Er demokratiet i tilbagegang på verdensplan? Det er der mange, der vil mene.
Mens militærkup har væltet demokratiske regeringer i lande som Burkina Faso, Myanmar og Mali, sidder autoritære regimer sikkert i sadlen i Kina, Saudi-Arabien, Cambodia, Zimbabwe og mange andre steder.
I andre lande – fra Ungarn, Polen og Tyrkiet til Venezuela, Indien og Elfenbenskysten – har demokratisk valgte regeringer selv ført an i angrebet på demokratiske institutioner, i visse tilfælde med så stor succes, at grænserne til diktatur er udvisket eller overskredet.
Vi må ikke glemme, at andre lande har oplevet fremskridt, og at de fleste demokratier trods alt er forholdsvis stabile, mens diktaturer typisk er mere vakkelvorne.
Men den russiske invasion af Ukraine har bestyrket mange forskere og iagttagere i forestillingen om, at verden oplever en decideret autokratiseringsbølge, hvor flere og flere demokratiske regimer bukker under for indre og ydre pres.
Spørgsmålet er, om det er i overensstemmelse med fakta?
Hvad forstår vi ved demokrati?
Det er ikke en simpel sag at opgøre demokratiske fremskridt og tilbageskridt. Først og fremmest afhænger resultatet af, hvordan man overhovedet definerer demokrati.
I USA er der f.eks. grupper, der fremhæver retten til at bære våben som en demokratisk rettighed, mens andre mener det samme om fri abort. I begge tilfælde er der modstandere, der mener, at det vil være mere demokratisk at afskaffe disse rettigheder. Logisk set kan begge sider ikke have ret, og det er faktisk mest oplagt, at de begge tager fejl.
En mere brugbar definition tager udgangspunkt i elementer, som der dels er bred enighed om hører til kernen af demokratiet (især frie valg), og som dels er særegne for demokratiet – modsat andre værdiladede begreber som tillid, enighed, effektivitet, velfærd osv.
Moderne demokrati er i sin kerne en styreform, hvor et bredt udsnit af befolkningen vælger politiske repræsentanter gennem regelmæssige og frie valg. Dette er en snæver demokratiforståelse, som har rødder tilbage til den østrigske økonom Joseph A. Schumpeter. Man kan kalde det et elektoralt demokrati.
Mange vil mene, at man også bør stille krav om et højt niveau af ytrings-, forsamlings- og organisationsfrihed. De demokratier, der lever op til den brede demokratiforståelse, kan man inspireret af den amerikanske politolog Robert A. Dahl kalde for polyarkier.
Løgn og statistik
Selv med enighed om kriterierne er der dog mange måder at opgøre den demokratiske udvikling på.
Der findes faktisk omfattende kvantitative data om den demokratiske udvikling verden over, men de kan analyseres og præsenteres på utallige måder – med vidt forskellige resultater.
Som Mark Twain sagde, findes der tre slags løgn: løgn, forbandet løgn og statistik. Han har fat i noget: Det snit, man lægger på data, har stor betydning for, hvilket billede de viser. Det gælder også demokratiets tilstand.
Ud over forskellen på et snævert og et bredt demokratibegreb, afhænger resultaterne bl.a. af:
- Om man ser på det absolutte antal demokratier eller den relative andel af. Antallet af lande ændrer sig over tid, og begivenheder som f.eks. Sovjetunionens og Jugoslaviens opløsning vil derfor have forskellig indflydelse på resultaterne, afhængigt af opgørelsesmetoden.
- Om man opfatter kriterierne for demokrati som et spørgsmål om enten-eller eller mere-mindre. Hvor det første fokus kun opfanger ændringer, der overskrider grænsen mellem demokrati og diktatur, kan et fokus på gradsforskelle også indfange positive og negative ændringer inden for henholdsvis autokratier og demokratier.
- Om man fokuserer på antallet af demokratiske nationer eller antallet eller andelen af borgere i demokratier. Demokratiske fremskridt og tilbageskridt i lande som Kina og Indien vil have betydning for langt flere mennesker end en tilsvarende udvikling i Bhutan eller Maldiverne.
