Samfund & Individ
Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Forsvarets krise er større end du tror

Mens krigen raser i Ukraine, mangler det danske forsvar mandskab, materiel og ammunition. Situationen er langt hen ad vejen et bevidst valg, foretaget af politikere og effektivt implementeret af Forsvaret. Skal Forsvaret igen blive kampdygtigt, kræver det et opgør med såvel styringslogik som debatkultur.

Samfund & Individ
Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Aldrig mere en 9. april.

Under den parole genopbyggede Danmark sine militære styrker i årene efter befrielsen. Baggrunden var traumet fra den symbolske danske modstand mod den tyske invasion i 1940. Dem, der har set filmen af samme navn, kan genkalde scenen, hvor få letbevæbnede danske soldater på cykler desperat tog kampen op med de tyske divisioner denne skæbnesvangre forårsdag.

Den slags scener ville man for alt i verden undgå fremover. Derfor tog man genopbygningen af det danske forsvar ganske alvorlig i 1950’erne.

I realiteten var Danmark ikke så uforberedt på krig i 1940, som det ofte er blevet fremstillet i eftertiden. Forsvaret var reelt en velbalanceret militær organisation, der kunne have ydet mere og længere modstand imod den tyske overmagt, end hvad der var tilfældet. Den symbolske modstand havde rod i en politisk opfattelse af, at modstand var nyttesløst. 

I løbet af den kolde krig opbyggede man et forsvar, der i mange år var større og langt bedre krigsberedt, end det, man havde haft ved Danmarks besættelse. NATO-medlemskabet gjorde også, at man indgik i en overordnet ramme sammen med allierede. Danmark skulle aldrig mere opgive uden kamp, og landet skulle aldrig mere kæmpe alene.

Forsvaret under den kolde krig var ikke en perfekt organisation, men det havde klare og veldefinerede opgaver, som det var sammensat til at løse sammen med allierede. Det er ikke tilfældet i samme grad i dag, hvor Forsvaret er i dyb krise.

De danske værn mangler ikke kun materiel, ammunition, personel, IT-systemer og bygninger, men også klart definerede og prioriterede opgaver, som enhederne er dimensionerede til at løse. De mange problemer forstærker hinanden i en ond spiral, der tilsammen udfordrer Danmarks evne til at føre krig.

Skal vi vende kurven, og leve op til NATOs krav og forventninger, skal vi ændre vores styringslogik og debatkultur – og vores grundlæggende opfattelse af, hvilket trusselsniveau vi står overfor.

Få fly og mandefald

Søværnet har fem egentlige krigsskibe, bevæbnet med missiler af ældre dato. I 2026 får de tre luftforsvarsfregatter nyere missiler - der dog ikke er nyere, end at de er på vej ud af produktion. De tre fregatter kan tilsammen medbringe 96 af denne type missiler. Den danske stat har valgt at købe 50.

Selvom der er tale om en dramatisk forøgelse af kampkraften, vil de danske fregatter altså kun være ladt halvt op - og det med en missiltype, som producenten har valgt at udskifte med nyere og bedre versioner.

2026 er også året, hvor Danmark vil have slæbesonar på de to anti-ubådsfregatter. Da Danmark, i modsætning til Norge og Sverige, ikke selv har ubåde, er Søværnets evne til at opdage og bekæmpe ubåde indtil da meget begrænset.

På trods af, at Søværnet har ganske få kapaciteter, har man dog også store problemer med at finde personel nok til at betjene dem. Opsigelser og ansættelsesstop har nemlig efterladt Søværnet med store personelmangler, og de fem fregatter mangler i alt personel svarende til besætningen på to fregatter. Det er en ond spiral, da arbejdspresset på de tilbageværende søfolk dermed forøges.

På dr.dk kunne man i sidste måned læse om skibsmaskinist Christian H. Vandkrog, der grundet ekstraordinært arbejdspres og mange internationale missioner gik ned med stress og sagde op. Christians historie er ikke en sjældenhed. Sidste år sagde næsten 2.000 mand farvel og tak til det danske forsvar.

Og Hærens situation minder på mange måder om Søværnets.

NATO har kritiseret Danmark for ikke at kunne opstille den brigade i 2024, som man ellers har forpligtet sig på. Hæren mangler materiel og bløder ligesom Søværnet personel i et kritisk omfang. Personelmanglen var også medvirkende til, at Danmark ikke kunne blive ved med at stille en bataljon – ca. 800 soldater - til forsvaret af Letland.

Da kampene om Severodonetsk i Ukraine var på sit højeste, mistede Ukraine, hvad der svarer til en mindre bataljon om dagen. Den danske hær er nu blevet så lille, at den end ikke kan opretholde én bataljon kontinuerligt i Baltikum.

Ligesom de andre værn, har Flyvevåbnet også sine problemer.

Mest kritisk er nok, at Danmark kun har valgt at købe 27 F-35 kampfly, hvoraf de fem skal være stationeret i USA. Danmarks luftforsvar vil altså bestå af 22 fly.

