Den 10. og 24. april. skal franskmændene vælge deres præsident for de næste fem år. Det er det eneste valg, som virkelig tæller i Frankrig, og det er altid en gyser.
Bliver Emmanuel Macron genvalgt? Eller vil den evige toer, national-populisten Marine le Pen vippe ham af pinden? Det bliver afgørende for Europa, hvor det franske præsidentembede er en af de mest magtfulde poster overhovedet.
Det er 11. gang under den nuværende forfatning – den såkaldte Femte Republik – at franskmændene skal vælge præsident.
Det franske præsidentembede er et særtilfælde i den demokratiske verden. Præsidenten har, ligesom den amerikanske, enorme magtbeføjelser. Men i modsætning til det USA, hvor kongressens to kamre og retssystemet fungerer som en slags modmagt til præsidenten – det system, amerikanerne kalder checks and balances – står parlamentet langt svagere i Frankrig. Præsidenten er ifølge den mand, der skrev forfatningen og blev dens første præsident, Charles de Gaulle, ”den egentlige indehaver af og kilde til den demokratiske legitimitet”.
Ligesom med fortidens enevældige konger er det et embede, hvor personlighed og evner er afgørende. Præsidenten tegner både nationen udadtil og definerer politikken indadtil.
Macron har haft jobbet de sidste 5 år og er favorit til at genvinde det. Men hvordan så det ud, før han kom til? Hvordan har præsidenterne udfyldt rollen, siden Den Femte Republik blev indført i 1958?
Landsfaderen: Charles de Gaulle
Charles de Gaulle (1890-1970) er den helt store politiske figur i det moderne Frankrig, og uden tvivl en af de mest bemærkelsesværdige statsmænd i det 20. århundrede.
Han kæmpede i Første Verdenskrig og blev modstandsleder under Anden Verdenskrig. De Gaulle nægtede at opgive kampen, da den franske regering havde underskrevet kapitulationen, og ene mand fik han fra London etableret De Frie Franske styrker og organiseret den interne modstandsbevægelse i Frankrig.
600.000 franskmænd døde i kampen mod nazisterne – flere end både briter og amerikanere. De Gaulle havde været nationens redningsmand, da det så sortest ud. Da krigen var slut, havde Frankrig ikke blot overlevet, men stod også på sejrherrernes side.
De Gaulle blev leder af samlingsregeringen efter krigen. Han havde set, hvordan det parlamentariske system i mellemkrigstiden havde været ude af stand til at reagere i tide på truslen fra Nazityskland. Han ønskede en ny forfatning med en stærk regeringsmagt, der kunne tage de nødvendige beslutninger.
Men efterkrigstidens Frankrig var domineret af venstrefløjen og modstandskampens idealer, og man fik en forfatning med et stærkt parlament og en svag regering. Det var den helt forkerte vej, mente de Gaulle, og han trak sig fra politik.
Problemet med den nye forfatning (Den Fjerde Republik) var, at den var kronisk ustabil. Regeringerne faldt på stribe. Det bliver et problem, når nationen kommer ud i en eksistentiel krise. Det skete for Frankrig, da Algier-krigen (1954-62) brød ud. Algeriet var ikke en fjern koloni, der ønskede uafhængighed. Der var også mere end en million europæere, der havde boet der i mange generationer, og som ikke bare ville flyttes tilbage nord for Middelhavet, hvor de fleste aldrig havde sat deres ben, så borgerkrigen blev mere og mere blodig, hæren pønsede militærkup, og den politiske ledelse var kørt fast.
I denne desperate situation valgte parlamentet at henvende sig til den mand, der allerede én gang havde reddet nationen: Man bad Charles de Gaulle overtage regeringsmagten. Han takkede ja og fik et halvt år, hvor han kunne regere på fuldmagt fra parlamentet og skrive en ny forfatning, som blev vedtaget ved folkeafstemning i september 1958. I december blev de Gaulle valgt som den første præsident i Den Femte Republik. Mandatet var 7 år: Præsidenten skulle have arbejdsro og ikke være i valgkamp hele tiden.
De Gaulle var på alle måder en aparte præsident: to meter høj, med kantede bevægelser og utrolig karismatisk. Han interesserede sig ikke for politik, han var aldrig medlem af et parti, og han var fuldstændig ligeglad med penge. Han gik op i en eneste ting: Frankrig.
Hans største politiske projekt forblev en fiasko. Han havde en vision om et uafhængigt og stærkt Europa, som kunne stå for sit eget forsvar og udgøre en tredje vej mellem den kolde krigs to blokke.
