Elvis Presley har været død længere, end han var levende. Alligevel hjemsøger han stadig vores tid.
Både før og efter Luhrmanns ambitiøse filmportræt har kæmpeflokke af turister valfartet til hans bolig, Graceland i Memphis, Tennessee – og kopien Memphis Mansion i Randers med museum og Elvis-diner.
På samme måde strømmer publikum til koncerter med de utallige Tribute Artists, der som en rytmisk hær i rhinstenspyntede jumpsuits efterligner Kongens karakteristiske udseende, fraseringer og kropssprog.
Og nok er manden med leen begyndt at indhente de første generationer af Elvis-fans, alle dem, der rokkede med i 1950’erne og 1960’erne. Men nye generationer er kommet til siden, ikke kun enkeltvis, men ofte også i store flokke.
For manden og myten har vist sig ualmindelig sejlivet som kulturelt ikon. Fænomenet Elvis rummer nemlig forbløffende mange forskellige betydninger. Og netop i denne rigdom på modstridende betydninger kan vi finde en nøgle til at forstå både hans karriere som levende superstjerne og hans lange, intense efterliv.
Når døden fremmer karrieren
Da Elvis stillede sin blå ruskindssko i 1977, kun 42-år gammel, bekræftede det mere end nogensinde den gamle showbiz-lærdom om, at døden er et godt karrieretræk.
I årtierne efter genopstod nemlig ny respekt om hans person, ikke kun som legende, men også som musikalsk kunstner.
I starten af 00’erne toppede han hitlisterne med danse-remixes af to af sine hidtil ofte glemte numre fra de sene 1960’ere, ”A Little Less Conversation” og ”Rubberneckin’”, mens hans gamle musikere turnerede verden rundt til kæmpekoncerter med en videoskærmssyngende Elvis.
Og for få år siden genudgav boet efter Elvis nogle af hans største hits i nye anretninger med strygere fra the Royal Philharmonic Orchestra. Efter årtiers gensidig foragt mødtes populærmusikkens proletariske førsteikon endelig med den klassiske musikverden – til stor begejstring for især det mere modne publikum.
Baz Luhrmanns bidrag til Elvis’ sejlivede og alsidige efterliv ligger ikke mindst i at gentolke idolets storhed og forfald, så det spiller ind i vores tids skærpede bevidsthed om køn- og raceproblematikker.
I Luhrmanns univers møder vi en Elvis, der i pink jakkesæt og blondeskjorte trodsede 1950’ernes gråkonforme herrestil og blev centrum for et internationalt kulturchok. Det er den Elvis, der vakte de unge kvinders begær og udvidede deres sanser med stød fra mellemgulvet og rytmer fra de raceadskilte sydstatsbyers sorte kvarterer.
De næste godt tyve år af hans karriere skildres som en lang kamp mellem hans oprindelige, oprørske livsnerve og hans faustiske pagt med den forjættende, men også livsdrænende underholdningsindustri, som han endte med at kapitulere over for.
I alle disse aspekter repræsenterer Luhrmanns Elvis ikke kun sin fortid og sit nederlag, men også et uafsluttet frigørelsesprojekt med relevans for vores egen fremtid.
Elvis er nemlig ikke kun én figur. Han rummer et mangefold af betydninger og forskellige udlægninger. Alle vil have en del af Kongen.
Og for at komme de forskellige Elvis-versioner lidt nærmere, må vi søge tilbage til Elvis’ eget kulturhistoriske udgangspunkt, til sydstaternes musiktraditioner på et bagtæppe af sydende uenigheder i årene efter den store krig.
Mødet mellem Main Street og Beale Street
Ud over sin sangstemme, sin fortolkningsevne, sit udseende og sin karisma havde Elvis en sjælden evne til at tilegne sig vidt forskellige kulturtræk, spille på forskelligheden og give den et udtryk, som både punkeren og husmoren kunne spejle sig i.
Den kulturelle alsidighed havde historiske betingelser i hans opvækst i det hvide amerikanske sydstatsproletariat, der omkring Anden Verdenskrig strømmede fra landområderne ind mod storbyernes jobs og nye livsmuligheder.
Som sensitiv teenager i Mississippi-deltaets regionale metropol Memphis i staten Tennessee sugede han til sig af fornemmelser, håb og frustrationer fra begge sider af 1950’ernes raceskel.
Der var hvid pop og country, sort blues og den energiske vækkelseskristne gospelmusik i både sorte og hvide kirker. Kulturelt befandt han sig midt i det pulserende kryds mellem den ’hvide’ Main Street og den tværgående hovedgade for hele regionens afroamerikanere, nemlig Beale Street.
