Selv om EU har næsten en halv milliard borgere, udgør unionens samlede årlige budget ”kun” et sted mellem 160 og 180 milliarder euro. I runde tal svarer det nogenlunde til Danmarks statsbudget.
EU-landenes indbetalinger til EU er stort set ens, nemlig ca. 1 pct. af BNP. I praksis beregnes ”medlemskontingentet” som en andel af den såkaldte bruttonationalindkomst (BNI), hvilket omtrent svarer til BNP, men fraregnet udenlandske overførsler mv. Det kan betyde noget for lande med en stor andel af udenlandske virksomheder eller arbejdskraft, f.eks. Luxembourg. Men i Danmark ligger BNP og BNI meget tæt på hinanden.
Enkelte lande, herunder Danmark, har derudover forskellige former for rabatordninger, men på bundlinjen bidrager alle medlemmer med ca. 1 pct. af BNP til den europæiske fælleskasse.
Udbetalingerne fra EU svinger langt mere fra land til land. Når det gælder investeringer i forskning, innovation, digitalisering, infrastruktur mv., er bevillingerne nogenlunde jævnt fordelt. Men nogle af de største budgetposter, bl.a. regionalstøtte og landbrugsstøtte, tilgodeser især de mindst velstående lande i Østeuropa.
Kortet nedenfor viser de enkelte landes nettobidrag til EU-budgettet, altså forskellen på ind- og udbetalinger fra EU. Samtlige lande i Østeuropa har et negativt bidrag, dvs. at de får flere penge fra EU, end de betaler. I Polen og Ungarn udgør nettostøtten fra EU hhv. 2,5 og 2,8 pct. af BNP.
De fleste lande i Nordeuropa betaler flere penge til EU-kassen, end de modtager – med to væsentlige undtagelser: Belgien og Luxembourg, der huser nogle af unionens centrale institutioner med store driftsposter på budgettet. Derfor figurerer de to lande som nettomodtagere af EU-støtte.
Det er også værd at understrege, at kortet kun viser de nøgne transaktioner mellem EU og de enkelte medlemslande. Det viser ikke noget om de samlede samfundsøkonomiske konsekvenser af disse pengestrømme.
Tyskland yder f.eks. det klart største nettobidrag til EU. De bidrog i 2021 med ca. 250 milliarder kr. til det fælles budget – mere end tre gange så meget, som de modtog i udbetalinger fra EU. Men det betyder ikke, at EU-medlemskabet er en underskudsforretning for Tyskland. Hele rationalet bag det europæiske samarbejde er jo, at europæisk økonomi ikke er et nulsumsspil, men at adgang til markeder, investeringsmuligheder og arbejdskraft på tværs af landegrænser styrker EU samlet set – også i den internationale konkurrence med andre lande og regioner som USA og Kina. Og Tyskland er måske det land, der har haft allerstørst økonomisk udbytte af EU’s store udvidelse i 2004, hvor Polen, Ungarn og en lang række andre lande fra den gamle østblok blev en del af det europæiske samarbejde.
