Det er bare så woke! Det lille mærkelige énstavelsesord har bredt sig med lynets hast i den offentlige debat, også herhjemme. Det bruges i stigende grad negativt og kritisk – om noget, der betragtes som latterligt, farligt eller begge dele.
I sidste uge dukkede det op igen i forbindelse med et arrangement på Frederiksberg Bibliotek, der eksponerede uskyldige børn for to drag queens klædt ud som Disney-prinsesser. Arrangementet udløste både trusler mod personalet og en demonstration foran biblioteket, med relativt beskedent fremmøde, men massiv pressedækning.
Men hvor kommer ordet woke egentlig fra? Hvordan er det blevet brugt historisk? Hvorfor har det fået så prominent en placering i den nutidige debat? Og har det skiftet betydning, efter at det ankom til vores breddegrader?
Vær årvågen
Den nøjagtige oprindelse af ordet ”woke” er ikke helt klar. Men det kan spores tilbage til de første årtier af det 20. århundrede, hvor det blev brugt af afroamerikanere i en betydning, der bedst kan oversættes til at være ”årvågen” eller ”bevidst om”.
Det bruges også tidligt i den amerikanske arbejderbevægelse, hvor det handler om at holde sig vågen, ikke bare fordi arbejdet er farligt, men også fordi man risikerer at blive udbyttet af sin arbejdsgiver.
Blues-musikeren Willard ’Ramblin’ Thomas brugte det i en sang fra 1928: “If I don’t go crazy, I’m sure gonna lose my mind // ‘Cause I can’t sleep for dreamin’, sure can’t stay woke for cryin’.”
Det er blevet fortolket som en kommentar til de umenneskelige forhold for sorte arbejdere i Sydens savværker, hvor smerte og lemlæstelse var konstante farer. I 1940 sagde en afroamerikansk fagforeningsleder i West Virgina, efter at have opdaget, at de sorte arbejdere fik mindre i løn end de hvide: ”We were asleep. But we will stay woke from now on.”
I 1938 sang Leadbelly (Huddie Ledbetter) om, at sorte amerikanere ”best stay woke, keep their eyes open”, når de kørte gennem Scottsboro, Alabama, for ikke at blive angrebet og dræbt af de hvide, som det var sket for andre. Det var en af de såkaldte sundown eller sunset states, hvor det var livsfarligt for sorte at opholde sig efter mørkets frembrud. Best stay woke.
Ordets tidlige brug trækker åbenlyst på såvel religiøse som oplysningsfilosofiske idéer om at vågne, at åbne øjnene, at se lyset, at have indset sandheden om noget.
I de afroamerikanske miljøer blev det brugt i mindst tre betydninger: At holde sig vågen i bogstavelig forstand, ikke mindst blandt jazz-musikere; at være mistænksom over for en romantisk partners mulige utroskab; og endelig at være opmærksom på uretfærdigheder.
Hvis du er woke, fatter du det
I 1962 skrev den sorte forfatter William Melvin Kelley en artikel i New York Times, ”If You’re Woke You Dig It”, der handlede om, hvordan kulturelle ord og begreber stammede fra det sorte Amerika, ikke det hvide. Han brugte begrebet woke som betegnelse for socialt bevidste afroamerikanere i en artikel, der handler om, hvordan den hvide mainstream-kultur overtager og udtynder begreber fra den sorte kultur.
I 1965 holdt Martin Luther King Jr. en tale på det progressive Oberlin College, der var ét af de første til at give afroamerikanere adgang i 1835 og det første, to år senere til at give kvinder adgang. Selv om ordet ikke bruges i talen, tapper den helt klart ind i ordets betydning og anvendelse: ”The great challenge facing every individual graduating today is to remain awake through this social revolution.”
Og i 1972 siger en af karakterne i Barry Beckhams skuespil Garvey Lives! (om Marcus Garvey, den jamaicanske borgerrettighedsforkæmper og politiker): “I been sleeping all my life. And now that Mr. Garvey done woke me up, I’m gon’ stay woke. And I’m gon’ help him wake up other Black folk.”
