Samfund & Individ
Yara Nardi/Reuters/Ritzau Scanpix

Fem italienske valgtemaer, der går igen i Danmark

Kan det italienske valg i forrige weekend gøre dig klogere på det danske? Der er store forskelle på de to politiske kulturer, men også en hel del fællesnævnere. En række af de politiske temaer og strategier, der afgjorde valget i Italien, kan genfindes herhjemme.

Samfund & Individ
Yara Nardi/Reuters/Ritzau Scanpix

Italienerne holdt parlamentsvalg i forrige weekend og gav mandat til en højrefløjskoalition, der nu forventes at danne regering. Og inden længe er det Danmarks tur. Statsminister Mette Frederiksen kan være tvunget til at udskrive det allerede i denne uge, da De Radikale som bekendt har truet med at bringe hende i mindretal.

Der er selvfølgelig en afgrund til forskel på dansk og italiensk politik. Eller er der nu også det?

Faktisk er der er en hel del ligheder. En række af de temaer, der var udslagsgivende for det italienske valgresultat, kan genfindes herhjemme.

Der er forskel på de to politiske kulturer, og mange af temaerne udfolder sig forskelligt i en dansk og en italiensk kontekst. Men mange af de elementer, der prægede det italienske valg, vil også gøre sig gældende i den danske.

Det handler ikke kun om det politiske indhold, men nok så meget om politisk strategi, iscenesættelse og retorik.

1. Økonomisk usikkerhed

Allerede inden radiatorerne tændes og julegaverne indkøbes, præger den økonomiske usikkerhed den politiske samtale i Danmark. Også i Italien bekymres befolkningen over stigende energipriser og øget inflation. Ingen ved, hvad fremtiden bringer, men der er udbredt frygt for, at de italienske pengepunge vil blive stadig mere udmagrede.

Det økonomiske udgangspunkt er imidlertid værre her end mange andre steder i Europa. Italiens økonomi har i årtier været en akilleshæl i eurosamarbejdet.

Økonomien bedrede sig under premierminister Draghi, men har stadig ikke den polstring eller modstandsdygtighed, der skal til for at dæmpe den økonomisk usikre fremtid. En yderligere forværrende faktor er Italiens hidtil store russiske energiafhængighed.

Det står højt på den politiske dagsorden, at landets energiforsyning skal forbedres til gavn for både statskassen og sikkerhedspolitikken. I løbet af valgkampen er løsninger såsom atomkraftværker, lempelse af sanktionerne mod Rusland, et øget europæisk energisamarbejde og aftaler med fortrinsvis mellemøstlige og nordafrikanske stater blevet nævnt.

Det økonomiske spørgsmål er ikke kun et abstrakt spørgsmål, der angår de statslige finanser, men også noget, der bekymrer særligt lavindkomstvælgere. Italienerne er gennemsnitligt fattigere, end vi er i Danmark, og det er derfor tilsvarende mere skrøbeligt, når pengene bliver færre.

Derfor præsenterede den sejrende højrefløj i løbet af valgkampen adskillige tiltag, der skal flytte flere penge ned i de italienske husholdninger. Finansieringsspørgsmålet har dog fyldt mindre i Italien, end det gør i Danmark, og det er tvivlsomt, om den kommende italienske regering vil være i stand til at indfri sine økonomiske løfter.

2. By vs. land

På stort set samtlige socioøkonomiske parametre underpræsterer Syditalien i forhold til Norditalien. Der er flere arbejdsløse, større fattigdom, færre med lange uddannelser. Skellet mellem nord og syd har gjort sig gældende i hele den italienske nations levetid, men skellene mellem rig og fattig, ressourcestærk og ressourcesvag, formuleres nu hyppigt som en konflikt mellem by- og landdistriktsområder. Det har også været en mærkesag i en dansk kontekst, hvor forskellen mellem København og Jylland, storby og provins er definerende for flere politiske projekter.

I Italien er forskellene mellem by og land større, og dermed også polariseringen mellem de to. De italienske landområder ligger i stigende grad øde hen, mens alle der har muligheden, drager til de større byer.

Adskillige landsbyer har forsøgt at tiltrække tilflyttere ved eksempelvis at love dem pengepræmier eller give dem mulighed for at købe huse meget billigt. Landdistrikternes vanskeligheder anerkendes bredt politisk, men det italienske valgs store vinder, Giorgia Melonis Fratelli d’Italia, har formuleret en idé om, at byerne er hjemsted for en korrumperet og udygtig elite, der ikke forstår eller magter at varetage virkelighedens problemer. Det egentlige folk befinder sig derimod i landdistrikterne, hvor virkelighedens problemer er allestedsværende.

