Teknologi & Univers
Foto: Wikimedia. Illustration: Oline Jesen.

Hvem ejer egentlig din bil?

Ejerskab er på vej ud. Leasing, streaming og service-aftaler udgør en stadig større del af vores forbrug, og selv de ting, vi har købt og betalt, mister vi efterhånden ejerskabet over. Udviklingen er både nødvendig og uundgåelig, men kan ende som en velsignelse eller en forbandelse.

Teknologi & Univers
Foto: Wikimedia. Illustration: Oline Jesen.

Det er en tidlig vintermorgen, og du sætter dig ind i din råkolde BMW X7. Den kostede på den ubehagelige side af en million, men så mangler den til gengæld heller ikke noget. Og dog. Efter et par kilometer på snedækkede veje har du stadig ikke fået varmen i fingrene. Rattet burde ellers være opvarmet.

Du klikker forvirret rundt i menuerne på touchskærmen, mens du kører, men kan hverken tænde varmen i sædet eller i rattet. Det lange lys virker heller ikke. Et pludseligt lysglimt i mørket. En fartbøde. Bilen plejer ellers at advare om fartkontroller forude.

Når du endelig er fremme ved dit arbejde, trykker du på ”parkeringsassistent” for at lade bilen selv bakke ind på plads, men der sker intet. Og endelig går det op for dig, hvad der er galt: Du har glemt at forny dit abonnement på bilens ekstraudstyr!

Grænsen mellem hvad vi virkelig ejer, og hvad vi blot låner brugsretten til, bliver stadig mere udvisket, og trods modstand fra mange forbrugere, presser virksomhederne på for endnu mindre direkte ejerskab. Alle de ovennævnte funktioner er i dag abonnementstjenester hos BMW.

”Det er et paradigme, virksomhederne har forsøgt at skifte: Ejerskab af teknologisk komplekse produkter er gammeldags. Det nye er deling og leje. Det er en fornuftig vej at gå,” siger Peter Gall Krogh.

Han er professor ved Afdeling for Digital Design og Informationsvidenskab ved Aarhus Universitet, hvor han har forsket i integration af services, it og fysiske genstande.

Udviskning af ejerskab er i hans øjne en nødvendig udvikling, der – ligesom en BMW – kun vil accelerere.

Selv om utilfredshed fra forbrugere flere gange har presset bl.a. bilproducenter som Mercedes og BMW til at trække i land på nye abonnementsløsninger, er de hver gang vendt tilbage med endnu flere tiltag i den retning, så snart ramaskriget lagde sig. Og det er der en god grund til, forklarer Peter Gall Krogh.

”Masser af funktioner er ikke hardware, men software. Og software skal opdateres. Hvem betaler for det? Producenterne får flere løbende omkostninger, efter at bilen er solgt, og derfor har de brug for at få indtægter løbende. Det er ikke bare et par træsko, men en kørende computer. Der medfølger faktisk en service i lang tid.”

Den nye virkelighed kan i Peter Gall Kroghs øjne få både positive og negative konsekvenser. I værste fald kan de nye forretningsmodeller blive profitmaskiner, der vrider forbrugerne for endnu flere af deres surt tjente penge. Men de kan også bane vej for en udvikling, hvor virksomhederne får større incitament til at nedbringe ressourcespild og fremstille produkter, der holder længere og giver mere værdi for brugerne.

”Det er et nyt forretningsparadigme, som kan komme os utrolig meget til gavn. Både som enkelte forbrugere og kollektivt, i form af mindre ressourceforbrug. Men det også kan føre til det diametralt modsatte: At der bare bliver skovlet flere penge ind, og at det f.eks. bliver sværere at genanvende, reparere eller videresælge produkter, fordi man egentlig ikke ejer dem for alvor.”

Grænserne udviskes

Paradigmeskiftet har været længe undervejs, mest tydeligt inden for digitale produkter, som musik, film og spil. Mange produkter leveres i dag som en streaming-service i stedet for et engangskøb.