Op gennem de næste årtier bliver ordet udbredt i politisk bevidste afroamerikanske miljøer, både som generel betegnelse for at holde fokus på uretfærdigheder, men også i mere direkte forstand, om ikke at tage blikket væk fra dem, der kunne skade en, f.eks. hvide politibetjente. Allerede her begynder det også at blive brugt ironisk (og selvironisk) om den over-progressive.
I 2008 synger den afroamerikanske sangerinde Erykah Badu ordene ”I stay woke” i sit hit Master Teacher. Og fire år senere, i 2012, bruger hun begrebet i en Twitter-solidaritetsbesked til den fængslede russiske rock- og protestgruppe Pussy Riot: “Truth requires no belief. / Stay woke. Watch closely. / #FreePussyRiot.”
Det er dog først med protesterne i Ferguson i 2014, særligt med hashtagget #StayWoke, at woke-begrebet begynder at brede sig ud i mainstream-kulturen. Det sker bl.a. gennem dokumentarfilmen Stay Woke: The Black Lives Matter Movement fra 2016.
Samme år bruger rapperen og sangeren Childish Gambino (Donald Glover) udtrykket i sangen ”Redbone (Stay Woke)”, med klare referencer til ordets forhistorie: ”But stay woke/ Niggas creepin’/ They gon’ find you/ Gon’ catch you sleepin’, ooh/ Now stay woke/ Niggas creepin’/ Now don't you close your eyes.”
Ordet breder sig
Ordet var altså oprindelig tæt knyttet til den afroamerikanske erfaring og kultur. Men som Kelley skrev allerede i 1962, begynder det også at blive løsrevet fra sin oprindelige betydning og kontekst, da det glider ind i mainstream-kulturen.
Det begynder også at skifte moralsk ladning – og bliver i stigende grad et begreb, man bruger om andre. Særligt af centrum- og højrefløjs-kommentatorer, når de skal beskrive, hvad de ser som ”bekymrende” tendenser på en over-progressiv venstrefløj.
Woke bliver en stiliseret metafor for politisk korrekthed og senere for identitetspolitik – en pladsholder for alt, der har med køn, seksualitet og race at gøre. Eller mere præcist: en karikeret position i debatten om disse forhold.
I 2017 lavede Oxford English Dictionary et opslag om ordet, der følger dets oprindelige betydninger. Her kan man bl.a. læse: ”Oprindeligt: velinformeret, opdateret. Nu primært: bevidst om racemæssig eller social diskrimination og uretfærdighed; hyppigt brugt som ’stay woke’ (ofte brugt som tilskyndelse).”
I dag må vi tilføje: oftest brugt nedsættende.
Som da Donald Trump i august 2021 skrev om det kvindelige amerikanske fodboldlandsholds bronzemedaljer ved OL i Tokyo:
”Woke betyder, at du taber, alt der er woke går galt, og det er så sandelig sket for vores fodboldhold […] De skulle erstatte woke’rne med patrioter og begynde at vinde igen.”
Trumps mulige udfordrer som republikansk præsidentkandidat næste år, Floridas guvernør Ron de Santis, har gjort kampen mod woke til omdrejningspunktet i sit politiske virke og sagde i en tale i sensommeren sidste år:
Vi må bekæmpe woke i vores skoler. Vi må bekæmpe woke i vores erhvervsliv. Vi må bekæmpe woke i offentlige institutioner. Vi må aldrig nogensinde overgive os til woke ideologi. Og jeg vil sige til jer; staten Florida er hvor woke går hen for at dø.”
Han har fremsat en ”Stop W.O.K.E Act”, der bl.a. ville ulovliggøre undervisning i en række race-relaterede emner. Men den er indtil videre blevet blokeret af delstatens domstole, der bl.a. ser den som et angreb på ytringsfriheden.
