Flere millioner kubikmeter havnebund – også kaldet havneslam – bliver hvert år gravet op og dumpet ud for de danske kyster. Metoden hedder ”klapning” og er en helt nødvendig praksis, når man skal vedligeholde sejlrender og sikre driften af Danmarks mere end 450 havne.
Men den anvendes også i forbindelse med store anlægsprojekter, og reelt ved vi ikke nok om, hvilke konsekvenser det har for havmiljøet, lyder advarslen fra Mogens Flindt, ph.d. og lektor i havbiologi ved Institut for Biologi på Syddansk Universitet.
”Der er aldrig nogensinde lavet grundige studier af, hvad skæbnen er for det materiale, der bliver klappet,” siger han og tilføjer, at den slags undersøgelser er svære at lave, men at de er meget nødvendige.
”Hvis man så bare klappede steder, hvor man vidste, at sedimentet blev liggende, men mange klappladser ligger i gennemstrømningsområder som Lillebælt, Storebælt og Køge Bugt. Der er meget kraftig strøm, og det kan derfor ikke undgås, at de fine organiske partikler, som indeholder mest tungmetal, bliver hvirvlet op i vandsøjlen og spredt.”
Spørgsmålet om klapning er lige nu særligt aktuelt – ikke mindst på grund af etableringen af den kunstige ø Lynetteholm ud for København, som er gået i gang, og den planlagte udvidelse af Aarhus Havn, som har høringsfrist i næste uge.
Samlet set vil de to projekter nemlig indebære, at tæt på 10 millioner kubikmeter havneslam skal klappes i løbet af anlægsperioden.
Det har ført til højlydte protester fra borgere, lystfiskere, miljøforkæmpere og interesseorganisationer, ligesom flere partier har krævet et stop for klapning af havbundsslam. De frygter, at skadevirkningerne kan være større, end bygherrernes konsulentrapporter giver udtryk for.
Gigantiske anlægsprojekter
- Den planlagte udvidelse af Aarhus Havn, som i øjeblikket er i høring, med høringsfrist 11. marts. vil indebære, at der dumpes mere end 5 millioner kubikmeter havneslam ved Hjelm Dyb og Fløjstrup Skov, kun 8-10 kilometer fra nogle af Aarhus Bugts badestrande.
- I Øresund skal der efter planen dumpes 2,5 millioner kubikmeter havneslam ved klappladser i Køge Bugt og syd for Amager i forbindelse med anlægget af den kunstige ø Lynetteholm. Det skyldes, at havbunden, hvor øen skal etableres, er for blød og skal udskiftes med sand.
- I Kolding Kommune er der ansøgt om tilladelse til at dumpe 360.000 kubikmeter havneslam ved Trelde Næs i Lillebælt som led i kommunens planer om at bygge en helt ny havn og bydel, Marina City. Miljøstyrelsen har imidlertid krævet yderligere undersøgelser af konsekvenserne for miljøet, inden der kan tages endeligt stilling til ansøgningen.
Bekymringerne er reelle
Spørger man Mogens Flindt, er der grund til bekymring. Som ordet slam indikerer, er det nemlig ikke altid appetitlige sager, der graves op og flyttes rundt i havene. Meget havneslam er forurenet med næringsstoffer og med tungmetaller som bly, kviksølv, kobber, nikkel, cadmium og arsen, foruden olie og hormonforstyrrende stoffer.
Forureningen stammer blandt andet fra bundmaling af skibe, affald fra skibsværfter og anden industri, udløb fra renseanlæg, overløb fra kloakker m.m. En del af de forurenende stoffer er i dag forbudt, men findes stadig i havbundssedimenterne. Og nogle af dem er giftige selv ved meget lave koncentrationer. Det gælder eksempelvis stoffet TBT, et hormonforstyrrende stof, der tidligere blev brugt i skibsmaling, og som der er målt kønsforstyrrende effekter af på snegle, mens alger og ålegræs er meget følsomme over for lave kobberkoncentrationer.