Med udgangspunkt i ovenstående distinktioner har jeg undersøgt, hvorvidt der er belæg for den opfattelse, at demokratiet har været på tilbagetog i de seneste årtier.
Jeg gør brug af to opdaterede datasæt: Den ene er Lexical Index of Electoral Democracy, som inddeler verdens styreformer i kategorier (enten-eller), der svarer til henholdsvis Schumpeters og Dahls ”institutionelle” definitioner.
Det andet datasæt er V-Dem’s Electoral Democracy Index, som ligeledes bygger på Dahls definition af polyarki, men måler udviklingen på en mere finkornet skala (mere eller mindre), der går fra 0 til 1.
Oversigterne nedenfor tager udgangspunkt i perioden fra 1974, der ofte fremhæves som året, hvor en international demokratiseringsbølge tog sin begyndelse med Nellike-revolutionen i Portugal.
Historisk fremgang
Resultaterne er på nogle områder ret entydige.
Det viser sig faktisk, at verden aldrig har været mere demokratisk end i 2010’erne. Uanset opgørelsesmetoden nåede demokratiet sin højeste globale udbredelse mellem 2012 and 2018.
Hvis der er tale om en demokratisk nedtur på globalt plan, begyndte den altså ikke i 1990’erne eller 2000’erne, som flere ellers har hævdet.
Ser man på de nyeste tal for de seneste 10 år, er billedet mere mudret. Tallene viser en tilbagegang, men dens størrelse er kraftigt påvirket af, hvilken opgørelsesmetode man bruger.
I figur 1 nedenfor er den globale demokratiske udvikling opgjort på en række forskellige måder ud fra distinktionerne ovenfor: på landeniveau og individniveau, som absolutte tal og som andel af verdens lande og befolkning, ud fra en snæver og en bredere definition af demokrati (elektoralt demokrati/polyarki), samt gennemsnittet af sidstnævnte.
I syv af disse ti opgørelser er tilbagegangen ”blot” på 4-10% i forhold til topniveauet, hvilket ikke umiddelbart giver anledning til at tale om en drastisk forværring. Til gengæld tegner de resterende tre et mere dramatisk billede. Den ene viser en nedgang på 18%, men de to sidste indikerer en ekstrem tilbagegang på mere end 50%.
Det er dog værd at bemærke, at de opgørelser, som giver de mest dystre resultater, er kendetegnet ved to ting.
For det første er de baseret på befolkningsvejede opgørelser, der tager udgangspunkt i den mere krævende demokratidefinition.
For det andet kan stort set hele tilbagegangen af denne grund tilskrives Indien. Landets kæmpestore folketal betyder, at de seneste års forsøg på at stække regeringskritiske medier og civilsamfundsgrupper slår stærkt igennem på den globale trend.
Antallet af demokratier: Fremgang og stabilitet
Figur 2 nedenfor viser den overordnede demokratitrend, hvis vi fokuserer på lande.
I absolutte tal nåede antallet af elektorale demokratier et (foreløbigt) højdepunkt med 130 nationer i 2015. Det er siden faldet til 124. Det svarer til antallet i 2012 og er næsten tre gange flere end i 1974.
Polyarkier udgør en delmængde af de elektorale demokratier, så dette tal er i sagens natur mindre. Antallet af polyarkier har ligget forholdsvis stabilt mellem 74 og 80 i de seneste to årtier. Tallet var højest i perioden 2010-2014, hvorefter der har været et mindre fald.
På fanebladet til højre ser man elektorale demokratier og polyarkier som andel af verdens nationer.
Andelen af verdens lande, hvor styret lever op til minimumsbetingelserne for elektoralt demokrati, har efter store stigninger i 1980’erne og særligt 1990’erne ligget ret stabilt med et maksimum på 67% i 2015. Siden er der sket et lille fald til 64% i 2021.
Polyarkier udgør en delmængde af de elektorale demokratier, så deres andel er naturligvis lavere. Den har ligget på 38-41% siden 1997 – cirka det dobbelte af niveauet i 1974.
