Tætpakket, flyvende trafik i brede boulevarder. Gotiske tårne, der flænger den kunstigt oplyste himmel. Maskinelle mennesker i undergrundens fabrikshaller, der slider sig ihjel for metropolens overlevelse, mens eliten nyder livets lethed i de højere, renere luftlag.
Eller: Steriliserede byer af glas og stål, hvor naturen ses som noget barnligt og barbarisk, der kun findes i reservater på behørig afstand af storbyens magtmennesker.
Disse to billeder af fremtidens byrum er knap 100 år gamle; fra Fritz Langs stumfilmsklassiker Metropolis fra 1927 og Aldous Huxleys roman Fagre nye Verden fra 1932. De tegnede verden frem, som de forestillede sig, at den kunne se ud i henholdsvis år 2026 og 2540.
Heldigvis er ingen af de to dystopier blevet til virkelighed – endnu. Men begge havde fat i noget: Byrummets udvikling i det forgangne århundrede har ikke været særlig hensigtsmæssig for miljø, diversitet eller menneskelige udfoldelsesmuligheder.
”Vi har brug for at gentænke, hvordan vi bygger boliger i dag,” siger Anne Romme, der er lektor ved Institut for Bygningskunst og Kultur på Det Kongelige Akademi og bl.a. forsker i alternative bygge- og boformer.
”Byggeriet forurener enormt meget, og byrummets goder er ujævnt fordelt. Vi må genforhandle fordelingen, så der igen bliver plads til sygeplejersker og studerende, politimænd og pensionister i et sundt og bæredygtigt bymiljø.”
Modbevægelsen spirer allerede under overfladen. Og den rimer mere på grønne materialer og fællesskab end stål, smog og dopede slaver.
Landet over knopskyder små alternative byggeprojekter. De fleste findes på nedlagte landbrug, langt fra storbyens pulserende liv. Men om få år står København til at få et nyt minikvarter på Nørrebro, hvor den alternative boligforening Urbania CPH vil opføre en række boliger, der tager højde for det moderne og bæredygtige storbyliv.
”Den slags projekter stiller de nødvendige spørgsmål: Hvem er byen til for, og hvilket byrum ønsker vi os? Byen skaber sammenhængskraft, netværk og fællesskab og dyrker vores lyst til at omgås hinanden på meningsfulde måder. Derfor bør fremtidens byrum være for alle – og alternative boformer og grønne byggeprojekter kan være et vigtigt skridt på vejen,” siger Anne Romme.
Det smukke byrum er det gode byrum
I mere end 20 år har politikere, studerende, forskere, foreninger og fagforbund i et flerstemmigt kor sunget op om problemet med boligmangel og stigende boligpriser i landets storbyer.
Det bliver gradvist sværere for førstegangskøbere at få fodfæste på boligmarkedet, mens ældre og lavtlønnede presses ud af deres hjem, fordi boligudgifterne bare fortsætter deres himmelflugt.
I perioden 1992-2022 er kvadratmeterprisen for ejerlejligheder i Aalborg og Odense firedoblet fra henholdsvis 4.800 kr. og 5.400 kr. til 20.000 kr. og 23.500 kr.
Og i København er det helt galt. Her er den gennemsnitlige kvadratmeterpris steget fra 5.800 kr. til 49.000 kr. – en stigning på næsten 800 pct. For det beløb, du i dag betaler for en lejlighed, kunne du for 30 år siden have fået ni lejligheder af tilsvarende størrelse.
Samtidig bygges der – ud fra et arkitektonisk synspunkt – for uinspirerende og anonymt. Det er sjælløse og uskønne metervarer, når megaprojekter og typehuse i betonelementer stykkes sammen som IKEA-samlesæt uden hensyn til udtryk og lokalmiljø. Og det er ikke kun arkitektens subjektive smagsdom, men også et reelt problem.
”Vi ved fra forskningen, at smukke huse holder længere, fordi vi har lyst til at pleje dem. Det ser vi også rundt om i byrummet, hvor vi vedligeholder bygninger, der er velproportionerede og bygget i gode materialer,” siger Anne Romme.
Samtidig er der en æstetisk nydelse forbundet med boligers forskellighed, hvis de vel at mærke er flot og solidt bygget – og særligt hvis vi selv har været med til at udtænke eller opføre dem. Det skaber simpelthen mening at lave et hjem, hvor man har lyst til at bo, siger Anne Romme.
