En sjettedel af Østersøen er død

Østersøen er blevet kaldt verdens mest forurenede havområde. Men kan det være rigtigt, når otte af de ni lande omkring Østersøen er EU-medlemmer og dermed har ydet en indsats for at bekæmpe udledningen af forurenende stoffer via forskellige samarbejder i blandt andet EU-regi?

Det korte svar er ja, siger professor Jacob Carstensen fra Afdelingen for Anvendt Marin Økologi og Modellering ved Aarhus Universitet.

”Østersøen rummer nok verdens største menneskeskabte døde havzone. Der er stort set ikke ilt på omkring 70.000 kvadratkilometer havbund af Østersøen, altså cirka halvanden gange Danmarks areal. Det er en tilstand, som er semipermanent, da der er variationer over perioder på 10 til 20 år. Det udbredte iltsvind er opstået inden for de seneste hundrede år. Før den tid var der en begrænset menneskelig påvirkning. Alt i alt er der sket en tidobling af arealet af død havbund i forhold til den førindustrielle æra,” siger Jacob Carstensen.

”Det, der gør Østersøen ekstra følsom, er, at det er et indlandshav bestående af brakvand. Der er ikke rigtig nogen forbindelse til de åbne oceaner, og vandets opholdstid er cirka 30 år. Det betyder, at den forurening, der kommer fra de forskellige lande, uvægerligt ophober sig over tid, blandt andet i bundsedimenterne,” fortsætter han.

Aktuelt har eksplosionerne på gasledningerne Nord Stream 1 og 2 sat gang i spekulationer om, hvorvidt de kan føre til skadelige effekter på havmiljøet i Østersøen. Det undersøger en gruppe internationale forskere lige nu. Men Østersøen er allerede voldsom presset i forvejen.

Kvælstof og fosfor er hovedproblemet

Ligesom i de indre danske farvande er det udledningen af næringsstofferne kvælstof og forfor fra landbruget, der er hovedårsagen til den aktuelle, alarmerende iltsvindssituation i Østersøen. Men der er succeshistorier undervejs:

”Hvis man skal tage de positive briller på, kan man sige, at det trods alt er lykkedes at bremse forureningen til Østersøen på et nogenlunde stabilt niveau, selvom det stadig er alt for højt. Eller i hvert fald kan man sige, at tilførslen af forurenende stoffer ikke er blevet voldsomt meget værre de seneste 20 til 30 år i forhold til tidligere,” siger Jacob Carstensen.

”Hovedårsagen til problemerne med de døde områder i Østersøen er stadig overgødskningen i landbruget. Man har reduceret udledningen ganske betragteligt i Danmark og nogle af de øvrige lande sammenlignet med niveauet i 1980’erne, hvor tabet af kvælstof og forfor til Østersøen var umådelig stort,” fortæller han.

Samtidig med den positive udvikling fra 1980’erne og frem skete der dog efter murens fald en opgradering og industrialisering af landbrugsproduktionen på den østlige side af det gamle jerntæppe:

”Både i Polen og i de baltiske lande, Estland, Letland og Litauen, er man i de sidste 20 år begyndt­ at dyrke jorden mere intensivt – en udvikling der hovedsagelig tog fart lige før og efter optagelsen i EU. Men selvom man har gjort brug af den teknologi, vi har udviklet i Vesten og derved har brugt kvælstofgødningen mere effektivt på markerne, er der sket en stigende udledning fra de tidligere østbloklande. Det har udlignet de forbedringer, der ellers var på vej,” forklarer Jacob Carstensen.

Har begrænset byernes spildevand

Produktionen af gylle fra den stigende husdyrproduktion er også et problem, påpeger Jacob Carstensen. I dag står landmændene ofte med overskudsgylle og dermed mere kvælstof og fosfor, end planterne på markerne kan optage. Resultatet er, at kvælstof og fosfor fra denne overskudsgylle i sidste ende havner i bl.a. Østersøen.

Det er i højere grad lykkedes at begrænse udledningen af kvælstof og fosfor fra punktkilder som rensningsanlæg, der typisk behandler byernes spildevand:

”Hvis vi snakker om forureningen med kvælstof og fosfor fra byspildevandet, så er det bragt ned på et relativt lavt niveau med de nuværende teknologier. Det gælder for alle landene omkring Østersøen, på nær Rusland. De øvrige lande er medlemmer af EU, og de er derved forpligtede til at overholde spildevandsdirektivet og nitratdirektivet,” siger Jacob Carstensen.