Inkvisition og stalinisme
Den danske filosof Carsten Fogh Nielsen har lavet en lille analyse af brugen af woke-begrebet herhjemme. Ifølge ham blev det første gang brug i betydningen ”vakt” eller ”politisk oplyst” i august 2017, faktisk om Trump og ikke hans modstandere. Samme efterår blevet det brugt i betydningen ”politisk korrekt” i en række anmeldelser af den amerikansk tv-serie Will & Grace. Fra 2018 ligger termen fast som en nedsættende betegnelse, i familie med ”pladderhumanisme”, ”halalhippie”, ”krænkelsesparat” etc.
I et læserbrev i Weekendavisen kunne man i maj 2021 læse denne udlægning af, hvad woke betyder:
”Den nye woke-bevægelse, der foregiver at kæmpe for frigørelse fra undertrykkelse, er selv blevet totalitær og undertrykkende, ligesom det var tilfældet med den kommunistiske bevægelse […] Den nye woke-bevægelse har herved oprettet en uformel retsinstans og et voldsomt magtmiddel. Ligesom under Stalins skueprocesser og kulturrevolutionen i Kina kan ingen vide sig sikre for forfølgelse, for det mindste fejltrin eller anklage herom kan vise sig skæbnesvangert. Den middelalderlige inkvisition er genindført.”
Det er et lidt ekstremt – og historieløst – indlæg, men det er også symptomatisk for store dele af den offentlige opfattelse af, hvad woke er: En revolutionær og radikalt venstreorienteret ideologi – en ny intolerant magtinstans, der under dække af gode og positive værdier er ved at underlægge sig samfundet.
Problematisk kulturimport
Den måde, vi bruger ordet woke på herhjemme, er et eksempel på den enorme kulturelle magt, som USA udøver.
Som den britiske journalist Helen Lewis har sagt: Når man deler internet med USA, så er det ”ligesom at dele stue med et næsehorn. Det er enormt, det er lige her, og hvad det end gør lige nu, kan du være sikker på at høre det.”
Vi har nogle gange en tilbøjelighed til at vide mere om de intrikate detaljer i USA’s offentlige liv – fra det politiske system til film- og musikstjerners privatliv – end vores eget. Vores masseforbrug af nyheder og underholdning fra USA gør det forførende let at overføre idéer og forestillinger fra deres virkelighed til vores.
Men som vores overtagelse af woke-begrebet illustrerer, er denne kulturimport ikke altid uproblematisk. I USA er der virkelig en voldsom polarisering mellem de såkaldte woke og anti-woke, og den har stor realpolitisk betydning, bl.a. i kandidaternes markeringer forud for næste års præsidentvalg.
Vi kan måske finde hjemlige sager eller personer, der minder lidt om den amerikanske kulturkamp. Men vi har ikke USA’s markante fjendskabsskabende skillelinjer på emner som velfærd, abort, våben, race, homoseksualitet, religionens rolle i det offentlige liv m.m.
Vi oplever måske mere drama end før, og flere af de såkaldte identitetsspørgsmål politiseres – med og uden wokestemplet.
Men sagt med al respekt for Frederiksberg Biblioteks kulturelle og politiske betydning er vi ikke ved at brække over som samfund, og det totalitære mørke er ikke ved at sænke sig over os – hverken fra højre eller venstre side.
Køn, seksualitet, race, historie, identitet og offentlighed er komplekse fænomener, der kalder på nuancer i debatten. Derfor er det ekstra uheldigt, at begreber som politisk korrekthed, identitetspolitik og woke, hvis historie faktisk rummer betydelige elementer af ambivalens og ironisk selvbetragtning, nu bruges ensidigt fordømmende og anklagende.
Man kan i øvrigt sige noget lignende om begreber som voldtægtskultur, giftig maskulinitet, statsracisme. Hvis de bliver bredt ud til generalanklager, mister de deres kraft som præcise analyseværktøjer. Hvis alt er racistisk eller patriarkalsk – hvad betyder disse begreber så overhovedet?
Vi risikerer i den proces at miste sproglige ressourcer, udtynde begreberne og gøre debatten om disse fænomener fladere, end de og vi fortjener.