Og senere, som voksen berømthed, udvidede han paletten med lån fra fjerne europæiske operetteklange, ligesom han fulgte countrymusikkens fornyelse og den sorte gospel- og bluesmusiks forvandling til soulmusik.
Et kulturelt gadekryds
Mødet mellem alle de impulser affødte ikke kun den rock’n’roll-musik, som Elvis først blev kendt for. Det gav også form til et helt kulturlandskab af globale, amerikaniserede, forbrugsdrevne stilarter i populærmusikken.
Og det landskab er endnu i dag fundamentalt for både ny musik, nye visuelle udtryk og nye måder at fornemme og opleve verden på. Uden det landskab havde hverken Harry Styles eller Taylor Swift været de samme. Eller Beatles, Michael Jackson og Amy Winehouse, for den sags skyld.
Elvis skabte ganske vist ikke det landskab, og han stod aldrig alene i det. Hver af den amerikanske populærmusiks genrer fik sine legender. Men ingen af dem formåede som han at favne og forme landskabet og forene alle dets karakteristiske træk i et individuelt udtryk, både for øret og øjet. Det kunne høres i hans musik, ses i hans ydre og mærkes i hans optræden.
Dermed kunne Elvis på sin egen måde personificere en musikkultur på tværs af race og genreskel. Og nok er det rigtigt, at hans succes i høj grad også hang sammen med, at han var hvid og dermed kunne sælge sin fornemmelse for afroamerikansk musikkultur til et større marked.
Men ved at vise det landskab fra det kulturelle gadekryds mellem Main Street og Beale Street, var han med til at åbne den konfliktfyldte kulturelle zone, hvori afroamerikanerne kunne kæmpe for retten til at blive hørt, set og agtet på lige fod med andre.
De mange Elvis’er
Lige siden den 21-årige sanger fra Memphis i 1956 oplevede sit eksplosive gennembrud som verdensberømt, hoftevrikkende kulturchok, har hvert årti haft sine Elvis’er.
1950’ernes Elvis blev symbol på rock’n’roll-kulturens normbrud blandt de unge, der ikke længere bare ville være små kopier af deres grå og korrekte forældre.
De ville udtrykke deres egen identitet i en musikalsk og visuel stil, der udfordrede de etablerede grænser mellem musik og støj, ’hvidt’ og ’sort’, maskulint og feminint. For de unge fans var Elvis en rambuk, der sprængte konformitetens store, tykke port. For de gamle normers fortvivlede forsvarer lignede det snarere et varsel om ragnarok.
Mens det økonomiske opsving bed sig fast i Vesten omkring 1960, dukkede en ny Elvis op. En kulørt og poleret pop for den ungdom, der nu fik lov at være sin egen, så længe den udtrykte sig gennem forbrug og ikke blev alt for opsætsig.
Nu fik Elvis ny verdenssucces som crooner, operettesanger og syngende helt i den ene farvestrålende filmmusical efter den anden. En ny flok af kulturradikale kritikere af popkulturen så ikke længere et oprør i den unge Elvis fra Sydstaterne, men tværtimod en demokratifjendsk fordummelse af massepublikummet.
Hen over midten af 1960’erne blev det klart, at poppens åbenlyse virkelighedsflugt virkede bedaget for den ungdom, der nu foretrak The Beatles’ kunstneriske eksperimenter eller protestsangens orientering mod samfundsproblemer.
Elvis endte med at svare på udfordringen ved at genfinde kontakten til sine rødder i den sorte sydstatsmusik i en serie af vitale optrædener og indspilninger i slutningen af 1960’erne og begyndelsen af det næste årti.
Og i 1970’erne trådte han så frem i sin sidste markante skikkelse – den glimtende, storladne, heldragtsklædte superstjerne. Denne sene Elvis ville favne både sine egne tidligere hamskifter og totaliteten af nyere vestlige populærkultur, men endte i tragisk forfald.
Igennem alle årene blev Elvis intenst elsket som folkelig drømmeprins og lige så intenst foragtet som frygtindgydende, forloren eller forræderisk – først for støjende, siden for kommerciel, men hele tiden både for meget og for lidt.
Fyrre, fed og færdig
Da Elvis døde i 1977, fremkaldte det omfattende og stærke følelsesladede reaktioner verden over. Mange græd i fuld offentlighed, andre så apatisk til, og ikke så få havde først og fremmest hån til overs for den afdøde. Og ikke alene gav dødsfaldet en stor påmindelse om Elvis-fænomenets mangfoldige betydninger. Det lagde også grunden til flere nye betydninger.