”Dengang, vi stadig troede på samarbejdet med Rusland, investerede vi også i en opgradering af spildevandsrensningen i både Sankt Petersborg, Kaliningrad og andre store russiske byer i nærheden af Østersøen. De initiativer har også bidraget til en bedre spildevandsrensning.”

Men det stopper ikke her, for der kommer også forurening til Østersøen fra luften - nemlig i form af den atmosfæriske langtransport af kvælstofgasser, der kommer fra trafik og forbrænding og fra afgasning fra markerne. Den belastning har også været for nedadgående:

”Østersøen er et stort havområde, og derfor er der generelt en stor tilførsel af atmosfærisk nedfald af kvælstof fra forbrændingsanlæg og fra trafikken. Her taler jeg om de såkaldte NOX’er, altså forskellige kvælstof-ilter, og om gasholdige ammoniumforbindelser fra landbruget. De udledes til atmosfæren og bliver ført ud over havet, hvor de falder ned og deponeres. Det er dog i stor udstrækning lykkedes at reducere udledningen fra disse diffuse atmosfæriske kilder gennem blandt andet mere miljøvenlige motorer og rensning af røggas,” fortæller Jacob Carstensen.

Af de luftbårne kvælstofforbindelser, der ender i Østersøen, kan en væsentlig del af især NOX’erne komme langvejs fra. Ikke kun fra Tyskland og Holland, men også fra England, fordi den dominerende vindretning hen over Østersøen er vestlig.

Miljøfremmede stoffer påvirker havbunden

Miljøfremmede stoffer udgør et andet stort forureningsproblem i Østersøen. Det er tungmetaller og andre stoffer, som man brugte i industrien og f.eks. i blyholdig benzin især fra 1960’erne og frem, og som man udledte uden at tænke over effekterne på naturen.

Jacob Carstensen fortæller, at det er lykkedes at nedbringe mængden af skadelige tungmetaller som bly, cadmium og kobber i et vist omfang, eller i hvert fald at stoppe stigningen i udledningen. Stofferne er karakteriseret ved at ophobe sig i fødekæderne og dermed ramme pattedyr og rovfugle allerhårdest. Han kommer med et konkret eksempel:

”En af succeshistorierne handler om pesticidet DDT. I 1970’erne blev DDT udledt til havmiljøet og optaget i fisk, som blev spist af rovfugle, som derefter lagde æg med så tynde skaller, at de gik i stykker under udrugningen. Det resulterede i en kraftig nedgang i bestanden i hav- og fiskeørne. Siden kom der et forbud mod DDT og flere andre af disse giftige stoffer i det meste af verden, men stofferne findes jo stadig ophobet i havbunden. Forbuddet gav ørnene mulighed for at overleve, så de atter er i fremgang,” fortæller han.

De miljøfremmede stoffer i bundsedimenterne påvirker bundorganismerne, der lever der, og det har prompte betydning for det øvrige økosystem:

”Problemet er, at der hele tiden kommer nye kemiske stoffer til, som vi ikke ved så meget om. Det betyder, at når der er et problem med ét stof, så udskifter vi det med et nyt, som så også efter nogle år viser sig at have miljømæssige konsekvenser. Og her er et af de nyeste skud på stammen jo problemerne med PFAS. Det bliver med garanti ikke det sidste stof, vi får problemer med,” siger Jacob Carstensen og opsummerer:

”Til sidst har vi skabt en cocktail af alle mulige forskellige stoffer og et vedvarende forureningsproblem, der vil vare ved lige så længe, som vi har et behov for at producere produkter med et indhold af sådanne kemiske stoffer. I de senere år er også mikroplast kommet til. Det finder vej ud i havmiljøet via mange forskellige kanaler, for eksempel fra tøjvask via rensningsanlæg.”

Nedgang i biodiversitet er konsekvensen

Alt i alt har forureningen i Østersøen stor betydning for det marine dyre- og planteliv og for biodiversiteten:

”Når en sjettedel af Østersøen er stort set iltfri konstant og dermed død, har det negative konsekvenser. Under andre omstændigheder ville dette område kunne medvirke til at øge biodiversiteten ved at marine arter kunne komme ind i området. Men fordi bundområderne med højere saltholdighed så ofte er ramt af iltsvind, vil de agere som en stopklods for fisk, skaldyr og andre marine organismer, ” forklarer Jacob Carstensen.

