Juledag tog menneskeheden et stort skridt i sin søgen efter liv i rummet. James Webb-rumteleskopet sendt afsted i næsen på en kæmpe Ariane 5-raket.
Fra sit kredsløb 1,5 millioner km fra jorden kan det fremover kigge ud mod de fjerneste og ældste egne af universet, zoome ind på fjerne planeter og analysere deres atmosfærer for tegn på liv. Som det suverænt største og mest avancerede rumteleskop nogensinde, og med evnen til at fotografere i infrarød, vil det revolutionere vores muligheder for at udforske verdensrummet.
”Hvis der er liv derude, er det ret sandsynligt, at vi får øje på det inden for de næste fem år,” siger Michael Linden-Vørnle, som er astrofysiker og chefkonsulent på DTU Space, der har bidraget til teleskopet og derfor også får lov at bruge det i fremtiden.
Han er ikke alene om den vurdering. Søgen efter aliens er ikke længere en fjern fiktion, men en seriøs videnskabelig bestræbelse, og mange fagfolk tror det er realistisk, at vi finder liv i rummet i dette årti.
Men hvor stor er sandsynligheden for, at vi finder rumvæsener derude? Hvad gør vi, hvis vi finder dem? Og er det overhovedet en god idé at søge kontakt?
Skal vi gemme os for fremmede livsformer?
Nogle forskere mener, at vi snarere burde gemme os for at undgå angreb fra rumvæsner med onde hensigter. F.eks. frygter den kendte teoretiske fysiker Michio Kaku, at kontakt med fremmede livsformer kan ende med menneskehedens udslettelse.
De videnskabelige hypoteser på området er i deres natur usikre, og meningerne er delte. Nogle mener, vi aldrig vil finde noget, mens andre tror, mikroorganismer er ret almindelige i rummet. Blandt dem, der tror, vi kan finde intelligent liv, deler mange Michio Kakus vurdering af, at et møde vil ende katastrofalt.
Hvis der er liv derude, er det ret sandsynligt, at vi får øje på det inden for de næste fem år.
Michael Linden-Vørnle, DTU Space
Michael Linden-Vørnle synes derimod ikke, vi skal forsøge at skjule os. Tværtimod.
”Jeg regner ikke med, at der kommer nogen rumvæsner for at udslette os. Hvis nogen derude ville komme og knuse os, så havde de nok allerede gjort det, så det synes jeg ikke, vi skal bekymre os om. Vi ville alligevel heller ikke kunne stoppe dem,” siger han.
”Lad os antage, at rumvæsner har viljen og evnen til at finde os og udslette os: Ser man på antallet af potentielt beboelige planeter ville det logisk set være sket tusind gange for længe siden,” siger Michael Linden-Vørnle, der bl.a. forsker i trusler fra rummet har en fortid som næstformand i foreningen Skandinavisk UFO Information.
Vi har opgivet vores adresse
Menneskehedens søgen efter fremmed liv i rummet har mere end et århundrede på bagen. I august 1924, hvor Mars kom tættere på Jorden end i et århundrede, erklærede USA 36 timers national radiostilhed. Alle signaler blev afbrudt, så forskere bedre kunne lytte efter eventuelle signaler fra Mars.
Siden da har masser af projekter under paraplyen SETI, Search for ExtraTerrestrial Intelligence, afsøgt rummet for radiosignaler og andre tegn på liv. Og i al den tid menneskeheden har været en rumfarende art, har vi også selv sendt beskeder afsted.
Artiklen ”Searching for Interstellar Communications” fra 1959 markerede startskuddet til videnskabens forsøg på at kommunikere med aliens, og Michael Linden-Vørnle har den hængende i glas og ramme på væggen derhjemme.
I 1962 sendte Sovjetunionen verdens første besked til mulige rumvæsener. Den korte radiobesked, der sigtede mod planeten Venus, lød: ”fred, Lenin, USSR”. Senere, da NASA sendte Pioneer-rumsonderne ud i Solsystemet, var de påmonteret guldplader med billeder af mennesker og informationer om, hvem vi er, og hvor i universet vi bor. NASAs to Voyager-rumsonder, der blev sendt af sted efter Pioneer, var endda udstyret med en LP af guld fyldt med lyd og billeder af mennesker, sammen med instruktioner til at bygge en pladespiller til den. Begge Voyager-sonder er nu fløjet ud af Solsystemet.
Det kraftigste radiosignal, der nogensinde er udsendt, Arecibo-beskeden, indeholdt også både en beskrivelse af et menneske og vores adresse i Solsystemet.
”Vores byers lys er synligt fra rummet, vores atmosfære afslører afbrænding af fossile brændsler, vi sender radio- og tv-signaler. Vi har sågar med vilje sendt beskeder og sonder ud for at fortælle universet, at vi findes. Hvis nogen derude er så avancerede, at de kan rejse på tværs af galakser, har de kunnet se os i meget lang tid,” siger Michael Linden-Vørnle.