Til sammenligning har Norge købt 52 F-35, Finland har bestilt 64, og Sverige har 71 kampfly af deres Gripen-variant. Det danske Flyvevåben vil altså bestå af cirka halvt så mange kampfly som vores skandinaviske naboer. I modsætning til Sverige, Norge og snart Finland, har Danmark heller ikke noget landbaseret luftforsvar.

Hvor der er politisk vilje, er der vej

Udfordringerne med materiale- og personalemangel bliver forstærket af en række forbundne problematikker.

Forsvaret kan f.eks. ikke bare indkalde flere værnepligtige og soldater, da man har solgt og nedlagt mange kaserner og andre essentielle etablissementer.

Dertil kommer det tempo oprustningen foregår i. I gennemsnit tager det syv år fra den danske regering beslutter sig for et indkøb, til det nyerhvervede materiel reelt er operativt. Det er blevet brugt som et argument for, at Danmark ikke kan opruste så hurtigt, som man gerne vil, da man ikke kan modtage våben hurtigere end de kan produceres.

Den politiske målsætning er, at man senest i 2030 skal bruge 2 pct. af BNP på forsvarsbudgettet. Til sammenligning har Polen i år valgt at øge deres forsvarsbudget fra 2,5 pct. til 4 pct.

Sidste år bestilte Polen desuden 180 K2-kampvogne fra Sydkorea, og fik licens til at bygge yderligere 800 selv. Tre måneder senere ankom de første kampvogne til havnen i Gdansk. De bestilte også 666 K9-selvkørende haubitser, og for kort tid købte de 1000 nye infanterikampkøretøjer.

Det polske flyvevåben har allerede F-16 kampfly og har ligeledes bestilt F-35, men sidste år bestilte de yderligere 48 FA-50-kampfly fra Sydkorea. At man valgte FA-50 skyldtes ikke kun flyets kvaliteter, men også leveringshastigheden. De første fly er allerede landet i Polen.

Polen er måske nok et særsyn. Men også blandt vores skandinaviske naboer har man vist sig i stand til at handle hurtigt. Sverige bestilte patriot-luftforsvarssystemet tilbage i 2018, og systemet er allerede nu operativt og klar til at forsvare en del af den svenske vestkyst.

Det kan altså tilsyneladende godt lade sig gøre at indkøbe og installere materiel ganske hurtigt – også i Danmark.

Den 19. januar offentliggjorde regeringen, at Hæren ville donere hele sin Caesar-artilleripark til Ukraine. Og kun en uge efter, den 26. januar, kunne myndighederne så oplyse, at Forsvaret som erstatning vil modtage israelsk artilleri. Og holder planen, kan de første PULS-raketsystemer ankomme til Danmark allerede i juni i år, mens ATMOS-systemet fra Mellemøsten kan rulles ud i hærens øvelsesterræn i Oksbøl i starten af 2024.

Der er således noget der tyder på, at hvis den politiske vilje er der, kan materiel indkøbes væsentligt hurtigere end de syv år, der hidtil har været det danske gennemsnit.

Årsager til problemerne

Der er mange grunde til, at Forsvaret i dag befinder sig i en dyb krise.

Dels har vi i Danmark – og det gælder både blandt politikere, generaler og eksperter – haft en anden trusselsopfattelse end blandt vores nordiske naboer, for slet ikke at tale om tilfældet i de baltiske lande, Polen og Storbritannien. I Sverige rådes alle husstande f.eks. til at have et lille lager af bl.a. fødevarer liggende i tilfælde krig.

Dels har Forsvaret manglet en klar opgaveprioritering. I årene op til 9. april 1940, og særligt i tiden under den kolde krig, havde det danske forsvar en klar opfattelse af, hvilke enheder, der skulle løse hvilke opgaver.

Cheferne havde rekognosceret de områder de skulle kæmpe i, og Forsvarets organisation var dimensioneret til den eksakte opgave. Det er ikke tilfældet i samme grad i dag, hvilket delvist skyldes manglende prioritering.

Det er svært for et lille land som Danmark at opstille et forsvar, der på en og samme tid kan være trænet og organiseret til at deltage i internationale missioner fra Irak til Guineabugten, patruljere store områder i en barsk arktisk natur, forsvare dansk territorialret, støtte allieret transit gennem dansk territorium og stille tropper til beskyttelse af allierede i Baltikum.

Måske det bedste tegn på, at Forsvaret ikke er dimensioneret efter sin opgave, er at forsvarschefen i dag ikke har et helhedsansvar over Forsvarsministeriets koncern.

Det betyder, at forsvarschefen faktisk kun har råderet over dele af det, der indtil 2014 hørte under Forsvaret. Derfor er det kompliceret at skabe en balance mellem det aktuelle trusselsbillede, operative behov og behovet for nye etablissementer, rekruttering af flere soldater og indkøb af nødvendigt materiel.