Ser man i stedet på grader af demokrati og fokuserer på det gennemsnitlige niveau på skalaen, toppede tallet med 0,53 i 2012 på skalaen, der går fra 0 til 1. Gennemsnittet er efterfølgende faldet til en smule til 0,51. Det er imidlertid stadig markant højere end niveauet i 1974 (0,29) og 1989 (0,36), hvor der for alvor blev sat skub i demokratiseringsbølgen, da de kommunistiske regimer i Østeuropa brød sammen.
Befolkningsvejet gennemsnit: Mudret billede med negativ trend
Men hvad sker der, hvis vi skifter fokus fra lande- til individniveau?
Som det fremgår af figur 3 nedenfor, er antallet af personer, der lever i elektorale demokratier, cirka tredoblet fra 1,47 milliarder i 1974 til ikke mindre end 4,44 milliarder i 2018. Siden er det faldet en smule til 4,22 milliarder i 2021.
Antallet af borgere i polyarkier følger samme udviklingsmønster – med en markant undtagelse, der påvirker tallene voldsomt: Indien. Så sent som i 2016 levede 2,89 milliarder verdensborgere i polyarkier, men tallet styrtdykkede til 1,32 milliarder i 2018 – nærmest samme niveau som i 1974.
Forskellen går igen, når man ser på andelen af verdensbefolkningen, der lever i et demokrati (fanebladet til højre).
Andelen, der levede i elektorale demokratier, steg fra 37% i 1974 til 61% in 2013, og er siden faldet moderat til 55%. Andelen af verdensborgere, der har hjemme i polyarkier, er derimod halveret fra 38-40% i perioden 1990-2016 til 17%.
Det gennemsnitlige demokrati oplevet af en verdensborger lå ret stabilt omkring 0,50 på 0-1-skalaen mellem 1999 og 2013. Men tallet er efterfølgende faldet til 0,41, hvilket svarer til niveauet i 1989.
Forklaringen på det dramatiske fald fra 2017 til 2018 er simpel: Den indiske BJP-regering anført af Narendra Modi, som netop har været på statsbesøg i Danmark, har gradvist indskrænket ytringsfriheden og civilsamfundets spillerum for landets 1,4 milliarder indbyggere, og siden 2018 har landet ikke længere levet op til kriterierne for at blive kategoriseret som et polyarki – selv om det i snæver forstand stadig er et (elektoralt) demokrati.
Figuren viser i øvrigt også et tidligere eksempel på en tilsvarende abrupt nedgang mellem 1975 og 1977. I den periode erklærede Indira Gandhi, lederen af Indiens regerende Kongresparti, statslig nødretstilstand og tilsidesatte midlertidigt fundamentale borgerrettigheder. Dvs. at begge de voldsomme nedgange kan føres tilbage til politiske ændringer i et enkelt folkerigt land.
Tendenserne afhænger af perspektivet
Der er altid grund til bekymring, når demokratier oplever tilbageskridt eller deciderede sammenbrud, og på globalt plan er der er mildest talt plads til mange demokratiske forbedringer.
Men det er ikke tydeligt, at der de seneste årtier har været et voldsomt tilbageslag.
Som figurerne ovenfor viser, afhænger det af perspektivet. Den generelle tendens i tallene tilsiger, at de store demokratiske landvindinger efter 1974 er nogenlunde intakte, men at der har været en mindre nedgang de seneste 5-10 år. Derudover trækker Indien voldsomt i negativ retning, hvis man fokuserer på borgere frem for lande.
Det kan være bekymrende nok. Men alt andet lige har det stor betydning for de afdækkede tendenser, hvilket fokus man vælger, når statistikken håndteres.
Den konklusion er måske ikke så overraskende, men bør alligevel give stof til eftertanke for både producenter, formidlere og modtagere af informationer om demokratisk udvikling.
De har i snart mange år har haft en stærk tendens til at lægge mere vægt på negative historier end at levere de afbalancerede oversigter og diskussioner, som emnet fortjener.
