbranche og udgør den ekstraordinære undtagelse i krøniken om børns faldende læselyst.
Men hvad er hemmeligheden bag Harry Potter-succesen? Og hvilke spor har den sat i vores kollektive bevidsthed?
Et magisk parallelsamfund
Det er intet i Harry Potters tilblivelseshistorie, der bebuder den succes, som serien fik.
Rowling skrev The Philosopher’s Stone mellem 1990 og 1995, og det tog hende et år og adskillige afslag, før en redaktør på det engelske forlag Bloomsbury så et potentiale i bogen.
Forlaget mente, at udgivelsen skulle rettes mod en beskeden skare af specialiserede fantasylæsere, og på grund af titlen skulle den rettes primært mod drenge, som nok ville blive afskrækket af et kvindeligt forfatternavn. Sådan blev Joanne Rowling til det mere neutrale forfatternavn J.K. Rowling, og bogen udkom i et ganske lille oplag på 500 eksemplarer (hvoraf 300 gik til biblioteker).
Men gode anmeldelser, stigende salgstal og litteraturpriser – især priser, hvor unge læsere selv stemte på deres favoritter – satte gang i det, der i takt med de følgende bøger i serien, udviklede sig til ”Pottermania”.
Samtidig gik Joanne Rowling fra at være en betrængt enlig mor med en læreruddannelse og skiftende vikarjobs til at være en af verdens bedst sælgende forfattere.
I The Philosopher’s Stone (De vises sten, som den kom til at hedde på dansk) møder vi den engelske familie Hr. og Fru Dursley og deres søn Dudley, som er stolte over at være helt og aldeles normale. Deres ordentlige livsførelse bliver dog sat på en gevaldig prøve, da den spæde Harry bliver efterladt på deres dørtrin og deres slægtskab til den aparte Potter-familie pludselig ikke kan fortrænges.
I et magisk parallelsamfund, der står i skarp kontrast til familien Dursleys ’normale’ verden, er Harrys forældre blevet dræbt af den onde troldmand Voldemort. I forsøget på at gøre rent bord sender Voldemort også en dræberbesværgelse mod Harry, men besværgelsen giver bagslag og rammer ham selv uden at efterlade barnet med andet end et lynformet sår i panden. Voldemort er derimod stærkt svækket og må flygte.
Begivenheden sender en chokbølge igennem troldmandssamfundet. Og trods Voldemorts fald bliver Harry for en sikkerheds skyld anbragt hos sin familie af mugglere (ikke-magikere).
Ligesom mange andre hovedpersoner i børnelitteraturhistorien, f.eks. Askepot, Peter Pan, Anne fra Grønnebakken, Tom Sawyer, Oliver Twist og Lyra i Philip Pullmans trilogi His Dark Materials vokser Harry op som forældreløs, i uvidenhed om drabet på forældrene og troldmandsverdenens eksistens. Lige indtil sin 11-års fødselsdag, hvor hans trivielle hverdag som sin fætters yndlingsoffer og familiens sorte får bliver afbrudt af et brev, der meddeler, at han er optaget på Hogwarts, en skole for heksekunster og troldmandsskab.
Voksende alvor
Romanseriens syv bind følger Harry frem til omkring hans 18-års fødselsdag; en periode, hvor han bliver uddannet som troldmand, knytter stærke venskaber, udforsker sin identitet, men som også kaster lys over hans og hans families fortid.
En stor del af det særlige ved Philosopher’s Stone er den måde, vi som læsere lidt efter lidt møder og får kendskab til den magiske verden sammen med Harry:
”Spørgsmålene sprang frem som festfyrværkerier i hovedet på Harry”. Kapitel for kapitel udfolder romanen den fiktive troldmandsverden, dens bestanddele, logikker og historie, som Rowling stadig bygger videre på i dag.
Et vigtigt udgangspunkt for den fiktive verdensorden er, at troldmandssamfundet, som Harry bliver indlemmet i, eksisterer parallelt, og skjult fra vores/mugglernes verden. Serien skriver sig på den måde ind i en lang litterær tradition af fantastiske fortællinger og satte gang i et regulært fantasy-boom omkring årtusindeskiftet.
