Hvordan får man en fisk til at le? Man kommer den i kildevand.
”Tø-hø”, sidder du muligvis og siger. Men du ligger næppe og ruller rundt på gulvet i latterkramper. Måske har du ikke engang løftet dine mundvige bare en lille bitte smule i et krampagtigt smil. For det var nok ikke den allerbedste vittighed.
Men ordspillet med den leende fisk i kildevandet er et typisk eksempel på en humor-form, som har været i den århusianske humorforsker Marc Hye-Knudsens søgelys.
Farjokes er ufarlige ordspil
”Farjokes er en særlig form for ordspil, der kun bryder med den sproglige norm, fordi ordene siger to ting på samme tid. Farjokes bryder ikke med andre normer,” forklarer Marc Hye-Knudsen.
Det med normbryderiet er ellers typisk for de fleste andre sproglige vittigheder, som bliver sjove, fordi de også er en lille smule grænseoverskridende – og f.eks. leger med sex eller andre tabuer.
Men farhumor er altså mere sobert og nøjes med at bryde med vores sproglige forventninger. Tidligere hed den slags vittigheder onkel- eller morfarhumor, men danskerne har i de senere år taget det engelske begreb ’dadjokes’ til sig og fordansket det til farjokes.
”Farjokes er altid ordspil, men alle ordspil er ikke farjokes,” forklarer Marc Hye-Knudsen. ”Ordspil bryder nemlig ofte også med en anden norm, eksempelvis på det seksuelle område. Her er et eksempel, en New Yorker-joke: Mit kærlighedsliv går forfærdeligt. Sidste gang jeg var oppe i en kvinde, var da jeg besøgte Frihedsgudinden. Det er ikke en farjoke, fordi den både bryder en sproglig norm og en social norm, idet ordspillet er klamt og grænseoverskridende,” forklarer Marc Hye-Knudsen.
”Her er et eksempel på en typisk farjoke: Det ene skilt spørger det andet skilt. Er du gift? Nej, jeg er skilt. Det er et rent ordspil, der kun bryder med den sproglige norm. Man kan også kalde den plat og grænsende til det usjove, fordi de fleste vil netop ikke opfatte den som et brud på andre normer end den sproglige.”
Far opdrager gennem vittigheder
Jeg skal hilse fra Ella. Hvem Ella? Ella Stick…….
Som en del af sin forskning i humor, har Marc Hye-Knudsen indsamlet en stor mængde vittigheder, heriblandt farjokes, for at kunne analysere dem. Blandt dem skiller farjokes sig ud, fordi de slet ikke burde virke som vittigheder.
”Farjokes er enormt interessante, fordi de netop er defineret ved at være usjove jokes. Men hvis de er så usjove, hvorfor bliver folk så ved med at fortælle dem? Så må de jo være sjove på en eller anden måde. Det paradoks er interessant at undersøge,” siger Marc Hye-Knudsen.
Farjokes er altså på en måde vittighedernes svar på humlebien – den burde ikke kunne flyve, men den gør det alligevel.
Marc Hye- Knudsens undersøgelse af de mange jokes er stadig på begyndelsesstadiet, og derfor kan han ikke med sikkerhed give svaret på paradokset. Men han har én teori om årsagen til, at så mange – især mænd – fortæller de her uskadelige, usjove vitser.
”Fædre har en særlig måde at lege med deres børn på og også en særlig måde at joke med dem på. Den fysiske leg kan være lidt voldsom, og vi ved, at fædrene på den måde hjælper børnene til at forstå, hvad deres krop kan håndtere. Tilsvarende kan drilleri og platte vitser skubbe til børnene psykologiske grænser. Fædrene lærer dem, at pinlighed ikke er noget, man dør af. Og måske lærer børnene, at det ikke er så farligt at bryde sociale normer,” mener Marc Hye-Knudsen.
Det kan altså være, at farjokes overlever som usjove vittigheder, fordi de tjener en anden funktion end blot det at få os til at grine. De kan fungere som en art humorens støttehjul, der lærer børn at omgås vittigheder og pinlighed på en harmløs og ufarlig måde – så de kan lære at indgå i en verden fyldt med vammel voksenhumor.
Du kan lære mere om farjokes ved at lytte til radioprogrammet Kraniebrud på Radio4, hvor Marc Hye-Knudsen for nylig var gæst: Derfor er dine jokes ikke sjove, Far.