Efterhånden som digitale funktioner vinder indpas i alverdens produkter, følger de nye forretningsmodeller med ind på nye områder. Men når produktet både er fysisk og digitalt, bliver ejerforholdet også forplumret. Typisk skal man både betale et beløb for produktet – som man tilsyneladende ejer – og for løbende at kunne bruge det, hvad enten det er en smartphone, en bil eller en juicepresser.

”Vi har vænnet os til, at når vi har købt noget, så ejer vi det, og så skal ingen komme og kræve mere af os. Men produkter i dag har to dele: Hardware og software. Selve det fysiske produkt har du betalt for, men ikke det, at den fungerer,” siger Peter Gall Krogh.

Og det er helt naturligt, at bilproducenter og andre virksomheder vil lede efter løbende indtægtskilder, efter at produktet er solgt, mener han.

Softwaren i sig selv er også en omkostning for leverandøren. Når det gælder biler, kræver nogle funktioner – såsom trafikinformation, advarsler om hastighedskontroller eller videooptagelser af kørslen – et system, der løbende skal drives og vedligeholdes af BMW eller en ekstern leverandør. I de tilfælde virker det måske rimeligt nok at betale et mindre beløb om måneden for den pågældende funktion.

For funktioner i selve bilen, f.eks. ratvarme, sædevarme og automatisk fjernlys, kan det være sværere at forstå, hvorfor producenten finder det nødvendigt at opkræve abonnement. Men det er ikke nødvendigvis rent optrækkeri.

”Sædevarme er også software, og den software skal opdateres. Ellers kommer der bare nogle skurke og hacker din sædevarme og tænder og slukker den. Hvis det er styret af en simpel chip, så er den chip måske koblet op på bilens sikkerhedssystem, og softwaren der styrer den skal opdateres. Der kan være grunde til, at hvis du vil tænde for den her ting, så påfører du BMW en omkostning. Det er umuligt som forbruger at gennemskue, hvornår prisen er rimelig eller urimelig,” siger Peter Gall Krogh.

Den logik har mange producenter ikke været gode nok til at forklare forbrugerne.

”Det her er meget nyt. Og som forbrugere har vi måske ikke helt forstået, at det produkt, vi køber, er abonnement og ejerskab på én gang. Og selv om vi ejer en ting, er det stadig BMW’s ansvar, at din bil ikke kan hackes,” siger Peter Gall Krogh.

Men fordi det er så uigennemskueligt for den enkelte, er det også svært at skelne mellem grådighed og nødvendighed.

”Det er muligt, at BMW går for langt ved at opkræve abonnement for sædevarme. Men det er også muligt, at det afspejler reelle omkostninger på softwarefronten. Vi kan ikke vide det. Det kan være komplekst og ugennemskueligt,” siger han.

Større ansvar til producenterne

Den grundlæggende irritation ved at skulle betale for at låse en funktion op, som allerede fysisk er til stede i produktet, rækker ud over abonnementsmodellen. Mange bilproducenter har beholdt den gamle forretningsmodel med, at ekstraudstyr koster et engangsbeløb ved køb af bilen, men bygger det nu fysisk ind i alle biler og bruger software til at slå det fra, hvis man ikke har betalt.

Det forsimpler produktionen på fabrikken, så alle bilerne på samlebåndet kan laves ens i stedet for at bøvle med, at nogle skal have installeret f.eks. varmelegemer i sædet og andre ikke skal.

Senere kan de give gratis sædevarme i en prøveperiode for at lokke nogle flere til at tilkøbe det permanent.

Det giver potentielt forbrugeren mere fleksibilitet og producenten mulighed for flere salg. Begge parter vinder, men det udvisker igen ejerskabet og kan føre til konflikter og badwill. For mens forbrugerne ofte føler, at de har købt en bil med bestemte funktioner, så mener producenten, at de skal betale for rettentil at bruge de funktioner.

Tesla er bl.a. kommet på kollisionskurs med sine kunder ved at fjerne ekstraudstyr fra biler, der er solgt brugt. Mens forbrugeren mente at have købt og betalt en autopilot for over 60.000 kr. og være i sin gode ret til at videresælge den sammen med sin bil, så ville Tesla have den nye ejer til at betale yderligere 60.000 kr. til Tesla for fortsat at kunne bruge autopiloten.