”Og jo rarere og smukkere byrummet er, desto mere har vi også lyst til at bruge det og skabe relationer i det. Det bliver derfor langt mere bæredygtigt og fælleskabsorienteret – og i sidste ende også mere demokratisk,” siger hun.
Og det er bl.a. dén tankegang, der lige nu driver værket i den alternative boligforening Urbania CPH i København.
Urbania i byen
Urbania CPH ligger på hjørnet mellem Borups Allé og Lundtoftegade på Ydre Nørrebro. Det er et selvbyggerprojekt som medlemmerne selv har taget initiativ til og i høj grad selv har designet. Projektet går under mottoet ”bo tæt – bo sammen – bo i byen”.
Ambitionen er fra bunden at bygge et urbant, mangfoldigt bofællesskab, hvor der er plads til folks forskelligheder, ønsker og behov. Foreningen forventer at opføre omkring 100 forskellige lejligheder.
”Projektet er interessant, fordi foreningen har givet sig selv det benspænd, at bofællesskabet skal ligge maksimalt fem kilometer fra Rådhuspladsen. De insisterer altså på at bo i byen på andre præmisser end dem, markedet definerer,” forklarer Anne Romme.
Derudover har Urbania CPH en ambition om at bygge mere klimavenligt og bæredygtigt. De enkelte lejligheder bliver mindre end den gennemsnitlige storbylejlighed. Men beboerne får adgang til værksteder, fællesrum og små haver, og der skal primært bygges grønt, bl.a. ved brug af træ og genbrugsmaterialer.
Men det kommunale byggebureaukrati har ikke ry for sine lette dansetrin. Boligforeningen holdt sin stiftende generalforsamling tilbage i 2010, og i dag, næsten 13 år senere, er den stadig i designfasen. Planlægningen skrider dog fremad, og om alt går vel, står den første bolig klar om tre år.
Et bureaukrati på betonben
Problemerne og de mange forsinkelser skyldes bl.a. en kombination af kompliceret forvaltning og bankernes generelle modstand mod lån til den slags byggeprojekter. Og det udfordrer idéen om fremtidens alternative selvbyggeri i storbyrummet.
I Danmark indretter vi os primært på fire forskellige måder; i ejerbolig, almen bolig, andelsbolig og i privat lejebolig.
Men projekter som Urbania CPH udfordrer den model. For hvad nu, hvis man egentlig hellere vil slå sig ned i f.eks. et kollektiv med delt ejerskab?
”Projektet på Nørrebro ramte ind i netop dét problem, og systemet var ikke særlig smidigt. Det er derfor endt med en model, hvor de bliver en underafdeling af en almenboligforening. Det betyder, at de i fremtiden vil leje deres egne huse, og derfor alligevel indretter sig efter almenboligernes logik,” siger Anne Romme.
Et andet problem er selve finansieringen, for mange danske banker er ikke begejstrede for idéen om at låne til f.eks. kollektivt fællesbyggeri. Det kan desuden også være sin sag overhovedet at få mulighed til at købe en egnet byggegrund et sted som København.
”En kæmpe stopklods i København er By & Havn I/S, der ejer en lang række store arealer i bl.a. Ørestaden, Nordhavnen og på Amager, men meget sjældent sælger grunde i mindre skala. Det handler om politiske interesser, men igen også om økonomi. Det er simpelthen mere sikkert for dem at sælge i større portioner,” forklarer hun.
Som Urbania CPH er et eksempel på, er det dog ikke helt umuligt – om end tålmodighedskrævende. Et andet er Bådhavnsgade i Københavns Sydhavn. Her ligger to mindre grunde, hvor beboere i 1980’erme købte jorden som foreninger og skabt rammer for selvbyggede huse.
Ved siden af Bådhavnsgaden, på Stejlepladsen ved Fiskerhavnen i Københavns Sydhavn, har en initiativrig gruppe forsøgt at lade sig inspirere af de rige, eksisterende rammer og de lover en ny form for fælleskabsbaseret og grøn klyngebebyggelse. Den skal efter planen opføres af bl.a. træ, natursten, ler og genbrugsmaterialer.