I den første roman er den sproglige tone overvejende lys og munter. Men i de senere bøger i serien afspejler den i stigende grad den tiltagende kompleksitet og alvor, som Harry oplever, både som resultat af, at han bliver ældre, men også fordi truslen fra det onde, Lord Voldemort og hans dødsgardister bliver stærkere.
Det løjerlige og humoristiske i bogen bliver også afspejlet i Jim Kays tegninger i en ny illustreret udgave af romanen fra 2015, hvor mængden af illustrationer desuden lægger op til, at værket bruges som højtlæsning for yngre børn og mere utrænede læsere end den oprindelige version.
Med de nye illustrerede udgaver, udgaver designet til voksne og særlige nye ”Hogwart House”-udgaver forsøger man at genskabe en snert af den sitrende hype – den magi – som omgav den oprindelige udgivelse af Harry Potter-serien i starten af 00’erne.
Børnebogen der sprængte rammerne
Den serielle udgivelse af Harry Potter-bøgerne har haft stor indflydelse på deres succes.
Over en periode på ti år (1997-2007) kunne læsere følge den sammenhængende historie om Harry fordelt over mange tusinde sider, men i syv fysisk adskilte bogbidder.
Som serieforsker Tore Rye Andersen har fremhævet, formåede Rowling at udnytte serieformatet til fulde, både fordi hver enkelt bid bliver brugt til at beskrive og udfolde nye detaljer om det magiske univers, som læsere kan fortabe sig i, og fordi Harry og hans venner bliver ældre bog for bog, ligesom læserne.
Seriens tiltagende kompleksitet spejler på den måde både karakterens og læsernes udvikling. Selvom Rowling og forlagene har forsøgt, er det påfaldende, hvor vanskeligt det er at reproducere den årelange spændingsforhaling, som fulgte med den oprindelige udgivelse.
Drengen med de runde briller og det lynformede ar trådte også ind på den verdenslitterære scene i en særlig tid under særlige kulturelle og mediemæssige omstændigheder, som har været afgørende for universets succes og videre udvikling.
Bogserien blev nemlig udgivet parallelt med, at ny digital teknologi og internettets stigende udbredelse gjorde det muligt for fans at diskutere og dele deres tanker i globale online fællesskaber. Gennem fanfiktion, altså læsernes egne fortællinger om troldmandsuniverset, deres tilføjelser, konspirationsteorier og alle mulige former for brug af fiktionsuniverset, har den stærke og yderst aktive fankultur omkring Harry Potter-serien været med til at holde det fiktive univers i live.
Et tværmedialt fænomen
Ud over at være den mest succesrige bogserie nogensinde markerer Harry Potter-fænomenet sig i børne- og ungdomslitteraturen – for slet ikke at tale om populærkulturen generelt – som det mest omfattende eksempel på, hvordan børnelitteratur indgår som vigtige byggesten i større, koordinerede fortællinger og fiktive verdener, som bliver spredt og udbygget på tværs af forskellige medier.
Fænomenet, som den amerikanske mediekulturforsker Henry Jenkins har beskrevet som transmedia storytelling, præger i dag vores kultur især gennem store internationale franchises som Marvels Cinematic Universe og Star Wars.
Som læser af Harry Potter-serien i dag er det umuligt ikke at blive påvirket af det omfattende transmediale netværk af film, bøger, computerspil, temaparker og forskellige digitale udgivelser, som alle beskæftiger sig med eller foregår i det magiske univers som J.K. Rowling oprindeligt byggede op i tekstform igennem Harry Potters historie.
Allerede i den periode, hvor bogserien udkom, arbejdede Rowling med at kortlægge, skabe baggrundshistorie og beskrive sit fiktionsunivers i de bøger, som i dag går under navnet Hogwarts Library. Det er fiktive fagbøger, der bl.a. omhandler troldmandssporten Quidditch og de fantastiske skabninger, som findes i troldmandsverdenen.
Universet har også løbende fået et visuelt sidestykke gennem filmatiseringerne af serien fra 2001-2011.
Et univers i løbende udvikling
Udvidelsen af universet på tværs af medier blev dog for alvor opsigtsvækkende og nyskabende, da Rowling i 2012 tilbød sine fans at interagere med og gå på opdagelse i bøgerne på en helt ny måde og få indsigt i nyt baggrundsmateriale via websitet Pottermore.
