Der var bevæbnede vagter ved de høje hegn rundt om lejrene. Selv om beboerne boede ekstremt tæt og var interneret i flere år, fik de ikke lov til at komme ud på den anden side af hegnet uden tilladelse. Børnedødeligheden var i en periode meget høj, og omkring 15.000 kom aldrig hjem igen.
Det lyder som barske forhold, og de seneste årtier har det også været opfattelsen, at danskerne behandlede de tyske flygtninge, der ankom til landet omkring 1945, meget skidt. Men tidligere var danskerne faktisk stolte for den behandling, de gav de mange gæster.
”Der har været en skam forbundet med de her flygtninge siden omkring år 2000. Tidligere havde man en følelse af, at situationen efter 2. Verdenskrig var løst så godt som muligt, og det blev ikke fortiet, at der døde mange. Det har altid været offentligt tilgængelig information, og der er ikke kommet nye ’afsløringer’, men der er bare ikke ret mange, der har interesseret sig for det,” fortæller John V. Jensen, der er museumsinspektør ved Vardemuseerne.
Han har blandt andet været med til at indrette flygtningemuseet FLUGT, der åbnede sidste sommer i datidens største flygtningelejr i Oksbøl. Han understreger, at situationen omkring afslutningen på 2. Verdenskrig var meget kaotisk, og at behandlingen af flygtningene må ses i det lys, når vi skal forstå den i dag.
”Der var stor debat om, hvad man skulle gøre ved de tyske flygtninge, for de tilhørte jo besættelsesmagten. Så debatten kørte på, om vi igen skulle lade os narre af tyskerne, eller om vi skulle vise medmenneskelighed.”
”Men i første omgang troede danskerne, at flygtningene skulle sendes hjem hurtigt, og man vidste derfor ikke rigtigt, hvad man skulle stille op med dem,” understreger John V. Jensen.
Tyskerne var nødt til at blive
Der ankom op mod en kvart million tyske flygtninge fra februar 1945 og tre måneder frem. De fleste kom fra områder, som vi ikke længere forbinder med Tyskland i dag, blandt andet i det nuværende Rusland og Polen, men de identificerede sig entydigt som tyskere.
I starten indkvarterede den tyske værnemagt dem på skoler eller i mindre lejre, de fik lommepenge og kunne frit bevæge sig rundt. Men det ændrede sig hurtigt efter befrielsen 4. maj. Pludselig blev de interneret i lukkede lejre, mens danskerne ventede på at kunne sende dem hjem.
”Mange husker billederne af tyske soldater, der trasker sydpå gennem Jylland. Man regnede med, at man kunne få flygtningene til at gå samme vej, men det blev danskerne gradvist klar over ikke kunne lade sig gøre. Den engelske øverstbefalende fastslog i de danske aviser, at der var syge og sårede blandt dem, og at de ikke bare kunne sendes hjem, og det måtte danskerne så acceptere.”
”Hvad danskerne til gengæld ikke var så bevidste om, var, at eftersom flygtningene kom fra den sovjetiske zone, ville deres tilbagevenden kræve en afklaring med Stalin. Men her var de ikke længere velkomne og kunne ikke komme tilbage. Derfor kom beskeden fra briterne 24. juli 1945: De skal blive vinteren over,” fortæller John V. Jensen.
En trussel mod Sønderjylland
Det var en gevaldig opgave, der ventede danskerne. Der var godt 4 millioner indbyggere i landet, og lige efter krigen opgjorde man antallet af flygtninge til 244.000.
”6. september 1945 blev Flygtningeadministrationen etableret for at opbygge en forsorg og omtænke situationen. Under ledelse af Johannes Kjærbøl kom der en decideret retning på flygtningenes behandling, og de blev efterhånden samlet i store lejre rundt omkring i landet.”
Oksbøl-lejren var den største med plads til 36.000, men der var også store lejre i Aalborg, Lemvig, Karup, Ry og København. Flygtningeadministrationen bestemte, at beboerne ikke måtte have nogen som helst kontakt med lokalbefolkningen, og interneringen skulle opretholdes.