”Christensen og Co, der vandt konkurrencen om Stejlepladsen, indskrev i deres byplan, at der skal eksperimenteres med selvbyg på grunden. Flere og flere arkitektfirmaer begynder i det hele taget at interessere sig for netop den mulighed – og man kunne håbe, at arkitekter med tiden kunne etablere tegnestuer med selvbyg for øje,” forklarer hun.
Så selv om finansieringen og boligmodellen kan udfordre projekter som Urbania CPH og Stejlepladsen, går det stille og roligt – dog med museskridt – i den rigtige retning.
Holland og Tyskland har svaret
Vil vi gerne speede processen lidt op herhjemme, kan vi med fordel tage ved lære af Tyskland og Holland, hvor selvbyg og alternative byggeprojekter har været en del af den grønne, alternative boligløsning i årevis.
Som bekendt skal man aldrig lade en god krise gå til spilde. Og da finanskrisen rystede klodens økonomiske systemer i 2008-2009, og en række bygherrer pludselig ikke kunne leve op til deres aftaler i Amsterdam, slog handlekraftige kommunalansatte til. De opdelte de afsatte grunde i mindre enheder og lod byens borgere opføre de huse, de ønskede, på arealerne.
”Idéen med selvbyggerprojekter i Amsterdam stammer faktisk fra BZ-bevægelsen i 1960’erne. En flig af den aktivisme blev senere til en selvbyggerbevægelse, og derfor var selvbyggeriets infrastruktur reelt på plads, da krisen ramte. I dag har man et decideret kommunalt selvbygger-kontor i Amsterdam, og en hel by i byen, Almere, som næsten kun består af selvbyg,” forklarer hun.
Ifølge Anne Romme findes den slags selvbyg-projekter efterhånden overalt i Holland, hvor mindre entreprenører og kreative arkitektfirmaer får lov til at prøve kræfter med alternative bo- og byggeformer. Også i Tyskland er de rigtig godt med, bl.a. i Berlin, Freiburg og Hamborg.
”Vi kan lære meget af de her projekter. På det økonomiske plan kan man spare på byggeriet ved at skrive bygherren ud af ligningen og i stedet bruge pengene på bedre kvalitet eller lavere ejendomspriser,” siger hun.
”Men erfaringen viser også, at der er store fordele ved, at disse ’selvbyggere’ tænker deres bolig som et hjem frem for en investering. De tør simpelthen afprøve flere alternative byggematerialer og samlivsformer. Og resultatet er bedre kvarterer med gode fællesskaber, hvor folk har råd og lyst til at blive boende.”
Ryk tættere sammen
Anne Romme er helt med på, at fremtidens boliger i bredere forstand også skal bygges på et leje af teknologi og innovation, f.eks. solcelledreven infrastruktur, karbon-absorberende cement, jordvarme, bedre isolering og meget, meget andet.
Der forskes allerede intenst i den slags, bl.a. på Danmarks Tekniske Universitet og Det Kongelige Akademi.
”Men selv om den teknologiske udvikling naturligvis er essentiel, er den ikke nok i sig selv. Vi må stadig tænke over, hvilke kulturer, byrum og fællesskaber, vi ønsker at dyrke frem, og hvordan vi vil give plads til de nye forskellige måder at bo og leve på. Udviklingen må gå hånd i hånd, hvis vi skal skabe en mere bæredygtig organisme,” siger Anne Romme.
Og en af løsningerne kan altså være at sætte byggeriet mere fri, og gøre det muligt for kreative sjæle at bruge byrummet som et slags legende laboratorium. På den måde kan vi måske også holde Huxleys og Langs glas-og-stål-dystopier stangne lidt endnu.
Men ifølge lektoren bør vi også genoverveje vores ønsker om at bo på så mange kvadratmeter – både ift. nybyggeriet og de store lejligheder vi ser rundt om i bybilledet, hvor mindre andels- og ejerlejligheder ofte slås sammen.
”Lejlighederne bliver konstant større og dyrere. Men hvis vi rykker sammen i mindre enheder, og det bliver muligt at afprøve flere alternative bo- og byggeformer, gavner det faktisk hele vores samfund. For vi bliver klogere på bæredygtighed, på andre samlivsformer og på, hvordan vi bygger en by, som har plads til os alle,” forklarer Anne Romme.
