En af de væsentligste årsager til jordens klimaproblemer er udledning af CO2 fra landbrug. Men selv om forskere gennem de seneste 40 år har oparbejdet stor viden om, hvordan planter kan gøres modstandsdygtige over for sygdomme og tørke og blive bedre til at optage næring, er vi i Europa meget tilbageholdende med at bruge den viden til noget.
Det europæiske GMO-direktiv er ekstremt restriktivt i forhold til at udvikle, teste og anvende genmodificerede afgrøder som foder til dyr og mennesker, og det sætter os langt bagud, hvis vi skal nå klimamålene, mener professor Kåre Lehmann Nielsen, der forsker i genomik og molekylærbiologi på Institut for Kemi og Biovidenskab på Aalborg Universitet.
”Vi er nødt til at ændre vores syn på GMO, hvis vi skal nå en væsentlig reduktion af udledningerne fra landbruget, inden det er for sent at redde klimaet. Der er så megen forskningsviden, der kunne bringe os hurtigt videre, som vi slet ikke bringer i spil nu,” siger han.
GMO er en forkortelse for ’GenModificerede Organismer’. Det betyder, at en plantes gener er blevet ændret i et laboratorie. På den måde har den fået nogle egenskaber, der ikke er opstået naturligt.
Monokultur er et sygdomsmekka
Alle de afgrøder, landbruget dyrker i dag, er modificerede varianter af planter, der også findes i naturen. Et hvedeaks eller en kartoffel kan synes meget forskellig fra noget, man ville finde i en skov eller en eng, men de er fremavlet i perioden siden menneskene begyndte at dyrke agerbrug for omkring 10.000 år siden. I en evolutionsmæssig kontekst svarer det til at blinke med øjnene.
Selv om vi opfatter korn, majs, kartofler og andre afgrøder som kulturplanter, minder de stadig meget om de planter, der findes i naturen. Når vi dyrker dem i meget store koncentrationer og mængder, skaber det problemer, forklarer Kåre Lehmann Nielsen.
”For hver planteart, der findes i naturen, findes der også nogle sygdomme, som lever af den. Det er en naturlov, som vi også kender fra mennesker. Jo flere vi er blevet, desto flere sygdomme får vi. Da vi begyndte at flytte sammen i store byer, opstod de store epidemier. Det samme gør sig gældende med planter, som vi producerer i monokulturer. Vi kan dyrke dem effektivt, høste store udbytter og producere meget mad, men vi gør også markerne til fantastiske steder for de sygdomme, der kan angribe planterne,” siger han.
Sygdomme er med til at forhindre, at nogle planter dominerer, og det er vigtigt for et balanceret og mangfoldigt miljø. Den balance er forrykket i åbne landbrug, hvor sygdomme har let adgang.
”Derfor er sygdomsbekæmpelse en meget central del af det at dyrke landbrug. Det har vi gjort effektivt med pesticider siden Anden Verdenskrig, og det har sat sig sine spor i miljøet,” siger Kåre Lehmann Nielsen.
Den hurtige vej til resistens
Den balance, der findes i naturen, skyldes, at nogle planter har udviklet genetisk resistens over for visse sygdomme. Hvis landbruget skal undgå at sprøjte mod sygdommene, skal den genetiske resistens overføres til de planter, vi dyrker. Den proces er mildest talt vanskelig, hvis ikke man benytter sig af genteknologi, forklarer Kåre Lehmann Nielsen:
”Med klassisk forædlingsteknologi vil det tage op mod 25 år at fremavle eksempelvis en kartoffel, der er resistent mod en given type sygdom. Den udfordring kan genteknologien løse med en meget kortere tidshorisont,” siger han.
”Vi kan gøre nogle ting, som naturen også kan gøre, blot meget hurtigere. Hvis der findes et resistens-gen i to forskellige kartoffelsorter, kan man i princippet forædle den ind med gammeldags avlsarbejde. Men det tager meget mere tid, og klimaproblemet har svært ved at vente. Men vi kan også gøre nogle ting, som naturen ikke kan gøre. Hvis resistens-genet findes i en tomat, kan man med GMO flytte det resistente tomat-gen over i kartoflen. Så bringer man en helt ny form for resistens ind i kartoflen, som vi ikke ville kunne skabe med forædling.”
Gødning bliver til lattergas
Sprøjtegifte er ikke den eneste miljøskadelige påvirkning fra moderne landbrug. Når markerne bliver gødet, optages alle næringsstofferne nemlig ikke i planterne. En del siver ned i grundvandet, andet reagerer med bakterier i jorden og danner lattergas, som er en aggressiv drivhusgas. Faktisk er udslippet af CO2 fra lattergas på danske marker tre gange større end landbrugets samlede CO2-udslip fra kørsel med traktorer, mejetærskere og andet maskineri.
Ifølge Kåre Lehmann kunne man formindske CO2-belastningen fra lattergas væsentligt, hvis man fremavlede planter, der var endnu bedre til at optage kvælstof gennem rødderne. Det ville samtidig give planterne bedre vækstbetingelser og forøge udbyttet på det samme areal. Problemet er blot – ligesom med pesticider – at den analoge forædlingsproces ved avlsarbejde tager meget lang tid.
