Internettet er blevet en integreret del af vores liv. Emails, streaming, netdating, onlineshopping, fildeling, tweets og selfies – vores liv er gået online.
Den udvikling har vi været fascinerede af og diskuteret højlydt lige fra starten. Sideløbende med internettets vækst både i bredden og i dybden, har der været masser af debatter i øst og vest om, hvilke konsekvenser dets allestedsnærværelse har for både børn og voksne.
Det kan være svært at få overblik over. Men man kan også fortælle internettets historie som en meget simpel historie om et komplekst fænomen. Debatten om internettet har nemlig været defineret af to store dominerede fortællinger; en meget positiv og en meget negativ.
I løbet af internettets første cirka 25 år, var dens grundfortælling overvejende optimistisk. Men de seneste 15 år frem mod i dag, har den været altovervejende negativ.
Lad os se lidt nærmere på, hvordan vi har diskuteret, hvad det betyder at opkoble vores liv og samfund til globale, digitale netværk.
"I trætte giganter af kød og stål"
I de første årtier af internettets historie, var den dominerende fortælling om det, en fortælling om frigørelse. Det var utopiernes og drømmenes tidsalder. Der var cyberpunkere, hippier der lavede computere og unge, der ville forandre verden. ’Viden ønsker at være fri’ var et ofte hørt slogan. Hackere blev set som modkulturelle helte, lidt ligesom graffiti-kunstnere, der godt nok brød loven, men som også gjorde verden større og sjovere.
Et manifest udtryk for den tidsånd finder man i et kort essay af John Perry Barlows, den tidligere sangskriver for The Grateful Dead - der med sin rockbaggrund i den grad havde sin modkulturelle status i orden. Barlows person og hans berømte essay ’A Declaration of the Independence of Cyberspace’ (1996) bygger den forbindelse mellem 68-modkulturen og 1990’ernes internetanarkisme, som tegnede tiden - men også den kobling mellem internetkultur og kapitalisme, der senere kom til at ændre internettet og internetdiskussionen radikalt.
Det er nemlig interessant, at Barlows opråb for frihed i cyberspace, blev underskrevet d. 8. februar 1996 i Davos, Schweiz - hjemstedet for World Economic Forum, verdens største samlingssted for kapitalister, politikere og eksperter, der var forenet om at forsvare kapitalismen. Hippien Barlow som repræsentant for internetanarkisterne, der siger ”Information wants to be free”, møder i Schweiz 1996 det primære forum for den nye kapitalismes legitimering.
Anledningen for Barlows essay var en forestående privatisering af telesektoren, hvilket ikke generede Barlow. Det gjorde derimod den tillægslov, der søgte at regulere sprogbrugen på nettet. ”Fuck them”, skriver Barlow, idet han stiller cyberspacekulturen op som modsætning til ”Den industrielle verdens regeringer, I trætte giganter af kød og stål”. Disse dinosaurer tror fejlagtigt, at de kan regulere internettet, men som Barlow siger: ”Det kan I ikke. Det er naturskabt, og det vokser af sig selv gennem kollektive handlinger.”
Internettets logik modsætter sig ifølge Barlow det politiske systems logik. Det politiske system vil ifølge ham altid søge at ”invadere vores områder” og at ”påtvinge os sine løsninger.” Det ”giver sine bureaukratier forældremæssige forpligtelser”, og det ”opstiller vagtposter." Kort sagt: det politiske system er grundlæggende udtryk for den gamle, centralistiske logik, som Barlow og 68'erne så længe har været opgør med.
Konflikten mellem internettets spontane selvorganisering, dets ubegrænsede og utæmmelige frihed og den gammeldags undertrykkelse fra det politiske system, bliver for Barlow og hans ligesindede til en form for nykolonisering med vold og magt.
”Disse stadigt mere fjendtlige og koloniale tiltag placerer os i samme position som tidligere forkæmpere for frihed og selvbestemmelse, der var tvunget til at afvise de fjerne, uniformerede magters autoritet,” skriver Barlow og identificerer således sig selv og andre internetkrigere med frihedskæmperne i diverse underkuede samfund.
Den herskende forestilling i denne internetoptimistiske epoke var altså, at de gamle, centralistiske og hierarkiske organisationer (hvad end det var partier, stater eller virksomheder) ikke ville kunne overleve i den nye, digitalt forbundne verden. Med internettets komme, ville magten flytte fra de gamle, stedbundne fossiler til de nye, opkoblede og flydende basisdemokrater.
Californiske internetguruer som Nicolas Negroponte og Kevin Kelly var helt på linje med Barlow. I 'Being Digital' fra 1995 taler Negroponte således om internettet som en mægtiggørelse af individet via en overflod af information, mens Kevin Kelly i 'New Rules for a New Economy' fra 1998 var en af mange, der hævdede, at alle de gamle regler for kapitalismen nu var ovre. Og at et decentraliseret, frit marked med løsninger på det meste var lige på trapperne.