Standardspild
Hvor meget forurening der er i havneslammet, varierer dog meget, fortæller Mogens Flindt.
”Det er et spørgsmål om historikken i havnen. Nogle havne befærdes meget, andre mindre. Og hvis der f.eks. er et skibsværft, er der mere forurening. Det er også et spørgsmål om, hvor ofte de har fået sedimentet oprenset gennem tiden.”
For at undgå, at det meget forurenede slam bliver spredt ud i havet, bliver indholdet af miljøfremmede stoffer målt, inden der gives tilladelse til klapning. Hvis værdierne ligger over det tilladte, skal sedimentet tages op på land.
Men ifølge Mogens Flindt er det ikke nødvendigvis tilstrækkeligt. Ikke mindst fordi der er et betydeligt standardspild, hver gang man begynder at grave havbund op, og det spredes i lokalområdet.
”Når grabben på gravkoen bliver trukket op, er der en hel del, der falder af, bliver opløst i vandet og derefter spredt med strøm og vind. Og størrelsesordenen af det spild bliver ofte ikke undersøgt ordentligt.”
Han peger samtidig på, at havnebundsmateriale ofte består af meget fint mudder, som, når det dumpes, hvirvles op i vandsøjlen og gør vandet midlertidigt uklart. Det betyder, at fisk har svært ved at finde føde og derfor søger væk. Og hvis der er mange næringsstoffer i slammet, kan det føre til opblomstring af planteplankton og skidtalger, som udløser et stort iltkrav, når de nedbrydes. Det skaber risiko for lokalt iltsvind, som man kender det fra landbrugets udledning af kvælstof.
”Nogle dyr og planter kan slet ikke leve i det uklare vand, så det går også ud over biodiversiteten i nærfeltet, hvis klappladser anlægges uhensigtsmæssigt,” siger Mogens Flindt.
Hvad er klapning?
Hver dag flytter bølger og strøm rundt på store mængder af sand og andet bundmateriale. Resultatet er, at havne og sejlrender sander til, så skibe ikke ville kunne komme frem, hvis man ikke fjernede sandet.
Overskud af havbundsmateriale kan også komme fra anlægsprojekter, f.eks. havneudvidelser og nedgravning af kabler i havbunden.
Når man fjerner havbundssedimenter og dumper dem andre steder i havet, kaldes det ”klapning”. Ordet kommer af, at de skibe, der dumper slammet, har klapper i bunden af skroget, som åbnes, når slammet skal hældes ud. Dumpningen sker altid på en ”klapplads”, som er godkendt af Miljøstyrelsen.
Klapning kan udgøre en risiko for havmiljøet eller påvirke andre aktiviteter på havet, og derfor kræver det en myndighedstilladelse fra Miljøstyrelsen.
Fagbladet Ingeniøren, der tidligere har skrevet om de potentielle miljøproblemer i forbindelse med klapning, har i den forbindelse udarbejdet et kort, der viser, hvor der er givet tilladelse til klapning de seneste tre år.
Miljøstyrelsen modtog 61 ansøgninger i 2019, 102 ansøgninger i 2020, og 75 ansøgninger i 2021. En tilladelse til klapning er flerårig (op til fem år). Hvorvidt der klappes hvert år, hvert andet eller kun én gang i tilladelsens gyldighedsperiode er meget forskelligt.
Der gives kun sjældent egentligt afslag på en ansøgning. Det skyldes, at Miljøstyrelsen undervejs i sagsbehandlingen er i dialog med ansøger om mulighederne, hvilket ofte fører til, at den oprindelige ansøgning ændres, f.eks. således at dele af sedimentet nyttiggøres, at det placeres i deponi, eller at placeringen af klapningen ændres.
Slam mellem tæerne
Det er især fraværet af grundige undersøgelser og analyser, der gør Mogens Flindt bekymret over klapning. Egentlige feltstudier er vanskelige, omfattende og dyre. Derfor bliver undersøgelserne ofte gennemført ved matematiske udregninger, som ikke er tilstrækkeligt validerede.