”Det er ikke noget, vi har forsket så meget i, fordi vi ikke har bekymret os om lattergas, før klimakrisen for alvor blev italesat for nogle år siden. Derfor er det heller ikke et område, hvor vi har tid til at vente på en traditionel forædlingsproces. Til gengæld ved vi meget om kvælstofoptag og transport i planter fra generel planteforskning. Med GMO kan vi tage en langt mere direkte vej mod planter med de gavnlige egenskaber. Det kræver forskning og udvikling, men vi vil hurtigere kunne mindske udslippet af lattergas fra markerne og samtidig forbedre udnyttelsen af kvælstof og få et højere udbytte,” forklarer han.
Økologi med højt udbytte
Genmodificerede planter gør det med andre ord muligt at dyrke økologisk landbrug uden brug af sprøjtegifte og spild af gødning med et udbytte, der er lige så højt som ved konventionelt landbrug. Og det udbytte er verden afhængig af, understreger Kåre Lehmann Nielsen.
”Helt aktuelt kan vi se det på den fødevarekrise, der skyldes krigen i Ukraine. Ukraine er et stort landbrugsland, men set med globale øjne er det ikke kæmpestort. At krigen får fødevarepriserne til at stige over hele verden viser, hvor tæt vi er på smertegrænsen for fødevaresikkerheden,” siger han.
”Derfor er vi også nødt til at tænke over, at når vi omstiller landbruget til at være mindre miljøbelastende og bruge færre pesticider, skal vi gøre det på en ansvarlig måde, hvor det ikke går ud over forsyningssikkerheden. Det kan vi med GMO.”
Lovgivning holder fremskridtet tilbage
Den væsentlige forskel på genmodificering og klassisk forædling er, at man med GMO ud fra viden om, hvordan planterne og generne fungerer, kan mutere præcis de gener, man ønsker.
Hvis man gerne vil have en plante til at producere mere stivelse eller mere B-vitamin, ved forskerne nøjagtig, hvordan det skal gøres. Alligevel er den europæiske lovgivning på området særdeles restriktiv, og det frustrerer Kåre Lehmann Nielsen.
”Genmodificering er vidensbaseret, og vi kan rulle den viden ud. Med klassisk forædling, som er det eneste, vi i praksis kan benytte os af i Europa, er man begrænset til at udnytte den diversitet, der findes i forvejen, og kombinere den så godt, man kan. Det betyder, at det er svært at få al den viden, vi har opbygget i forskningen, til at gøre gavn. Vi ved præcis, hvilket gen, der skal ændres, men vi kan ikke finde den variant i naturen,” siger han.
Tilfældige mutationer er tilladt
Til gengæld er det, der hedder ’tilfældig mutationsforædling’ tilladt i EU’s GMO-direktiv. Det betyder, at det er lovligt at udsætte frø for radioaktiv stråling eller kemikalier, så de danner tilfældige mutationer. Dem må man gerne forædle videre på.
Langt de fleste af dem er ikke levedygtige, men nogle har gavnlige mutationer, som man kan krydsforædle ind i planterne og skabe en ny, funktionel diversitet med gener, der i princippet ikke er opstået naturligt, forklarer Kåre Lehmann Nielsen.
”Ud fra en molekylærbiologisk betragtning er det et helt åndssvagt værktøj at bruge. Vi ved præcis, hvilken mutation, vi skal bruge. Vi må ikke lave den, selv om vi godt kunne – men jeg må godt lave en masse tilfældige mutationer, indtil den er der, og så må jeg bruge den. Det er den situation vi er i, og det virker helt gak. Det giver ingen mening, men sådan er lovgivningen. Jeg synes det er spild af al den viden, vi har akkumuleret i forskningen,” siger han.
Restriktioner skyldes angst
Ifølge Kåre Lehmann Nielsen er der især tre hovedargumenter, som er skyld i, at det europæiske GMO-direktiv er så restriktivt:
For det første er der et religiøst argument om, at mennesket ikke bør ændre på naturen - at vi ikke kan gennemskue konsekvenserne ved at ændre på livets byggesten, og at den slags kun tilkommer Vorherre.
”Det er faktisk et vigtigt argument i debatten, selv om man som videnskabsmand kan synes, at det virker lidt unuanceret. Men det er en utryghed, som fylder meget,” siger Kåre Lehmann Nielsen.
Et andet argument er en frygt for, at GMO kan skabe supertilpassede planter, som overtager og forurener naturen. At de genmodificerede arter spreder sig og er svære at styre, og at de opfører sig på samme måde som invasive arter. Den bekymring deler Kåre Lehmann Nielsen ikke.
”Vi laver planter, der er tilpasset til vores monokultur. Det betyder, at vi fjerner mange af de egenskaber, der ville gøre dem veltilpassede ude i naturen, hvor der er helt andre konkurrenceparametre,” siger han. ”Derfor vil risikoen for at de breder sig ud i naturen reelt blive mindre og mindre.”
