”Etiopien i borgerkrig” og en rejsevejledning fra det danske udenrigsministerium, der med rødt fraråder al rejse til landet. Sådan har vi mødt Afrikas ældste og mest kendte land de seneste 15 måneder.
Denne meddelelse står i stærk kontrast til det Etiopien, der ellers har hørt til de mest populære rejsemål i Afrika. Landet med de mange naturparker har også en årtusinder gammel historie, civilisation og kultur, der har skabt mindesmærker optaget på UNESCO's verdensarvsliste.
Nok var der omkring 2015 advarsler om, at landets indre modsætninger kunne slå ud i alvorlige uroligheder. Men freden vendte tilbage, og den nye premierminister Abiy Ahmed kunne i 2019 modtage Nobels fredspris.
Så hvordan er dette gamle konge- og kejserrige blot få år senere endt i en blodig borgerkrig, der truer landets fortsatte eksistens? Et passende sted at starte vil netop være i Etiopiens lange historie.
Afrikas forbillede
Det første spor af landets befolkning går helt tilbage til Det Gamle Testamente. Noah, ham med syndfloden og arken, havde tre sønner. Den yngste søn, Ham, skulle have anført en folkevandring fra det gamle Israel til områder øst og vest for Det Røde Hav, og deres efterfølgere i det nuværende etiopiske område fik siden navnet hamitter.
En egentlig etiopisk statsdannelse møder vi også i Det Gamle Testamente, da dronningen af Saba besøger kong Salomon under stor festivitas. Besøget symboliserer handelsforbindelserne mellem Israel og Etiopien, og de etiopiske jøder sporer deres oprindelse tilbage til denne begivenhed.
Omkring år 300 ankommer den græsk-ortodokse kirke, og kristendommen bliver hurtigt statens religion. Helt frem til i dag har den etiopiske kirke været tæt forbundet med kongemagten.
Denne historiske forankring er grunden til, at Etiopien blandt mange afrikanere har fået en mytisk karakter. Også fordi Etiopien som Afrikas eneste område undgik kolonisering i 18-1900-tallet og endda besejrede den indtrængende kolonimagt, Italien.
Det skete første gang under kejser Menilek i 1896 og igen i 1941, hvor il duce, Benito Mussolini, forsøgte at forene de to italienske kolonier Eritrea i nord og Somalia i syd ved at erobre Etiopien. Det er ved denne lejlighed, at kejser Haile Selassie blev en internationalt kendt skikkelse, da han stod i spidsen for kampen mod Italien. Hans mytologiske status forstærkedes sidenhen af, at hans navn før kroningen til kejser, Rashta Fari, blev overtaget af den religiøse bevægelse i Jamaica, der er kendt for reggaemusikken.
Med sin status som Afrikas eneste ikke-koloniserede stat blev Etiopien en naturlig bannerfører for den panafrikanske bevægelse, der voksede frem i forbindelse med kontinentets afkolonisering og landenes selvstændighed i løbet af 1960'erne. Og som en selvfølge blev bevægelsens hovedkvarter placeret i Addis Ababa under det nuværende navn Den Afrikanske Union (AU). Etiopien er primus inter pares, den første blandt ligemænd, og står frem som repræsentant for hele Afrika.
Et etnisk kludetæppe
Med en sådan historisk baggrund burde en såkaldt nation building ikke være relevant eller nødvendig i en etiopisk sammenhæng.
Etiopien har dog i århundreder ikke været en fasttømret enhed, men har omfattet varierende geografiske områder. Den seneste og mest markante ekspansion gælder Etiopiens største region, Oromia.
Oromia udgør en tredjedel af landet, men blev først erobret i 1886, og Oromias gamle hovedstad blev gjort til kejserrigets nye hovedstad under navnet Addis Ababa i 1889. Kejserrigets centrale funktioner blev således flyttet fra de klassiske hovedregioner, Amhara og Tigray, hvilket allerede fra starten skabte vedvarende spændinger i landet
Etiopien har derfor haft den konstante udfordring at skulle definere og redefinere sin identitet og sammenhængskraft. Dels består landet af cirka 80 etniske grupper. Dels er staten etableret som en etnisk baseret føderation, aktuelt bestående af 11 regioner, hvorfor de enkelte regioner ofte består af sammenbragte grupper.