”Johannes Kjærbøl sagde i en tale noget i retning af ’man ved jo godt, hvor de vil søge hen, hvis de kan bevæge sig frit’. Man var simpelthen bange for, at de ville flytte til Sønderjylland i stort tal. Vi skal huske, at det kun var 25 år efter genforeningen, og der var en helt regulær frygt for, at Sønderjylland skulle blive mere tysk end dansk,” siger John V. Jensen.
Mange døde småbørn
Månederne fra ankomsten til Danmark og hen over vinteren 1945/46 blev en hård tid for de tyske flygtninge, for deres massive antal satte sundhedsvæsnet under stort pres. Særligt under besættelsen blev det opfattet som landsforræderi at have noget som helst med tyskere at gøre, også kvinder og børn. De fem krigsår havde skabt en bitterhed i befolkningen, som det måske kan være svært for os at forstå i dag.
”Det er en udbredt misforståelse, at der var stor børnedødelighed gennem alle de fire år, hvor der var tyske flygtninge i Danmark. Det drejede sig om tiden omkring krigsafslutningen og trekvart år frem. I foråret 1946 var der kommet styr på situationen, og børnedødeligheden faldt til normalt niveau.”
De mange hårde måneder kostede omkring 17.000 livet, hvoraf 15.000 blev begravet i Danmark.
Kontrol af lærernes sindelag
Der var også en bekymring for, om tyskerne skulle have lyst til at forfalde til gamle nazistiske idealer, og derfor satte Flygtningeadministrationen gang i et demokratiseringsprojekt i lejrene. I skolerne i lejrene ledte danskerne derfor efter lærere med det rette sindelag, så eleverne kunne oplæres i at blive gode, demokratiske samfundsborgere.
”Til jobsamtalerne med de potentielle lærerkandidater var der en lærer og en politimand til stede, og de havde en liste med 50 spørgsmål, som de skulle bruge. Der var givet instruks om, at rækkefølgen på spørgsmålene altid skulle blandes. Og så spurgte de eller aspiranterne om: Hvorfor er en fri presse vigtig? Hvad mener De om Goebbels? osv. De blev altså ikke stillet paratviden-spørgsmål om afsnit i Matador eller den slags, der kendes i dag.”
”På baggrund af svarene vurderede man deres verdenssyn, og om de havde forstået, at krigen og nazismen var overståede kapitler. Fik de sådan et skudsmål som ’Overbevist nazist”, kunne de ikke bruges, mens man som ’anti-nazist’ i udgangspunktet var bedre stillet.”
Opdragelse som demokrater
Demokratiet var også en del af lejrenes organisatoriske indretning, og der skulle afholdes valg om for eksempel borgmesterposten. Der blev lavet en avis til flygtninge. I redaktionen var tyskere, der var flygtet fra Hitlerregimet i 1930’erne, og de gik meget op i demokratiet.
Danskernes demokrati-indsats lå i tråd med den måde, som også englænderne, franskmændene og amerikanerne forsøgte at påvirke tyskerne.
”Jeg tror, at danskerne brugte mange ressourcer på projektet, fordi der var et sikkerhedsmæssigt aspekt i det. Vi får en bedre nabo, hvis det er demokratisk.”
I løbet af årene 1946-1948 blev mange af de tyske flygtninge sendt retur, og de sidste forlod Danmark i februar 1949.
John V. Jensen fra Vardemuseerne har talt med flere af de tyskere, der var interneret i de år, og det er meget forskelligt, hvordan de ser på tiden her i landet.
”Jeg har talt med nogle, der er kommet til Danmark hvert år siden, og andre, der aldrig vil komme igen. Men i det store billede har vi nok haft det sværere med tyskerne, end de har haft det med os.”
-
John V. Jensen har for nylig medvirket i en DR2-dokumentar om Hitlers tyske flygtninge i Danmark, hvor flere af de daværende flygtninge blev interviewet. Han har også fornylig talt om samme emne i programmet Kraniebrud på Radio4: Da tyskerne kom – Danmarks største flygtningekrise.