Den digitale platform gjorde det muligt for nye og tilbagevendende læsere at få egen tryllestav, kaste besværgelser og tjene point hjem til det kollegie, man var blevet tildelt, og på den måde tage mere aktiv del i fiktionen.
Senere har Rowling udforsket og udfoldet sit univers i mere væsensforskellige medier som teaterstykket Harry Potter and the Cursed Child (2016), der fortsætter Harry Potters egen historie som voksen familiefar. Og i disse år kan vi følge spinoff/prequel-filmserien Fantastic Beasts (2016-), som Rowling er manuskriptforfatter til.
Udviklingen af Harry Potter-universet afspejler den omskiftelighed, kompleksitet og mangfoldighed, som har været kendetegnende for medielandskabet og -kulturen de sidste 25 år.
Det landskab har Rowling formået at navigere klogt og innovativt i, via stram kreativ kontrol og strategiske samarbejder, især med Warner Brothers, som i dag er medejere af den samlede mediefranchise Wizarding World.
Forfatteren der ikke kunne tie stille
”Den som er vældig stærk, bør også være vældig rar.” Sådan siger fortælleren, da Pippi Langstrømpe, en anden verdenskendt og elsket karakter i børnelitteraturen, får besøg af tyveknægte. Hun ender med at få ondt af dem, fordi de bliver bange for, hvor stærk hun er.
Det er samme forventninger, som fans af Harry Potter-universet har haft til J.K. Rowling; ikke på grund af fysisk overlegenhed som Pippi, men på grund af de værdier, som fans har læst frem i hendes fiktive verden: Hovedpersonerne kæmper for tolerance, retfærdighed og diversitet i modsætning til antagonisterne, der ønsker en ensidig verdensorden med tyranni og undertrykkelse af forskellighed. Rowlings univers har grebet så mange mennesker, at hendes holdninger og gerninger er blevet interessante for hele verden.
Rowling har ikke kun brugt forskellige medier til at udbygge sit fiktionsunivers, hun bruger også aktivt sociale medier, især Twitter, til at debattere samfundsforhold og kommentere og bygge videre på sit eget fiktionsunivers.
I sit berømte essay om ”Forfatterens død” argumenterede den franske litteraturteoretiker Roland Barthes for, at forfatteren er irrelevant for fra forståelsen af det litterære værk: I læsningen af skønlitteratur er det teksten og kun teksten, der skal ”tale” til læseren. Men i Rowlings tilfælde er det vanskeligt helt at adskille forfatteren fra værket – som hun ustandselig bygger videre på og aktivt genfortolker.
Flere fans – især fra det, man kunne kalde Harry Potter-generationen – har udtrykt stor skuffelse over og afstandtagen til hendes udtalelser, især hendes tweets om køn, race og identitetspolitik.
Potter har boostet læselysten
I en ny, kritisk amerikansk antologi, Harry Potter and The Other, undersøger en række forfattere repræsentationer af race og forskellighed på tværs af de forskellige Harry Potter-medier med udgangspunkt i det argument, at Rowling har et helt særligt ansvar i kraft af den position, hun besidder i den litterære verden, og den betydning, som hendes fiktionsunivers har haft for så mange læsere.
En ny undersøgelse af danske børn og unges læsning i 2021 slår fast, at romanserien om Harry Potter stadig har stor gennemslagskraft, her 25 år efter at den første bog udkom. ”Ingen serie har til dato formået at bevare sin popularitet i det omfang, vi ser med Harry Potter,” konkluderer forfatterne bag undersøgelsen.
En anden undersøgelse, Læsere mellem medier, viser, at Harry Potter også er en af de fortællinger som danske børn følger mest på tværs af medier.
Harry Potters 25-års-jubilæum er også en anledning til at fejre en bogserie, som stadig i høj grad griber unge og gamle læsere og får dem til at læse, genlæse eller lytte til murstenstykke bøger i en tid, hvor læsning af skønlitteratur ellers er på retur.
Harry Potter er på godt og ondt blevet en del af litteraturhistorien og vores kulturelle referenceramme.
