Forventningsfattigdom bremser unges uddannelsesdrømme

”Social arv.” Sådan lyder det rutinemæssigt, hver gang vi kan konstatere, at børn med fattige eller lavtuddannede forældre klarer sig dårligere i uddannelsessystemet og på arbejdsmarkedet. Problemet har været kendt i årtier, men utallige politiske initiativer har ikke formået at komme den sociale arv til livs.

Nu leverer ny forskning et afgørende bidrag til at forklare, hvorfor det er så vanskeligt at bryde med den sociale arv: Udsatte børn og unge mødes ofte af lavere forventninger fra forældre, lærere og andre voksne. Det sætter et dybt præg på deres selvbillede og har i sidste ende afgørende betydning for deres uddannelsesvalg og fremtidsmuligheder.

”Der er et forventningsgab mellem unge fra kortuddannede hjem og unge fra hjem med videregående uddannelser: Selv når vi ser på grupper med lige gode karakterer i grundskolen, er forventningerne til at få en gymnasial og senere en videregående uddannelse markant lavere, hvis forældrene er kortuddannede,” siger uddannelsesforsker Jens-Peter Thomsen fra VIVE – Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd.

Han står i spidsen for VIVE’s forskningsprojekt ’Uddannelsesforventninger blandt udsatte unge i udskolingen’. Det dokumenterer, at børn fra kortuddannede familier har lavere forventninger end andre – selv når man korrigerer for det faglige niveau i grundskolen.

Blandt de unge, der får dårlige karakterer i 9. klasse, er forskellen på deres egne forventninger til fremtiden markant: Tre fjerdedele af dem, der kommer fra privilegerede hjem, forventer at tage en videregående uddannelse, uagtet at de har dårlige karakterer. Det samme gælder kun godt 40 pct. af dem, der kommer fra lavtuddannede familier.

Når forældrene har høje forventninger, øger det sandsynligheden for, at de unge får gode karakterer og gennemfører en længere uddannelse, fortæller han.

Ifølge skole- og integrationsforsker Sidsel Vive Jensen, der også er tilknyttet VIVE’s forskningsprojekt, giver resultaterne en ny forståelse af, hvorfor det er særligt vigtigt at være opmærksom på de forventninger, man møder udsatte unge med i f.eks. skolen.

”Der kan være mange gode grunde til, at man som lærer eller anden fagperson ikke møder udsatte børn og unge med alt for høje forventninger. Men når forældrene og børnene selv ofte har lave forventninger – på trods af den enkeltes evner – så bliver det helt afgørende, at barnet eller den unge oplever et modspil til disse forventninger. Det løser naturligvis ikke alt, hvis vi ændrer på forventningerne til børnene. Men her er faktisk et område, hvor skolen kan spille en aktiv rolle i at ændre den sociale arv,” siger hun

Markant læringsulighed

En ny undersøgelse, som Rambøll har gennemført for Egmont Fonden, og som indgår i Egmont Rapporten 2021 fra december, viser, at børn fra økonomisk fattige familier halter markant bagefter uddannelsesmæssigt.

Færre fattige børn og unge gennemfører grundskolen, og en endnu mindre andel gennemfører en ungdomsuddannelse. De nationale tests viser, at børn fra fattige familier allerede i 6. klasse får lavere karakterer end deres jævnaldrende.

Rapporten konkluderer, at der eksisterer en betydelig læringsulighed. Ca. 68.000 danske børn og unge vokser op i økonomisk fattigdom. Og sandsynligheden for, at de har gennemført en ungdomsuddannelse, når de bliver 25 år, er 15 pct. lavere end for børn fra ikke-fattige familier.

Stor forskel på fremtidsforventninger

I VIVE’s forskningsprojekt bliver 100 unge fra alle sociale lag fulgt gennem 11 år, fra de for tre år siden gik i 9. klasse som 15-årige, til de i 2029 fylder 26 år. Gennem kvalitative interviews afdækkes deres uddannelsesforventninger og -resultater. Projektet, der er er finansieret af Lauritzen Fonden, omfatter desuden en repræsentativ spørgeskemaundersøgelse blandt unge, som ventes udgivet inden for de kommende uger.

Hvor Egmont Rapporten sætter fokus på økonomisk fattigdoms betydning for børn og unges uddannelse, undersøger VIVE, hvad forældrenes uddannelsesbaggrund betyder. Der er et betydeligt overlap mellem de fattige og de lavtuddannede familier, men uddannelsesniveauet har meget tydeligt en selvstændig betydning for de unges forventninger, fortæller Jens-Peter Thomsen:

”90 pct. af de unge fra veluddannede hjem regner i 9. klasse med, at de skal gå på gymnasiet. Det samme gælder kun 60 pct. af de unge fra ufaglærte hjem. I øvrigt er pigerne mere indstillede på at komme i gymnasiet end drengene, og dem, der har en anden etnisk baggrund, er også mere indstillede på gymnasiet end de danske unge.”

Billedet er det samme, når man ser på de unges forventninger til at tage en videregående uddannelse. 90 pct. af dem, der kommer fra veluddannede hjem, forventer at tage en videregående uddannelse, mens det kun gælder ca. 60 pct. af dem, der har ufaglærte eller faglærte forældre.

”Høje forventninger fra forældrene har en positiv afsmitning på den unge. Der er simpelthen større sandsynlighed for, at han eller hun gennemfører en højere uddannelse og får bedre karakterer,” forklarer Jens-Peter Thomsen.

”Det hænger sammen med, at de unge bygger en motivation op for at tage en uddannelse af en vis varighed, og dét har en selvstændig betydning for, hvilken uddannelse de får. Højtuddannedes børn opbygger en forventningshorisont, der er anderledes end kortuddannedes.”