Det udviskede ejerforhold er potentielt problematisk, men i Peter Gall Kroghs øjne også nødvendigt. Det gælder ikke bare biler, men også vaskemaskiner og elektronisk udstyr. Her har producenterne fået øget ansvar for produktet i hele dets livscyklus, inklusive ansvarlig bortskaffelse.

”Den gamle logik er, at nu har du købt bilen, og så må du selv rode med at slippe af med den, når den er slidt op. Så ender det bare på lossepladsen, og det skal vi væk fra. Nu er hele livscyklussen producentens ansvar. Derfor er de interesseret i at bilen bliver behandlet ordentligt i sin levetid og bedre kan genbruges, når den er udtjent,” siger han.

Bilbatterier er f.eks. enormt ressourcekrævende at producere. Ligesom meget elektronik er de fyldt med materialer, der er værdifulde ved genindvinding, men miljøskadelige, hvis de bare ender i naturen. Og selv om batteriet er udtjent, kan det godt være, at bilen stadig er nyttig i en årrække, før den skal skilles ad og genanvendes – eller at batteriet kan bruges, efter at bilen er kaput.

Da Mercedes for nylig annoncerede, at ekstra hestekræfter og acceleration i deres elbiler fremover ville koste 90.000 kr. om året i abonnement, gav det så meget dårlig omtale, at de blot en uge senere måtte trække i land. Abonnementsmodellen blev kun en realitet i Nordamerika, mens Europa blev fritaget.

Men hestekræfter på abonnement kan godt give mening, når man har øje for de økonomiske og ressourcemæssige omkostninger i bilens livscyklus, vurderer Peter Gall Krogh.

”Måske kræver det mere software. Måske slider det lidt mere på batteriet. Det kunne være den forretningsmæssige grund. De batterier skal jo helst ikke køres i bund eller forbruges for hårdt. Der kan være omkostninger ved hård brug af batteriet, som producenterne vil modsætte sig eller tage betaling for,” siger han.

Ny indtjeningsmodel kan nedbringe ressourcespild

Selv om rosen også har torne, og den nye digitale virkelighed også giver plads til grådighed og profitmaksimering, så mener Peter Gall Krogh, at de nye forretningsmodeller er del af en helt uundgåelig og i det store og hele gavnlig bevægelse væk fra personligt ejerskab. Så længe det ikke bliver misbrugt.

”Fremover kommer vi til at leje de fleste af vores ting. Når vi er færdige med dem, er der nogle andre der står for at genbruge eller bortskaffe dem. Det er smartere for den enkelte, smartere for samfundet og smartere for kloden,” siger han.

Det gælder ikke bare biler, men masser af andre ting, som vi har vænnet os til at eje. De fleste af os ejer ting, som vi meget sjældent bruger. Og det er spild af ressourcer.

”Der findes næsten ikke en husstand uden en boremaskine. Men de bliver næsten aldrig brugt. Hvorfor bruger vi så mange ressourcer på at producere ting, der bare ligger og samler støv? Det var klogere, hvis vi deltes om dem, så de hele tiden er i brug,” siger Peter Gall Krogh.

Deleøkonomi og service-abonnementer er et skridt mod en mere effektiv udnyttelse af ressourcerne, og det samme er tendensen til, at de ting vi stadig ejer, delvist forbliver producentens ansvar.

Så længe virksomheder kun tjener penge på at sælge os et nyt produkt, er det imod deres interesse, at produktet holder alt for længe. Især hvis de fortsat har udgifter til at understøtte det med softwareopdateringer. Tværtimod tjener de flest penge, hvis produktet går i stykker, bliver forældet, moden skifter eller noget andet får forbrugeren til at smide væk og købe noget nyt.

”Abonnementsmodellen er en mulig vej ud af denne forbrugsspiral, hvor virksomheder har interesse i at du altid køber nyt-nyt-nyt,” siger Peter Gall Krogh.