I forvejen er Østersøen, selv under naturlige forhold, fattig på organismer, fortæller han. Østersøen er nemlig et såkaldt lavpunktområde. Det betyder, at marine organismer har svært ved at klare den lave saltholdighed - men ferskvandsorganismer har samtidig svært ved at tåle den højere saltholdighed. Saltholdigheden er altså ikke rigtig god for nogen.

Derudover er Østersøen i sin nuværende form relativt ung, kun maksimalt 10.000 år gammel og formet efter den sidste istid. Det er relativt kort tid, evolutionært set, til udviklingen af en stor artsrigdom.

De kemiske stoffer påvirker også havmiljøet højere oppe i fødekæden, hvor de typisk ender i torsk og i marine pattedyr som sæler og marsvin.

Erhvervsfiskeriets påvirkning af fiskebestandene i Østersøen er et helt forskningsområde for sig. Tidligere, hvor bundområderne ikke var ramt af iltsvind, var der en mere righoldig fauna i Østersøen.

”Problemet er, at når vi omdanner et så stort område til en død zone, så forsvinder mange af de bundlevende organismer, som normalt udgør fødegrundlag for fisk og andre dyr højere oppe i økosystemet. I stedet omsættes produktionen af planteplankton via bakterier og ikke via bunddyrene. Så det hele ender i en bakteriesuppe i stedet for, at Østersøens produktion af planteplankton understøtter en øget fiskemængde,” forklarer Jacob Carstensen.

Blågrønalger bidrager til en ond cirkel

På grund af brakvandet er der mange kvælstoffikserende alger til stede i Østersøen - giftige blågrønalger.

”Blågrønalger omsætter det frie kvælstof fra luften, så der på den måde bliver tilført ekstra meget kvælstof til Østersøens i forvejen sårbare miljø. Det er en naturlig proces, der stimuleres af et overskud af fosfor, og fordi man har en større udledning af næringsstoffer end Østersøen kan håndtere, har det også medvirket til iltsvindet.”

Når der ingen ilt er i vandet, bliver bundsedimenterne anoxiske, altså helt iltfrie, forklarer Jacob Carstensen. Det betyder, at en stor del af fosforen, der ellers ville bindes til jern i havbunden under iltrige forhold, bliver frigivet til vandsøjlen. Derfor har Østersøen en væsentlig intern belastning med fosfor, hvilket stimulerer blågrønalgerne.

Handlingsplaner overholdes ikke

Så hvad kan der gøres for Østersøen? Et af de afgørende initiativer, som Jacob Carstensen nævner, er The Baltic Sea Action Plan, som blev vedtaget i 2007 af Østersølandene under HELCOM (Baltic Marine Environment Protection Commission), og som er opdateret flere gange. Målet er blandt andet at bekæmpe overgødskning og at fremme biodiversitet og bæredygtigt fiskeri.

”Østersølandene har udarbejdet en ny version af planen, der udkom i 2021, men problemet er fortsat, at ingen af medlemslandene er juridisk forpligtet til at overholde den. Der er ingen overmyndighed til at påpege manglende tiltag eller uddele bøder, hvis målsætningerne ikke bliver overholdt,” forklarer han.

Men de fleste lande omkring Østersøen er nu forpligtiget via EU’s havstrategi-direktiv, The Marine Strategy Framework Directive. Så forhåbentlig kan man komme længere ad den vej, da EU i højere grad kan tvinge forbedrende miljøtiltag igennem, hvis landene ikke overholder direktivet, påpeger Jacob Carstensen.

Også FN’s første internationale aftale om beskyttelse af biodiversiteten i internationale farvande, som blev vedtaget i marts 2023, og som er et historisk skridt, kan komme til at spille en rolle. Håbet er, at Østersøen er et af de havområder som bliver udpeget som et beskyttelsesområde.

Der skal altså ske nogle drastiske internationale, bindende tiltag for at genetablere et sundt havmiljø i Østersøen. Ikke blot skal forureningen under kontrol både til lands, til vands og i luften. Man har også en umådeligt stor og nådesløs modstander, nemlig klimaforandringerne. De stigende temperaturer i havvandet bidrager nemlig til, at nedbrydningsprocesserne foregår hurtigere, og så vokser problemerne med iltsvind og blågrønalger. Så det kan tage lang tid at skabe de nødvendige forbedringer i Østersøen, spår Jacob Carstensen.