Nekrologerne skildrede ham ikke mindst som en af de væsentligste stamfædre til det, der i 1970’erne havde manifesteret sig som en rocktradition. Men 1970’ernes Elvis blev samtidig hånet som overvægtig og pilleafhængig, det ultimative udtryk for den amerikanske showbiz-drøms mareridtsagtige bagside.
Den sexede ungdomshelt måtte hverken blive fyrre eller fed. Rockens oprørskhed måtte ikke forrådes. ”Døde Elvis i virkeligheden ikke for sent,” spurgte dagbladet Informations rockskribent Lasse Ellegaard i en stort opsat nekrolog. Som rock’n’roll-rebel havde idolet jo for længst udspillet sin rolle. Han var færdig.
Mange mente dengang, at det sidste punktum måtte være sat ved mandens død. Selv nogle af de ledende folk i Elvis’ daværende danske fanklub luftede endda tanken om, at deres klub nu havde overlevet sig selv og burde lukke. En æra var forbi, mente de. Men sådan gik det som bekendt ikke helt.
En verden af kopier
For mens nogle kastede håndklædet i ringen, greb andre ud efter ikonet som aldrig før. Fans strømmede til den dansk klub for at dyrke minderne sammen, og nye elementer af ikonet Elvis opstod verden over.
Det gjaldt ikke mindst imitatorerne. Selv i levende live havde Elvis altid været fascinerende fjern. På nær præcis tre koncerter i Canada havde han aldrig optrådt live uden for USA.
Men nu, hvor ingen længere kunne opleve den rigtige Elvis på tribunen, begyndte en hastigt voksende skare af mere eller mindre veludførte kopier at bringe noget ’Elvished’ ud til de hungrende lokalsamfund.
Allerede i 1977 turnerede den britiske Elvis-imitator Rupert rundt i Danmark, og i 1980’erne kom de første danskere, der bijobbede som Elvis i storcentre og til firmafester.
I år 2000 regnede det britiske naturvidenskabelige radioprogram The Naked Scientist sig frem til, at en tredjedel af jordens befolkning i år 2019 ville være Elvis-imitatorer. Hvis altså man kunne stole på så ligefremme matematiske fremskrivninger – hvad det var programmets pointe, at man næppe kunne.
Men der har immervæk været en dramatisk tilvækst, og Elvis-imitatorerne er i dag et veletableret og distinkt kulturfænomen i egen ret. Ikke alene giver de stadig koncerter verden over og vier Elvis-glade par i Las Vegas. De har også været omdrejningspunkt for adskillige film som Honeymoon in Vegas fra 1992, 3000 Miles to Graceland fra 2001 og The Boss Baby fra 2017, for nu blot at nævne nogle af de mest kendte.
Kongen lever som kunst og kitsch
Og mens både de forskellige former for Elvis-foragt og den forbeholdne anerkendelse af ham som rockpioner har levet videre frem mod vores egen tid, har han også vundet ny anerkendelse, både som kitsch og som kunst.
Navnlig i 1990’erne betød især den danske musikproducer Ernst Jørgensens fornemt kuraterede genudgivelser af Elvis’ samlede musikproduktion, at stadigt flere fik ørerne op for de kunstneriske kvaliteter i Elvis-musikken, ikke kun i 1950’ernes rock’n’roll, men også gennem de følgende to årtier.
Siden årtusindskiftet er der sket mindre afgørende nyt i Elvis-verdenen. Selve langtidsholdbarheden i fænomenet trækker ikke længere helt så mange avisoverskrifter som dengang i 1990’erne, hvor også talrige danske journalister drog til Memphis for at rapportere fra markeringerne af idolets 60-årsdag i 1995 og 20-året for hans død.
Men i grunden er det kun så meget desto mere forbløffende, at Elvis-fænomenet stadig er så markant til stede her endnu et kvart århundrede senere.
Da Baz Luhrmanns film kom i biograferne, meldte der sig straks en hær af Elvis-eksperter, der anfægtede den ene eller anden faktuelle detalje i filmen. Men Elvis-myten har for længst fået sig eget liv og afsat sine egne kulturelle aftryk både før og efter hans død.
Og ikke alene overskygger mytologien betydningen af de faktuelle detaljer af den levende Elvis’ liv. I stigende grad er Elvis-fænomenet sin egen mytologi. Og den dør næppe foreløbig.