Regionerne er meget selvstændige enheder med store beføjelser på det økonomiske og politiske område, men især retten til at etablere egne militære enheder har vist sig væsentlig under borgerkrigen, da de har influeret magtforholdet mellem de tre hovedaktører: Amhara, Tigray og Oromia.
”Intern kolonisering”
Men hvorfor formåede det etiopiske kejserdømme sammen med den statslige ortodokse kirke ikke at skabe en national sammenhængskraft? Især to faktorer fik missionen til at mislykkes. For det første indeholder Etiopiens religiøse geografi sin egen splittelse, idet de kristne udgør 63 pct. af befolkningen og muslimerne 34 pct.
For det andet har den ortodokse kirke sit centrum i de to nordlige regioner, Amhara og Tigray. I andre regioner som Oromia står de kristne svagere og er mere ligestillet med muslimerne.
Da både Menileks og Selassies kejserdømmer havde deres tyngdepunkt i den nordlige Amhara-region, er der i selve Etiopiens magtstruktur og politiske system indbygget en uligevægt med stort potentiale for regionale konflikter. Når myndighederne altid udøver magten fra en bestemt region og fra et bestemt etnisk og religiøst perspektiv, føler etiopiere i andre dele af landet det som en ”intern kolonisering”.
Denne ”kolonisering” kommer til udtryk på to måder. For det første har amhara-folket givet sit eget sprog, amharisk, særstatus og i praksis gjort det til Etiopiens nationalsprog og dermed til det ledende sprog i uddannelsessystemet og statsadministrationen.
For det andet var Etiopiens hær domineret af amhara-folket, og den opretholdt landets enhed med særdeles håndfaste midler og fængslinger uden domstolsprøvelse.
En afrikansk succes
Nok simrede spændingerne mellem Amhara og Tigray allerede under Selassie, men det var fra hæren, at ændringer i magtforholdet skulle komme. En junta under ledelse af Mengistu Haile Mariam afskaffede i 1974 på brutal vis kejserdømmet. Det nye kommunistiske styre blev midt under Den Kolde Krig selvfølgelig støttet af Sovjet plus 15.000 cubanske soldater.
Mengistus brutale DERG-styre formåede ikke at gennemføre revolutionens høje idealer om lighed og økonomisk fremgang. Oprørsgrupper i forskellige dele af landet bekæmpede det forhadte styre, heriblandt Tigray People's Liberation Front (TPLF), først en guerillabevægelse, siden Tigrays dominerende politiske organisation. TPLF førte an i den koalition, der fordrev Mengistu, og med Meles Zenawi i spidsen overtog TPLF magten i Etiopien i 1991 og fastholdt den gennem næsten 30 år.
Zenawi førte dels det nedkørte Etiopien ind i det 21. århundrede gennem et topstyret reformprogram, og sikrede dels Tigray-regionen den absolut ledende position i landets politiske system. Zenawi brød også med Mengistu-styrets centralisering.
Zenawi indførte en forfatning, der byggede på en etnisk baseret føderation, der gav de daværende ni regioner nærmest absolut myndighed i alle lokale anliggender med en egen lokal militær styrke og sågar ret til at melde sig ud af føderationen. En centrifugal praksis, der fik de enkelte regioner til at fokusere på lokale udfordringer med meget lidt interesse for nationale anliggender. Præcis som tilsigtet.
Den manøvre gav Zenawi rum til at reformere Etiopien fra top til bund og gøre landet til en sjældent set afrikansk succes. Selvfølgelig med Tigray i førersædet.
Zenawi byggede på ideen om en udviklingsstat, der i en periode kunne nulstille demokratiske principper for at sikre et udviklingsmæssigt kvantespring. Men han gennemførte sine reformer med brug af hårdhændede metoder som fængslinger, underminering af retssystemet og udelukkelse af enhver form for opposition.
Den ideelle samlingsfigur
Selv ikke Zenawi kunne samle alle etiopiere og løse det evindelige problem om, hvilken region eller del af landet der skulle indtage førerposition i landets politiske system. Der var stadig stærke spændinger mellem kejsertidens dominerende region, Amhara, og den langt mindre, nordlige nabo Tigray. I tal var det 27 pct. mod 7 pct. af befolkningen.
Omkring Zenawis død i 2012 trådte den største af regionerne, Oromia, ind på scenen. Oromoerne havde hidtil spillet en underordnet rolle i føderationen, da de på væsentlige punkter afviger fra den klassiske amhariske kultur. Selassie forbød deres sprog inden for uddannelse og administration, og religiøst er muslimerne i flertal med 44 pct. mod de ortodokse kristnes 41 pct. De begyndte nu i stigende grad at protestere med Tigrays urimelige dominans og deres egen ringe indflydelse.