Fra kokkekniv til schweizerkniv

Forsvarets nuværende situation er kritisk, men den er også resultatet af en række politiske valg.

Da perceptionen i Danmark i mange år var, at trusselsbilledet ikke var kritisk, ønskede skiftende regeringer at spare penge på forsvarsbudgettet. Desuden ønskede man at omlægge Forsvaret fra et territorialforsvar til et ekspeditionsforsvar. Forsvaret skulle nu levere kapaciteter, som NATO og særligt amerikanerne efterspurgte, til at indgå i forskellige missioner.

Forsvaret skulle med andre ord være en billig schweizerkniv, der kunne løse en række af forskellige opgaver. Det står i kontrast til f.eks. situationen i Danmark under den kolde krig – eller til situationen lige nu i Finland, hvor Forsvaret er mere at sammenligne med en kokkekniv, der primært har én opgave; at sikre nationens overlevelse.

På grund af denne ændring i trusselsbilledet og de kraftige besparelser på forsvarsområdet, gik man fra den militære beredskabslogik om ”just in case” til den civile styringslogik ”just enough, just in time”. Ved at Forsvaret bestod af lige præcis dét materiel, personel og ammunition samt de kaserner, der skulle bruges i fredstid, undgik man at have unødvendige udgifter til kapaciteter, der kun ville være relevante i et skærpet trusselsbillede.

På sin vis har Forsvaret med stor dygtighed gjort præcis, hvad det er blevet bedt om; at omstille sig fra en skarp kokkekniv til en billig schweizerkniv.

Problemet er dog, at trusselsbilledet har ændret sig, og at det har vist sig svært, langsommeligt og dyrt at genopbygge Forsvaret til igen at kunne kæmpe konventionelt.

Da Putins kampvogne rullede ind over de ukrainske grænser i februar 2022, viste ”just enough, just in time” sig reelt at være ”not enough, too late”.

Hvordan kommer vi så videre herfra?

Forsvaret har altså store problemer, og det kan være svært at vurdere, hvilket problem, der skal løses først.

Et bud kunne være at indlede en offentlig og saglig debat, hvor forsvarets ledelse, Christiansborgs politikere og både militære og civile analytikere kan diskutere det aktuelle trusselsbillede, og i hvilken retning Forsvaret bør gå for at imødegå det. Det gør man f.eks. allerede i Norge. Her er der tradition for, at forsvarschefen offentligt fremlægger de forskellige muligheder, som man så diskuterer i fuld åbenhed og med inddragelse af flere perspektiver og ekspertiser.

Dette er ikke tilfældet i Danmark.

Da NATO kort før folketingsvalget sidste år kritiserede tempoet i Danmarks opbygning af militæret, besluttede regeringen at klassificere NATO’s kritiske skrivelse som et ikke-offentligt tilgængeligt dokument. Dét til trods for, at den slags dokumenter faktisk normalt bliver offentliggjort i Danmark, og at NATO ikke så nogen grund til klassificeringen.

Da organisationen Folk og Sikkerhed i november 2021 holdt sin årlige sikkerhedskonference på Christiansborg, forbød Forsvarsministeriet forsvarets chefer at deltage. Og senest har Rigsrevisionen kritiseret Forsvarsministeriet, hvilket har ført til, at skiftende forsvarsministre er blevet beskyldt for at have tilbageholdt informationer om de udfordringer Danmark siden 2018 har haft med at leve op til NATOs krav.

Et andet bud kunne være at gå tilbage til ”just in case”-princippet, som Forsvaret var formet af under den kolde krig. Det vil dog indebære en nødvendig accept af, at der vil være spild. Der vil være ammunition, der bliver for gammelt og skal destrueres. Der vil være fejlindkøb, og der vil være indkøb af materiel, der kun er ”godt nok”. Det kræver en accept af, at en 80 procents løsning til tiden, er bedre end en 100 procents løsning for sent.

Vores nordiske naboer har en anden trusselsopfattelse. De har også flere og stærkere militære kapaciteter, og de er i stand til at bruge 2 pct. af BNP på forsvarsbudgettet før Danmark. Måske det i virkeligheden skyldes, at de har en mere åben forsvarsdebat?

*Alexander With udtaler sig i denne artikel udelukkende på egne vegne og ikke på vegne af Forsvaret.

BIOGRAFIER

Orlogskaptajn og militæranalytiker, Forsvarsakademiet
Alexander With er orlogskaptajn, cand.soc. fra Center for War Studies, SDU, og militæranalytiker ved Forsvarsakademiet. Han har tidligere skrevet om Forsvaret, sikkerhedspolitik og militærhistorie for bl.a. krigskunst.dk, det krigsvidenskabelige selskab og Ræson.
Vid&Sans
Journalist og redaktør på Vid&Sans. Skriver bl.a. om kultur, historie, politik og samfundsforhold.

ANBEFALET TIL DIG

Menu