Det tredje argument mod brugen af genmodificerede planter er frygten for, at GMO kan føre til ophobning af unaturlige eller giftige stoffer længere nede i fødekæden. Og Kåre Lehmann Nielsen erkender, at genmodificering i sagens natur vil kunne påvirke dyr og insekter.
”Hvis en særlig sommerfuglelarve er den pest, man gerne vil beskytte en afgrøde mod, så er formålet med genmodificeringen jo, at der skal blive færre af den type sommerfuglelarver. Og der er helt klart en risiko for, at hvis man introducerer et enzym, som visse larver ikke kan tåle, kan det være, at andre sommerfuglelarver, som man ikke havde et problem med, også får problemer,” siger han.
”Jeg synes blot det er vigtigt at pointere, at når man laver forandringer med GMO, vil man hele tiden vide, hvilke forandringer, man har lavet. Skulle der opstå noget, man ikke har forudset, er det meget simpelt at regulere tilbage - fordi man ved, hvad man har gjort, og kan se en årsagssammenhæng. Så man kan gøre noget ved det,” siger han.
”Hvis en afgrøde i dag forhindrer bier i at have det godt, så ved vi det ikke. Vi har eksempelvis utrolig svært ved at finde ud af, hvorfor bierne har det så dårligt i dag. Jeg mener ikke, det ville stille os dårligere at have GMO-baserede afgrøder, hvis vi skal forstå og undgå de uhensigtsmæssigheder, vores landbrug kan forårsage for naturen. Tværtimod.”
Restriktioner skaber monopoler
De mange restriktioner omkring brugen af GMO betyder, at det kun er meget store firmaer, der har haft råd til at udvikle og afprøve genmodificerede afgrøder, og det kan man tydeligt se på det, modifikationerne er blevet brugt til.
De, der udvikler GMO-planter og bringer dem på markedet i især USA og Sydamerika, er kemikaliegiganter som Monsanto og Shin-Etsu, som også producerer sprøjtegifte. De anvender GMO til at fremstille afgrøder, der er modstandsdygtige over for de samme sprøjtegifte, så landmændene får et incitament til at sprøjte endnu mere. På den måde kan de slå alt andet ihjel på markerne end afgrøderne – i stedet for at anvende potentialet i GMO til at udvikle planter, der kræver færre sprøjtegifte.
Den uheldige brug af GMO er ifølge Kåre Lehmann Nielsen en direkte konsekvens af en alt for restriktiv lovgivning i Europa.
”De enorme omkostninger, der er forbundet med at skulle teste, dokumentere og få godkendt en GMO, gør, at der ikke reelt er nogen konkurrence for mindre firmaer, der er mere udviklingsorienterede med hensyn til at få mere innovative GMO’er på markedet. Det var jo ikke meningen, at vi skulle monopolisere planteudviklingen og produktionen. Men det har rigtig meget at gøre med den måde, vi regulerer GMO’er på, og ikke så meget med GMO’erne i sig selv,” siger han.
Direktiv er til revision
Senest i foråret 2023 skal EU-kommissionen komme med et oplæg til revurdering af GMO-direktivet. Kåre Lehmann Nielsen håber, at det vil føre til mere lempelige regler for genmanipulerede afgrøder i Europa. Den restriktive tilgang i Europa betyder nemlig, at vi risikerer at sakke bagud i forhold til andre lande, og det vil skade Europa både økonomisk og sikkerhedspolitisk.
”GMO-afgrøder har potentialet til at blive en velfungerende og effektiv del af klimaløsningerne, og hvis vi ikke selv åbner for det, vil andre lande score kassen på patenter og afgrøder. Det synes jeg er uklogt. Vi risikerer, at vores fremtidige fødevareproduktion kommer i hænderne på russerne, amerikanerne eller kineserne. Vi har lige set det samme med gassen. Det er ikke verdens bedste situation, hvis man er afhængig af andre geopolitiske områder til helt central infrastruktur. Fødevareproduktion er en helt central infrastruktur for os.”
Forbrugerne skal droppe angsten
Det er dog ikke nok at ændre lovgivningen. Forbrugerne skal også have lyst til at købe og spise genmanipulerede afgrøder. Den udfordring er vi nødt til at adressere, erkender Kåre Lehmann Nielsen.
”Forbrugeraccept af GMO som en løsning er helt centralt. I Europa har vi et problem, fordi GMO er blevet dæmoniseret. Og problemet bliver dobbelt, fordi vi er så velstående, at vi – selv om der er krise – ikke reelt har problemer med at få nok at spise. Vi oplever ikke, at vi har behov for GMO, for vi har mad nok. Men vi er nødt til at forstå og forholde os til, at andre steder på jorden er fødevaresikkerheden betydeligt mere udfordret, og vi bør være mere solidariske omkring det,” siger han.
”Det var min generation, som i sin tid sagde nej til GMO. Den generation, der er kommet til nu, synes nok ikke, at GMO er det største problem, de har. Det er klimaet, sygdomme og problemstillinger omkring migration og forsyningssikkerhed. Derfor bør vi tage diskussionen igen. Prioriteterne har forandret sig, og mulighederne er blevet anderledes.”
