FIFA’s problemer forsvinder ikke, når VM er slut

Kort efter daggry slog schweiziske betjente til mod et luksushotel i Zürich. Med sig havde de arrestordrer på en række topledere i international fodbolds styrende organisation, Fédération Internationale de Football Association (FIFA).

Det var 27. maj 2015, dagen før FIFA’s årlige kongres, og Europa vågnede til billeder af hotelansatte, der skærmede syv af FIFA’s øverste topfolk med hvide lagener, da de blev ført ud i bilerne og kørt væk.

Stormen på Baur au Lac-hotellet var den dramatiske kulmination på flere årtier med omfattende korruption i toppen af verdensfodboldens forbund, og i disse dage er vi vidner til en af de mest synlige udslag af det: VM i Qatar.

Men hvor kritisabelt dét VM end er, er det ikke den eneste konsekvens af FIFA’s mangeårige problemer med brune kuverter og politiske studehandler. Gennem årene er hundredvis af millioner, som var øremærket til udvikling af græsrodsfodbold, forsvundet. Penge, der skulle gå til at udbrede det smukke spil, er havnet i lommerne på mænd, der hverken havde brug for eller ret til dem.

FIFA’s reformer siden i 2015 har ikke overbevist Jørn Hansen, professor emeritus på Syddansk Universitet, om at vi har set den sidste problematiske tildeling af et VM-værtskab.

”Nu har man besluttet sig for, at det ikke længere skal være eksekutivkomitéen, der alene afgør, hvor VM skal spilles, men i højere grad det samlede FIFA. Det kan i værste fald føre til, at det bare bliver endnu mere grumset. Tænk på alle de alliancer, der skal laves mellem lande,” siger han.

Oprøret fra ’de nye lande’

Jørn Hansen har i årtier forsket i idrætshistorie og blandt andet skrevet bogen ’Verdensspillet’, som beskriver fodbold fra en kulturhistorisk vinkel og FIFA’s udvikling. Det er netop FIFA’s vej fra en europæisk domineret loge uden egentlig politisk eller økonomisk vægt til et verdensomspændende milliardforetagende, der har skabt grobund for korruptionskulturen.

Efterhånden som Europas kolonimagter mistede grebet om deres oversøiske besiddelser, og en række lande blev selvstændige i årtierne efter 2. verdenskrig, voksede antallet af (potentielle) medlemmer af FIFA. Det vekslede brasilianeren João Havelange til fodboldpolitisk kapital.

Han gik i 1974 til valg som FIFA-præsident på at øge antallet af VM-pladser for lande i Asien og Afrika og i øvrigt uddele økonomisk støtte til at udvikle fodbolden på blandt andet disse to kontinenter. Det var nok til at vippe den siddende præsident, englænderen Stanley Rous, af pinden, og blev begyndelsen på enden for det gamle, eurocentriske FIFA.

”I 1966 skulle Asien og Afrika kæmpe om én plads blandt de 16 nationer ved VM. Det førte til, at især lande i Afrika rørte på sig for første gang. De boykottede kvalifikationsturneringen og dermed hele VM. Det var sådan set det første oprør fra de gamle kolonier,” forklarer Jørn Hansen.

”Da begynder sporene af tegne sig til, hvad der skulle ske i FIFA fremover. Det blev en realitet i 1974, hvor Havelange havde allieret sig med det, vi dengang kaldte ’de nye lande’. Altså de gamle kolonier fra Afrika og landene i Asien, som var begyndt at melde sig ind i FIFA.”

Under João Havelange steg FIFA’s medlemstal fra 146 til 204 nationer og blev et ægte verdensforbund. Sideløbende indgik han store sponsoraftaler med bl.a. Coca Cola, Adidas, McDonald’s og JVC, og i årene, der fulgte, eksploderede prisen på FIFA’s helt store guldkalv: tv-rettighederne til VM. Slutrunden er i dag verdens største sportsbegivenhed, både målt på seere og økonomi.

Stemmer til salg

Hvor der er magt og penge, er der basis for både korruption og gråzoneadfærd. Det er Qatars VM-værtskab i 2022 et godt eksempel på.

FIFA’s eksekutivkomité tildelte Qatar værtskabet tilbage i 2010, samtidig med Rusland fik tildelt værtskabet for 2018, selv om Transparency International havde opfordret til at skille afstemningerne ad, da det gjorde stemmebyt muligt.

Umiddelbart før afstemningen blev to af de 24 medlemmer af eksekutivkomitéen udelukket, efter avisen Sunday Times havde afsløret, at de var villige til at sælge deres stemmer.

Samme avis kunne i 2014 på baggrund af lækkede e-mails afdække, at Qatars medlem af eksekutivkomitéen, Mohammed bin Hammam, havde bestukket andre ledere op til afstemningen. Da værtskaberne blev tildelt, var han også præsident for det asiatiske fodboldforbund AFC – Asiens svar på UEFA.

Whistlebloweren Phaedra Almajid, der arbejdede for Qatars VM-komité, har siden fortalt, at hun var med til at oversætte samtaler med afrikanske FIFA-medlemmer, der skulle stemme om VM.

”Jeg var vidne til en meget simpel transaktion. 'Vi giver dig penge, 1,5 millioner dollar til dit fodboldforbund. Til gengæld skal du stemme på os,” sagde Almajid til norsk TV2 tidligere i november.

Ni dage før afstemningen var Michel Platini, fransk spillerlegende og daværende præsident for det europæiske fodboldforbund (UEFA), på besøg i Frankrigs præsidentpalæ. Her holdt han møde med Nicolas Sarkozy, Qatars premierminister og Qatars daværende kronprins, den nuværende emir, Tamim bin Hamad Al Thani.