Mogens Flindt sår derfor tvivl om resultaterne. Som eksempel nævner han udgravningerne til gasledningen Baltic Pipe, der startede i 2020. Her fremgik det af den forudgående konsulentrapport, at havneslammet ikke ville blive spredt.
”Men det er imod fysikkens love, for det fine organiske materiale, som hvirvles op i vandsøjlen, vejer næsten ikke noget – ikke ret meget mere end vandet. Derfor er det meget lang tid om at falde til bunds, når det er hvirvlet op, og det kan ikke undgå at blive spredt med tidevandet og varierende vandstande,” siger han.
Efter de første udgravninger til Baltic Pipe foretog han selv nogle analyser, der viste, at der blev aflejret store mængder mudder på strandene i nærheden af opgravningen, selv om det ifølge konsulentrapporterne ikke ville ske.
”Det var sandstrande tæt ved campingpladser og sommerhusområder, og folk sagde, at der aldrig havde været nogen forekomster af mudder før. Men lige pludselig, nøjagtig som de havde været i gang med at grave, lå der flere centimeter mudder - og mig bekendt ligger det der stadig.”
Mogens Flindt mener dog ikke, der er grund til at være bekymret for kvaliteten af selve badevandet på strande i nærheden af klappladserne.
”At finde ud af det vil i hvert fald kræve, at man laver nogle mere nørdede studier.”
Umuligt at rense slammet på land
Desværre der det svært at finde gode alternativer til klapning, påpeger Mogens Flindt. En mulighed, der af og til nævnes, er at tage alt slammet op på land, rense det og anvende det til andre formål. Men det er ikke realistisk, understreger han:
”Tag f.eks. Aarhus Havn, der vil klappe 6 millioner kubikmeter. En lastbil kan rumme ca. 20 kubikmeter, så der er behov for 300.000 lastbiler. Det er nogle størrelsesordener, der er helt forrykte, så det er ikke logistisk muligt,” siger han og fortsætter:
”Vi har heller ikke rensningsanlæg, der kan håndtere så store mængder, og det ville koste en bondegård.”
Et andet alternativ, som man anvender i forbindelse med blandt andet Lynetteholm, er at fortynde det forurenede havnebundslam med noget renere sediment, så det samlet set kommer under grænseværdierne, og derefter klappe det. Men det er med Mogens Flindts ord en lidt ”uordentlig” måde at gøre det på.
”Det er jo den samme mængde forurening, man klapper, for man har ikke en massebetragtning på, hvor mange miljøfremmede stoffer og tungmetaller man må dumpe. Man har kun en koncentrationsgrænse. Men det er nogle internationale aftaler, vi følger, og de er lidt tåbelige miljø- og naturmæssigt.”
Sejl længere ud
Mogens Flindt mener dog, der er en række ting, man kan gøre, hvis man ønsker at begrænse risikoen for miljømæssige konsekvenser.
”Hvis man i stedet lavede klappladser på nogle dybe områder, hvor der ikke er særlig meget strøm, og hvor vinden heller ikke kan nå ned og få fat, så kunne man bedre sikre sig, at materialet blev liggende. Men det gør man ikke, for det er meget dyrere. Når man ser, hvor de nuværende klappladser ligger, så er det altid steder, som det ikke tager lang tid at sejle ud til. Men hvis man ville tage hensyn til miljøet, skulle man måske vælge at sejle lidt længere ud.”
Han mener desuden, det bør være et krav, at miljømyndighederne gennemgår og verificerer det baggrundsmateriale, der ligger til grund for konklusionerne i konsulentrapporterne, når der ansøges om lov til at klappe. Det sker ikke altid i dag.
Og endelig har han flere gange påpeget, at det er en rigtig dårlig idé at grave og klappe i vækstsæsonen fra maj til oktober, hvor både mikroorganismer og planter gror, muslinger filtrerer vandet, og fiskene yngler. ”Men det er Miljøstyrelsen faktisk begyndt at rette rigtig meget ind efter, når de giver tilladelser til klapning, og det er en kæmpesejr for miljøet,” siger han.