Den arketypiske italienske politiker er typisk selv et produkt af eliten: højtuddannet og født i storbyen, endda fortrinsvis i det rige Norditalien.

Fratelli d’Italias leder, Giorgia Meloni, der forventes snart at blive udråbt som premierminister, er selv fra Rom, men understreger sin arbejderklassedialekt og beretter gerne om sin opvækst under trange kår.

Det er en populistisk strategi, der med succes har været formuleret på lignende måder af andre partier ved tidligere italienske valg. Når Fratelli d’Italia sejrede ved dette valg, er det i høj grad fordi det var det parti, der med størst troværdighed kunne præsentere sig som anti-elitært.

3. Blokpolitik

Der er adskillige temaer, der ikke kan ignoreres af hverken den italienske højre- eller venstrefløj, herunder den økonomiske uro og håbløsheden i landdistrikterne.

Men det ændrer ikke på, at der i Italien er to uforsonlige blokke, der realistisk set ikke kan arbejde sammen. I Danmark er vi også vant til at tale om blå og rød blok, men her agiterer flere dog for samarbejde hen over midten, og afhængigt af valgresultatet kan der tegne sig forskellige mulige regeringssamarbejder på tværs af det politiske spektrum.

Det er et umuligt scenarie i Italien.

Det sidste halvandet år har Italien ganske vist haft en samlingsregering, der spændte på tværs af det politiske spektrum. Men der var tale om en kriseinstallation, kun lige akkurat holdt sammen af premierminister Mario Draghi, der blev hentet ind udefra til netop dét.

Det kommer ikke til at gentage sig.

Højrefløjskoalitionen har erklæret sig som vinder af valget og agter at danne regering. Fratelli d’Italia, der blev valgets største parti, og også højre-alliancens mest yderliggående, mens man længst inde mod centrum finder Silvio Berlusconis parti, Forza Italia. Men selv om han er den mest centristiske af højrefløjens lederskikkelser, er der ingen på den anden side af den dybe politiske grøft, der vil lege med ham.

I centrum af italiensk politik har et par partier forsøgt at danne en tredje blok, der skal agere alternativ til de fastgroede fløje. Men denne tredje pol vil hverken alliere sig med højrefløjen eller venstrefløjen, og så er italiensk politik lige vidt. Afvisningen af kompromiser mellem højre og venstre er velkendt i Italien og måske medvirkende til, at Italien igen og igen kastes ud i politisk tumult.

Også i Danmark står de to blokke skarpt over for hinanden, men uforsonligheden er trods alt mindre, og den overskygges nogle gange af rivaliseringen internt i blokkene. Med Inger Støjbergs og Lars Løkke Rasmussens nye partier – og de aktuelle stridigheder mellem Socialdemokratiet og De Radikale – er der mange jokere i spil, når der skal dannes regering efter valget.

4. Politisk mistillid og apati

Intet parti har siden 1987 kunne danne regering alene i Italien. Dette faktum kombineret med den uvenskabelige tone på tværs af partierne har bidraget til at gøre italiensk politik notorisk ustabilt.

Den kommende regering vil blive intet mindre end nummer 68 siden Anden Verdenskrig. På dette punkt er Italien ikke sammenlignelig med Danmark. Formodentlig er denne ustabilitet medvirkende til, at italienerne nærer en høj mistillid til deres politikere. Blot få uger før valget var 40 pct. af italienerne i tvivl om, hvem de ville stemme på – eller hvorvidt de overhovedet ville stemme. Valgdeltagelsen endte på sølle 64 pct. og satte dermed klar bundrekorden med 8 procentpoint mindre end ved seneste valg.

Siden 1990’erne har den nedadgående valgdeltagelse vist sig som et eksempel på den politiske apati. Ustandselig dukker nye protestpartier op i Italien, der umiddelbart klarer sig godt, hvilket også vidner om en efterhånden fastgroet frustration over den eksisterende politiske kultur. Protesterne fødes som modsvar til magten, eksploderer i meningsmålingerne, hvorefter de får magt, og dernæst daler i popularitet, førend de giver pladsen videre til andre. Det politisk friske pust er en eftertragtet vindretning.