Børn af veluddannede har et stærkere stillads

De unges karakterer påvirker naturligt nok deres valg af uddannelse. Men selv blandt unge på samme faglige niveau kan man se, at dem fra veluddannede familier har et mere robust stillads af opbakning og selvtillid, som de kan læne sig op ad.

”Vi ser et mønster i, hvordan de unge forholder sig til at skulle i gang med en uddannelse. Mange af dem med ufaglærte forældre kæmper med en stor usikkerhed om, hvad de skal. De er nervøse for, om de kan klare uddannelsen. Unge med faglærte forældre bliver tit meget fokuserede, lægger en detaljeret plan for deres uddannelse og vælger en tydelig profession, så der ikke er tvivl om, hvad de skal bruge uddannelsen til. De siger: ’Jeg vil være elektriker’. Børn af højtuddannede siger: ’Jeg vil noget med energi og bæredygtighed’,” forklarer Jens-Peter Thomsen.

”De unge fra højtuddannede hjem har en langt mere ubekymret indstilling til uddannelse og tager det roligt. I den øvre middelklasse er der en kulturel forventning om, at man skal danne sig og langsomt finde frem til, hvad man vil. Deres forældre kan også hjælpe dem med at finde vej i uddannelsessystemet, og hvis de er på vej til ikke at få en uddannelse, bliver der grebet ind,” siger han.

”I de kortuddannede grupper har mange forældre selv svært ved at overskue uddannelsessystemet. Derfor har deres børn mere brug for hjælp fra lærere og uddannelsesvejledere. Vi bør sikre, at de unge får den vejledning om deres muligheder, de har brug for, og det vil også være en god ide at hjælpe forældrene, så de bedre kan forstå de unges valgmuligheder,” foreslår han.

Særlige mønstre gør sig gældende, når man ser på unge med anden etnisk baggrund. Her har forældrene ofte specifikke forventninger om, at de unge skal benytte sig af de muligheder for uddannelse, de har i Danmark. Forventningen er typisk, at de skal uddanne sig til noget velkendt, der giver status i forældrenes hjemland, f.eks. ingeniør, advokat, læge eller tandlæge. Så det gør de unge i vid udstrækning.

Lave forventninger påvirker

Forventninger er altså et centralt begreb, når det handler om at give børn og unge lige vilkår for at udvikle sig og trives. Sidsel Vive Jensen bruger begrebet ’forventningsfattigdom’ til at sætte fokus på, hvordan børn fra udsatte grupper ofte mødes med lavere forventninger:

”Vi er ikke lige bevidste om de forventninger, vi bærer rundt på. For at kunne navigere i en kompleks verden, benytter vi os hele tiden af forforståelser om forskellige mennesker. Det er der ikke i sig selv noget mærkeligt eller dårligt ved, men det går ud over børn og unge, når de oplever, at der forventes noget andet eller mindre af dem end af andre,” siger hun.

Forventningsfattigdom vender flere veje: Lærere og pædagoger kan f.eks. have mindre forventninger til børn fra fattige familier, etniske minoritetsbørn eller børn med diagnoser. Forældre kan også have nogle bestemte forventninger til deres barns skolegang, som er baseret på deres egne skoleoplevelser. I begge tilfælde bliver barnet påvirket af de forventninger, det møder – og kommer ofte til at leve op til dem. Resultatet kan være en grundlæggende usikkerhed.

”Et amerikansk metastudie viser, at forventninger især har betydning for de grupper, der i forvejen er stigmatiserede – altså etniske minoriteter, fattige, handicappede eller andre udsatte grupper. Her rammer lave forventninger ekstra negativt. Samtidig har høje forventninger en ekstra positiv effekt,” påpeger Sidsel Vive Jensen.

Nogle giver op, andre gør modstand

Typisk reagerer børn og unge, der udsættes for lavere forventninger end andre, på en af tre forskellige måder, fortæller Sidsel Vive Jensen:

”Nogle bliver bekræftet i, at de nok ikke er særligt dygtige, og giver op – det kan sikkert ikke betale sig at gøre en ekstra indsats i skolen alligevel. Andre reagerer med modstand og laver måske ballade,” siger hun.

”Og så er der en tredje gruppe, som forsøger at undslippe de negative forventninger eller camouflere det, der gør, at de bliver opfattet på en bestemt måde. Interviews med unge indvandrerkvinder har f.eks. afdækket, at de har overvejelser om at flytte fra Danmark, fordi de oplever, at uanset hvor godt de klarer sig, så vil de altid blive set ned på. Andre, der udsættes for lave forventninger, f.eks. på grund af deres køn, nedtoner måske nogle aspekter ved udseende eller væremåde, som typisk forbindes med deres køn.”

Sidsel Vive Jensen understreger, at vi altid møder andre med bestemte forforståelser: Vi har bestemte forventninger til professorer, 12-tals-piger, indvandrergrupper, enlige forsørgere og ufaglærte. Dér, hvor det bliver problematisk, er, hvis man har en rolle som en vigtig voksen for børn og unge og lægger sine ubevidste forventninger ned over dem:

”Hvis man arbejder med børn og unge, må man være bevidst om, hvorvidt man forventer noget forskelligt af dem, og hvorfor det sker,” siger hun og tilføjer:

”Udsatte børn kæmper ofte med, at der er mangel på både penge og følelsesmæssige ressourcer i familien. Det ville være fint, hvis de ikke også skulle kæmpe med, at de bliver mødt med for lave forventninger.”