Så hvis man tror, at dødsensfarlige rumvæsener sidder på spring for at udslette os, har vi altså oplyst vores adresse for længst.
Fermis paradoks og den mørke skov
Der findes omkring 200 milliarder stjerner alene i vores egen galakse. Hvis intelligent liv opstår i bare ét ud af ti tusind solsystemer, giver det 20 millioner planeter med intelligente rumvæsner – bare i vores lille lokale hjørne af universet. Alligevel har vi endnu ikke fået øje på en eneste.
Det kaldes også Fermis paradoks: Da mennesket først var opstået her på jorden, tog det os – i et kosmisk perspektiv – kun et øjeblik at udvikle rumteknologi. Og da mange stjerner og planeter er milliarder af år ældre end Solen og Jorden, burde de have haft rigelig tid til at udvikle langt mere teknologi end os og sprede sig vidt og bredt i universet. ”Hvorfor kan vi så ikke se dem?” spurgte fysikeren Enrico Fermi.
Svaret på den gåde er der utallige bud på, og nogle af dem er ret uhyggelige.
En af de mere populære forklaringer er teorien om den ’mørke skov’. Ifølge den ser det ud som om vi er alene, fordi rummet er dødsensfarligt, og alle de andre skjuler sig. Konsekvensen af at blive set er nemlig øjeblikkelig udslettelse. I det lys bringer vi os selv i ekstrem fare, i takt med at vi bliver mere synlige i universet.
Hvis nogen derude er så avancerede, at de kan rejse på tværs af galakser, har de kunnet se os i meget lang tid.
Michael Linden-Vørnle, DTU Space
Teorien om ’den mørke skov’ bygger på tre antagelser:
- Alt liv ønsker at overleve. Det sørger evolutionen automatisk for.
- Det er umuligt at vide, om andre livsformer kan og vil udslette os, hvis de får chancen. Derfor er det klogest at antage det.
- Uden mere information er det logisk set mest sikkert at udslette andre livsformer, før de får chancen for at udslette dig. Dette ved alle parter.
Konkluderer bare én civilisation, at det er sikrest at angribe først – og gør alvor af det – bliver verdensrummets lov hurtigt, at man enten udrydder eller bliver udryddet, hvis man da ikke skjuler sig virkelig godt.
Men logikken er forfejlet, mener Michael Linden-Vørnle.
”Frygten er baseret på vores egne erfaringer som overlegen art her på Jorden. Mennesker er på mange måder ekstremt aggressive og har tromlet alle andre arter på vores vej. Men det er meget snæversynet at konkludere, at rumvæsener er sådan, bare fordi vi selv er. Der er ingen grund til at tro, at de ligner os på nogen som helst måde,” siger han.
På ét punkt er Michael Linden-Vørnle dog enig med teorien: Hvis vi møder rumvæsener, er det logisk set alt eller intet. Den ene part kunne godt udslette den anden, og hver gang to ulige civilisationer er stødt sammen her på Jorden, er den svageste blevet knust.
”Det populære skrækscenarie ligner filmen Independence Day, hvor en snylterart angriber Jorden, og hvor vi med nød og næppe vinder krigen mod dem. Men realistisk set ville de bare pulverisere os på et splitsekund. Det ville være en utrolig kort og nedslående film, så jeg forstår godt, at Hollywood ikke laver den. Logisk set ville det aldrig være en fair kamp,” siger han.
En civilisation med evnen til at krydse verdensrummet hurtigere end lyset for at besøge os ville også have evnen til at udslette en planet som Jorden. Måske helt uden at ænse det – ligesom når mennesker uden at blinke myrder et par regnorme, en masse svampe og millioner af bakterier, fordi de lå i vejen for et nyt cykelskur.
Timing-problemet
Udvikler livet sig på samme måde, som vi mennesker har gjort, så tager det i et kosmisk perspektiv kun et øjeblik at udvikle rumfart og kernevåben, når først den teknologiske udvikling kommer i gang. Derfor konkluderer mange, at de livsformer vi mest sandsynligt vil støde på, enten er helt primitive eller hyper-avancerede.
”Enten er de slet ikke nået til vores niveau, og så kan det være lige meget. Eller også er de nået meget længere end os, og så kan det måske også være lige meget. Chancen for at ramme nogen på præcis vores niveau er næsten lig nul,” siger Michael Linden-Vørnle.
”Det sandsynlige scenarie er, at vi finder en simpel mikroorganisme. Noget i stil med dem, der fandtes her på jorden de første milliarder år. Det er kun ca. 500 millioner år siden, der opstod mangfoldigt komplekst liv, og avanceret teknologi efter vores målestok har eksisteret i et forsvindende lille tidsrum på hundrede år,” siger Michael Linden-Vørnle.