Et af de utallige eksempler er Femstjernebevægelsen.

Partiet blev etableret i 2009 som modsvar til Berlusconis skandaler og regeringsførelse. Det fik hurtigt vind i sejlene, og særligt syditalienerne støttede projektet. I både 2013 og 2018 fik bevægelsen et drømmevalg.

Men siden er det gået ned ad bakke. Partiet har deltaget i intet mindre end tre ideologisk set vidt forskellige regeringsprojekter. Det har slidt på troværdigheden, og mens partiet har bestræbt sig på at finde sig selv, har mange af dets vælgere og medlemmer fundet alternativer.

I 2018 fik det 32 pct. af stemmerne, men denne gang endte det med blot 15 pct., og Femstjernebevægelsen er dermed helt irrelevant parlamentarisk. Nogle af de frafaldne vælgere har i stedet stemt på Melonis parti Fratelli d’Italia.

I Danmark er politikerleden måske mindre definerende, og hvor Italiens ældste parti er fra 1990’erne, sidder de ældste danske partier stadig solidt på majoriteten og regeringsmagten.

Men mønsteret er ikke helt ukendt fra det hjemlige politiske landskab.

I de senere år har vi set adskillige nye partier etablere sig på både højre- og venstrefløj i frustration over, at deres mærkesager ikke blev varetaget af det etablerede politiske etablissement.

Selv om den danske valgkamp ikke officielt er fløjtet i gang, har de fleste partier tyvstartet, og her anes konturerne af politiske kampagner, der især er formuleret som en negation af det, modparten repræsenterer.

5. Personliggørelsen af partierne

En af grundene til, at der er så mange så nye italienske partier, er, at mange politikere etablerer deres eget parti, når de ikke længere har tilstrækkelig indflydelse i deres oprindelige.

F.eks. kunne den tidligere premierminister, Matteo Renzi, og den tidligere industriminister, Carlo Calenda, ved det netop overståede valg således hive stemmer hjem til hver deres nyoprettede parti efter at have smækket med døren i deres gamle.

For flere partiers vedkommende tegner lederskikkelsen partiet i en sådan grad, at lederens navn indgår i partinavnet. Det gælder eksempelvis alle tre partier i den italienske højrekoalition.

Partilederne har ført valgkamp overalt i landet, og altså ikke kun i deres egen kreds. De har stået på scener og torve i alskens småbyer med de lokale kandidater under armen for at løfte deres popularitet.

Politikernes henvendelsesform er også ekstremt personliggjort. De tager billeder af deres børn, viser, hvordan de laver aftensmad, og hvad de laver på deres fridage.

Også i Danmark er vælgerne i stigende grad vidne til personliggørelsen af politik.

Ved det kommende folketingsvalg er både Moderaterne og Danmarksdemokraterne stærkt defineret af henholdsvis Lars Løkke Rasmussen og Inger Støjbergs navne og meritter. Og på venstrefløjen trækker Uffe Elbæks skifte fra Frie Grønne tilbage til Alternativet overskrifter, selv om han ikke engang er kandidat til det kommende valg.

Også de øvrige partiledere køres i stilling, i mange tilfælde ikke bare som repræsentanter, men noget nær synonymer for deres partier. Således påvirkes meningsmålingerne af Søren Pape Poulsens privatliv og Mette Frederiksens person.

I Danmark skygger enkeltpersonerne endnu ikke fuldkommen for deres partiers politik, hvilket kategorisk er tilfældet i Italien. Udviklingen tog fart i 1990’erne, og i dag er det ikke længere partier, men ledere, der vinder og taber valg.

Man kan i dag se en lignende tendens i Danmark, om end indtil videre i noget i mindre skala.

BIOGRAFIER

Ph.d.-studerende, Dansk Institut for Internationale Studier
Alberte Bové Rud er ph.d.-stipendiat ved Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS) og ved Idéhistorie på Aarhus Universitet. Forsker i politisk iscenesættelse som demokratisk fænomen med et særligt fokus på moderne italiensk politik. Interesserer sig bl.a. for, hvordan karisme præger lederskab, og hvordan politiske strategier ændrer sig fra valgkamp til regeringsdannelse.
Vid&Sans
Redaktør på Vid&Sans. Skriver og redigerer inden for alle stofområder.

ANBEFALET TIL DIG

Menu