Valget i 2012 af en kompromiskandidat fra det sydlige Etiopien som ny premierminister var ikke tilstrækkeligt for oromoerne. Utilfredsheden kom til udtryk i voldsomme protester mod centralregeringens udvidelse af Addis Ababa. Samtidig kom det til blodige grænsestridigheder mellem Amhara og Tigray. I den situation valgte parlamentet en oromo som ny premierminister.
Hermed træder den indtil da ret ukendte Abiy Ahmed ind på scenen. Alene hans oprindelse gør ham til den ideelle samlingsfigur. Abiys far er oromo og muslim, men hans mor siges at være amharisk og ortodoks kristen. Tilmed har han tjent i den ellers amharisk-tigrinsk dominerede hær.
Abiy tiltrådte som premierminister i 2018 og gennemførte straks en række vidtgående reformer. Han frigav journalister og mange politiske fanger, og han løsnede den statslige styring af økonomien ved at åbne for private, udenlandske investeringer.
Men hans tiltag løste ikke de tre fundamentale og tæt forbundne problemer, som gennemtrænger Etiopiens historie. For det første at skabe en national identitet, der kan reducere modstridende interesser mellem de forskellige etniske identiteter. For det andet at centralisere den politiske magt, så føderationen bliver mere handlekraftig, og de enkelte regioners eget politiske råderum mindskes. Og for det tredje at begrænse Tigray-regionens dominerende position og sikre en balanceret indflydelse til alle landets regioner.
Ud af de tre var Tigray-problemet det mest påtrængende. Men som led i Abiys løsning valgte han samtidig at centralisere føderationen. Og så står vi ved et knudepunkt for den senere udvikling i Etiopien: Ved at begrænse Tigray-regionens indflydelse samlede Abiy nationen, men ved at centralisere føderationen splittede han den.
Freden med Eritrea
Et opgør med Tigrays dominans må tage højde for et grundlæggende dilemma: Er Tigrays styrke en realitet, eller beror den på omverdenens og de andre regioners svaghed? For at reducere denne usikkerhed tog Abiy to væsentlige initiativer i løbet af det første halve år ved magten.
For det første fjernede han officerer fra Tigray fra hærens ledende poster og erstattede dem med officerer fra andre regioner.
Abiys andet træk var endnu mere dristigt: Han afsluttede den fastfrosne krigstilstand og grænsestrid med Eritrea. Denne tilstand havde i mere end 20 år virket som et instrument til at mobilisere såvel Etiopiens hær som befolkning, men i virkeligheden tjente den primært til at fastholde Tigrays ledende position internt.
Det var derfor et slag i ansigtet på Tigray, at Abiy anerkendte de omstridte grænseområder som del af Eritrea, Tigrays største fjende.
Det er omstridt, hvorvidt Abiy under fredsslutningen også aftalte med Eritrea, at landet skulle medvirke i et opgør med Tigray. Der er næppe tvivl om, at Eritrea er blevet informeret og har tilsluttet sig angrebet på Tigray, og at landet kunne overtage de omstridte grænseområder og dermed lejrene med eritreiske flygtninge. Det er mere tvivlsomt, om det ligefrem er aftalt, at Eritreas hær, som det blev tilfældet, aktivt skulle nedkæmpe Tigrays hær i form af en direkte invasion.
Borgerkrigens start
På grund af covid-19-pandemien udsatte Abiy det lovpligtige valg i august 2020 med et år. Tigray fandt denne udsættelse ulovlig og afholdt i september 2020 sit eget valg og erklærede Abiy for en illegal premierminister.
Den etiopiske regering fandt denne handling klart ulovlig og karakteriserede den som oprør mod centralmagten. Abiy og Tigray førte enkelte forhandlinger, men da Tigray angreb en af hærens garnisoner, indledte Abiy et egentlig militært angreb og startede borgerkrigen i november 2020.
Den etiopiske hær bombede Tigrays hovedstad, Mekelle, og invaderede regionen med Mekelle som hovedmål. Amhariske militære styrker støttede op om invasionen ved at forsøge at generobre områder invaderet af Tigrays styrker. Og nok så påfaldende invaderede Eritreas hær fra nord med afbrændinger og seksuelle overgreb til følge.