Ifølge Platini lod Sarkozy ham forstå, at det ville være godt for Frankrig, hvis han kunne stemme på Qatar. I de efterfølgende år købte Qatar en masse Airbus-fly, kampfly og skibe af Frankrig – foruden præsidentens yndlingsklub, Paris Saint-Germain.

I alt er 14 af de 24 medlemmer af FIFA’s eksekutivkomité, der skulle stemme om VM-værtskabet i 2018 og 2022, blevet dømt, anklaget eller udelukket for korruption og/eller stemmebyt.

FBI’s stikker

Korruption i FIFA er dog langt fra begrænset til Ruslands og Qatars vindende VM-bud.

I 90’erne betalte firmaet International Sport and Leisure, som specialiserede sig i køb og salg af tv-rettigheder til blandt andet VM-slutrunder, millioner af kroner i bestikkelse til mindst tre FIFA-ledere, herunder João Havelange.

Den tyske fodboldlegende Franz Beckenbauer var indtil 2020 på anklagebænken for nogle mistænkelige betalinger til førnævnte Mohammed bin Hammam op til Tysklands VM i 2006, men sagen blev udsat på grund af corona-pandemien og faldt for forældelsesfristen.

Det tidligere medlem af eksekutivkomitéen Chuck Blazer, som endte med at blive FBI-informant og stikke sine medsammensvorne i FIFA, har indrømmet, at han tog imod bestikkelse op til VM-slutrunderne i 1998 i Frankrig og 2010 i Sydafrika. FBI og statsanklageren i New York fører fortsat en række sager om korruption i FIFA og forsøger at få udleveret tidligere fodboldledere.

”Det, der især har været med til at afdække, at der er tale om reel korruption, er hele sagen med Chuck Blazer. Da han lukkede munden op, fik man dokumenteret en masse problemer,” som Jørn Hansen siger.

Det er ikke sådan, at FIFA intet har gjort for at komme problemerne til livs. Som nævnt har man bl.a. flyttet afstemningen om fremtidens VM-værtskaber fra en lille, sluttet kreds til alle medlemslande på kongressen. Man har også taget nogle skridt for at styrke de interne indsatser mod korruption, men nogle af de udpegede mænd på posterne er forsvundet forholdsvis hurtigt igen.

Efter tildelingen af VM-værtskaberne til Rusland og Qatar i 2010 hyrede FIFA den tidligere amerikanske advokat, dommer og embedsmand Michael Garcia til at skrive en rapport om tildelingsprocessen. FIFA offentliggjorde dog ikke hele den 350 sider lange rapport, men kun en opsummering på 42 sider. Den var Garcia så utilfreds med, at han sagde op i protest.

Også efter stormen på Baur au Lac og de skeletter, der væltede ud af skabene efterfølgende, tog FIFA affære. Verdensforbundet oprettede blandt andet en ny governance-komité, men formanden for denne blev fyret allerede i foråret 2017. Hans brøde? Han ville ikke godkende den russiske vicepremierminister Vitalij Mutko som kandidat til det nye FIFA Council, der skulle afløse eksekutivkomitéen. FIFA’s egne regler forbyder ellers, at man sidder i forbundets øverste råd, hvis man samtidig har en regeringsrolle i sit hjemland.

Ingen udsigt til forandring

I sidste ende, konkluderer Jørn Hansen, er interessen bredt set ikke stor nok til at lave grundlæggende om på et system, der kommer mange til gode.

Så man skal næppe sætte sin lid til, at VM aldrig havner i et diktatur igen, eller at FIFA-topfolk aldrig bliver taget med fingrene i kagedåsen på ny. Det ville formentlig kræve, at tilstrækkeligt mange lande brød ud af FIFA – en tanke, som DBU-formand Jesper Møller luftede for nylig, inden DBU måtte udstede et dementi af formandens udlægning. Jørn Hansen ser det heller ikke for sig.

FIFA har nemlig skabt et system, hvor de milliarder af udviklingskroner, som hvert år går til medlemslandene, er afgørende i forbundenes økonomi. Pengene til udvikling tjener FIFA i høj grad på VM.

”Det er jo det, der er kolossalt svært. For så længe FIFA har rettighederne til VM, kræver det en kæmpestor udbrydergruppe. Eventuelt skulle alle de europæiske lande bryde ud. Men det tvivler jeg på, for det er primært de skandinaviske lande, Tyskland, Holland og til en vis grad England, der er kritiske over for, hvad der sker. De sydeuropæiske lande virker nærmest, som om de er ligeglade. Der er ikke ret mange kritiske røster dernedefra,” siger han.

Som Jesper Møller påpegede, har 207 ud af FIFA’s nuværende 211 medlemslande skrevet under på en støtteerklæring til den siddende præsident Gianni Infantino. Han står til at blive genvalgt uden modkandidater på kongressen i Rwanda til foråret.

”Hvis man skulle ud af det, skulle man sørge for, at FIFA på en eller anden måde kollapser. Men jeg tvivler på, at det vil ske. I hvert fald inden for de næste ti år,” slår Jørn Hansen fast.

Siden skæbnedagen i 2015 har FIFA droppet Baur au Lac som fast residens for topfolkene, når de er i Zürich. Hotellet var blevet et symbol på magtfulde fodboldledere, der måtte føres væk af ordensmagten bag hvide lagener. Men den kultur, der muliggjorde skandalen, har man altså ikke taget det endelige opgør med.