“En nation, der ikke kan forsvare sig selv, har ikke noget at skulle have sagt,” sagde han. Han syntes ikke, det var klogt at uddelegere sit forsvar til en magt, der befandt sig 5.000 km væk, og som kunne få andre strategiske interesser.
De Gaulle havde måske nok ret, men han havde undervurderet, i hvor høj grad de andre europæere var ligeglade med strategisk uafhængighed og egentlig ganske godt tilfredse med at uddelegere deres forsvar til USA. Der var groft sagt ingen, der var med på de Gaulles vision om et militært uafhængigt Europa, og gerne under fransk ledelse.
De Gaulle måtte nøjes med at sikre Frankrigs egen selvstændighed. Det gjorde han med udviklingen af civil atomkraft, der skulle sikre energimæssig uafhængighed, og atomvåben, der sikrede den strategiske uafhængighed (selv om Frankrig var og forblev medlem af NATO).
De Gaulle var ikke venstreorienteret, men han var heller ikke borgerlig. Økonomisk var han modstander af liberalisme. I hans Frankrig var det staten, der styrede økonomien og dikterede de store industrielle udviklingsprojekter som Concorde-flyet (i fællesskab med Storbritannien) og højhastighedstoget TGV.
De Gaulles regeringstid blev en guldalder for Frankrig. De 11 år, han var ved magten, var Frankrig et af de mest dynamiske samfund i verden. Den årlige vækst var på næsten 6 %. Også kulturelt boksede landet i de helt tunge vægtklasser: Fransk kultur, mode, litteratur, film og filosofi var verdensførende. Ikke dårligt for et land, der kun med nød og næppe havde overlevet krigen.
Men de Gaulle tilhørte den gamle verden. Han var blevet dannet af de to verdenskrige, og han havde en heroisk og mytisk opfattelse af Frankrig. Efterhånden som Frankrig lagde krigstidens trængsler bag sig og åbnede sig mod forbrugersamfundets lyksaligheder og tressernes almindelige livsnydelse, virkede de Gaulle mere og mere som et levn fra gamle dage.
Chokket kom med studenteroprøret i maj 1968. De Gaulle var rystet. Det efterfølgende parlamentsvalg gav ham en knusende sejr, men han havde fornemmet, at der blæste nye vinde. I 1969 trak han sig frivilligt fra magten. Hans tid var omme.
Nygaullisterne: Pompidou og Giscard d’Estaing.
De Gaulle gik af midt i sit andet mandat. Hans premierminister Georges Pompidou (1911-74) stillede op og vandt valget i 1969. Han havde arbejdet sammen med de Gaulle siden krigen, så det lignede business as usual. Men virkeligheden var en anden.
I Danmark er Pompidou vel mest kendt for at have lagt navn til det store og lidt aparte udseende museum for moderne kunst, som ligger midt i Paris. Pompidou var ikke blot en kender og ynder af moderne kunst. Han var en helt anden type end de Gaulle og en langt mere konventionel politiker. Bruddet med de Gaulles udenrigspolitik kom umiddelbart efter generalens død i 1970.
Storbritannien havde længe bejlet til Det Europæiske Fællesskab, men de Gaulle havde konsekvent nedlagt veto: Med Storbritannien i fællesskabet ville der aldrig komme et europæisk forsvar, for briterne var alt for knyttede til USA. Men ikke så snart var de Gaulle væk, før Pompidou gav grønt lys for britisk optagelse.
Forskellige borgerlige partier i Frankrig kalder sig stadig gaullister, men gaullismen er for længst død.
Pompidou selv døde allerede i 1974. Han blev ramt af en kræftsygdom, som han holdt skjult for befolkningen. Som den eneste af Den Femte Republiks præsidenter døde han i embedet.
Pompidou blev efterfulgt af sin finansminister, Valéry Giscard d’Estaing, der ved valget i 1974 besejrede socialistpartiets François Mitterrand, der allerede havde været de Gaulles stærkeste modstander. Giscard d’Estaing var overbevist liberalist – en sjældenhed i Frankrig, hvor både højre- og venstrefløjen traditionelt er tilhængere af stærk statsstyring. Han var også en vaskeægte teknokrat, som imponerede alle med sin lynhurtige hjerne og sine knivskarpe analyser, men som tilsvarende manglede personlig udstråling og varme. Hans nytårstaler i tv blev herostratisk berømte eksempler på, hvor unaturligt man kunne kommunikere med befolkningen.