Men allerede i juni 2021 måtte den etiopiske hær i et hastigt tilbagetog efterlade ødelagt materiel samt et betydeligt antal tilfangetagne soldater. Begrundelsen? En bevidst strategi for at berede grunden for forhandlinger om våbenhvile.
Tigrays desperate kamp
Abiy og den etiopiske hær havde fejlkalkuleret Tigrays styrke. For det første var den etiopiske hær svækket af ændringerne i kommandostrukturen, mens Tigray var blevet styrket, idet de afskedigede generaler var vendt hjem og nu stod i spidsen for Tigrays militære styrker.
For det andet viste den etniske faktor sig stærkere end nationalfølelsen, idet tigrinske soldater valgte at slutte sig til Tigrays opgør mod resten af Etiopien. Modsat Abiys forventning.
Dette ændrede styrkeforhold brugte Tigray til at bryde den ”indespærring”, som den etiopiske regering og hær havde iværksat bistået af Eritrea. Alle forsynings- og kommunikationslinjer til Tigrays stærkt nødlidende befolkning var blevet blokeret, inklusive humanitær hjælp. Tigrays hær gik dels mod Amhara i syd og dermed vejen til Addis Ababa, dels mod Afar i øst, centrum for Etiopiens livslinje til nabolandet Djiboutis havn.
Tigray startede offensiven i juni 2021 og kom hurtigt så tæt på Addis Ababa som 225 kilometer. Tigrays ledere ville dog næppe vove at gå hele vejen til hovedstaden. For dem var målet at få adgang til nødvendige forsyninger og at bringe sig i en forhandlingssituation, hvor de kunne genvinde en del af den tabte indflydelse ved at svække eller endnu bedre fjerne Abiy fra magten.
Internationalisering og drone-diplomati
Abiy var alvorligt svækket efter den ydmygende tilbagetrækning, men han gik til modangreb på to måder. Han appellerede til alle våbenføre mænd om at melde sig til hæren, og han benævnte tigrinerne terrorister. Abiy ville endda selv lede opgøret og om nødvendigt falde som martyr.
Desuden fik han hjælp udefra. Afrikas Horn har siden Suez-kanalens åbning i 1869 været et strategisk vigtigt område, først for kolonimagter som Storbritannien og Frankrig og siden diverse stormagter, som har sikret sig flådebaser i området. I de senere år er Hornets geopolitiske position blevet af stor aktualitet for golfstaterne som følge af krigen i Yemen og ikke mindst som led i rivaliseringen mellem USA og Kina.
Med sine 110 millioner indbyggere er Etiopien den største og mest indflydelsesrige stat på Hornet, og borgerkrigen har derfor fra begyndelsen tiltrukket internationale aktører med vidt forskellige motiver. USA har tidligt været meget aktiv med hensyn til at få stoppet krigen, ikke mindst på grund af de store humanitære omkostninger. Det har efterladt et indtryk af, at USA fulgt af EU lægger al skyld og ansvar på forbundsregeringen og den etiopiske hær, hvilket har medført stærke antivestlige reaktioner.
Kina har derimod meldt klart ud, at borgerkrigen er et internt anliggende, og at Kina altid bakker op om et lands regering. Andre lande har en lignende holdning, men nogle er gået skridtet videre og har som eksempelvis De Forenede Arabiske Emirater leveret økonomisk støtte og våben.
Den helt afgørende faktor har dog været leverancen af droner. Tyrkiet, en stor spiller på Afrikas Horn, har sendt sine nyeste og meget effektive droner, fulgt op af Kina og Emiraterne. Bemærkelsesværdige er Irans leverancer af droner. Især i lyset af, at også Israel hører til Etiopiens internationale partnere med henvisning til det historiske bånd med Etiopien og hensynet til de etiopiske jøder.
Den hurtige vending i Abiys krigslykke må vi netop tilskrive de bevæbnede droner. Efter få dages bombardement trak Tigrays soldater sig tilbage til egne grænser. Og samtidig anmodede Tigrays ledere om våbenhvile og fredsforhandlinger.
I december 2021 erklærede den etiopiske regering ganske overraskende, at hæren ikke ville overskride Tigrays grænser. Våbenhvile er der dog i skrivende stund ikke tale om.