Det kendes også som timing-problemet. Nogle bruger det til at konkludere, at ekstremt avanceret liv burde være opstået utallige gange og har haft rigelig tid til at sprede sig til hele galakser, og at der derfor må være noget galt, når vi ikke kan se dem derude. F.eks. at alle gemmer sig i ’den mørke skov’.
Måske er vi de primitive
Men Michael Linden-Vørnle har også en alternativ tolkning: Måske fører udviklingen naturligt til meget smartere måder at leve på end at sende lys, radiobølger og raketter ud i rummet. Det er jo alt sammen energi, som er en begrænset ressource.
”Man kan sagtens forestille sig, at alle avancerede civilisationer er usynlige udefra, fordi de er mere effektive end os. Måske bruger de ekstremt lidt energi eller sørger for, at intet forlader deres egen planet eller nærområde. Det er måske enormt primitivt at gøre alt det, vi gør,” siger han.
Ligesom et åbent bål i det fri ikke er en effektiv måde at varme sig på i forhold til et tæt isoleret hus, kan det tænkes, at mere avancerede civilisationer end os lukker sig tæt omkring en energikilde for at udnytte den optimalt.
Måske er ekspansion og synlighed en utrolig kort fase i en civilisations udvikling, før man opdager noget meget smartere, siger Michael Linden-Vørnle.
Nogle forskere mener ligefrem, at et logisk udviklingstrin for intelligent liv vil være at bygge en perfekt og energieffektiv virtuel verden og leve evigt i dén i stedet for at bøvle med den fysiske virkeligheds begrænsninger.
Ifølge den hypotese ender civilisationers naturlige udvikling ikke i det ydre rum, men i det indre.
Løsningen kan ligge ligefor
En anden forklaring på Fermis paradoks, er, at fremmed liv eller fremmed teknologi simpelthen er så langt fra vores egen referenceramme, at det ligger uden for vores fatteevne. og derfor kan være skjult lige for næsen af os. Eller i hvert fald uden for vores evne til at kommunikere med dem.
Selv hvis livsformerne ligner os på en prik, kan deres teknologi være på et niveau, hvor de slet ikke ænser vores primitive røgsignaler.
Problemet er, at alle de her forestillinger er meget antropocentriske. De er baseret på vores fysik, vores tankegang, vores teknologi.
Michael Linden-Vørnle, DTU Space
”Ser vi på hastigheden af vores egen udvikling, bliver radiobølger hurtigt so last millennium. Måske kommunikerer alle de udviklede væsener på tværs af tid og rum med en fantastisk smart og effektiv teknologi, som vi slet ikke kan forestille os endnu,” siger Michael Linden-Vørnle.
Han mener, at forklaringen på Fermis paradoks enten kan være helt simpel eller alt for kompliceret for os.
”Problemet er, at alle de her forestillinger er meget antropocentriske. De er baseret på vores fysik, vores tankegang, vores teknologi. Men måske kan fremmed liv slet ikke ses med vores sanser og omvendt. Måske kan vi se det, men ikke genkende det som liv,” siger han.
Vi burde være udslettet for længst
Den mest dystre forklaring på Fermis paradoks er, at intelligent liv altid uddør ret hurtigt. Enten udsletter det altid sig selv, eller også findes der en uoverstigelig barriere, som vi endnu ikke er stødt på. Det kunne være en meget oplagt teknologi, som altid giver bagslag og udsletter alt, eller en kombination af simple problemer som klimaforandringer, krig og ressourcemangel, der altid hober sig op, før en civilisation når stjernerne.
I alle tilfælde mener Michael Linden-Vørnle, at vi godt kan glemme alle skrækscenarierne om dødsensfarlige aliens, der kommer og dræber os. Når ingen har besøgt os endnu, selv om universet er så stort og gammelt, så konkluderer han, at det aldrig vil ske og nok slet ikke er muligt.
Det faktum, at vi ikke allerede er blevet udslettet, er dermed det vigtigste argument for, at det ikke kommer til at ske. Hvis øjeblikkelig udslettelse var normen, og ondsindet intelligent liv var udbredt, så burde vi for længst være blevet fundet og tilintetgjort, nu hvor vi i godt hundrede år har været synlige med gadebelysning og radiosignaler.
”Jeg forestiller mig ikke, at universet er et farligt sted. Måske kan en civilisation slet ikke nå det udviklingsniveau, vi forestiller os. Eller også har masser af civilisationer gjort det og lever i en vidunderlig tilstand, hvor de ikke gider komme og genere sådan nogle som os. Det er bare med at lede efter dem, når vi til sommer for alvor begynder at anvende James Webb-teleskopet,” siger Michael Linden-Vørnle.