Det var under ham, at Frankrigs lovgivning fik indhentet tressernes frihedsbølge. Han fik indført en ny social- og miljøpolitik, lavere valgretsalder, fri abort og mere tidssvarende skilsmisselovgivning. Giscard d’Estaing gjorde med andre ord Frankrig til et moderne land.
Afstanden fra De Gaulle bare 5 år forinden var enorm. Borte var verdenskrigene, den patriotiske patos og historiens vingesus; nu gjaldt det om at være moderne og nyde livet. Til gengæld var dét med et slag blevet vanskeligere. Oliekrisen i 1973 satte en stopper for tressernes uendelige optimisme. Vækst og velstand blev afløst af recession, og de franske præsidenter kom til at bakse med et fænomen, som man ikke havde kendt siden mellemkrigstiden, men som de aldrig helt siden har fået styr på: arbejdsløshed.
Voksmasken: François Mitterrand
Socialisten Mitterrand tog i 1981 over efter Giscard d’Estaing.
Normalt er Frankrig solidt forankret til højre for midten, men denne gang var det for første gang venstrefløjen, der vandt. Ingen havde troet det muligt, og Mitterrand havde lige siden 50’erne bittert kritiseret forfatningen, som han kaldte “det permanente statskup”. Mitterrand havde imidlertid løst cirklens kvadratur ved at indgå et forbund med det store kommunistparti, og han vandt over en splittet højrefløj.
Mitterrand blev en mytisk figur for venstrefløjen i Frankrig. Han blev den første socialistiske præsident, og han fik afskaffet dødsstraffen. Han fik stor opbakning, fordi han ligesom de Gaulle var eminent god til at spille rollen som republikansk monark. Han stod bag store kulturelle prestigeprojekter, bl. a. danskeren Otto von Spreckelsens store triumfbue i la Défense udenfor Paris og han iscenesatte fejringen af 200-året for den franske revolution i 1989.
Samtidig var han dårlig til at lede landet. Han svævede over vandene, mens politikken zigzaggede, og økonomisk haltede Frankrig længere og længere bagud efter Tyskland. Han blev genvalgt i 1988, og i hans sidste 7 år som præsident skete der stort set ingenting – i Frankrig. Imens oplevede Europa og den omgivende verden en række skelsættende begivenheder; Murens fald, Tysklands genforening, Sovjetunionens sammenbrud, borgerkrigen i det tidligere Jugoslavien og den første Irak-krig.
Mitterrand var i sine sidste år mærket af den kræftsygdom, der slog ham ihjel i 1996, og som han ligesom Pompidou holdt skjult for befolkningen
Den dovne konge: Jacques Chirac
Jacques Chirac, der kom til i 1995, havde været Mitterrands politiske modstander siden 1970’erne, og han virkede på mange måder som hans totale modsætning. Han udstrålede varme og jovialitet. Han var den type, man godt kunne tænke sig at drikke en øl med (Chirac foretrak øl for vin), og af alle Den 5. Republiks præsidenter var han langt den bedste til at sludre med landmænd og klappe en ko, når der var dyrskue.
Bag facaden havde han dog nogle af de samme træk som sin rival. Han var taktisk klog, politisk hensynsløs og god til at vinde valg. Han blev også genvalgt i 2002, men mest fordi modkandidaten var den højreradikale Jean-Marie le Pen, leder af det kontroversielle Front National.
Han havde også samme svaghed: Han havde svært ved at indfri de politiske løfter og gøre noget ved problemerne i det franske samfund. Han begyndte sit første mandat med et forsøg på en arbejdsmarkedsreform. Det fremprovokerede så store strejker, at han pakkede sin reform sammen og stort set aldrig prøvede at reformere noget igen. Andre samfundsproblemer, for eksempel radikaliseringen af unge muslimer i de store byers forstæder, blev heller ikke taget alvorligt.
Udenrigspolitisk så man en kort opblussen af den klassiske gaullisme, da Frankrig i 1995 gennemførte et par atomprøvesprængninger (de hidtil sidste), og i 2003, da Frankrig sammen med Tyskland prøvede at forhindre den anden Irak-krig.
Begge dele fremkaldte rasende reaktioner i udlandet. Man husker, hvordan Poul Nyrup Rasmussen cyklede i protest (iført cykelhjelm), og at amerikanerne omdøbte french fries til freedom fries.