Strømmens magt
En af de vigtigste stemmer i den internetoptimistiske grundfortælling var den spanske sociolog Manuel Castells, der skrev den nok mest indflydelsesrige bog om internettet nogensinde, trebindsværket 'The Information Age' udgivet 1996-98. Hans argument var kort sagt, at med internettet var netværket vendt tilbage som den bedste og mest effektive organiseringsform.
Ifølge Castells, er det, der karakteriserer netværk, at det er forbindelser uden behov for central styring. Et åbent og potentielt uendeligt ekspanderende sæt af gensidigt forbundne og interagerende knudepunkter, som kun eksisterer i kraft af processer.
Netværk som dem, Castells beskriver her, har selvfølgelig altid eksisteret - længe inden nogen overhovedet havde tænkt på internet. Men deres effektivitet før internettet kom til, var begrænset af deres manglende evne til at håndtere kompleksitet, så snart de nåede en vis størrelse. Netværk var dårlige til at mobilisere og distribuere ressourcer og til at fokusere ressourceforbruget til brug for en given opgave. Industrialderens og den moderne nationalstats centralistisk-hierarkiske bureaukratier opererede langt mere effektivt, og derfor blev stigende centralisme den dominerende tendens fra og med 1800-tallet.
Men med internettets fremkomst, ser Castells dette magtforhold forskyde sig. Revolutionen i informationsteknologi giver nu netværket mulighed for at decentralisere og løbende tilpasse udførelsen af opgaver, samtidig med at formål og beslutningstagning koordineres. Fleksibilitet kan nu opnås uden at ofre arbejdets udførelse, uden behov for centralstyring. Og det kan ske på globalt plan. På grund af sin overlegne præstationskapacitet vil netværket derfor gradvist udmanøvrere centralistiske og hierarkiske organisationsformer. Netværkssamfundet er dermed den samfundsform, hvor alle dominerende aktører, institutioner og processer er organiseret i netværk både internt og eksternt.
I de globale strømme bliver den centrale statsmagten derfor mere og mere irrelevant, fordi den bliver mere og mere magtesløs. ”Strømmens magt overvinder magtens strøm” som Castells udtrykker det: “Jo mere en social organisering er baseret på ahistoriske strømme, der fortrænger ethvert specifikt steds logik, desto mere vil den globale magts logik undslippe ethvert historisk specifikt lokalt/nationalt samfunds socio-politiske kontrol”.
Castells var – og er – ingen jubeloptimist. Han var tidligt opmærksom på en lang række af internettets farer. Men hans væsentligste pointe ved overgangen til det nye årtusinde var grundlæggende optimistisk og anarkistisk: de gamle politiske og økonomiske magthaveres tid var ved at rinde ud. Deres magtmidler ved at glide dem af hænde.
Lidt mere end 20 år efter hans analyse er det mere genkomsten og forhærdelsen af de gamle magthavere via internettet, der dominerer fortællingen.
Velkommen til din personlige filterboble
Overgangen fra anarkistisk internetoptimisme til internetundertrykkelse gik overraskende hurtigt – magtens strøm vendte hurtigt tilbage. Det bliver tydeligt, hvis vi kaster et blik på at par mere af tidens bogtitler.
Den amerikanske forfatter Micah Sifry udgav så sent som i 2011 bogen 'Wikileaks and the Age of Transparency', hvor han forudså, at ”hemmeligheder og ophobning af information er ovre; åbenhed og informationsdeling er på vej.” Men allerede i 2014 kom så hans opfølger 'The Big Disconnect – why the internet hasn’t transformed politics (yet)'. Her var skråsikkerhed blevet til lidt mere tvivl, og den store overgang fra undertrykkende centralisme til anarkistisk netværk var flyttet ud i en mere usikker og ukendt fremtid.
Det arabiske forår i 2010-2011 var en af de sidste store internetoptimistiske bølger i Vesten, forstået på den måde, at det flere steder blev set og fremstillet som en Twitter-revolution. Som de unge opkobledes revolte imod de afkoblede og forældende regimer.
Det havde vist ikke meget empirisk belæg bag sig og det arabiske forår da også mest et håbefuldt skvulp i en internetfortælling, der allerede var begyndt at blive mindre optimistisk.
I forskerkredse talte man allerede på den tid om ’clicktivism’ fremfor aktivisme - dvs. at vi bare liker alt muligt uden egentlig at engagere os. At vi lever i en ’filterboble’ som den amerikanske iværksætter Eli Pariser formulerede det i 2011 - i en bog, som sigende nok havde undertitlen ’Hvad internettet skjuler for dig'.
Clicktivism var i en periode et af de mest brugte begreber om internetæraen i det nye årtusinde, inden begreber som ’det postfaktuelle samfund’ og ’onlineradikalisering’ begyndte at tage over.
Edward Snowdens læk af NSA-hemmeligheder i 2013 afslørede ikke bare, at staten i internettidsalderen faktisk overvåger os stadig tættere og mere teknologisk sofistikeret. Men også at der er masser af samarbejder mellem efterretningstjenester og tech-virksomheder. Idéen om at internettet ville gøre aktive borgere i stand til at sætte stater og virksomheder under lup og til ansvar, er i dag blevet til fortællingen om, hvordan stater og virksomheder sammen overvåger og manipulerer os andre stadig mere sofistikeret.