Pludselig bliver det nemlig i producentens interesse, at produktet holder så længe som overhovedet muligt og kan generere løbende indtægter uden at kræve ressourcer og penge at erstatte.

Det kan være en af nøglerne til endelig at forene en kapitalistisk vækstøkonomi med mindre ressourcespild.

Ufine tricks

Problemet er bare, at det også kan bruges til det modsatte.

Da glødepæren blev opfundet, gik der ikke længe, før producenterne opdagede et problem: Pærerne holdt for længe. Så når alle havde købt de pærer, de skulle bruge, ville salget gå i stå. Derfor blev de enige om at fremstille glødetråde i et materiale, som brændte ud efter 1000 timer.

”Siden da har det været normalt med den slags tricks. Printervirksomheden Epson blev afsløret i at indbygge en chip i deres produkter, der talte hvor mange sider, der blev printet. Efter 10.000 sider gik printeren i stå. Men hvis du hackede og nulstillede chippen, virkede den fint igen. Den slags historier gør, at folk ikke stoler på, at virksomheder vil dem det godt,” siger Peter Gall Krogh.

Det er ikke altid, at planlagt forældelse sker med så kynisk overlæg som i tilfældene med printere og glødepærer. Det kan også være, at virksomheden bruger utilstrækkelige materialer i produktionen for at spare en skilling, fordi holdbarhed alligevel ikke giver mere profit.

”Nu har vi samme problem med software. Men det er umuligt for os at gennemskue og se, om der er den slags tricks i spil eller ej. Og mistilliden betyder, at vi er bange for at blive bondefanget,” siger Peter Gall Krogh.

Det lette svar er, at der er behov for lovgivning – og det er der også, mener han. Det lidt mere radikale svar er i hans øjne, at der er behov for gennemsigtige forretningsmodeller og forståelige ’license agreements’ – de lange tekster med jura, som ingen læser, men bare accepterer for at kunne komme i gang med at bruge deres nye produkt.

I sidste ende er spørgsmålet, om vi ender med mere bæredygtige forretningsmodeller, hvor produkter holder længere og genbruges i højere grad, eller om producenterne fortsat vil forsøge at begrænse produkternes levetid, med mere eller mindre ufine tricks – nu ved hjælp af software.

Ifølge Peter Gall Krogh bliver det afgørende, at både forbrugere og myndigheder presser i den rigtige retning. Det slemme scenarie kan blive svært at dæmme op for, men der sker små skridt i den rigtige retning.

Traktorproducenten John Deere har i mange år været berygtet for at begrænse muligheden for at reparere traktorer i en sådan grad, at gamle brugte modeller var dyrere end splinternye, der krævede dyre og upraktiske serviceaftaler med autoriserede forhandlere.

Men i sidste uge måtte de endelig give efter for presset og åbne op for, at landmænd endelig må reparere deres egne traktorer igen. Mange er skeptiske over for, om det virkelig er et helhjertet forsøg på at løse problemet, men det er et positivt skridt i kampen mellem den utopiske og den dystopiske version af en fremtid uden ejerskab.

”Jeg tror ikke, det bliver det ene eller det andet. Det bliver en fortsat kamp og en fortsat dialog. Virksomheder vil tjene penge. Og teknologien giver os nu mulighed for at sætte nogle rammer for dem, hvor de kan tjene penge mere langsigtet og bæredygtigt,” siger Peter Gall Krogh.

BIOGRAFIER

Vid&Sans
Journalist på Vid&Sans. Skriver om bl.a. natur, sundhed, teknologi og miljø.
Professor, Aarhus Universitet
Peter Gall Krogh er professor ved Afdeling for Digital Design og Informationsvidenskab ved Aarhus Universitet. Han er oprindelig uddannet arkitekt og er i dag professor i Design og leder af forskningsgruppen for Design ved Institut for Ingeniørvidenskab. Han har især forsket i integration af services, it og fysiske genstande.

ANBEFALET TIL DIG

Menu