Hyperpræsidenten: Nicolas Sarkozy
Chiracs efterfølger, Nicolas Sarkozy, tilhørte samme parti, men lovede sig selv og det øvrige Frankrig, at nu skulle der andre boller på suppen: Præsidenten skulle ikke være en tilbagelænet statsmand, men både stå i maskinrummet og i styrehuset med hænderne på roret.
Sarkozy havde en målsætning om at være på forsiden hver dag, og dén del lykkedes. Fra han blev valgt i 2007, var han allestedsnærværende. Han udtalte sig hårdt og kontant og lovede bl.a. at ”rense forstæderne med en højtryksspuler”.
Men han viste sig at være et får i ulveklæder: Han havde det meste i munden.
Det blev et problem for ham, at han ville forsøge at løse alting personligt, for han mistede overblikket og i sidste ende fik han ikke rigtig udrettet noget.
Han fik også hurtigt et dårligt image, fordi han mængede sig lidt for meget med de rigeste i Frankrig. Man så og hørte ham hele tiden, men han tog ikke hånd om landets problemer. Han blev sat endnu mere tilbage af finanskrisen i 2008, der gjorde Frankrigs kroniske arbejdsløshedsproblem endnu værre. Og da hans første periode var omme, var franskmændene grundigt trætte af ham.
Vikaren: Francois Hollande
Præsidentperioden var i 2002 blevet reduceret til 5 år, så Sarkozy måtte afgive magten allerede i 2012, hvor han tabte valget til socialisten François Hollande. Han slog sig op på at være Sarkozys modsætning og lovede, at han ville være en “normal” præsident.
Hollande var i virkeligheden stand-in for en helt tredje kandidat, nemlig Dominique Strauss-Kahn, formanden for Den Internationale Valutafond, der røg ud af kapløbet efter en voldtægt på et hotelværelse i New York og (viste det sig senere) gennemført dårlig seksualmoral.
Hollande blev kåret som socialistpartiets kandidat efter et primærvalg, men store dele af partiet accepterede ikke dette resultat. Da han blev præsident, blev han systematisk modarbejdet ikke blot af oppositionen, men også af sit parti og sågar dele af sin egen regering. Det gav selvsagt ikke det bedste udgangspunkt for at løse landets problemer. Samtidig blev Frankrig ramt af en bølge af uhyrlige islamistiske terrorangreb, og da hans periode var omme, var der opløsningstendenser i det franske samfund. Hollandes opbakning var faldet til under 10 pct. Han opgav at genopstille.
Outsideren: Emmanuel Macron
I 2017 havde gaullisterne og socialistpartiet haft magten på skift i knap 60 år. Deres præsidenter var gode til at vinde magten, men ikke altid lige dygtige til at anvende den.
Det var som om, de to regeringsbærende partier var slået ind på en anden vej end franskmændene, og at afstanden nu var blevet for stor. Det, som befolkningen efterspurgte, havde politikerne ikke på hylden – og det, politikerne kunne tilbyde, var befolkningen ikke interesseret i.
Præsidentvalget i 2017 blev afholdt i kølvandet på Trumps valgsejr og den britiske Brexit-afstemning, og der var stor nervøsitet for udfaldet: Ville populismen nu også skylle ind over Frankrig?
Svaret var tvetydigt: De gamle partier blev hældt ned ad brættet, og en kandidat fra det ekstreme højre, Marine le Pen, fik det højeste antal stemmer nogensinde og gik videre til anden runde. Men valget blev i sidste ende vundet af en anden outsider, centrumspolitikeren Emmanuel Macron med 66 pct. af stemmerne.
Valget af Macron kunne tyde på, at franskmændene havde besindet sig, manet populismens spøgelse i jorden og var faldet til ro med en konsensusorienteret politiker, der sagtens kunne være kommet fra midten af dansk politik.
Sådan er det ikke gået.
Fransk politik har forandret sig markant: Hvor der før var to store stabile formationer, én til højre og én til venstre, er der nu tre, en i midten omkring Macron, en på det yderste højre med Marine le Pen som tyngdepunkt og en på det yderste venstre med Jean-Luc Mélenchon som bannerfører. Ingen af disse tre grupper kan eller vil tale sammen. Det har gjort fransk politik endnu mere fragmenteret, polariseret og kompromisløst.
Næsten alle de moderate vælgere har samlet sig om Macron. Men samler man alle de populistiske kræfter fra det yderste højre og det yderste venstre, udgør de næsten halvdelen af franskmændene nu.
Alt kan ske. Igen.