Klik ja for overvågning
Den dominerende fortælling om internettet centrerer sig i dag ikke om frihed men om det, den amerikanske socialpsykolog Shoshana Zuboff i 2018 døbte ’overvågningskapitalisme’. En fortælling om digitale teknologier, der trænger dybere og dybere ind i de mest intime dele af menneskelivet, for der at høste oplysninger til brug for en manipulation af ikke bare vores handlinger, men af selve vores mest hemmelige ønsker og begær.
Internetteoretikeren Evgeny Morozov taler i sin bog 'Net Delusion – the dark side of the internet' fra 2011 om, ”hvordan nutidens autoritarisme er af en både hedonistisk og forbrugervenlig variant”. Og i den amerikanske sociolog Bernard Harcourts bog 'Exposed' fra 2015 tales der om en ny ”blottende magt” (expository power), der knytter an til bredere selv-performative og selv-iscenesættende praksisser.
Ifølge Harcourt er privatliv ved at blive omdannet til ikke blot en markedsressource, men også til en regeringsressource. Data høstes, pakkes, sælges og bruges af private og offentlige aktører i ikke-transparente konkurrencer og partnerskaber. I dag står vi ved tærsklen til en “normaliseret og rutiniseret overvågning”, som ikke engang fordums totalitære stater kunne drømme om. Men som både nutidens autokratier og demokratier i dag udvikler på.
Disse overvågningsinstrumenter er ikke passive og harmløse - heller ikke for os, der egentlig ikke har noget at skjule. Dét er overvågningsfortalernes primære løgn.
For dels ændrer selve bevidstheden om at være overvåget på vores handlinger. Og dels bruger overvågerne selvfølgelig deres data til at handle på os og til at få os til at handle. Hvor ærlig kan man tillade sig at være, hvis alt hvad man siger og gør, begærer og ønsker, ligger åbent for andre aktører og deres algoritmer, som man selv hverken kan se eller kontrollere?
Den russisk-britiske journalist Peter Pomerantsev har i en række bøger (bl.a. 'This is not propaganda – adventures in the war against reality' fra 2019) dokumenteret, hvordan såvel demokratiske som autoritære stater bruger internettet til massiv overvågning og manipulation. Det er blevet statsmagtens værktøj imod borgerne, ikke borgernes kontrolinstrument imod statsmagten.
Og det er ikke en ren international debat, som ikke er relevant herhjemme.
I 2017 udgav den danske filosof Mads Vestergaard bogen 'Digital totalitarisme' og allerede året inde havde Anne Mette Lauritzen og Frederik Stjernfelt skrevet Dit opslag er blevet fjernet – techgiganter og ytringsfrihed. Den offentlige debat er nu fyldt med historier om, hvordan algoritmer radikaliserer unge mennesker og hvordan tech-virksomheder høster vores sundhedsoplysninger og manipulerer vores børn.
I dag er den dominerende fortælling om internettet, at magtens og overvågningens farer antager hidtil ukendte dimensioner, når vi selv går rundt med det primære overvågnings- og informationsapparat i vores lommer; vores smartphones. Et apparat, der ikke kun sender os fakta men også løgn, bedrag, misinformation, overdrivelser, manipulation, tilskæringer og forvrængninger af sandheden.
Kobl op, kobl ud
I dag opfatter vi altså ikke længere internettet som et globalt fristed, befolket af de glade og givende og skabt af de idealistiske. Men derimod som et uigennemsigtigt sted, gennemkrydset af overvågning og reklamer, befolket af de vrede og dumme og skabt af profit- og magthungrende tech-giganter. ’Sociale medier’ er i dag blevet et argument i sig selv for alskens dårligdomme.
Problemet med såvel den internetutopiske og -dystopiske fortælling om internettet er imidlertid, at de begge er for ensidige. De singulariserer og konsekvensreducerer alle de mange ting, som et så komplekst fænomen som internettet nødvendigvis må bestå af. Internettet er for stort og diverst til bare at være én ting, Det er altid mange forskellige ting på samme tid, alt afhængig af situation og sted, alt efter hvem der bruger det til hvad og alt efter hvilke uligheder, magtstrukturer og reguleringer der allerede eksisterer.
Vi har nu haft fyrre år med internettet og fyrre år med danske domæner. Så vi lever i dag i en veludbygget infrastruktur af kabler, programmer og hjemmesider. Der er lovgivning og virksomheder, digitaliseringsplaner og foredrag om at koble ud og slette sin Facebookprofil.
Internettet er ikke længere ungt og uformet, men det er heller ikke rent beton. Det er, som så meget andet, et resultat af beslutninger truffet, magtkampe vundet og tabt, af pengestrømme og virksomhedsbeslutninger - såvel som af summen af alle vores digitale handlinger.