Droner og fly kaster stadig bomber ned over Tigray, og blokaden af Tigray fortsætter med hjælp fra Eritrea. Samtidig fortsætter en ”krig i krigen”, da Amhara-regionen også fører sit eget opgør med Tigray, som dermed er efterladt i en desperat situation: Tusinder af dræbte og millioner af hjemløse som enten flygter til Sudan eller lever som internt fordrevne.
På vej mod en national dialog
Med Tigray tvunget i knæ kan Abiy vende sig mod de næste udfordringer: dels en politisk løsning af føderationens problemer efter Tigrays nederlag, dels en forsoning og genopbygning af landet. Der har længe været såvel nationalt som internationalt pres for at få startet en national dialog, men betydelig uenighed om form og deltagere.
Abiy har taget initiativet på to måder. Han har formaliseret processen hen imod en national dialog og med et overraskende initiativ søgt at forbedre atmosfæren forud for en sådan. Tidligt i januar løslod han et antal tigrinske ledere og en række medlemmer af Oromias oppositionspartier, der havde været stærkt kritiske over for hans føderale politik og ligefrem boykottet valget i 2021.
Det store spørgsmål er, om Abiy er den rette til at lede en national dialog. Ikke ifølge The Economist, som mener, at der er tale om en på forhånd nærmest vingeskudt proces, fordi ”den ønskede nationale dialog hverken kan blive inkluderende eller upartisk”.
TPLF er på grund af de øvrige regioners had til Tigray udelukket fra en sådan dialog, ligesom de løsladte Oromo-oppositionsledere er det. Amhara-regionen er stærkt kritisk over for Abiys nedtoning af opgøret med Tigray og forsætter kampen om herredømmet over de to regioners grænseområder. Abiys mandat er således ikke så stærkt.
Abiys egen etniske gruppe, oromoerne, har heller ikke den store tillid til, at han kan løse de mest påtrængende problemer: Tigrays fremtidige placering i føderationen og Oromias længe negligerede rolle i den etniske føderation. Hvordan skal føderationen fremover fungere, og vil Abiy respektere de enkelte regioners autonomi?
Hvorhen, Etiopien?
Målet med den 15 måneder lange borgerkrig har været at afskaffe Tigrays dominans inden for det politiske og militære system. Alle regioner har bakket op om dette mål. Men enigheden smuldrer, når det gælder føderationens fremtid. Under borgerkrigen er de centrifugale kræfter blevet styrket. To nye regioner er blevet anerkendt, og flere etniske grupper har allerede varslet lignende ambitioner.
Men kan den etiopiske stat overleve en sådan fragmentering? Vil en eller flere regioner melde sig ud af den etiopiske føderation og siden kræve politisk selvstændighed? Vil Tigray?
Det virker dog usandsynligt, især for Tigray. For det første har regionerne meget ringe udsigt til at skabe levedygtige stater. For det andet er anerkendelse fra afrikansk og internationalt hold yderst usikker.
Etiopiens historiske paradoks
Den Afrikanske Union er stærkt imod enhver form for ”jugoslavisering” på kontinentet, og det internationale samfund vil ikke gå imod dette overordnede princip. Endelig er der her i ellevte time kommet røster, der maner til besindelse. Etiopiens rige historie bør kunne overbevise alle parter om, at landet fortsat skal indtage en prominent position på det afrikanske landkort og ikke blot forsvinde.
Det mest sandsynlige fremtidsscenarie tegner ifølge den britiske Afrika-ekspert Nick Cheeseman til at blive ”en meget løs føderation af stort set selvstyrende regioner”. Oromia vil blive den dominerende region, og det mangeårige autoritære system baseret på hæren vil fortsætte for at sikre centrale funktioner. Denne magtstruktur vil nok sikre den etiopiske stat, men endnu engang skubbe løsningen af samme stats århundredgamle problemer endnu længere bort.
Etiopiens regeringer har gennem tiden forsøgt at skabe en levedygtig stat baseret på en fælles national identitet. Om Abiys kommende nationale dialog kan skabe en sådan ”pan-etiopianisme” og dermed løse Etiopiens historiske paradoks, kommer an på en prøve.
Første test kommer på initiativ fra Den Afrikanske Union, som har udpeget Nigerias tidligere præsident Olusegun Obasanjo som konfliktens mægler. Gennem tålmodigt diplomati forsøger han at bringe Abiy og TPLF’s ledere på talefod. Hvis det lykkes, kan det vise sig at være et første lille skridt på vejen til at stoppe Etiopiens sammenbrud.
